Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48209Visninger
AA

27. Enjoying the party?


(Lyt til "You & I" af One Direction, mens I læser dette kapitel)

Jeg havde aldrig nogensinde været mere ukomfortabel med en fyrs arm omkring mig. Måske havde det noget at gøre med, at den person, der havde armen om mig, var den person, jeg hadede aller mest over hele jorden. Og hans smil irriterede mig så grænseløst, at hver gang jeg så mit snit til at flygte, gjorde jeg det. Dog fandt han på en eller anden måde mig igen, så han kunne holde mig fanget i sit greb. Jeg ville ønske, Veronica kunne se, hvor lidt jeg nød festen. Dog var hun all over Jackson, og de var ikke til at skille ad. 

"Nyder du festen?" lød en slesk stemme ved mit øre. En stemme, jeg for et år siden ville ønske at høre tale sådan til mig, men nu fik det fysisk dårligt af at høre. Specielt så tæt på mit øre, at jeg kunne mærke hans varme ånde. 

"Nej"

"Synd din date, Marcel, ikke kunne komme" fortsatte han i samme toneleje, og jeg skubbede ham hårdt fra mig. 

"Vil du gerne beholde dit ansigt?"

"Hvorfor så agressiv?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, mens han forsigtigt aede min kind med oversiden af hånden. "Det er trods alt ikke min skyld"

"Det ved jeg jo godt, det er, Liam" sagde jeg trodsigt og slog hans hånd væk. "Du skal ikke røre mig" Jeg blev mere og mere sammenbidt i hans selskab, og jeg kunne ikke holde ham ud. Prom skulle være min aften med Marcel. Ikke med Liam! Det skulle være en perfekt aften i selskab med en person, jeg elskede... Marcel. 

"Hvordan kan du være så sikker?"

"Jeg kender dig"

"Tydeligvis ikke" mumlede han, lagde en hånd på den kind, der vendte væk fra ham, og pressede mit hoved mod hans. Da jeg havde kendt ham i mange år og tilmed været kæreste med ham, vidste jeg udemærket godt, hvad han var på vej til at gøre. 

"Stop det, Liam!" Med de ord vristede jeg mig ud af hans greb og forsvandt ud på toilettet. Hvor var Veronica, eller Zayn? Jeg kunne virkelig godt bruge dem! Mit spejlbillede så dømmende på mig, og jeg følte mig skyldig. Skyldig over at gå til prom med Liam. Jeg vidste jo godt, at Marcel ikke havde meldt afbud. Havde han fået kolde fødder? Var jeg ikke smuk nok, eller havde han fundet en anden date? Havde en anden spurgt ham, og det Liam gjorde, var rent faktisk for at være sød? Nej! Liam var ikke sød! Og Marcel havde ikke fundet en anden date. 


"Kim! Dér er du!" lød det, og Veronica brasede gispende ind på toilettet. Hvor lang tid jeg havde stået derude og glanet anede jeg ikke, men det var bedre end at være sammen med Liam! "Kom ud. Nu!" Hurtigt hastede jeg efter hende, forvirret over hvad jeg skulle. Så snart jeg var ude, fandt Liam mig hurtigt, og lagde sin arm om mig. Dog idet han gjorde det, skilte menneskemængden sig foran mig, og på den anden side stod en fyr. Men ikke ne hvilken som helst fyr. Marcel. Jeg var mundlam, intet mindre.

Hele min verden gik i stå, da han så direkte på mig. Såret. Vred. Længselsfuld. Det eneste bevægelse der var, var Gemma ved hans side, der slap hans arm og skubbede ham forsigtigt frem. De mennesker, der stod omkring ham, slugte ham nærmest med øjnene. Ligesom jeg selv. For han var... forandret. Hans hår sad ikke længere trukket tilbage med gelé, men sad krøllet og vildt omkring hans ansigt. De fedtede briller sad heller ikke på hans næse og skjulte udsynet til de vidunderlige, grønne øjne, er funklende så på mig. Og kun mig. I stedet for den sandfarvede strik og hvide skjorte var han iklædt et sort jakkesæt med en lyserød blomst i et af knappehullerne. En lyserød rose, der matchede farven på min kjole. 

"Hvad laver han her?" hørte jeg Liam mumlede, men han virkede så langt væk. Som om han ikke længere stod ved min side. Det gjorde han heller ikke, for i samme sekund forlod jeg hans greb og trådte et skridt frem mod Marcel, der ligeså trådte frem mod mig. Selvom der tidligere havde været musik og snak, var der nu blevet helt stille i salen. Folk stirrede forventningsfuldt på Marcel og jeg, mens vi langsomt - skridt for skridt - nærmede os hinanden, til vi stod ansigt til ansigt overfor hinanden. Hans læber lagde an til at sige noget, men der kom ikke nogle ord ud af hans mund. 

