After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1787Visninger
AA

6. Kapitel 4


Jeg havde fulgt efter Jason i 5 minutter, da han drejede ned mod byens politistation. Tro det eller ej, men hold kæft hvor blev jeg lykkelig. Det måtte betyde et eller andet godt. Taget i betragtning af hvordan Jason lød i telefonen så, så det ikke ligefrem godt ud for ham, hvilket i min situation, kunne være et meget godt tegn! Endelig gik tingende min vej! Et ondt smil formede sig på mine læber, da jeg drejede efter ham ned mod parkeringspladen til stationen, mest af alt fordi, jeg kunne begynde at se en ende på det her.

Jeg havde med vilje holdt mig omkring 20meter fra ham, så det ikke ville se alt for mistænksomt ud, for når vi snakkede om Jason McCann, kunne man aldrig være sikker. Jeg var nærmest ikke i tvivl om, at han bemærkede selv de mindste ting. De fleste folk, ville sikkert tænke på, hvordan, jeg kunne være så sikker på at Jason var den som FBI havde mistænkt, men med alt taget i betragtning så var han lige nu på vej ind på en politistation, for mig virkede det som om FBI havde fat i noget rigtigt.

Jeg fulgte Jason med øjende. Han parkerede hans motorcykel så tæt på indgangen som muligt, og var inde på stationen længe før jeg overhovedet havde kigget efter en parkeringsplads. Jeg besluttede mig for at vente på Jason i min bil, derefter ville jeg følge efter ham videre, kun Gud måtte vide hvor det var. Jeg grinede svagt for mig selv, jeg lød jo som en medvirkende i en James Bond film, men jeg vidste at Jason var mit kort mod sandheden, i hvert fald som det så ud lige nu, og det kort ville jeg ikke lade glide igennem fingrene på mig.

 

Efter en time var gået med at høre radio og stirre på døren, som Jason ville komme ud af - hvilket til ingens overraskelse var dødssygt - besluttede jeg mig for, at høre om Luke vidste noget. Jeg fandt hans navn under mine kontakter, og startede op på en besked. Jeg bed mig i læben af irritation. Jeg hadede, at jeg endnu engang måtte spørge Luke til hjælp, der var ikke engang gået et fucking døgn siden sidst. Han måtte jo tro, jeg var idiot. Jeg skyndte mig at trykke på send, inden jeg som den stolte person, som jeg nu var, ville ombestemme mig og lade endnu en time gå, før jeg ville overveje at skrive igen.

 

Til Luke:

Ved du om Jason er blevet anholdt? Jeg sidder lige nu ude foran politistationen, og venter på ham. Han har været væk i en time.

 

Jeg bad til at han for en gang skyld ville svare tilbage med det samme. Ærligt, jeg havde andet at give mig til, end at sidde her og høre Happy fjortentusinde gange i radioen, hvilket fik mig til at undre mig, kendte de ikke til andre sange, eller? Whatever, jeg gad bare ikke sidde og glo, når jeg kunne bruge tid med David, eller tøserne, åh hvor ville jeg give alt for at være sammen med dem lige nu.

 

Jeg var ved at køre gennem min tidslinje på facebook, da en besked fra Luke dukkede op. Jeg blev overrasket. Jeg havde forberedt mig selv på at vente længe, som jeg plejede når det omhandlede Luke, men han havde svaret efter 3 minutter, hvilket var højst usædvanligt når det var Luke, måske var det her virkelig vigtigt? Måske vidste han noget? Jeg håbede. Det ville være rart med lidt information. Jeg trykkede hurtigt på beskeden og gled ind på vores samtale.

 

Fra Luke:

Jason er ikke blevet anholdt. Hvad laver du på politistationen? Samantha, er du sikker på du har styr på det?

 

Han lød som min far. Jeg sukkede.

 

Til Luke:

Jeg fulgte efter ham herned. Jeg holder ude på parkeringspladsen og venter på ham. Han ved ikke, jeg er her.

 

Fra Luke:

Let’s keep it that way. Han er ikke dum, hvis han ser dig, kan han sagtens ligge to og to sammen.

 

Til Luke:

Han kommer ikke til at opdage noget. Jeg ved hvad, jeg gør.

 

Okay, nej, jeg havde ikke en fucking ide om, hvad jeg havde gang i. Faktisk anede jeg ikke om Jason vidste jeg ventede herude, og derfor ikke kom ud, eller måske havde gået ud af en anden udgang, og ladet hans motorcykel blive stående. Flot, det var så min første løgn overfor Luke. Fedt.

