Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48498Visninger
AA

17. Are you okay?


Jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne føle en sådan glæde ved at se Marcels ansigt lyse op på gangen, da jeg kom gående arm i arm med Veronica. Han smilede faktisk til mig, og alle de andre elever måtte måbe, for det var ikke tit, man havde set ham smile. Faktisk aldrig i skolen. Men han smilede til mig. Han smilede til mig, og kun mig. 

"Hvadøh..." spurgte Veronica og trak mig ud af min lille verden. "Hvad sker der mellem dig og Luke?" 

"Han hedder altså..." begynde jeg at forsvare ham, men hun afbrød mig bare grinende. 

"Luke, I am your father" fnes hun, mens vi fortsatte ned af gangen. "Ej, men hvad sker der mellem jer, Kim?"

"Ikke noget" 

"Har I haft...?"

"Veronica!" udbrød jeg målløs og opskræmt, for sådan tænkte jeg slet ikke på ham. 

"Hvad?"

"Hold dine beskidte tanker for dig selv" 

"Kimberly McElroy! Som om du er en engel" 

"Men ham..." sukkede jeg, og vi åbnede hver vores skab. "Vi laver altså bare lektier"

"Er lektien til næste uge at øve sig i at kysse?"

"Det er ikke på den måde" rystede jeg på hovedet. Umuligt; direkte umuligt at forklare hende det. Og hun ville ikke forså. Hun ville ikke kunne forstå, at jeg rent faktisk var begyndt at holde af ham. At jeg rent faktisk bekymrede mig for ham, og at jeg ønskede, at han skulle være glad. 

"Skal vi gå til frokost?" spurgte hun, da vi havde placeret vores bøger i skabene. Jeg nikkede og smækkede mit skab i, og netop som det lukkede, opdagede jeg den person, der stod lænet hensynsløst op ad de andre mørkeblå skabe. 

"Marc" gispede jeg og tog mit til brystet. "Hvad vil du?"

"Savnet mig?" spurgte han smilende, og jeg vendte øjne ad ham. Demonstrativt vendte jeg ryggen til ham, tog igen Veronica under armen og begyndte at gå videre ned ad gangen mod kantinen. 

"Nar" vrissede jeg, mens hun bare grinede klukkende af mig. Vi fik vores mad og satte os ved bordet, hvor kun Liam og Sally sad. "Hej venner"

"Der er hun jo" smilede Sally, da jeg satte min bakke overfor hende. 

"Her er jeg" sagde jeg, ret så forvirret, og så spørgende på hende. 

"Der går rygter om dig over hele skolen" fortalte hun, og jeg så Liam vende øjne. "Hvor seriøse er dig og ham der nørden?"

"Marcel" rettede Veronica, der endelig havde lært hans navn. 

"Seriøse?" måbede jeg, og et lille smil kom til syne i Liams mundvig. Hvad havde han gang i? "Vi er ikke et par eller noget, hvis det er det, du tror"

"Han er jo heller ikke din type, er han?" spurgte Liam med et løftet øjenbryn, og så godt som jeg kendte ham, vidste jeg, hvad han mente. "Han er jo ikke en badboy, eller er han? Rykker han i sengen?"

"Liam!" hvæsede Sally og slog ham på armen. "Hvad har du gang i?"

"Må jeg lige tale med dig?" spurgte jeg Liam uden at trække så meget som en mine. 

"Nej"

"Nu!" Med et sigende blik til Sally rejste Liam sig og fulgte med mig, der marcherede nogle få meter foran ham ud af kantinen. Alles blikke vendtes mod mig, og jeg kunne tydeligt høre deres ond. Sladder svirrede, øjnene vendtes og hovedet drejedes. "Hvad har du gang i, Liam?" Vi stod ude i mellemgangen ud til baggården, hvor de færreste elever kom. 

"Han er en nørd, Kimberly" skændte han, og jeg vendte øjne. Hvorfor skulle han og Marc ødelægge mit gode humør? "Hvad er det du har gang i?"

"Bland dig udenom, Payne" sukkede jeg, lagde armene over kors og så væk. 

"Kan det være rigtigt, at prinsessen rent faktisk kysser med svinedrengen?" spurgte han, og jeg løftede et øjenbryn. "Er hun virkelig på vej ned fra tronen?" Hans blik var hårdt og dømmende, og jeg kunne ikke bebrejde ham. Vores break-up havde ikke været smerte- og tårefrit, og jeg havde virkelig såret ham. Nu genfandt han fatningen, og han kunne endelig give igen. På noget, jeg aldrig havde forestillet mig, skulle såre mig så meget.

"Få dig et liv, Liam" Med de ord åbnede jeg dobbeltdørene ud til gården og forlod kantinen med tårer pressende i øjnene. 


"Kom indenfor" nærmest hviskede jeg og lukkede døren bag ham. 

"Er du ok-okay?" spurgte han, netop som jeg begravede mit hoved i hans skulder, efter at have svunget armene om ham. Jeg havde ringet til Veronica på vej hjem, så hun kunne give mine bøger til Marcel, da jeg havde en aftale med ham efter skole. Og dér stod han foran mig, med et bekymret blik i øjnene og åbne arme. Uden ord holdt han mig helt tæt ind til sig, og det havde jeg virkelig brug for. 

"Jeg hader Liam" hviskede jeg mod hans hals. "Jeg hader ham virkelig"

"Hvad er det ske-sket?" spurgte han, og jeg så på ham. Mine arme lå stadig om hans hals og hans hænder på min talje. 

"Det er en lang historie" sagde jeg og bed mig i læben. Jeg ville gerne fortælle ham hele historien, men ville han lytte? Og ville han overhovedet kunne forstå? Jeg havde ikke været den sødeste person, og jeg havde det med at være grov eller flabet. "Kan vi ikke snakke om noget andet?"

"Vil du se en fi-film?" foreslog han, og jeg nussede ham forsigtigt i nakken. 

"Det kan vi godt"

"Hva-hvad vil du se?" spurgte han, og jeg trak kort på skuldrene. En kildrende fornemmelse i min mave sendte kuldegysninger ned over mine arme, og jeg så ham i øjnene. 

"Det bestemmer du" nærmest hviskede jeg og lænede mig mod ham. Et svagt smil formede sig på hans læber, inden han lænede sig mod mig, og vores læber mødtes i et blidt, forsigtigt kys. Det var ikke et langt snav, men et kort, inderligt kys. Det var så fint og intenst, blidt og forsigtigt, og det gav den vildeste følelse i kroppen. Ingen ord blev vekslet mellem os, da vi igen lod vores læber skilles, og jeg mødte hans blik. Han smilede forsigtigt, og jeg lænede min pande mod hans. Det var en helt ubeskrivelig følelse, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne føle sådan omkring ham. Om Marcel... 

 

 

*-*

Er jeg den eneste, der sidder og holder vejret? (Ligger, står eller hvad I nu end laver)

Dette kapitel var helt fantastisk at skrive, og jeg føler rigtigt, at vi er i gang med historien nu. 

I har kommet med nogle fantastiske shippernavne, men personligt kan jeg bedste lide Marberly. 

Tusind knus Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...