Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48088Visninger
AA

15. Isn't he lovely?


"Og det giver så 16x" sagde jeg stolt og satte to streger over det fundne resultat.

"Rigtigt" nikkede Marcel og skulle til at bladre til næste side, men jeg stoppede ham.

"Ikke mere for i dag" bad jeg og så på ham.

"Gå-går du allerede?" spurgte han og så skræmt på mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham.

"Selvfølgelig ikke" smilede jeg og lukkede bogen. "Vi går"

"Hva-hvad mener du?"

"Kom nu" smilede jeg hemmelighedsfuldt, tog hans hånd og trak ham væk fra sengen. Vi var hjemme hos Marcel igen, og jeg havde på fornemmelsen, at han ikke længere var helt så nervøs i mit selskab.

"Hva-hvad skal vi?"

"Ud"

"Ud hvor?"

"Kom nu bare" grinede jeg og trak ham ned af trapperne, hvor vi fik jakke og sko på. "Stol på mig"

"Jeg sto-stoler på dig" sagde han, og døren smækkede efter os. "Hvor...?"

"Stol... På... Mig" sagde jeg og prajede en taxa. "Kom"


"En karaoke-bar?" spurgte han måbende, og jeg nikkede stort. "Nej"

"Kom nu, Marcel" bad jeg og tog blidt fat om hans arm. "Det bliver sjovt"

"Jeg sy-synger ikke"

"Please" bad jeg og så på ham med hundeøjne, og til sidst gav han sig. Jeg ville gerne bevise overfor ham, at han kunne slappe af sammen med mig. Ikke tænke så meget på, hvad andre tænker. Han var så opsat på at gemme sig for andre mennesker hele tiden, men jeg ville gerne vise ham, at andre mennesker ikke var farlige. "Hov! Det havde jeg næsten glemt. Her!" Jeg trak en lille æske med kontaktlinser op af lommen og rakte ham dem.

"Hvordan ke-kender du min styrke?"

"Du har ene søster, og hun er ret så snaksaglig" smilede jeg rakte ud efter hans briller. "Okay?"

"Ja" sagde han, og jeg trak forsigtigt brillerne af ham.

"Hvor meget kan du se?"

"Sådan o-okay"

"Kom; jeg hjælper dig" Jeg greb hans hånd, forsigtigt lukkede mine fingre om hans og lod dem glide ind mellem hans. Det føltes mere rigtigt end bare at holde normalt i hånden. "Kom" Jeg ledte ham ind gennem baren og ud på toiletterne, hvor jeg fandt et spejl. Han fik sat sine kontaktlinser i, og jeg ventede tålmodigt, mens han lige vænnede sig til dem. Jeg stak hans briller i min taske, inden jeg dukkede op i spejlet bag ham og smilede.

"Jeg ser forfær-færdelig ud"

"Nej, du gør ej, Marcel" rystede jeg på hovedet og lagde en hånd på hans skulder. "Du ser godt ud" Jeg kørte en hånd gennem hans hår, der allerede sad en smule rodet på hans hoved, og hans krøller trådte rigtig i karakter. "Det klæder dig med krøller"

"Tak" rødmede han og så ned, mens han pillede lidt ved æsken til linserne. 

"Nå, skal vi gå ud og synge?" spurgte jeg friskt, og han nikkede kort. Det kunne godt være, at han måske ikke lige havde vildt meget lyst, men han ville nok synes om det. Vi fandt os et bord lidt væk, hvor vi bestilte en stor cola hver. Baren var en smule mørklagt, men kun så de farverige discolamper kunne lyse rummet op og skabe den helt rigtige stemning. Jeg var kommet her som lille med min mor, inden hun blev opereret i halsen og ikke kunne synge mere. Men inden da havde det været mit yndlingssted i hele byen. "Jeg kom her som lille"

"Hvad?"

"Da jeg var yngre tog min mor mig med her hen hver anden fredag, hvor hun sang for mig"

"Så det er et spe-specielt sted for dig?"

"Ja meget" smilede jeg og tog en tår. "Men hun blev opereret, og så kom vi her ikke mere"

"De-det er jeg ked af"

"Det skal du ikke være" sagde jeg med et træk på skuldrene og så op mod scenen. "Vores tur!"

"Kimberly, nej!" brokkede Marcel sig, men jeg havde allerede fået hevet ham med op på scenen.

"Hvad skal vi synge?"

"Ik-ikke noget"

"Kom nu, Marcel" bad jeg, og han bed sig i læben. "Isn't she lovely?"

"Okay" sukkede han, og de første toner af sangen spillede gennem højtalerne.

"Isn't she lovely 
Isn't she wonderful 
Isn't she precious 
Less than one minute old 
I never thought through love we'd be 
Making one as lovely as she 
But isn't she lovely made from love"

sang jeg og så opfordrende på Marcel. Beslutsomt greb han om en mikrofon og sang det næste.

"Isn't she pretty 
Truly the angel's best 
Boy, I'm so happy 
We have been heaven blessed 
I can't believe what God has done 
Through us he's given life to one 
But isn't she lovely made from love "

sang han, og hele baren hujede og klappede. Han sang jo helt fantastisk?! Hvordan kunne han holde sådan en fantastisk stemme gemt?

"Isn't she lovely 
Life and love are the same 
Life is Aisha 
The meaning of her name 
Londie, it could have not been done 
Without you who conceived the one 
That's so very lovely made from love"

afsluttede vi sangen, og jeg kunne ikke tage øjnene fra ham. Det var som om, jeg så ham på en helt anden måde. Da vi gik af scenen, mærkede jeg mine hænder ryste, og mine knæ truede med at give efter. Det var en helt specielt følelse, der sad i mig.

"Jeg vidste ikke, at du kunne synge" smilede jeg, efter vi var nede på vores stole igen, og det næste par var gået på scenen.

"Jeg vidste heller ikke, du ku-kunne synge" sagde han, og jeg kunne ikke lade være med at smile stort.

"Det er meget, du ikke ved om mig"

"Ditto"

"Så..." sagde jeg og pillede lidt ved mit glas.

"Så..?"

"Hvad synes du om at synge?"

"Det var... sjovt" sagde han og så mig i øjnene. "I sær at stå der med dig"

"I lige måde" smilede jeg og lagde min hånd oven på hans på bordet. "I lige måde, Marcel"

 

 

Love is in the air!! :D

Hvad siger I så?! Jeg har personligt elsket at skrive dette kapitel, da man får endnu mere indblik i hvem Marcel er, og hvem han gemmer for omverdenen. 

Man kan roligt sige, at Kimberly får det bedste frem i ham, og han får vist også det bedste frem i hende. 

Smid meget gerne en masse kommentarer, så Frederikke kan læse den, når hun engang imellem logger på fra Kineserland (creds til FR for at få mig til at bruge det ord)

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...