Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48733Visninger
AA

13. I'm done, and guilty


Jeg skreg.

Jeg skreg af mine lungers fulde kræft, men lige meget hjalp det.

Slagene og sparkene haglede ned over Marcel, og jeg kunne ikke holde synet ud længere. Heldigvis fik jeg øje på Veronica i mængden, og jeg fik hurtigt gemt hovedet i hendes favn, inden hun trak mig igennem menneskemængden, og væk fra Marcel og Marc. Jeg havde det dårligt med at vende ryggen til noget, jeg til dels var skyld i, men jeg hadede at tabe ansigt foran hele skolen. Jeg ville ønske, at jeg var stor og stærk, så kunne jeg havde stoppet det... Men Marc var stærkere, og Marcel gjorde intet modstand! Han forholdt sig helt tavs, mens han prøvede at dække ansigtet. Det hjalp dog ikke særlig meget, kunne jeg svagt ane mellem folkene, der havde samlet sig i en cirkel omkring de to, mens de hujede og klappede. Hvad havde de dog gang i? De så slagsmål som var det en fodboldkamp!

"Så er det godt!" brød inspektøren ind, og han fik hevet Marc væk fra Marcel. Han lå lille og skrøbelig på gulvet, og jeg kunne se, at der var små pletter blod på det hvide laminat.

"Det er min skyld!" sukkede jeg og gemte mig hoved i hænderne. For det var min skyld. Havde jeg ikke lavet sådan et latterligt væddemål og prøvet på at holde Marc væk fra Marcel, havde han ikke hoppet på ham. Havde jeg ikke startet det dumme væddemål til at starte med ville Marc ikke genere Marcel mere end normal. Men så ville det holde sig til buksevand og at skulle hans bøger ud af favnen. Han var virkelig gået for vidt!

"Er han okay?" peb jeg til Veronica, der så over mod mængden, der langsomt opløste sig omkring os. Folk vendte tilbage til deres frokost, mens de slukøret brokkede sig over manglende slag fra Marcel.

"Måske" sagde hun og så medlidende på mig, mens hun strøg en hårtot væk fra mit ansigt. "Hvad er der med dig og Marcel?"

"Ikke noget" rystede jeg på hovedet og fik netop øjenkontakt med Marc, inden han forlod kantinen overvåget af inspektøren, mens skolesygeplejersken tog sig af Marcel.

"Og Marc?" spurgte hun og ledte mig hen til bordet endnu. Her sad Liam, Zayn, Sally og Jackson allerede, og alle, eksklusive Liam, så også medlidende på mig med samme blik som Veronica.

"Jeg er færdig med ham" sagde jeg og dumpede ned på min stol foran bordet.

"Hvad skete der lige der?" spurgte Sally og så forvirret på mig.

"Marcel kom sikkert for at spørge om vores aftale i eftermiddag" sagde jeg og trak på skuldrene, men der var meget mere bag. "Så ved jeg ikke lige med Marc..."

"Hvad er hans problem?" spurgte Zayn og knyttede hænderne.

"Han tror, han ejer mig"

"Hvad er der med dig og ham nørden?" spurgte Liam og vrængede næsen af Marcel, og jeg følte en trang til at beskytte Marcel. Det var slemt nok for mig, at jeg ikke kunne gøre noget før, men at Liam skulle sidde og kalde ham nørd...

"Han har et navn, Liam" sagde jeg tvært, og han vendte øjne af mig. "Og 'der sker' ikke noget"

"Hvorfor er I så sammen hele tiden?"

"Han er min lektiehjælp"

"Sikkert"

"Liam; stop det nu" brød Sally ind og lagde en hånd på hans arm. "Hvis Kim siger, at der ikke er noget mellem dem, så er der ikke noget" Nogle gange kunne Sally virke lidt langt ude ligesom Liam, men i dét øjeblik redede hun mig. Liam sagde nogle lyde og forlod bordet med hende i hælene, efter hun havde sagt undskyld til mig.

"Nå, men skal vi gå til engelsk?" spurgte Ve og rejste sig. Slukøret fulgte jeg efter hende.

 


Da vi fik fri samme eftermiddag, tog jeg direkte hjem til Marcel. Jeg havde så dårlig samvittighed over hændelserne i skolen, og på kontoret fortalte de mig, at han var blevet hentet af sin søster, da han havde fået ret så mange slag. Det var også Gemma, der åbnede, da jeg bankede på deres hoveddør.

"Kimberly" sagde hun overrasket, da hun så mig stå i døren - forpustet og ude af stand til at sige noget. "Marcel er..."

