After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1779Visninger
AA

7. Kapitel 5


Jeg vågnede ved varmen af solens stråler på mit ansigt, og var hurtigt til at vende mig om på den anden side, så bare en smule mere søvn ville overtage min krop. Idet jeg drejede mig rundt i sengen for at finde en god stilling, og få den søvn, som jeg ikke havde fået i nat, havde jeg det som om der stod en mand og fandt det utroligt morsomt at hamre med en hammer mod mit hoved.

 

Hvad fanden skete der i går?                                 

 

Jeg vred min hjerne for oplysninger, om ikke andet så bare i det mindste om jeg havde fundet nogle vigtige oplysninger omkring Jason McCann, men jeg huskede kun at jeg fik en drink, og et par shots med en fyr, som jeg ikke mindes at kunne huske navnet på. Jeg lod et lydløst suk undslippe mine læber, og en forfærdelig kvalme fyldte min mave og hals. Fuck.. hvordan kunne jeg være så dum? Jeg var på en fucking mission og i stedet for at gøre det jeg burde, lad os lige understrenge -  at finde en morder - besluttede jeg mig simpelthen for at drikke mig fuld.. Ja som om det ville give mig nogle svar. Eller gøre det hele nemmere for den sags skyld. Ikke mærkeligt hvis jeg om 10 år arbejdede på Mc Donalds.

 

Tænk hvis jeg havde fået nogen svar og bare ikke kunne huske det nu?

 

Jeg mærkede vreden stige mig til hovedet, ej hvor jeg hadede mig selv. Jeg lod endnu et suk undslippe mine læber og ignorerede kvalmen som formede sig i min hals. En brummen fra min mobil fik mig omsider til, at åbne mine øjne, som føltes som var de limet sammen. Det kunne jo være at den person som valgte at kontakte mig nu, kunne give mig nogle svar på hvad der var sket i nat. Jeg fiskede efter mobilen, og efter en evighed havde jeg den i hånden. Jeg kiggede på displayet og opdagede til min overraskelse at det var min mor som ringede. Endnu et suk forlod mine læber. Hun ville sikkert bare fortælle mig at hun tog ned og handlede, eller noget andet ligegyldigt, men som den ønske datter, som jeg nu var, valgte jeg selvfølgelig at besvare opkaldet.

”Hej mor,” Min stemme kom bag på mig. Hæs, træt og brugt.. Wtf?

”Hvor er du?!” Mit hoved dunkede forfærdeligt, da hun valgte at skrige ind i telefonen.. fedt, tak mor.

”Rolig mor, jeg…” For første gang, lod jeg mine øjne vandre rundt i rummet, som jeg befandt mig i, og til mit store chok virkede intet af det der mødte mig bekendt. Hvad fuck?! Jeg skyndte mig at komme op med en lynhurtig og sikkert vildt dårlig undskyldning, men jeg var for træt til at gide at gøre noget ved det.

”Jeg overnattede hos David. Vi mødtes efter skole i går, og jeg blev og sov,” Skyndte jeg at forklare, alt imens jeg rodede efter min taske, og mine sko.

”Hvorfor skrev du ikke, eller ringede og fortalte mig, hvor du var? Jeg har været syg af bekymring!” Min mors stemme lød som en irriterende summen, som blev ved, og som jeg ikke kunne finde stop knappen på. Jeg hørte hende knap nok, da jeg fandt mine støvler og begyndte at tage dem på. 

”Det havde jeg glemt alt om, undskyld mor. Det kommer ikke til at ske igen,” Jeg anede ikke hvordan min stemme lød, om den overhovedet lød fortrolig, men jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg havde for travlt med at finde min fucking taske. Hvor fanden havde jeg lagt den? Jeg lagde mig ned på maven og kiggede under sengen. Jeg kunne intet se hernede, jeg kravlede længere ind, så kun mine ben lå udenfor sengens rækkevide.

 

Og min mor snakkede videre…

 

”- og når man er ude i noget farligt, er det slet ikke i orden. Jeg tænkte hele tiden på om den der hemmelig opgave, havde indhentet dig, og du var kommet til skade, og når jeg så ringede, ved du så hvad der skete?”

