Hit the light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
I et land kaldet Genovia bor der en kongefamilie. Prinsesse Alejandra er 19, og skal på college, men hun er så træt af at blive genkendt hele tiden, så hun beslutter sig for, at hun vil til Oxford, for at studere og det er langt hjemmefra, men ingen kender hende der og hun kan være fri for pressen. Det kun nabolande og det, som kender til kongefamilien, det gør de ikke hvor Oxford ligger. Hendes far bliver nervøs, men giver hende lov og et liv starter under dække, med navnet Alex Smith. Tøjstilen skiftes ud og hun bliver lidt af en hård tøs, noget af hendes lange hår ryger af, glatter krøllerne ud og lader sig gå med hue, som hendes varemærke.
Men så er der Stefan, som dukker for sent op til en time og de skal være partner i et projekt. Men ender det i romance? Kan Alejandra holde sig i skjul for pressen, eller kommer hendes sande jeg frem og gør den, vil folk så behandle hende anderledes?

11Likes
9Kommentarer
784Visninger
AA

5. First day at school.


Mine øjne åbnede sig langsomt op, de flakkede forvirrede rundt og forstod ikke lige hvor jeg var, men kom straks i tanke om det, jeg var på Oxford, på mit værelse, sammen med min roomie Chloe. Hun var allerede vågen og havde vidst også været i bad ”Godmorgen Alex” åh, ja… hedder jo Alex og ikke Alejandra. Det er lidt svært at vende sig til, selvom jeg troede det ville være nemt, men er det bestemt ikke. Jeg sendte hende et smil, inden jeg satte mig op ”Godmorgen Chloe” Alex… husk du selv skal tage tøj på og selv gå i bad, selv vaske hår og klare dig selv, ikke forvent nogle gør det! Da jeg havde peptalket med mig selv, gik jeg i bad og kom ud igen, efter ikke så langtid, det tog faktisk ikke lang tid.
Jeg fandt bare nogle jeans frem, en top og en eller anden trøje, men også lige en hue som passer til ”Skal du have det på?” hun kiggede undrende på mig og jeg så forvirret ned af mig selv ”Er det ikke fint nok?” hun trak på skulderne ”Skatergirl agitigt.” et suk forlod mine læber ”jeg er ikke til kjoler” et smil forlod mine læber og hun nikkede bare.

 

Jeg nåede lige at få trøjen over hovedet, da det bankede på døren og Chloe åbnede ”Harry?” jeg kiggede undrende på ham ”Godmorgen” smilte han og Chloe kom bare med et uuuuh, som om der var mere idet, hvilket der ikke er eller var. Han smilte bare til mig ”Jeg tænkte vi kunne følges til time? Jeg så på skemaet, at vi har time sammen” nikkede blot og så lidt på Chloe ”Hvad skal du have?” hun kiggede på mig, inden hun svarede ”Humaniora – indenfor kunst” et suk forlod lidt mine læber, øv, så skal vi ikke have det her modul sammen ”Hvad tager i dag?” kom det fra hende, det er et fag man selv vælger og det går efter noget man gerne vil have ”Medical” kom det fra Harry af og hun så forvirret på mig ”Seriøst Alex? Skaternørd?” hun slog et grin op og jeg rystede kort på hovedet, inden jeg sendte hende et smil ”Skaternørd, fordi jeg tager medicin? Naarh” siger jeg grinende og smiler ”Skal vi smutte?” han kiggede på mig og sendte mig et smil ”Men jeg tager også Humaniora, som mit nr. 2 fag” sagde jeg inden jeg gik.

 

Hvorfor at Harry ville hente mig, aner jeg ikke, men jeg følte mig allerede tryg ved ham. ”Så hvorfor er du på Medical linjen?” jeg kiggede studerende på ham og han trak på skulderne ”Mine forældre… de ønsker jeg skal være læge, det eller advokat, så hvorfor ikke vælge den linje, hvor man kan redde et andet menneskes liv?” han så på mig og virkede tilfreds med sit valg, men det mindede om mig, alt var bestemt for mig, til punkt og prikker.  Bryllupsplaner var sikkert allerede bestemt, til om 4 år eller noget. Jeg kiggede blot på ham ”Jeg vil også rede mennesker, man kan redde dem på mange møder, men at møde børn, som er kræftramte eller dødsyge, vil jeg gøre alt for” han så på mig og sendte mig et smil.