"Jeg ved det godt" skyndte jeg mig at sige, og hun nikkede kort. Derefter trådte hun et skridt til siden, hvor hun lod mig komme ind i gangen. Der lignede sig selv, bortset fra Marcels sko, som ikke stod pænt ved siden af de andre sko, men midt på gulvet, smidt tilfældigt lidt fra hinanden.

"Marcel er ovenpå" fortalte Gemma, inden hun forlod mig og gik ind i stuen. Jeg satte mine sko ind til siden, inden jeg traskede op af trappen.

"Marcel?" spurgte jeg lavmælt, og da der ikke kom noget svar, vadede jeg bare direkte ind på hans værelse. Jeg havde trods alt været der før, så jeg så ikke noget problem i det. Netop som jeg trådte ind, faldt mig blik på Marcel, der sad op i sin seng med puder i ryggen, isposer på maven og hovedet. Og wow, hvor havde han en flot mave! Den var rent faktisk markeret og så veltrænet ud og det hele!

"Kimberly!" udbrød Marcel i samme overraskede tone som sin søster, og han hev hurtigt et tæppe over sig. Han gemte sin overkrop, men han kunne ikke gemme sit ansigt, selvom han dog prøvede. Han havde blå øjne, blå mærker på kravebenene og op af armene. Overkroppen var ligeså mærket med de blå plamager, og hans stemme var ru og hærget.

"Marcel" sagde jeg og lukkede døren bag mig. Vane, jeg havde fået af at være sammen med mine veninder, når deres søskende var hjemme. Ikke at Gemma ikke måtte være i nærheden, men det var som sagt en vane. Det var først nu, jeg lagde mærke til, at han ikke havde sine briller på.

"Hvad la-laver du her?" spurgte han og flyttede lidt på sig. Jeg gik hen til sengen, og han rykkede igen på sig.

"Sid stille" bad jeg og tog den ispose op fra gulvet, som var endt der, da han fik et chok, da jeg trådte ind. "Jeg er virkelig ked af det..."

"Det ska-skal du ikke tæ-tænke på"

"Marcel; det var min skyld" sagde jeg alvorligt og så ham i øjnene, der nu ikke længere var gemt bag de fedtede brilleglas, og jeg indså, at de var dybe og irgrønne. Hans ansigt fik en helt anden form, når han ikke havde briller på. Mere markeret kæbeparti, hans øjne trådte mere i karakter og hans næse virkede ikke så lille. Hans ansigt så mere modent ud.

"Du bad ha-ham jo ikke om at slå-slå mig" stammede Marcel, mens jeg forsigtigt pressede den kolde ispose med en bule i hans pande. Måske fra da han ramte jorden og tog fra med hovedet.

"Selvfølgelig ikke!" skyndte jeg mig at sige, og han lukkede øjnene, mens han holdt posen på bulen. Jeg betragtede ham sidde og nyde lindringen af smerten i sin pande, inden han igen åbnede øjnene og så på mig. "Men jeg kunne have stoppet det" Jeg fjernede posen og skubbede forsigtigt en af hans vildfarne krøller væk fra panden og tilbage til resten af dem. Geléen holdt dem ikke helt tilbage mere, så de var mere tydelige end ellers.

"Hvo-hvorfor skulle du dog gø-gøre det?" spurgte han og sank lidt sammen i dyngen af puder, han sad op ad.

"Fordi sådan gør en ven" svarede jeg ærligt, for jeg anså ham på en eller anden måde som en ven. Fjende eller kæreste var han jo ikke, og vi var jo mere end bekendte.

"Er vi ve-venner?" spurgte han og gjorde store øjne, og jeg lagde hovedet lidt på skrå.

"Ja"

"Me-mener du det?" spurgte han måbende.

"Marcel; hvad tror du ellers, vi er?" spurgte jeg og smilede.

"Du sna-snakker ikke til mig i sko-skolen"

"Det har også været en fejl" fastslog jeg og lagde isposen på bulen igen. "Jeg lover dig, at fra nu af skal jeg nok snakke med dig" Jeg smilede svagt til ham og skubbede igen en krølle væk.

"Hvorfor gør du det her for mig?" spurgte han, og det kunne jeg faktisk ikke svare på. Ja: hvorfor? 

 

 

Tror I stadig, Kimberly gør det på grund af væddemålet, eller er hun ved at ændre sig - som nogle allerede håber på?

Undskyld for den sene opdatering, men siden Frederikke er taget til Kina, er jeg ene mand - eller kvinde - om at opdatere på historien. Heldigvis har vi nogle kapitler liggende, så der vil fortsat blive opdateret hver 3. - 4. dag :)

Ud over det så håber jeg, I alle sammen nyder ferien! Ferie betyder ingen lektier - i hvert fald ikke før til slut i ferien - og det betyder skrivning!! Yay! :D Take care! 

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...