Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48091Visninger
AA

8. I'm sorry I'm late


Hvorfor var det at jeg stod her? Foran Kimberlys dør? Jeg havde stadigvæk ikke specielt meget lyst til at hjælpe hende med lektierne, men jeg vidste også, at jeg kunne glæde hende, ved ikke at give op og melde fra.

Det hele var stadig som det plejede at være. Når jeg hjalp hende med lektierne, så snakkede vi kun sammen om matematikken. Hun så ud til, at have forstået, at jeg ikke lige sådan delte oplysninger ud om mit liv. Ikke mit privatliv. For hvad skulle hun også bruge de oplysninger til at alligevel?
I skolen snakkede vi aldrig sammen, så det var også normalt. Men det var vel også sådan at det var bedst.

”Hey Marcel. Godt at du kunne komme.” Kimberly åbnede pludseligt døren foran mig, kort tid efter at jeg havde banket. Hun smilede forsigtigt til mig, inden hun trådte til siden, så jeg kunne komme ind i deres forgang.

”Jeg er k-ked af, at jeg kommer lidt for se-sent.” Da jeg kiggede ned på mit ur, kunne jeg se, at jeg var omkring et kvarter for sent på den. ”Det skyldtes at de var ret langsomme i min brillebutik.” Jeg hentydede til de nye briller, som jeg havde fået for ikke engang en time siden.
Mine forrige briller var gået i stykker. Takket være Marc, der igen havde været på nakken af mig.

”Det skal du slet ikke tænke på. Du havde jo brug for nye briller.” Mere blev der ikke sagt, mens vi banede os vej hen til Kimberlys værelse, der så ud, præcist som det også havde gjort dagen forinden.
Hun satte sig på en af de to stole, der stod ved hendes store skrivebord. Det var nemt at se, at hendes forældre for det første havde en del penge, men også at hun var ufatteligt forkælet.
For i hendes rum, var der vel alt en teenage pige kunne ønske sig.

”Så hvad skal vi arbejde på i dag?” Spørgsmålet kom egentligt ikke specielt meget bag på mig.
Alligevel fik det mig til at ryste opgivende på hovedet.
Egentligt var det jo ikke meningen at jeg skulle finde de ting vi skulle læse op på. Det var jo hende der manglede hjælp, og også hende, der burde have en lang liste foran sig, hvor de ting hun ikke kendte til, stod skrevet ned.

Sådan var det dog ikke.

Og som et svar, trak jeg bare på skuldrene.


”Du finder rumfa-fanget i en kasse ved at ga-gange længden med højden, for så igen at gange det med bredden.” Kim og jeg havde efterhånden været i gang med matematikken, i en del timer, og jeg var overrasket over, hvor godt hun rent faktisk fulgte med.
Da jeg tidligere havde forklaret hende om rumfang og areal udregningen på diverse figurer, havde hun bare siddet på sin mobil. En handling der havde irriteret mig i øjeblikket, men det at hun fulgte med nu, gjorde det op med det andet.
Ja tro det eller lad være – men hun tog endda notater.

”Ved en py-pyramide er det ved at gange 1/3 med højden og så med grundfladens areal. Grundfla-fladens areal finder du ved at regne, simpelt nok, arealet ud,” forklarede jeg, mens jeg illustrerede diverse metoder, ved at tegne alle tingene ned på et stykke papir. På den måde, så hun ud til bedre at kunne forstå hvad jeg snakkede om.

”Så først skal arealet regnes ud, og så efter det, går man videre til rumfanget?” Kort nikkede jeg på hovedet, inden jeg skubbede mine briller på plads. Hendes svar fik mig til at smile.

”Hey! Det er nok første gang, at jeg nogensinde har set dig smile.” Selvfølgelig skulle hun så også ende med at se det. Og som om, at det ikke var nok, så kunne jeg også mærke, at varmen begyndte at sprede sig i mine kinder. Jeg rødmede, hvilket hurtigt fik mig til at ryste på hovedet, for så at kigge ned i bordet.
Hvis hun først så, at jeg ligefrem rødmede så ville der sikkert blive startet rygter om mig på skolen, da Kimberly sikkert nok skulle ende med, at fortælle sin lille ”klike” om det.
Når først de havde fået noget sladder af vide, gik der ikke lang tid, før hele skolen kendte til det.

”Du skulle smile noget oftere. Jeg kan godt lide dit smil.” Hun rømmede sig en enkelt gang, ”det er ret kært,” indrømmede hun så bagefter. En indrømmelse der igen fik mig til at storsmile.

Dog fik jeg hurtigt tørret mit smil væk, da det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Det var ikke meningen, at jeg skulle smile over noget hun sagde. Faktisk var det meningen, at jeg ikke skulle smile, overfor andre end dem jeg holdt af.
Men det at hun havde indrømmet, at mit smil var kært, fik mig alligevel til at føle mig værdsat. Bare for et kort stykke tid.

”Dit… Du har også et ret s-s-sødt smi-smil.” Hvis jeg skulle være ærlig, sagde jeg det bare, for ikke at være ond. Hun fortjente vel også at få et kompliment, og at komplimentere ens smil, var jo heller ikke det værste man kunne få af vide.


