Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48092Visninger
AA

16. Don't hate yourself


Det at åbne op for en person, som jeg var begyndt at åbne op overfor Kimberly, var ikke en ting der normalt lå til mig. Jeg var ikke den person der var socialt var sammen med andre, og ikke var den person der viste sig frem i lyset. Jeg var altid bare ham den stille type, der mest af alt prøvede på at glæde alle, ved ligesom at holde mig lidt i baggrunden.

Derfor havde episoden her den anden dag, karaoke episoden, også skræmt mig lidt.
Godt nok havde jeg elsket at tilbringe min tid med Kimberly, og det at lave noget andet sammen med hende, end bare lige matematiklektier, havde fået mig til at se hende som min ven.

Sådan for alvor! Min ven.

Især det med at hun komplimenterede min sangstemme, at hun havde givet mig kontaktlinser, og at hun kunne lide at være i mit selskab – ja det gjorde mig glad.
Så glad som aldrig før.

Og for at det ikke skulle være løgn, så var vi begyndt at snakke en del mere sammen i skoletiden.


”Så skal vi lave noget sammen efter skole, eller har du andre planer?” Kimberly og jeg stod ved siden af hinanden i køen, til kantinen. Foran hende stod hendes venner og veninder, hvilket inkluderede blandt andet Zayn, Veronica og Liam.
Derfor var jeg også lidt overrasket over, at hun ligefrem spurgte mig, om vi skulle lave noget sammen efter skole, når hun var omgivet af hendes gang.

”J-jeg tror da ik-ikke at jeg sk-skal noget,” fik jeg sagt, mens mit blik nervøst var rettet mod vennerne. Deres blikke var rettet mod mig og Kimberly, og det var ikke svært at se, at de undrede sig over deres venindes tidligere spørgsmål.
Det var tydeligt, at det kom som en overraskelse for dem.

”Super. For jeg tænkte at vi måske kunne tage hjem og øve lidt matematik.” Lige da hun havde sagt det, blev jeg skuffet. Jeg havde troet, at hun måske bare ville hænge ud med mig, som venner normalt gjorde. Lidt ligesom vi  havde gjort da vi havde sunget sammen.
Mine spekulationer og skuffelse, blev dog vendt, ved et en sød stemme, der pludseligt hviskede nogle meget uventede ord i mit øre: ”eller også kan vi se en film eller to. Du ved – bare være sammen som venner normalt er.”

Mine kinder blussede øjeblikkeligt op, da de ord havde forladt Kimberlys mund.

Og fordi at jeg var mere eller mindre i chok over hendes forslag, kunne jeg ikke gøre andet end bare at nikke på hovedet som svar.

”Godt. Så ses vi bare efter skole.” Med de ord, fik de udleveret deres mad, og forlod mig så.


”Jeg syntes stadigvæk, at du skal droppe brillerne. Du ser så sød ud uden dem på.” Kimberly og jeg lå inde i min seng på mit værelse, og var godt i gang med at se vores tredje film. Først havde det stået på en rigtig chickflick – The Notebook. Ikke ligefrem en overvældende god film, dog havde jeg set den for hendes skyld. Efter det havde hun fået mig lokket til at se Dear John, og nu – ved vores tredje film var vi åbenbart gået i Disneymode, for High School Musical 3 kørte på fulde drøn.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så havde jeg ikke haft nogen som helst indflydelse på, hvilke film der blev valgt. Jeg havde været helt neutral når de beslutninger skulle tages.

”Jeg ved ikke. Er d-det ikke normalt at nø-nør-nørder går med br-briller?” Som person var jeg rigtig dårlig til at tage imod komplimenter fra andre. Det var ikke noget jeg var vant til, og derfor følte jeg mig også utilpas, da Kimberly lige havde fortalt mig, at jeg ligefrem så sød ud, uden mine briller.
En konstatering fra hendes side, der så ledte til et dumt og latterligt svar fra min side.

”Hold nu op Marcel. Hvem har nogensinde fortalt dig, at du er en nørd?” De sidste ord blev hvisket, som vidste hun godt, at det var forkert at sige. Hun vidste, lige så godt som mig og som alle andre, at ordet ”nørd” spillede en stor rolle i min hverdag.
For hver dag blev jeg mindet på, at jeg var kikset. At jeg ikke var god nok, og at jeg bare skulle tage hjem, så jeg kunne læse lidt mere i de mange bøger, som de alle sammen gik ud fra, at jeg havde.

”Jeg ha-har ikke l-lyst til at be-svare dit sp-spørgsmål,” svarede jeg ærligt. For det havde jeg ikke. Det gjorde simpelthen for ondt at skulle til at remse alle de personer op, som gennem hele mit liv, havde gjort min hverdag til et helvede. Det kunne jeg bare ikke.

Kimberly lagde forsigtigt sit hoved på mit bryst, mens hun rettede blikket mod mig. Mine øjne fangede hendes.

”Har du nogensinde tænkt på, hvorfor personer som for eksempel Marc har hakket på dig? Hvorfor ham og de andre altid har været efter dig, og hvorfor de har gjort din skolegang så forfærdelig?” Hendes ord blev hvisket så lavt, at der ikke var nogen chance for, at andre end jeg hørte hvad hun havde sagt.

”N-nej!” kom det fra mig, som et enkelt svar. For hvorfor? Havde hun virkelig svaret på det spørgsmål jeg havde stillet mig selv, i så mange år?

Hvorfor mobbede og var de efter mig?

Forsigtigt lagde hun sin hånd om mine briller, inden hun tog dem af. De blev så lagt på sengen ved siden af os, inden hun svarede: ”De er jaloux.”

Selvom at mit syn var blevet svækket, efter at mine briller ikke hjalp mig med at se, kunne jeg alligevel fornemme, at hun sendte mig et smil. Et smil der også formede sig på mine læber, da hendes ene hånd kærtegnede min venstre kind.

”De er jaloux, fordi de ikke er som dig. Du er din helt egen, og lader ikke nogen komme i vejen for dine drømme.” Da jeg ikke svarede, fortsatte hun med at snakke, stadig mens hun kørte sin hånd op og ned af min kind. ”De ville ønske, at de havde et så stort hjerte som dig, Marcel.”

Og med de ord, løftede hun sig lige så stille op, og lod sine bløde læber placere sig lige dér på min kind, hvor hendes kærtegnelser havde været. 

 

A/N:

Jeg har de vildelse Marcel/Kimberly feels lige nu! (Kom op med et godt shipnavn til dem, og skriv det i en kommentar. Vi er nemlig lost)
Og tak for ALLE de søde kommentarer jeg så i havde skrevet, da jeg kom hjem fra Kinerserland! Hvor er I søde!

****

Derudover har jeg også et spørgsmål til jer. Jeg har startet en ny novelle, også med One Direction der hedder "Operation Inspiration" så jeg tænkte om I måske ville tjekke den ud?
Linket til den kan enten findes inde på min profil eller i en kommentar HERUNDER! Det er en lidt anderledes idé, som I forhåbentligt vil syntes om.
(Og tak fordi I vil... Det betyder alverden)

OG DET ER AMALIES FØDSELSDAG I DAG! Så ønsk hende tillykke! Det fortjener hun! <3

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...