”Min telefonsvarer?” mumlede jeg, imens jeg var i fuld gang med at fjerne en kasse som lå foran mig.  Jeg havde den sygeste kvalme. Jeg havde lyst til at brække mig på stedet.

 

Note to self: Hvis du har tømmermænd, glem alt om at ligge dig på maven, også selvom at din elskede taske er væk!

 

”- så jeg tænkte, jeg måtte ringe til din far, og høre om han havde hørt noget, men det havde han heller ikke. Han beroligede mig dog, hvis det ikke havde været for ham, havde jeg ringet til politiet!” Thank God, min far snakkede hende til fornuft. Kun Gud måtte vide, hvad der var sket hvis politiet var blevet involveret. Jeg skubbede tanken fra mig, da den begyndte at gøre mig urolig.

Jeg droppede omsider ideen om at tasken skulle ligge under sengen, og begyndte at indse at jeg nok aldrig ville få den at se igen, nogensinde. Jeg prøvede desperat at glemme alt om den, men for fanden jeg elskede den taske. Hele mit liv lå i den taske… min pung.. mine nøgler.. jeg turde knap nok fuldende mine tanker.. Min mor ville slå mig ihjel.. men som det så ud lige nu var der ikke andet at gøre end at indse mit dyrebare tab og komme videre med mit liv. Lettere sagt end gjort. Jeg sendte Jason McCann en mental lussing, hvis det ikke havde været for ham, havde jeg stadig min taske og derfor både mine nøgler og pung.

 

Fuck ham..

 

Jeg begyndte at kravle baglæns ud fra sengen, hvor måtte jeg ligne, en totalt taber. Tak Gud for at jeg var alene, ellers havde jeg gravet mig ned i et hul og aldrig vist mit ansigt i offentligheden igen. I et sikkert håbeløst forsøg prøvede jeg endnu en gang at berolige min mor.

”Mor, der er ikke sket mig noget okay? Glem dine vilde ideer om at ringe til politiet, bare fordi jeg ikke skriver. Jeg var i sikkerhed,” Jeg stillede mig op, efter jeg endelig kom ud fra sengen og lod mit blik vandre rundt på værelset. Jeg sukkede tungt og lod mig selv dumpe ned på sengen. Jeg var ude i noget lort, det vidste jeg, hvis jeg dog bare kunne finde noget logik i alt dette. Bare nogle svar på hvad der var sket i nat.

”Godmorgen,” jeg sprang op fra sengen. Mit hjerte fløj op i halsen på mig, da jeg så, at Jason stod i døråbningen ind til værelset. Ja, Jason McCann. Før jeg nåede at registrere mine egne handlinger lagde jeg røret på og gik målbevidst mod ham.

”Hvad skete der i går?!” Min stemme overraskede mig endnu engang. Jeg anede ikke, jeg havde den form for sikkerhed i mig. You go Samantha!

”Hvad snakker du om?” Hans hæse stemme ramte mig som et lyn ramte en klar sommerhimmel. Jeg havde næsten glemt hvordan hans stemme fik mig til at føle.. den gjorde mig nærmest.. skræmt? Okay, tag dig sammen Samantha, nu opføre du dig normalt – eller bare ikke som dig selv - det er jo ikke fordi han myrder dig, hvis du åbner munden.. eller gør han? Jeg vidste det ikke og det irriterede mig helt grusomt. Jeg valgte at ændre min strategi.

”Hvad laver jeg her?” Også begyndte han at grine. Ikke bare den der hæse korte falske latter, som jeg efterhånden havde vænnet mig til. Nej. En sand, ægte og fuldstændig uimodståelig latter, som kom så meget bag på mig. at jeg helt glemte at blive sur over hans pludselige opførsel. Jeg burde sgu da blive fornærmet over det, men i stedet begyndte jeg at analysere ham. Hans øjne som kneb sig sammen, hans smil som fyldte hans hoved med en så stor glæde at jeg helt ærligt ikke kunne finde et eneste tegn på, at han kunne finde på at såre nogen, da slet ikke slå nogen ihjel. 

”Hvad er det der er så morsomt?” Et lille smil spillede på mine læber. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

”Jeg havde bare ingen ide om at det var muligt at være blank. Jeg mener. Jeg havde vel mine mistanker omkring dig, men jeg må indrømme. Du er mere blank end en flue!” Jeg tager mine ord tilbage. Den fyr var et monster. 