Da jeg kom hjem fra Kimberlys, efter at have hjulpet hende i godt og vel fire-fem timer, smed jeg mig bare direkte ned i min seng. Hjælpetimerne og alle forklaringerne, havde drænet mig for energi. Noget der ikke var specielt godt. For på grund af min manglede energi, fik jeg heller ikke taget mig sammen til at lave mine lektier. De lektier, som ikke skulle afleveres før om et godt stykke tid. Men jeg prøvede så godt jeg kunne, på altid at være på forkanten med det hele. Gemma havde altid fortalt mig, at det var bedre at være i god tid, end at være sen på den.

Min søster var, og havde altid været ufattelig god i skolen, og scorede de højeste karakter, som var det så let som at trække vejret. Ikke nok med at hun var klog som ingen anden, så havde hun også hjertet på det rette sted.
Hun var min bedste ven. Ja min eneste ven. Men hun tog sig af mig, som den gode og barmhjertige storesøster hun var, og sørgede for, at intet ondt kunne ramme mig.

Dog kendte hun ingenting til alle de episoder i skolen, jeg gik igennem hver evig eneste dag. Marcs mobberi, og alle de andre elevers onde blikke, og ord, var uvist for hende, og sådan skulle det også fortsætte med at være.

Fordi, at jeg tænkte på min søster, begav jeg mig også ind på hendes værelse, der var ganske tæt på mit eget.

”He-hej,” sagde jeg forsigtigt, da jeg trådte ind til hende. Normalt var jeg ikke typen der bare braste ind i forskellige rum, for hvad hvis man kom til at forstyrre noget, som ikke var ment at skulle forstyrres i? Så hellere gå stille med dørene.

”Hej bror.” Gemma viftede ivrigt med hånden. Tydeligvis som et tegn på, at jeg skulle sætte mig ned ved siden af hende, i sengen, hvor hun sad tildækket med puder og tæpper.
Jeg gjorde som hun sagde, og smilte så bare.

”Så hvorfor kommer du så sent hjem? Har du fået dig en ny ven?” Min søster blinkede hurtigt med det ene øje, tydeligvis opsat på, at jeg havde fundet mig en lille pige. Eller noget i den stil.

”Jeg hj-hjælper en fra min sk-skole med matematikken.” Efter at have fortalt Gemma hvad jeg havde lavet, både i dag men også tidligere på ugen, sukkede hun kort.

”Ce, jeg vil ikke have at du skal hjælpe de andre, hvis de ikke giver dig noget igen. Du er en fantastisk dreng, og du fortjener kun det bedste. Det er sødt af dig, men du må også tænke på dig selv nogle gange.” Typisk. Hun var bekymret. Til tider skulle man tro, at hun påtog sig mor-rollen, for hun var noget så overbeskyttende, som en storesøster overhovedet kunne være.
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at komme med et lille grin, da ordene havde forladt hendes mund.

”B-bare rolig Gem. Det er ikke noget du behø-høver at bekymre dig om.” Gem var mit kælenavn for min søster, mens hun normalt kalde mig for Ce. Hvor hendes forkortelse for mit navn kom fra, havde jeg ingen idé om, men det var hvad hun havde kaldt mig, lige så lang tid tilbage, som jeg kunne huske. Og hvis jeg skulle være ærlig, kunne jeg godt lide når hun kaldte mig det. Det var betryggende og rart.

”Men kom hvis der bliver noget. For hvis der er nogen som sårer min lillebror, så skal jeg nok komme efter dem. Jeg har jo ikke taget et sommerkursus i karate for ingen ting.” Lige præcist derfor fortalte jeg ikke Gemma, hvad der foregik i skolen. For med det kursus i karate, hun tog forrige sommer, så havde jeg ikke lyst til, at hun skulle dukke op på min skole, for at give Marc og de andre, en lærestreg. Det ville alligevel bare gøre alle tingene værre.
Med garanti, så ville de begynde at sige, at jeg havde brug for min søster, til at gøre de ting, jeg ikke selv kunne.

For medlidenhed, var det sidste de ville give mig. Så langt synkede de aldrig, hvis det stod til dem selv.

”Gem-ma. Lad nu v-være.” grinte jeg kort.

Og efter at det var ude af verden, begyndte vi at snakke om noget helt andet. Om ligegyldige ting, der ingen steder havde hjemme. Dog var det sådan jeg bedst kunne lide det.

En aften i selskab med min bedste ven, hvor ingen, ikke engang Marc, kunne komme efter mig. 

 

 

Hey giiirls! (Leeroy voice, hm..)

Så var der endnu et kapitel, og jeg vil igen rose Frederikke for endnu et fantastisk kapitel! Oooog... Igen vil jeg gerne takke jer alle sammen på både mine og Frederikkes vegne. Vi har rundet de 300 favoritlister, og det er jo helt fantastisk! I er simpelthen bare de bedste! Vi kan ikke takker jer nok!

// A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...