Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
47908Visninger
AA

6. Find another geek


”Ehm.. S-så er det her en rektangel eller et kva-kvadrat?” Kimberly kiggede forvirret på mig, efter at jeg havde stillet hende, måske jordens mest simple spørgsmål. For at kunne kende forskel på de to firkanter, var noget vi alle havde lært i de mindre klasser. Hvorfor hun stadig ikke kunne det, var uvist. Og som et svar på mit spørgsmål rystede hun bare på hovedet.

”Det er et kvadrat. Alle siderne er lige lange,” forklarede jeg, hvilket så ud til at hun faktisk forstod, efter at jeg havde forklaret det for hende. Derefter gav jeg så også en forklaring på et rektangel.

”De hører begge to ind under kategorien for de 2 dime-dimensionale figurer. Firkanten, trekanten og en cirkel er alle l-lukkede fi-figurer, mens hyperblen, parablen og Bézierkurven hører ind under de plane kurver. Alle tilhørende de 2 dimensionale figurer.”

Jeg forstod ikke hvorfor jeg var gået med til dette her. For jeg ville ikke have noget med de såkaldte ”populære” typer at gøre, og at jeg nu ligefrem sad og hjalp Kimberly med lektierne, gjorde mig bange. Det gjorde mig nervøs. Jeg var vant til bare at tage hjem hver dag efter skole, for så at sidde begravet i en bog. Det var sådan mit liv var.

Men da hun tidligere i dag spurgte mig om hjælp, sagde jeg nej. Jeg ville intet have med hende at gøre, og det var ikke mit problem, hvis hun havde svært ved matematikken. Hvorfor skulle det bekymre mig? Hun så også ud til at være mere eller mindre overrasket over mit afslag, og jeg måtte indrømme at det ikke var hende der fik mig til ombestemme mig. Det var Marc der fik mig til ombestemme mig. Hans bemærkning gjorde ondt.
For hvad vidste han? Kunne han for en gangs skyld ikke bare lade mig være?
Behøvede han også ligefrem at blande sig i alting der omhandlede mit liv?

”Så siden der er 2 dimensionale figurer, så må der vel også være noget i 3D?” Kimberly, der stadig sad og kiggede nøje på alle de tegninger jeg tegnede for hende, så hun bedre kunne forstå hvad der blev forklaret, så endeligt ud til at have fat i noget.

”D-det er ri-rigtigt,” stammede jeg, og kunne ikke lade være med at lade et lille smil glide over min læber. For endeligt så det ud til, at det jeg havde fortalt hende, gav pote.

Folk troede tit, at jeg var nervøs, fordi jeg stammede. Det var bare en vane, jeg havde haft siden jeg var helt lille, og siden jeg ikke snakkede så meget med nogen – udover min mor og Gemma, så stammede jeg stadigvæk her i en alder af 18-19 år. Det var ikke fordi at jeg var nervøs, genert eller noget helt tredje.

”Det må vel være keglen der så er i 3D. Det samme med pyramiden og kassen.” Da hun indså, hvad hun egentligt havde sagt, slog hun stolt og muntert ud med armene, og endte ligefrem med at ramme mig i hovedet, så mine briller røg ned på jorden.
Et tungt suk kom fra mig. Hvorfor var det, at folk altid skulle ramme mig?

”Marcel. Det må du virkeligt undskylde. Det er jeg ked af. Undskyld, undskyld.” Hun var hurtigt kommet på benene, og havde grebet fat i mine briller, hvorefter hun gav dem til mig.
Jeg kiggede ikke op på hende, da jeg var nervøs for hvilket blik hun ville sende mig.
Ville det være barmhjertigt, eller ville det være det samme kolde blik, som hun altid sendte mig, når hun passerede mig på gangen?
Det samme blik som mildest talt alle folk på skolen sendte mig.

”D-du behøver ikke at u-undskylde. Det var jo bare e-et uheld.” Da jeg igen kunne se, efter at have fået mine briller på, sendte jeg hende et opmuntrende smil. Underligt nok, ville jeg ikke have at hun skulle rende herfra med dårlig samvittighed.

Dog undrede hendes undskyldning mig en del. Hun havde virket oprigtigt ked af det. Hun undskyldte endda op til flere gange, og var også selv villig til at samle mine briller op fra gulvet.

Men hvad var grunden bag det?

”Tror du ikke, at vi fortjener en pause? Jeg syntes, at vi har knoklet hårdt indtil videre.”