”Fortæl mig nu bare hvad helvede jeg laver her!” Jeg krydsede mine arme, og kiggede hårdt på ham. Han smillede stort, men denne gang var der intet ægte over det. Det lyste af flabethed. Af falskhed.

”Og hvad er det sjove ved det?” Han lagde hovedet let på skrå og lod sine brune øjne bore sig ind i mine. Det værste var ikke engang at han ikke ville forklare mig hvad der forgik. Det værste var den følelse det gav mig i kroppen når hans øjne gled ind i mine på den måde. Jeg vidste, at jeg ingen følelser havde for Jason, samtidigt vidste jeg, at Jason ingen følelser havde for mig. Det hele var bare en del af hans spil. Et spil hvor han prøvede at få min krop til at reagere på hans handlinger, så han vidste hvor han havde mig. Han vidste bare ikke at jeg var en verdens mester i spillet der spillede på løgne og følelser. Faktisk spillede vi allerede, før han var klar over det, og jeg vidste, at jeg ville vinde. Jeg skulle vinde. Og derfor ændrede jeg for anden gang denne morgen min strategi. Jeg klistrede et stort falsk smil frem på mine læber og prøvede så godt som muligt at få det til at se fortroligt ud.

”Kom!” Jeg hev fat i hans hånd og begyndte at hive ham ud fra værelset.

”Hvad har du gang i?” Han stoppede op og kiggede undrende på mig. Jeg bevarede mit falske smil og slap hans hånd.

”Jeg er sulten, kom nu!” Jeg studerede hans reaktion. Han kiggede på mig som var jeg blevet sindssyg og lige havde afsløret at jeg oprindeligt kom fra Venus.

”Hvorfor skal jeg med dig ud og spise? Ligner jeg en lej-en-date hjemmeside?”

Du ligner en med et kørekort, og jeg har ingen taske, derfor ingen pung, som betyder at jeg intet kørekort har, og som jeg ser det er du den eneste i flere miles omkreds som ved hvor vi befinder os lige nu,” han skulle lige til at protestere, da jeg holdte en hånd op, som faktisk fik ham til at holde kæft. Rat overraskende!

”Plus! Du vil ikke fortælle mig noget om i går, så du skylder mig i det mindste noget mad! Nå skal vi gå?”

 

***

 

Efter en livstruende tur på motorcykel med Jason, sad vi endelig på Mc Donalds. Jeg var stadig overrasket over, at Jason havde kørt mig frivilligt ud til Mc Donalds, og i chok da jeg så at han faktisk betalede for mig! Der var fremskridt at se! Jeg lagde halvdelen af min ene cheeseburger på min bakke og fangede Jasons øjne - hvilket var virkelig svært når drengen sad med snuden helt nede i sin iPhone - Han havde selvfølgelig intet købt til ham selv udover en jordbær/banan smoothie.

 

Nederen type!

 

”Nå, hvornår har du så tænkt dig, at fortælle mig hvad der skete i nat?” Jeg vidste godt, jeg burde køre et helt andet spil lige nu, men jeg havde simpelthen bare brug for nogle oplysninger om mit eget liv til en forandring. Med et kækt smil lagde han sin iPhone på bordet og lænede sig over bordet, så vores ansigter kun var få millimeter fra hinanden.

”Hvad er du så bange for Samantha?”

Oh lad mig se: At jeg har dummet mig så grusomt at jeg har haft sex med det uhyre – hvilket ville være en fucking katastrofe når jeg havde David. Ville aldrig tilgive mig selv – eller at jeg ved et uheld havde fortalt Jason om min hemmelige opgave, som helt sikkert ville resultere i at han slog mig ihjel! Så undskyld mig, hvis jeg var bare en smule bekymret!

”Jeg er ikke så nem at skræmme Jason. Jeg vil bare gerne vide, hvad fanden jeg lavede i din seng!” Han grinede smørret. Den nar formåede virkelig at gøre mig sindssyg.

”Hvad nu hvis det ikke var min seng?”

 

Hvad? Nej… nej!

 

Også grinede han igen. Jeg slog ham snart ihjel!

