After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1780Visninger
AA

8. Kapitel 6

   

Storcenteret var fyldt op med mennesker, og det var faktisk helt overraskende at jeg og David havde fundet et ledigt bord i en café. Dette skete dog også kun fordi at vi havde taget bordet fra et venindepar, der lige havde rejst sig for at gå. Vi havde nærmest placeret os på stolene inden de overhovedet havde tænkt på at rejse sig, men hallo? Alt gælder i krig og mad, ikke?

Jeg sad med en tallerken narchios, og betragtede menneskemængden udenfor caféens vinduer. Trods alt den tumult der var i centeret i dag på grund af de vilde tilbud der kun kørte i dag og i morgen, var her på en måde en rar atmosfære. Jeg følte intet stres eller ubehag, som jeg ellers havde gjort den seneste uge efter den underlige fest, hvor jeg vågnede hjemme ved Jason.

Som altså virkelig freakede mig ud stadigvæk. En traume jeg aldrig kommer over!

Jeg var her med en jeg virkelig holdt af, nej elskede, og det var virkelig afslappende at jeg bare kunne være mig selv for en gangs skyld. Jeg lod blikket glide over mod David der var på vej imod vores bord med to fyldte glas med cola, og før jeg nåede at tænke over det, sad jeg og smilede ukontrolleret. Det var sådan det føltes at være glad! Jeg havde næsten glemt det, på de dage hvor jeg gik rundt på gangene på den frygtelige skole. Jeg så virkelig frem til at komme tilbage til min hverdag igen.

”Hvordan går det så med din hemmelige opgave? Kommer du snart tilbage?” Det går frygteligt, havde jeg lyst til at sige men bed det i mig igen. Han måtte intet vide om den, og jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg først startede med at fortælle at det gik dårligt, ville jeg ende ud med at fortælle alt hvad der var sket, og dette måtte bare ikke ske. I stedet tog jeg en stor slurk af min cola mens jeg prøvede at komme i tanke om en måde at undslippe hans søgende øjne. Jeg stillede glasset fra mig og mødte hans blik.

”Det går som det skal. Hverken godt eller dårligt.” Han rystede svagt på hovedet over mig, og jeg vidste med det samme at han havde regnet mig ud. Den dreng kendte mig simpelthen for godt, men han vidste godt at han ikke måtte spørge mig ind til det, så han skiftede emne.

Og derfor elskede jeg ham! Godt valg Samantha, godt valg!

”Hvordan går det ellers derhjemme?” Spurgte jeg, og mærkede straks den dybe følelse af savn i mit hjerte. Jeg ville så gerne tilbage på skolen. Jeg savnede det hele så meget. Hvorfor havde jeg også fået Jason som den kriminelle mistænkte, som skulle undersøges? Han var umulig at arbejde med. Drengen gad jo knap nok sige hej til mig.

”Det går stille og roligt. Der er meget der handler om vores skolebal for tiden. Vi savner dig alle sammen helt vildt.” Jeg nikkede. Jeg følte virkelig også at jeg gik glip af en hel masse. Ville så gerne være en del af skoleballet så meget som muligt.

”Har Marie fået sig en date?” Han rystede på hovedet.

”Ikke endnu. Det er lidt synd for hende.” Jeg fik med det samme ondt af hende. Hvorfor var der ingen som havde inviteret hende til ballet endnu? Hun var en af de kærligste mennesker jeg kendte. Hun fortjente en date. Jeg fangede Davids øjne. De vidunderlige øjne, som jeg elskede så højt.  

”David? Der er 3 uger til ballet.” Jeg sukkede da realiteten slog ned i mig som et lyn. ”Kan du ikke love mig, at hvis jeg ikke kan tage med, så invitere du Marie?” Bare at tænke tanken til ende, at han ikke kunne tage mig med gjorde virkelig ondt, men det ville lindre på såret hvis han tog Marie med som date. De snakkede også godt sammen, så det ville ikke være alt for akavet, og jeg ville så gerne at de begge fik en god aften. Han nikkede.

”Jeg lover.” Jeg smillede. Han sendte mig et strengt blik. ”Men du kommer med. End of story.” Jeg ignorererede ham. Jeg var ikke sikker. I det tempo tingende gik på nu virkede det ikke som om det blev aktuelt, men det kunne jeg ikke fortælle ham.    

 

Aftnen var ved at falde på og solens sidste stråler dansede over himlen og efterlod en gylden farve. Jeg smilede svagt for mig selv, som jeg gik hånd i hånd med David ned ad gaden.

”Ved du hvad?” Davids stemme fik straks min fulde opmærksomhed og jeg nåede ikke andet end at smile til ham før han fortsatte, ”At gå her, sammen med dig… Jeg føler mig så.. jeg ved ikke hvordan, jeg skal beskrive det. Jeg føler mig lykkelig, Samantha. Du gør mig så lykkelig!” Et ukontrolleret smil spillede over mine lipgloos  beklædte læber, og selv hvis jeg havde prøvet, havde det ikke været muligt at fjerne det.

