Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
47978Visninger
AA

24. Do you wanna stay for dinner?


Lyserød... Lyserød... Lyserød.

Ja det var helt klart en farve jeg lige skulle vænne mig til, som jeg stod herinde i et prøverum, i en eller anden jakkesætsbutik. Gemma havde tidligere på dagen fået mig jaget ind i denne her butik, efter at have ringet til Kimberly, for at spørge om hun ville med. Det eneste krav hun havde stillet hende var, at hun skulle medbringe sin promkjole. 
En kjole som jeg ikke engang fik lov at se skyggen af. 
Det eneste jeg vidste var, at den var lyserød, og at farven jeg derfor skulle matche var... lyserød. 

Dog havde jeg intet imod det. Især ikke hvis det betød at Kimberly og jeg så kom til at matche, hvilket jo var meningen med det hele. 

"Må vi se dig, Marcel?" Gems stod og rykkede ivrigt i det forhæng der adskilte mig fra dem. Jeg var kommet i mit jakkesæt, samt havde fået det lyderøde slips på. Mine briller skubbede jeg hurtigt på plads, for så at ryste opgivende på hovedet. Hvad var det jeg havde rodet mig ud i?
Den person der stod foran mig, i dette smarte jakkesæt, samt det lyserøde udstyr, var jo slet ikke mig. 
Det var ikke meningen at jeg skulle stå og se smart ud. Jeg skulle være hjemme ved skrivebordet, med hovedet begravet i nogle af mine manger bøger. For det var der jeg hørte til. Især hvis det stod til størstedelen af skolens elever. 

"Det tror jeg ikke er n-nogen god id-idé, Gems," svarede jeg ærligt. Egentligt følte jeg mig ikke ordenligt tilpas i dette outfit. Det var som om at mit fedtede og tilbageredte hår, samt briller ikke rigtigt passede. Som om jeg ikke rigtigt passede ind her. 

"Marcie, kom nu ud!" Åh nej dog. Når først min søster begyndte på sine latterlige kælenavne, var det først at det begyndte at blive alvor. Altså gav hun ikke op uden kamp. 

"Mr. Marcel kan ikke komme ud, da pigen ikke er tilladt at se ham før deres prom," sagde en lidt mere formel og fin stemme ude bag forhænget. En stemme jeg ville gætte på tilhørte en af butikkens medarbejdere. 

"Pjat med dig. Det er kun ved bryllupper reglerne er sådan! Så kom nu ud, brother."

Jeg sukkede. Ja min søster gav ikke lige sådan op uden kamp!

"Det er fint, Gemma. Jeg tror måske at Marcel har det bedre med at vente. Så er det jo også en overraskelse for os begge, hvis vi ikke ser hinanden i vores tøj, inden den store aften." En sukkersød og så kær stemme begyndte at snakke, inden et lille forsigtigt grin fyldte mine ører, "det kan vel aldrig blive for fint, så hvorfor ikke gøre aftenen helt unik, ved først at se hinanden der? I det tøj vi skal have på? Vi ved da i det mindste at vi kommer til at matche, så der er intet problem der." 

Det var som om at Kimberly kunne føle hvordan jeg havde det. Som om hun kunne mærke, at jeg egentligt bare gerne ville ud af dette her tøj igen, og at jeg ikke rigtigt havde lyst til at vise mig for hende, i den mundering jeg var i lige nu. Især ikke med mine fedtede briller. 
De trængte til at få en omgang rens. 

"Hvis det er sådan I to turtelduer har det med det, så er det vel også helt fint for mig," kom det skuffende fra min søster, der ellers lød til at have glædet sig til at se mig. 
Det var heller ikke hver dag, hun så mig i så pænt tøj, som jeg var i lige nu. 

"Tak, Kimberly," hviskede jeg kort for mig selv, i håb om at ingen ville kunne høre mig. 


"Men så ses vi." Kimberly gav mig et hurtigt kram, samt et forsigtigt kys på kinden, inden vi skiltes. Gemma og jeg havde kørt hende hjem, da det var det mindste vi kunne gøre. Vi havde tidligere fundet det helt rigtige jakkesæt til mig, som ville passe perfekt til Kimberlys kjole. Dog havde hverken hun eller min søster set det endnu. 

"Kimmy?" Gemmas stemme lød, lige da Kimberly åbnede bildøren. Jeg måtte indrømme at min søsters ny opfundne kælenavn, fik mig til at trække på smilebåndet. Det virkede som om, at Gemma allerede havde accepteret Kim, og at hun allerede holdt af hende. 

"Ja?" svarede hun uforstående, og stoppede i sin bevægelse med at åbne døren. 

"Har du lyst til at komme med hjem til os, og spise aftensmad sammen med Marcel og jeg? Vores mor arbejder sent i dag, så jeg tænkte at det kunne være hyggeligt, hvis du ville spise med?" Hendes ord kom bag på mig. For aldrig havde jeg haft en pige med til at spise aftensmad, og især ikke når Gemma havde inviteret hende. Måske min søster var lidt modigere end jeg var, når det kom til stykket. 

"Ehmm..." Kimberly rettede hurtigt blikket over mod mig, som om hun søgte et svar. Men hvordan skulle jeg kunne give hende et svar, når det var hende der kun kunne give min søster det? Jeg kunne ikke tage beslutningen for hende. "det vil jeg hellere end gerne."

"Sådan!" Gemma jublede kort, inden hun så begyndte at grine. "jeg er dog ked af, at vi endte med køre hjem til dig først, før jeg kom på bedre tanker." 

Og det var så i disse øjeblikke, hvor jeg fandt min søster lidt for pinlig. For selvfølgelig blev hun ved med at snakke, når jeg egentligt bare ønskede at hun ville holde munden lukket. Bare i et øjeblik. 

Kimberly satte sig ind på bagsædet til mig igen, efter at have lukket døren. Hendes hånd smøg sig langsomt ind i min, mens hun sendte mig et varmt og kærlig smil. Et smil der også fik mig selv til at smile, endnu mere end jeg allerede gjorde i forvejen. 

Med en stille bevægelse, lænede jeg mig ind mod hende, for at hviske hende i øret: "Tak fordi du vil spise med. Men bare sådan du ved det - så er min søster en forfærdelig kok."

 

 

Bare lige en lille kort besked: NU NÆRMER VI OS PROM! Nogle der glæder dig? 

Jeg håber, I nyder julen og har det godt! Jeg er i Jylland, så jeg er tættere på Frederikke end nogensinde, yay, men vi skal desværre ikke ses :/

Håber I nyder kapitler som altid :*

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...