”Du skulle have set din fjæs!” Det var officielt. Den dreng var mit værste mareridt. Jeg tog en stor bid af min cheeseburger og prøvede at blokere hans tilstedeværelse ude. Det var bare ikke ligefrem nemt når idioten snakkede videre. Hvorfor fik jeg ham til at snakke? Jeg kunne meget bedre lide ham, når han holdte sin kæft.

”Måske skulle du for eftertiden ikke drikke så meget. Du kan tydeligvis ikke tåle det, Barbie! Og lad mig give dig et råd,” Et råd fra ham? Æhm. Jeg løftede svagt mit ene øjenbryn og ventede på at han ville fortsætte.

”Næste gang du ikke kan finde din taske.. tag lige et kig omkring inden du kravler rundt som en tumpe,” Også begyndte han at grine… igen.

 

Han havde set mig? Nej.. nej. Af alle mennesker.

 

Vent.. hvordan kunne han vide, at jeg havde ledt efter min taske?

”Hvordan..?” Jeg lagde min cheeseburger tilbage på bakken. What the hell is the chances. Han lænede sig tilbage i sædet og lod sine brune øjne studere mig, som var jeg et fucking dyr i en zoologiskhave. Pludselig ud af det blå rejste han sig fra stolen.

”Skal vi gå?” Hvad? Per automatik lod jeg mit blik lande på min bakke. Jeg havde stadig en hel burger tilbage, og en bunke pomfritter.

”Men jeg..” Han valgte selvfølgelig at afbryde mig.

”Sådan er det når man er langsom til at spise,” Jeg valgte ikke at brokke mig, og rejste mig fra stolen. Uden et ord gik jeg over til den nærmeste skraldespand og smed mit mad ud – selvfølgelig efter at jeg havde taget min cheeseburger af bakken. Den kunne han fandeme ikke få mig til at kyle ud! – jeg sendte ham et kort blik hvorefter jeg gik mod udgangen. Jeg havde en hel masse tanker i hovedet, hvilket helt sikkert også var grunden til at jeg havde gjort som han havde sagt. Jeg kunne ikke forstå hvordan han kunne vide, at jeg havde ledt efter min taske. Jeg havde intet sagt til ham, som kunne få ham til at tro det.. Havde han taget den? Nej.. havde han stjålet den? Jeg slog ham fandeme ihjel hvis det var tilfældet! Før jeg vidste af det stod jeg foran hans skinnende sorte motorcykel.

”Hvad laver du?” Jasons stemme fik mig til at vende tilbage til virkeligheden. Jeg havde slet ikke opfanget at han var fulgt efter mig, men så igen.. hvorfor skulle han være så ivrig efter at komme væk derfra, også ikke gå med ud? Nogen gange burde jeg virkelig bruge min hjerne. Jeg tog den sidste del af min cheeseburger ind i munden og sendte ham et undrende blik.

”Hvad mener du?”

”Ja. Du har vel ikke tænkt dig, at du skal køre med?” Hvad fanden er der i vejen med den dreng altså?

”Øh? Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle hjem?”

”Glem det Blondie. Jeg har andet at bruge min tid på.”

”Hør. Jeg forlanger ikke, at du køre mig direkte til døren eller noget..”

Hør. Jeg er pisse ligeglad med hvad du regner med, du får ud af mig, men nu har jeg været din date-for-en-dag, og jeg har et liv at vende tilbage til.” Jeg forstod ingenting.. de der fremskridt jeg snakkede om tideligere? Glem dem! Uden et ord hoppede han op på det læderbeklædte sæde, men lige som jeg troede han ville tænde for motoren og forsvinde ud på vejen, lænede han sig frem imod mig.

”Din taske er hos Daniel.” Også var han væk. 

 

 ____________

Hey folkens. :-) 

Mega langt tid siden sidst jeg har opdateret på denne movelle.. og, fuck sorry allesammen. Det har bare været meget i sommerferien, ny skole, også har jeg fået ny computer, så det kapitel som jeg havde liggende på den gamle, skulle jeg self have over på min nye, lang frygtelig historie, så yeah. Undskyld, undskyld, undskyld OG undskyld for den frygtelige ventetid! 

I aner ikke hvor glad det gør mig, at se at I allesammen stadig er her. I er bare så fantastiske. 

Jeg har prøvet at gøre det godt igen med et laaaaaangt kapitel, så håber I kan tilgive mig? 

<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...