"Marcel, jeg...-" begyndte jeg, men han stoppede mig med en gestus med hånden. 

"Du skal ikke sige noget"

"Jeg er ked af..-"

"Sh" tyssede han og smilede. "Jeg vil gerne synge en sang for dig" I øjeblikket var jeg så omtumlet og overrumplet, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke stammede. Han var... perfekt. Intet mindre. Hvordan han pludselig havde en guitar i armene, vidste jeg ikke, men hvad jeg vidste var, at drengen foran mig, elskede jeg. Hvorfor havde jeg ikke indset det noget før? Hvorfor havde jeg været så dum at tage med Liam? At tro på ham, bare i et splitsekund? Hvorfor havde jeg ikke bare ventet? Men nu var han her, lige foran mig. Og han begyndte at synge. 

 

I figured it out

I figured it out from black and white

Seconds and hours

Maybe they had to take some time

 

I know how it goes

I know how it goes from wrong and right

Silence and sound

Did they ever hold each other tight

Like us

Did they ever fight

Like us

 

You and I

We don't wanna be like them

We can make it till the end

Nothing can come between

You and I

Not even the Gods above can

Separate the two of us

No nothing can come between

You and I

Oh, you and I

 

I figured it out

Saw the mistakes of up and down

Meet in the middle

There's always room for common ground

 

I see what it's like

I see what it's like for day and night

Never together

Cause they see things in a different light

Like us

They never tried

Like us

 

You and I

We don't wanna be like them

We can make it till the end

Nothing can come between

You and I

Not even the Gods above can

Separate the two of us

 

You and I

We don't wanna be like them

We can make it till the end

Nothing can come between

You and I

Not even the Gods above can

Separate the two of us


'Cause You and I
 

We don't wanna be like them

We can make it till the end

Nothing can come between

You and I

Not even the Gods above can

Separate the two of us

No nothing can come between

You and I

Oh, you and I

Ooooh You and I

We could make it if we try

Oh, you and I

You and I

 

Da hans stemme langsomt fadede ud, brød helvede løs. Folk klappede og hujede og piftede, men jeg lukkede verden ude. For Marcel var det eneste jeg så og hørte. Den eneste jeg ville høre og se. Den eneste...

"Jeg elsker dig, Kimberly McElroy" sagde han, og verden under mig forsvandt. Han elskede mig. Han elskede mig virkelig!

"Jeg elsker også dig, Marcel Styles" smilede jeg og lagde armene om hans hals, inden jeg ængsteligt kunne presse mine læber mod hans. Den mest vidunderlige følelse gik igennem min krop, da han lagde hænder omkring min talje, løftede mig lidt op fra gulvet og svingede mig en tur rundt. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort af ham, så da jeg igen stod på gulvet, var jeg ét stort smil. Marcel smilede også stor til mig, og hvis jeg ikke havde lagt mærke til det før, så havde han et dejligt smil. Faktisk fik han svage smilehuller i siden af kinderne, når han smilede. Sødt. 

"Jamen så fik det hele jo en 'happy ending', yay!" lød det sarkastisk bag mig, og jeg var vist ikke den eneste, der var træt af den stemme. Marcel sukkede også inderligt, men inden nogen af os kunne nå at sige noget, brød nogen stilheden. 

"Luk dog, Liam" kom det fra en pige, der trådte frem fra menneskemængden. Sally. "Du er simpelthen for meget, du er! Jeg gider det ikke mere. Se os to som ovre!"

"Sally, jeg kan forklare!" bad Liam, der pludselig var helt desperat og bedende. Men det bed Sally ikke på. 

"Det behøver du vist ikke" gav hun igen og slog et teatralsk kast med håret. "Hav en god fest" Det sidste var rettet mod Marcel og jeg, og jeg smilede taknemmeligt til hende. Liam løb efter hende, mens hun styrede mod salens udgang, og jeg vendte mig igen mod Marcel. Min promdate. Min rigtige promdate. 

 

 

Kan man være forelsket i en fiktiv karakter?

For jeg tror jeg er truely, madly, deeply forelsket i Marcel! Han er bare så dejlig, og det er næsten uudholdeligt at skulle skrive sådan om ham.

Jeg håber, I alle sammen kom godt igennem julen og har en god nytårsaften. Jeg er ikke hjemme i Danmark til at fejre den, men holder den nede i varmen på Kap Verde. 

Frederikke; jeg er så ked af, at novellen snart er slut! Det har været en fornøjelse at skrive den med dig, og jeg håber virkelig, der kommer mere fra os ;)

Hav et godt nytår!

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...