Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48088Visninger
AA

7. Always worth a try


Jeg mødtes med Veronica ved skoleporten næste morgen i umådeligt godt humør. Marcel havde ikke ligefrem været helt nem at have med at gøre, da han nok fandt det en smule mistænksomt, at jeg overhovedet snakkede til ham, men han var vel kommet over det. Da vi tog afsked med hinanden, blev det en smule akavet igen. Jeg vidste ikke rigtig, hvor meget han kunne tage på én gang, så jeg smilede bare og takkede ham for hjælpen, og han ønskede mig held og lykke til prøven. Og jeg følte mig faktisk forberedt for første gang i rigtig lang tid.

"Hvad smiler du så meget for?" spurgte Ve, da hun lagde armen om min og trak mig med ind i skolegården.

"Jeg føler mig rent faktisk klar til prøven"

"Er han virkelig en så fantastisk lærer?"

"Jeg ved ikke..." sukkede jeg og så mig omkring. "Han fik mig til at forstå det i hvert fald"

"Er han ikke meget... nørdet?" spurgte hun og så skeptisk på mig. "Har han Star Wars plakater på værelset og sengetøj med Darth Vader og sådan?"

"Vi sad i hans køkken" grinede jeg og åbnede døren ind til skolebygningen. "Så jeg så ikke hans værelse"

"Øv" mumlede hun, og jeg måtte igen grine af hende. Nogle gange var hun altså ret så underlig.

"Det var altså ikke nogen date eller noget" slog jeg fast og så mig omkring på gangene. Klokken var omkring kvart i otte, så folk hang omkring skabene og snakkede højlydt. "Han hjalp mig bare med at forstå figurer"

"Hvilke figurer" grinede hun og stoppede meget pludseligt op. "Dér er prins Charming jo" Ganske rigtigt - længere ned af gangen - væltede Marcel omkuld, netop som jeg slog blikket op. Hans bøger røg ud af favnen på ham, hans briller endte flere meter foran ham med knust glas, og jeg så Marc stå med sin gruppe og grine hånligt af ham. Jeg gjorde ingenting. Jeg sagde intet, gjorde intet, og jeg vadede direkte forbi. Marcel dækkede hovedet med den ene arm, mens han fumlede efter sine briller med den anden. Men de var for langt væk fra ham - langt udenfor rækkevidde.

"Taber" sagde en pige ved siden af mig og kastede en af hans bøger længere væk.

"Nørd" drillede en dreng og trådte på hans briller.

"Er dine bukser stadig tørre?" kunne jeg akkurat høre Marc sige, inden vi kom for langt væk til at kunne høre resten af samtalen. Et stille suk forlod mine læber, da vi nåede hen til vores skabe, der var side om side i nærheden af vores klasselokale. Jeg smed min taske ind og hev et hæfte, nogle blyanter og en opslagsbog ud. Det var alt, jeg skulle bruge til prøven.

"Jeg skal lige finde Jackson, inden klokken ringer" kvidrede Ve, inden hun hurtigt lukkede sit skab i og forsvandt ned af gangen. Der var lidt mindre end ti minutter, til timen startede, så jeg svingede ind i klassen og satte mig på min plads. Der var allerede syv elever inde i klassen, om alle hilste pænt, da jeg gik ind. Jeg hilste igen og prøvede at virke så uberørt af opgøret på gangen, men jeg måtte sige, at jeg havde en smule medlidenhed med ham. Og da han kom traskende ind til timen med helt gennemblødte bukser, kort inden timen startede, kiggede jeg kun ned i bordet. Efter vores samtale dagen før, følte jeg, at jeg burde gøre noget. Men hvad ville Ve eller Zayn ikke sige? Eller nogle af de andre elever? Det kunne ødelægge alt. Mit ry, mit navn, mit liv...


"Jeg... dumpede" mumlede jeg for femte eller sjette gang, mens Ve trøstende lagde hovedet på min skulder. Jeg kørte mine hænder halvvejs gennem mit hår og prustede frustreret. Jeg var dumpet. Jeg havde egentligt haft en god følelse omkring prøven, og jeg syntes da selv, at jeg havde endt med at forstå det, Marcel forklarede for mig. Men der var langt flere spørgsmål om alt muligt andet; altså, jeg havde lang vej endnu. Selvom jeg havde følt mig så sikker...

"Så må du bare have endnu en lektiedate..." trøstede Ve, men rettede hurtigt sig selv. "Lektiehjælp-aftale med Marcel, så du kan gøre det endnu bedre til næste prøve"

"Hvis han overhovedet gider" mumlede jeg opgivende. Mit humør var lige faldet fra 100 til minus 1000. Nu havde jeg kun fire fejl mindre, men at komme op, så jeg ikke dumpede, krævede hårdt arbejde og mange flere timer med Marcel. Han var virkelig en af mine få chancer for at blive på skolen, og jeg måtte virkelig gøre alt for at overtale ham til at hjælpe mig igen.