Kort nikkede jeg bare på hovedet, som et svar til hendes spørgsmål. En pause var helt klart noget jeg havde brug for. Aldrig havde jeg troet, at mit hoved kunne være så tæt på at eksplodere. Ikke på grund af alle lektierne, men fordi, at jeg ikke var vant til at lære fra mig. Jeg var ikke vant til at snakke til en pige, hvilket Marc også havde sagt tidligere. Så han havde på en måde haft ret. De eneste piger jeg snakkede til var min søster og min mor. Nogle gange min bedstemor og mormor, men ellers var der ingen andre piger i mit liv.
Det havde der aldrig været, og det kom der sikkert heller ikke.

”Men fortæl mig lidt om dig selv, Marcel.” kom det overraskende nok fra Kimberly. Dog skulle det ikke undre mig, hvis det hele bare var skuespil. Hvorfor skulle hun ellers interessere sig for mig og for de ting jeg gik og lavede?
Jeg var jo alligevel intet i hendes univers, og hun talte hun til mig, fordi, at hun manglede min hjælp. Når denne dag, og denne lektiehjælps time var ovre, var jeg sikkert bare luft for hende. Sådan havde det altid været.

”Der er ikke så meget at fort-tælle,” var det eneste jeg kunne sige.

”Dit liv må da være spændende på et eller andet punkt.” Og hun blev ved. Hendes øjne var rettet mod mig, med et spørgende blik. Hun søgte svar. Det var tydeligt at se.

”Hvis det at blive mob-mobbet hver dag er spændende, så ved jeg ikke hvad då-dårligt der er i mit liv. Ja jeg ved ikke hvad g-godt der så også er i mit liv.” Jeg valgte for en gangs skyld at være ærlig, og for at åbne bare lidt op for hende. Hun vidste at jeg blev mobbet, hver evig eneste dag, og hun lod ikke til at gøre noget ved det i skoletiden.
Endnu et bevis på, at hun slet ikke interesserede sig for mig.

”Du skal ikke tage dig af Marc. Han er bare ude på, at have det lidt sjovt, og det er så altid bare dig det går udover.” Hun slog en latter op, da hun åbenbart troede, at hun var noget så sjov.
Dog fik det mig bare til at kigge ned i jorden. For hvis hun prøvede på at få mig til at grine med det hun lige havde sagt, måtte jeg godt nok indrømme at hun havde fejlet, noget så grusomt.
Hendes ord sårede mig.

Derfor rejste jeg mig også op fra sengen, mens jeg skubbede mine briller på plads igen.

”Marcel, det var ikke ment på den måde,” sagde hun så, da hun fandt ud af, at hendes ord havde gjort ondt på mig. Måske dette lektiehjælp var en så dårlig idé, som jeg i starten havde troet.

”Kimberly, jeg tror, at vi er fæ-færdig for i dag. Du skal n-nok klare dig god-godt i testen.” Vi vidste begge to godt at det var løgn. For hvis jeg var heldig, havde jeg fået banket bare lidt geometri ind i hjernen på hende. Men det lille stykke viden, var langt fra nok for hende, til at kunne bestå.

”Nej. Jeg har brug for din hjælp. Du er mit eneste håb.”

”Find dig nu bare en anden … nø-nørd. De er jo alle sammen klog-klogere end jeg er. Og de vil sikkert også elske at være din tu-tutor.” Alle drenge på hele skolen, ville give deres højre arm for at være i mit sted. De ville ønske, at de kunne få æren af, at være Kimberlys tutor.
Sådan var det dog ikke for mig.

Jeg ville helst være fri. Være fri for alt det dårlige der var i verden, og være fri for flere snobber og populære typer, der bare udnyttede en, fordi man havde hjernen med sig.

”Kan du ikke forstå, at det er dig jeg vil have til at hjælpe mig. De andre forklarer det ikke på den samme måde som du gør.” Igen var det skuespil hun stillede op foran mig. Det var så tydeligt.

”Please?”

Og fordi at jeg altid prøvede på at se det bedste i folk, og fordi, at min mor altid havde fortalt mig, at han skulle hjælpe andre, uanset om man så ville eller ej, så overgav jeg mig.

”Okay. Så lad os gå til de 3D figurer, som du jo allerede har næ-nævnt et par stykker af.” 

 

 

Jeg kan slet ikke forstå det! Novellen er på FORSIDEN!

I er simpelthen de bedste! :D

Jeg håber virkelig, at I nyder at læse med, lige så meget som Frederikke og jeg nyder at skrive den.

224 favoritlister og 131 likes... I er for vilde, de bedste, fantalastiske! Vi kan ikke takke jer nok, og derfor får I endnu et kapitel.

// Amalie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...