Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48086Visninger
AA

12. Even your mom doesn't like you, Marcel


Du kan godt, Marcel. Bare smil indbydende og vær dig selv.

Dybe indåndinger.

Måske det ikke var helt optimalt at tage til mig selv i mine tanker, dog var det hvad jeg havde brug for på nuværende tidspunkt.

Det var lige blevet spisepause, og alle havde slået sig ned inde i den store kantine. Jeg selv sad ved mit sædvanlige bord, og prøvede på at koncentrere mig om at læse i min bog, samtigdigt med, at jeg spiste min mad. Dog gik det ikke så godt.

Der var noget der nagede mig. En trang til at gå op til Kimberly, for at spørge, om vi havde en aftale igen i dag. Efter vores lille pause med lektiehjælpen, kunne jeg godt mærke, efter gårsdagens hjælp, at jeg havde savnet at bruge tid med hende. Noget jeg ikke burde føle, da vi alle godt vidste at det ikke var ment at vi skulle være venner. Jeg var hendes hjælper i matematik og det var hvad det så end var.

Alligevel tog jeg så meget mod til mig, at jeg ligefrem rejste mig fra mit bord, for så at sætte kursen mod Kimberly, der sad omringet af alle hendes populære og arrogante venner. Marc havde en arm om hende, og nærmest sugede sig fast til hende hals, hvilket han stort set havde gjort det sidste stykke tid, efter at de to, underligt nok, var begyndt at date.
Kimberly så ikke ud til at bryde sig specielt meget om det, og måske, at det også spillede en rolle i min kommende handling.

Med tøvende skridt, og med hovedet rettet ned mod jorden, begav jeg mig gennem de populæres område, mens snakken gik omkring mig. De snakkede alle om mig.
For hvad lavede en person som mig, i et forbudt område som dette?
Vi vidste godt, at nørder langt fra var velkommende her. Men alligevel trodsede jeg de regler.

Da jeg kiggede op, fandt jeg mig selv stående ved siden af Kimberlys bord. Mine briller fik jeg hurtigt rettet lidt på, inden jeg nervøst trak ned i min sandfarvede vest, jeg havde udeover min hvide skjorte. Mine øjne mødte deres, og fik sendt et spørgende og bekymrende blik tilbage.
Ja hende den sorthårede pige, næsten ligefrem tabte kæben.

”He-H-Hey Kimberly.” halvhviskede jeg som det første. Min stemme var så lav, at jeg dårligt nok, selv kunne høre den, så om hun kunne, var nærmest ikke et konkret spørgsmål.
Hun slog sit blik mod mig, skubbede forsigtigt suge mallen Marc, væk fra sig, og rejste sig så op.

”Hej Marcel.” Hendes svar kom med en indbydende tone, og hun virkede til at være oprigtigt glad. Måske lidt overrasket over at se mig her, men det var så den mindste detalje. Dog for hendes blik rundt i kantinen, og da jeg vente mig om, kunne jeg se, at alles blikke var rettet mod os. Alles.

”Kom-kommer du over i-i dag e-efter s-s-skole? S-så vi ka-kan arb-a-arbejde på matematikken?” Selvfølgelig skulle jeg også ende med at stamme mere end noget andet, da jeg igen snakkede til Kimberly. For det pludseligt at have opmærksomheden på mig, var ikke noget jeg just var vant til. Det var underligt.

I dette øjeblik, gik det også op for mig, at jeg sikkert bare skulle have blevet ved mit bord. Det var ikke en god idé at komme her. Slet ikke.

”Je..” Mere nåede der ikke at komme ud af Kimberlys mund, før at en hård hånd havde hevet fat i min krage. Lige der hvor mit slips også sad. Taget var hårdt, og fik mig til at miste pusten.

”Hvad tror du lige at du laver, nørd?” En alt for genkendelig stemme, hvæste mig direkte op i ansigtet, mens grebet stadig var så hårdt som før.
Marcs ansigt tårnede sig frem foran mig, da jeg forsigtigt åbnede mine øjne bag brilleglasset.
Han så ud til at være mere rasende, end jeg nogensinde havde set ham før.
Ikke et specielt godt fact, hvis jeg selv skulle sige det.

”Je-Jeg sn-snakkede bare li-lige...”

”Du snakkede lige med min kæreste? Og hvad tror du, at du bilder dig ind? Tror du virkelig at hun vil have noget at gøre med en nørd som dig? Nu skal jeg fortælle dig svaret.” Han stoppede op, og hev mig ud midt i kantinen. Folkene begyndte at samle sig i en rundkreds rundt om os, mens de stille trak væk fra midtercirklen, hvor Marc og jeg var.
Vi var åbenbart blevet det store søgelys her i middagspausen.

”Kimberly kommer aldrig nogensinde til at kunne lide dig, og den eneste grund til, at hun vil hænge ud med dig, er fordi at du er smart. S-M-A-E-R-T.” Fordi at jeg vidste, at det ikke var på sit rette tag at grine nu, som den situation vi stod i, så lod jeg være. Men det at Marc ikke engang kunne stave til ’SMART’ da han ville stave det for mig, fandt jeg ret komisk.

”Så smart at hun kan udnytte dig, for selv at få bedre karakter i matematik. For du er intet. Du er et nul, og det vil du altid være. Ingen kan lide dig. Ikke engang din egen mor.” Ordene ramte mig hårdere end flere tusinde slag. Det gjorde ondt.
For jeg vidste at min mor elskede mig. Det havde hun så tit fortalt mig. Og hvad vidste Marc også om det? Han kendte ikke engang min mor.

”Er du lidt genert, Marcel? For jeg syntes ikke rigtigt, at du siger så meget.” Han snakkede igen, og kom igen med de flabede og stødende kommentarer.

Et slag ramte så min kind, hvilket fik mig til at falde til jorden. Flere gisp kunne høres omkring mig, hvilket også var grunden til, at jeg ikke ømmede mig. Jeg ville ikke virke svag, og Marc skulle ikke nyde noget af, at se mig lide.

”Kom så. Sig at din mor ikke kan lide dig.” Hånende havde han taget sit ansigt helt tæt på mit, og hviskede ordene til mig. Så mussestille.
Han puffede hårdt til mig, inden at jeg kunne mærke et spark i min mave. Luften røg atter ud af min krop, i takt med, at mine øjne lukkede i. 

_____________________

Marc er IGEN efter Marcel. Nu mere end nogensinde!

Ja han endda slår og sparker ham, fordi Marcel snakkede med Kimberly. 

Tror I det får ham til at tage afsted til hende, fordi han ikke vil komme i konflikt med Marc, eller hvad tror I der kommer til at ske?

Og tusind tak for de 400 favoritlister! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...