 

***

 

Jeg pressede mig igennem mylderet af de mange mennesker, der omringede mig, og prøvede at komme til et sted hvor jeg kunne trække vejret, bare nogenlunde normalt. Huset var, fuld af fulde mennesker. Fok der virkede ligeglade med alting. Folk som havde det fedt, var frisk på det meste, og var fulde af liv, og ja, så var der mig. I undre jer sikkert over hvad jeg lavede til en fest, uden invitation og uden venner? For nej, lige for at forsikre jer, hvis I skulle sidde med sådanne tanker. jeg dukkede ikke bare op uanmeldt til fremmedes fester, når jeg kedede mig. Jeg havde selvfølgelig en vildt god grund – syntes jeg i hvert fald selv, som omhandlede, en hel masse overbevisning, for ikke at glemme stædighed, og ja I gættede rigtigt, Jason McCann Jeg havde fulgt efter ham hertil efter han kom ud fra stationen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men en fest var i hvert fald langt fra de tanker, jeg havde haft omkring det sted, jeg troede han skulle hen. Han havde lige været på en politistation, uden at tage hjem, eller fortælle nogen om hvad der var forgået, tog han til en fest? Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide at feste, for jo det kunne jeg godt, men hvis jeg havde været anholdt, tror jeg ikke at min lyst til fest var stor, men dette beviste vel bare endnu en gang, at jeg og Jason overhovedet ikke mindede om hinanden. Thank God, speak of, jeg anede ikke hvor fuck drengen var henne?
Jeg fandt baren, og til mit held, en ledig barstol. Jeg placerede mig ved baren, og uden at virke alt for… mig artigt, fik jeg bestilt en drink, som bestod af God knows what, men det kunne vel også være lige meget hvad der var i. Jeg havde virkelig bare brug for, en lyn billet til wonderland.   

 

***

 

Jeg grinede højt, da jeg gik arm i arm, med en fyr som jeg ikke kunne huske navnet på, whatever.

”Prøv at bevæg fødderne Samantha,” Hans stemme var mørk og hæs, og selvom hans indsigt vist havde været, at være seriøst ødelagde hans grin det fuldstændigt, hvilket fik mig til at grine endnu mere.

”jeg gider ikke gå, det er hårdt at gå,” Jeg satte mig brat ned på gulvet, hvilket fik den lyshårede fyr til at vælte, over den vægt, han pludselig havde om hans arm.

”For fanden, Samantha,” Grinede han, men jeg var allerede for langt væk i min egen verden til at indse det.

 

***

 

Endnu engang havde jeg fornemmelsen af at blive kvalt i menneskemængden, men forandringen var blot, at jeg var blevet ligeglad. En arm var omkring livet på mig som vi bevægede os igennem mørket. Jeg lukkede mine øjne i, og nød mørket som omsluttede mig. Jeg lod et sagligt smil glide over læberne, og lænede mig bagover, ind i de arme som var placeret omkring mig, men selvom jeg havde det som om, at jeg ikke længere kunne gå, fik personen mig til at få mine fødder til at bevæge sig, eller det var jeg i hvert fald ret sikker på. Jeg var ikke sikker på om jeg rent faktisk selv gik, eller om jeg fløj? Jeg grinede fjollet, og lod mine hænder søge personen, men jeg kunne intet mærke, hvilket egentlig bare fik mig til at grine. Latteren som efterlod mine læber gav genlyd i mit hoved, og jeg følte mig så underlig udmattet. Jeg fangede personens ansigt imellem mine hænder, og begavede mit hoved i hårene, som dækkede mit ansigt.

”Hun er helt væk.” En stemme lød i mørket. En drengestemme.

”Hvor meget har hun fået at drikke?” Lød en pigestemme, ikke langt fra, hvor jeg befandt mig.. var jeg ret sikker på.

”Nok,” Lød den lyse drengestemme. ”Hun har spurgt efter dig,” 

”You gotta be fucking kidding me,” En mørk hæs stemme sluttede sig til samtalen. Jeg kunne mærke et par arme slippe mig, og et par nye tage fast. Jeg lod mit hoved hvile på et hårdt bryst. Jeg grinede igen, og åbnede øjende. Synet der mødte mig var et par lysende brune øjne. Next stop, wonderland.   

_________________

Wuhuuu, så er der endelig kommet nyt kapitel. Jeg elsker at publicere nye kapitler - selvom der til tider, kan gå langt tid, - Jeg elsker at der allerede er så mange som følger med, I har ingen ide om hvor glad det gør mig, og jeres kommentarer, betyder så meget for mig. Jeg smiler altid, og bliver helt hypper, når jeg får en mail om at der er kommet nye kommentarer, og når jeg logger på og ser der er nye på favoritlisten. I gør mig så glad. endnu engang tak for det! 

jeg håber I kan lide kapitlet. Jeg havde helt styr på, hvad der skulle ske, det var bare det at få det ned på skrift, puha, det er altså nogengange lidt af en udfordring, hihi. (: 

Tak for at I læser med. I er så nice!  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...