"Hvad mener du?"

"Han tror sikkert, at jeg prøver på at stjæle nogle af hans ting eller et eller andet" sukkede og så op fra bordet. "Han var ikke særligt tryg ved, at vi var hjemme hos ham"

"Så tag ham med hjem til dig" foreslog Zayn, der netop var kommet hen til bordet. På grund af vores prøve, var Ve og jeg kommet tidligere til frokost, men spisesalen var langsomt ved at fyldes op. Zayn satte sig ved siden af mig på den anden side og lagde hovedet på skrå.

"Tror du, han vil det?"

"Man kan altid prøve" smilede han og trak på skuldrene med et underligt smil, jeg aldrig havde set før. Det var måske et forsøg værd...


"Og her har vi så stuen" præsenterede jeg huset og slog ud med armen, mens jeg smilede forsigtigt. Marcel holdt krampagtigt om sine bøger, mens hans så ud gennem de ødelagte brilleglas. "Hey; kan du overhovedet se ud gennem dine briller, når de er ødelagte?"

"Ja-ja" forsikrede han mig hurtigt om, men jeg tvivlede nu lidt, da han var få millimeter fra at gå ind i dørkarmen.

"Okay så..." mumlede jeg og gik ind i spisestuen. "Skal vi se på det her, eller skal vi gå op på mit værelse?" Marcel holdt vejret, da jeg sagde 'mit værelse', hvilket jeg fandt ret så underligt. Havde han ikke været på et pigeværelse før?

"Det beste-stemmer du" stammede han, og jeg nikkede kort.

"Værelset" sagde jeg, inden jeg gik ud mod gangen for at tage trappen op. Og kort efter var vi på mit værelse. Det var et aflangt, firkantet værelse. På den venstre væg var der to vinduer, der gav mig udsigt over en del huse. Vinduerne gav også lys og luft, til mit ellers forholdsvis lille værelse. Venstre væg indeholdt plakater, forskellige små hylder med nipsting og andre souvenirs, billeder og tilfældige pynteting. For enden af rummet stod min seng, mit klædeskab var ved døren og mit skrivebord i midten af rummet ved den venstre væg mellem vinduerne. "Kom" Jeg ledte Marcel hen til skrivebordet, hvor jeg smed min taske op af bordbenet og satte mig på den ene af de to stole. Han satte sig tøvende, hvorefter han så på mig, og jeg prøvede at sende ham mit mest beroligende smil.

"Hva-hvad vil d-du så se på i dag?" spurgte han og åbnede vores bog. Han bladrede hurtigt igennem de sider, vi havde set på dagen før. Dem havde jeg nogenlunde styr på, men de andre...

"Jeg... aner det ikke" sukkede jeg og kørte en hånd gennem håret. Siderne med forskellige tal, tegninger af firkanter, trekanter og cirkler forvirrede mig en smule, og jeg følte mig latterligt dum.

"Hvad mmed areal og rumfa-fang?"

"Hvad?" spurgte jeg, og han sukkede. "Jeg er så dum"

"Du er ikke du-dum" modstemte han, og jeg smilede taknemmeligt.

"Men jeg kan ikke finde ud af det" brokkede jeg mig og slog med blyanten på papiret, jeg havde fundet frem.

"Vi arbej-bejder på det - gø-gør vi ikke?" spurgte han og smilede også lidt.

"Kan du overhovedet se med de briller der?"

"Nej" indrømmede han, og jeg rynkede brynene.

"Kan du se noget uden?" spurgte jeg, og han greb hurtigt fat om sine briller.

"Je-jeg kan ikke ta-tage dem af!" udbrød han, og jeg rynkede brynene. "Eller..."

"Okay så; skal vi så ikke sige, at vi mødes i morgen efter skole her hos mig, samme tid, og så får du kontaktlinser eller noget, så du rent faktisk kan se tallene i bogen?" foreslog jeg.

"Okay" nikkede han og lukkede sin bog. "Så ses vi i mo-morgen"

"Ja, vi ses" nikkede jeg og så efter ham. "Og tak!" 

 

 

OH YEAH!

I er fantastiske - intet mindre! Behind Those Glasses er på første pladsen over månedens populære noveller!! 

Vi har netop lige opdaget det, og derfor skal I have et kapitel. Og fordi jeg er så glad for det, bad jeg Frederikke om lov til at udgive haha.

Men nu kom der så endnu et kapitel, og så igen tusind tak for de mange likes og favoritlister. I er simpelthen så søde, og ikke mindst også med jeres kommentarer. I er for dejlige! 

// Amalie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...