Harry og jeg havde sat os ved siden af hinanden, for vi kendte hinanden eller småt. Folk troede vist allerede vi var noget, men hvad ved jeg.
Alle i klassen sad bare og snakkede, indtil Professor Anderson kom ind, er han vores lærer? Jeg fik vist hurtigt besvaret spørgsmålet, da han skrev navnet på tavlen, hvis nogle skulle have glemt det. Han begyndte at råbe folks navne op og der kom et ja fra hver person ”Stefan Lopez” vi kiggede alle rundt, men der kom intet svar ”Stefan Harris Lopez” stemmen blev lidt mere alvorligt, men der kom intet svar. Han fortsatte med navne rundten ”Alexandra Smith” jeg sad lidt i min egen verden, indtil jeg mærkede et puf ”øh her!” jeg sendte et lidt flovt smil ”Men kald mig Alex” pinligt.-.- ”Harry Styles?” han rakte hånden i vejret og folk kiggede, ja ja, pigerne sukkede vist allerede over krølletoppen. ”Styles… du lever op til dit navn” et drillende smil forlod mine læber og han kiggede ned af sig selv, med et kæmpe smil på læben. Vi begge grinte, men blev afbrudt ”Smith og Styles… følger i med, eller har i for travlt?” folk kiggede, men de kiggede hurtigt væk, da døren gik op og en fyr kom ind i klassen, hans skjorte sad udover bukserne og havde en hue på, sorte jeans og en grå trøje, han måtte være Stefan, for alle havde sagt ja undtaget ham ”Mr. Lopez, det er ikke en god måde at starte en skole start ud med” Anderson lød ret sur og gav ham straks en note ”og slet ikke overfor skoleinspektøren” han pegede hen på den tomme plads, som var ved siden af mig.  Han gik blot i mod mig eller retter i mod pladsen, inden han satte sig. Han så ikke grim ud overhovedet.

”I skal have et skole projekt, jeg ved det er en hård start, men sådan bliver det! Stefan og Alex, i kan arbejde sammen…” et suk forlod Harrys læber, men også mine, for jeg gider ikke at arbejde med en, som ja kommer for sent, for hvad vil det ikke bringe og han virkede ikke engang, til at gide det her!. Og jo det kan vi godt blive enige om, for han var gået i gang med at smse, idiot. ”Harry og Patrick” det skal siges, at Patrick ligner en nørd og jeg mener virkelig nørd. ”Sæt Jer sammen med jeres partner og vælg et emne, i vil arbejde med, det kan være hvad som helst, en sygdom eller en psykologisk forklaring en Freud fortælling eller hvad nu i kan finde på, i har 6 måneder til det og det er en stor opgave og den skal fremlæges, i starten af Januar.” wow, stort projekt ”Udover det, hvis I tager en sygdom, skal i komme med forslag til hvordan man kan kurre den. I skal bruge jeres fantasi og opfinde”

Jeg vendte mig rundt og kiggede på Stefan ”Skal vi komme i gang?” han kiggede blot på sin mobil kort, inden han så på mig og må sige, hans øjne var flotte, rigtig flotte ”Vi har et halvt år… så” seriøst! Anderson kom med et papir, eller et bunke, som var clipset sammen, det var opgaven ”der er mindst 30 sider her…” mumlede jeg og han så blot bare på mig, med et ligegyldigt blik. Jeg kiggede i mod Harry, som sendte mig et lille smil og han kunne vidst godt se, at det her blev umuligt ”Hvorfor er du ikke bare sammen med din kæreste, nu når du er utilfreds?” jeg kiggede lidt irriteret på ham ”Han er ikke min kæreste, vi er lige startet og det er ikke mit valg, men Professor Andersons…” godt min far ikke var her, for så var han virkelig blevet skudt ”Aha.” han irriterede mig allerede ”Hvorfor er du her, hvis du ikke gider det her?” jeg var ved at være sur, virkelig sur ”noget hedder, at man bliver tvunget” jeg så forvirret på ham og kom i tanke om det Harry sagde ”Dine forældre?” han nikkede en smule ”skal gå i fars fodspor, han er en af de bedste læger i landet”.

 

Jeg følte at jeg kendte dem, eller de havde samme historie som mig, forældre der bestemte, men det her er min brors fortjeneste, han fik far overtalt ”Har jeg ikke set dig før?” jeg kiggede rundt, da en kvindelig stemme snakkede til mig, hun hed vist Clarissa eller noget i den dur ”Det tror jeg ikke?” jeg trak lidt på skulderne, inden hun kiggede på mig ”Undskyld… jeg troede bare lige… ej det er lige meget” hun sendte mig et undskyldende smil og gik tilbage til sit projekt.
Jeg lagde mine øjne på Stefan ”Kan du ikke for min skyld, gide det her projekt?” han kiggede på mig og nikkede kort ”jeg er Stefan” han rakte hånden frem i mod mig og jeg tog i mod den ”Alex” han sendte mig et lille smil ”Alexandra?” jeg nikkede lidt og han smilte igen ”Hvad skal vi have det om?” jeg trak på skulderne ”I behøver ikke at have bestemt jer fast, i har to uger til at bestemme jer, nu da det er et stort projekt, men tænk over mulighederne og idéerne og skriv dem ned”.