”Jeg elsker dig David! Så højt!”. Han stoppede op og lod hans øjne møde mine. Jeg stillede mig let på tærer og lod forsigtigt mine lyserøde læber møde hans røde, og den genkendelige følelse af sommerfugle summede i maven på mig. Han lod hans hånd kærtegne min kind, mens hans anden fangede mit hår i sine knyttede fingre. Jeg svang mine arme omkring hans nakke og legede med hans nakkehår. Det hele føltes så bekendt, så hjemmeligt, og eg lod mig selv rive med i øjeblikket, men som David skulle til at glide hans ene hånd ned i min ene baglomme lød et skingert skrig.

Var det almindeligt at jeg med det samme tænkte på Mr. McCann?

”Hvad sker der?” Jeg kiggede forskrækket på David, og blev pludselig opmærksom på alting omkring mig. Jeg ventede ikke på et svar, før jeg løsrev mig fra Davids muskeløse arme og med målrettede skridt begav mig i den retning skriget var kommet fra. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg pludselig var blevet så modig, men jeg vidste at hvis der var nogen som var i fare eller var kommet til skade på den ene eller den anden måde, så måtte jeg hjælpe. Modvilligt kredsede min hjerne endnu engang om muligheden for at dette skrig kunne have noget at gøre med Jason McCann. Jeg sukkede.

Kunne jeg nogensinde holde fri?

Jeg havde slet ikke bemærket at David havde kaldt på mig, og jeg lod forvirret mit blik møde hans, som et tegn på at jeg prøvede at redde en måske voldtaget pige, eller snart skulle til forhør på politistationen fordi jeg ville finde en død pige bag et skur om få øjeblikke, og han meget gerne måtte hjælpe til hvis han lystede eller noget, men hans rolige blik fik mig til at stå forvirret og hjælpeløs. Jeg følte mig næsten som en fortabt hundehvalp. Imens stod han bare og smilede til mig.

”Samantha, tag det lige roligt. Jeg ved hvor skriget kom fra. Nu skal jeg vise dig det.”  Jeg måtte ligne et spørgsmålstegn for han tog forsigtigt min hånd i sin, og trak mig ned ad gaden. Jeg havde regnet med at jeg mine øjne ville møde en død pige, men i stedet kom en forlystelsespark til syne. Jeg havde fuldstændig glemt, at der var tivoli i byen hvert år i denne her måned.

Jeg havde også kun boet her hele mit liv.

Jeg blev pludselig meget bevidst over hvor åndsvagt, jeg havde opført mig, og en svag rødmen kom til syne på mine kinder.

”Ved du hvad, jeg har lyst til?” Davids stemme afbrød min tankegang, heldigvis. Mine tanker gav mig lyst til, at grave mig ned af flovhed. Jeg kiggede op i hans smukke øjne.

”Nej hvad?” Han smilede bredt og pegede på en ruchebane lige foran os.

”Jeg har lyst til at give dig en tur i den der.” Min kæbe faldt til jorden.

Var han sindssyg?

”Ej det behøver du ikke, David.” Han grinede over mit tydeligvis skræmte ansigtsudtryk.

”Du vil måske hellere prøve den derover?” Han gjorde en bevægelse mod en børnekarrusel, hvor man kørte rundt i en rundkreds på et valgfrit dyr.

”Måske.” Jeg kunne ikke lade være med at grine, og det gjorde mig glad, at også hans grin fyldte mine ører.

”Synd at det så er ruchebanen, som jeg har lyst til at prøve.” grinte han og selvom jeg prøvede at gøre modstand, hev han mig mod årsagen til min død.

Fik jeg sagt, at jeg hadede ruchebaner som indeholdt lup og høj hastighed? Og at denne her indeholdt begge dele?

Før jeg vidste af det, sad jeg fastspændt i et sæde ved siden af David, og mine tanker begyndte mod min vilje at kredse rundt om hvordan min begravelse skulle blive, og hvor mange der ville komme. Jeg var så rædselslagen overfor denne her type forlystelser, og David vidste det. Mind mig lige om at give payback på et tidspunkt.

”Er du klar?” Davids smil nåede op til begge ører, og jeg var sikker på at halvdelen af årsagen til, at han smilede så meget var fordi, at han så mit bange ansigtsudtryk. Jeg sendte ham et bange blik, og før jeg nåede at svare ham startede ruhebanen, og jeg fløj tilbage i sædet.

 

”Det gør jeg aldrig nogensinde igen.” grinede jeg, da David og jeg sad på en kantsten og spiste en is.

”Selvfølgelig gør du det.” insisterede han. ”Indrøm at det var lidt sjovt.”

”Hvis sjovt er at jeg var overbevist om, at jeg skulle dø, så okay, så var det sjovt.” gav jeg igen, og kunne ikke lade være med at grine. Sandheden var at den faktisk var sjov, men hvis jeg sagde det til David, så ville han tage mig med op i hvert eneste af sådanne forlystelser, og det var jeg altså ikke mentalt parat til endnu.  

”Du grinede på hele turen, Sam.” Hans lille kælenavn fik mig til at smile.

”Lige meget.” Jeg ignorerede hans blik, og gav isen i min huld min fulde opmærksomhed. Før jeg vidste af det, mærkede jeg Davids læber på mine, og jeg lod mig rive med. Hans hænder i mit hår, hans duft og bare denne her dag, gjorde mig så glad, så lykkelig, men jeg vidste godt, at det ikke ville vare evigt. I morgen var endnu en dag, og hvis jeg skulle nå at tage med til ballet, så skulle jeg til at blive venner med Jason. Om jeg så skulle tvinge ham til det.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...