 


Timen sluttede og jeg begyndte at pakke mine ting sammen, jeg kiggede op da Harry stod der, han havde et smil på sine læber og betragtede mig vist lidt ”Kommer du?” jeg kiggede undrende på ham, for Stefan ventede også på mig, tror jeg da, for han stod i døren og kiggede i mod mig ”Ja” jeg smilte til Harry og i det øjeblik var Stefan væk, okay hvad skete der lige her?
Jeg lyttede hele vejen, ikke rigtig til hvad Harry sagde, for jeg var mere eller mindre bare lidt væk. I et halvt år, skulle jeg havde Medical, sammen med de to og ikke være i nærheden af min roomie, kun efter skole. Det underligt, at vi første halve år, bliver kastet ud i et projekt, men det er også fint nok, det er også her, at de kan finde ud af om folk virkelig mener det! jeg mærker et puf i min side og kigger lidt forvirret på Harry ”Høre du overhovedet efter?” jeg rystede en smule på hovedet og et suk forlod hans læber ”det er lige meget så” jeg kiggede rundt og skimte Stefan, i selvskab med Clarissa, de så ud til at snakke godt sammen. ”Nej ikke rigtig” han kiggede på mig og sukkede ”Okay… lige meget hvad, når vi kommer derind, så splittes vi ikke op, så vi kommer i hver sin klikke! Lover du mig?” han smilede til mig ”Det et løfte! Men lover du mig?” … ”ja det gør jeg”.

 

Vi kom ind i spisesalen og mit blik flakkede rundt, jeg så Chloe, men hun var optaget, optaget af de personer fra i går, dem hun glemte mig for og alle havde fundet pladser, kun Harry og jeg manglede. Vi gik hen til et bord og satte os ved nogle, men de personer gik, hvilket jeg ikke forstod. Det gjorde Harry vist heller ikke. Inden længe slog Stefan og Clarissa sig ned, hun smilede flirtende til Harry, i mens Stefan smilede til mig. Jeg ignorerede lidt det hele og rejste mig i stedet, for at hente noget mad.

Jeg havde taget mig noget sundt, salat og æble, da jeg kom hen til bordet, sad kun Stefan der og jeg kiggede på ham ”Hvor er Harry?” han så bare lidt på mig ”gået med Clarissa” fedt, Harry brændte mig af? Jeg satte mig blot ned og begyndte at spise ”så har du tænkt på noget?” jeg kiggede lidt på ham og trak på skulderne. Han så lidt på mig, inden han kiggede væk og inden længe var han også væk, jeg kiggede forvirret rundt. Harry sad over ved nogle personer, som så populære ud, måske sporty og Stefan, ja ham ved jeg ikke hvor er. Harry var hvor Chloe var, ved de populære, det gik det op for mig, at det var og Clarissa var der. Havde begge forladt mig, til fordel for dem?
Jeg rejste mig bare og forlod min bakke, Harrys øjne mødte mine og jeg så lidt trist på ham, inden jeg gik. Han lovede mig.

Noget sagde mig, at det her ville blive hårdt, jeg kunne sige sandheden om mig selv også ville jeg være populær, men nej.
Det vil jeg ikke kunne, så kan jeg ikke leve i fred.

 

Jeg mærkede en hånd tage fat i min og jeg vendte mig forskrækket om, den krølhåret gut med de blå/grønne øjne, som gav mig et løfte, havde taget fat i min hånd ”Undskyld Alex… det skete bare…” han kiggede undskyldende på mig og jeg kiggede blot på ham ”Jeg troede du var anderledes… du ville have et løfte, du brød det” jeg var sur og såret, fordi jeg stod uden klikke nu. Ikke at jeg ville være i en, men jeg troede Harry kunne blive min ven, men jeg tog vist fejl. ”Du har Stefan” han kiggede på mig og jeg rystede på hovedet ”Han forlod mig også…” mumler jeg blot, inden jeg trækker hånden til mig ”Samt min Roomie og dig”. Jeg vendte mig om igen, inden jeg gik. Jeg ved jeg måske overreagere, men prøv i at være Prinsesse! Du oplever ikke andet, end falske mennesker! Så hvorfor give nogle en eneste chance?.

’Harry, jeg befaler dig at være mig trofast’ kunne jeg sige, men nej, det kan jeg ikke. Så ondt er jeg heller ikke.

Men jeg forstod godt hvorfor, ja hvorfor Chloe nævnte mit tøj, for det passer ikke indtil de populære, men hvis jeg skal være outsider i 4 år, så fint med mig. Klare mig nok!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...