After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1781Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

Jeg stoppede motorcyklen brat og drejede så hovedet bagud så jeg kiggede hende lige i øjende, og jeg begyndte straks at grine svagt. Hun lignede helt seriøst en der troede hun skulle dø!

”Hvad griner du af?” Hun slap hurtigt hendes stramme greb om min mave og hoppede hurtigt af motorcyklen som gjaldt det hendes liv. Hun virkede flov.

”Dig,” Svarede jeg ligeud og smilede kækt, hvilket overhovedet ikke gjorde hende mindre flov. Hun rømmede sig.

”Tak for liftet Jason,” 

”Whatever,” Mumlede jeg og gjorde klar til at køre videre. Hun vendte sig væk og begyndte at gå imod indgangen til tankkiosken.

”Vent,” Min stemme lød høj i den tomme stilhed, da der ikke var mange mennesker så tidligt om formiddagen. Hun vendte sig rundt med hånden hvilende på håndtaget ind til kiosken. Hendes læber formede et svagt smil. Nu troede hun vel ikke at jeg gad hende eller noget?

”Dit navn?” Jeg løftede ligegyldigt mit ene øjenbryn. I virkeligheden var jeg fuldstændig ligeglad med hendes navn, hendes liv og om hun havde et kæledyr. Hendes navn var bare en vigtig detalje med hensyn til mit liv. Endnu engang smilede hun.

”Samantha, mit navn er Samantha,”

”Og?” Spurgte jeg. Hun så, forvirret ud.

”Hvad mener du?” Jeg sukkede. Så klog? Ah det tror jeg så ikke.

”Dit efternavn for fanden,” Jeg lod et smørret smil glide over mine læber.

”Oh,” Hun lod hendes ene hånd køre igennem hendes lange brune hår, og så virkelig ud til at tænke meget over mit spørgsmål. Som om hun havde noget at skjule.

”Williams,” Svarede hun med sikkerhed i stemmen. Jeg nikkede ligegyldigt. Jeg gjorde endnu engang kar til at køre.

”Vent, Jason?”

Jeg vendte atter min opmærksomhed imod hende, Hun slap hendes greb om håndtaget ind til kiosken og gik et par skridt imod mig.

”Kan jeg få dit nummer?” Jeg sendte hende et kort blik, og smilede kort og falsk.

”Nej,” Jeg startede endnu engang motorcyklen op og denne gang blev jeg ikke afbrudt. Jeg kørte stærkt ud fra tankens parkeringsplads uden den mindste form for dårlig samvittighed. 


Jeg lå i min seng på mit værelse mange timer senere. Jeg kunne ikke få episoden med Jason ud af hovedet. Jeg så hele tiden hans ansigt for mig, og det gjorde det bare endnu mere forfærdeligt at han havde afvist mig, hvis jeg dog bare kunne glemme det, men det var ikke hvad min hjerne havde planer om. Det værste var at han ikke engang ville give mig sit nummer, fuck, hvor ydmygende var det ikke lige? Jeg havde en utrolig stor lyst til at grave mig ned i et kæmpe hul og fucke denne opgave så langt væk. Ikke nok med at jeg skulle snakke med Jason, så skulle han absolut også give mig det der rat tydelige tegn på, at han overhovedet ikke havde nogen form for lyst til at have nogen form for kontakt med mig. Altså hvordan fanden skulle vi så blive venner? Denne opgave ville ikke ligefrem blive nem – ikke at jeg nogensinde havde troet det – men hvis han ikke engang ville give mig sit nummer? Omg. Jeg ville ikke kunne gennemføre opgaven, hvis han fortsatte med at være så indelukket, så hemmelig. FBI ville hade mig foreviget, hvis jeg ødelagde det hele, men helt seriøst? Hvorfor skulle de også vælge mig? Jeg havde aldrig prøvet en opgave som denne før, og der var kun gået hvad, to dage? Det så ikke ligefrem lyst ud for at være ærlig, men det var vist også rimelig tydeligt. Jeg blev altid så fucking nervøs, når jeg snakkede med Jason. Jeg var hele tiden så fokuseret på at sige det rigtige, og komme med det rigtige udtryk, så han ikke syntes jeg var et totalt misfoster, eller en løgner for den sags skyld. Han gjorde mig virkelig nervøs. Fuck, hvor var det dog belastende. Jeg siger jer, hvis det viste sig at Jason ikke var morderen så smadrede jeg et eller andet, for så havde jeg gjort mig selv til grin for ingenting! Jeg kiggede endnu engang på displayet på min iPhone. Jeg havde hele eftermiddagen overvejet at ringe til Luke og forklare ham om hvordan min hemmelige mission gik, men hver gang jeg lige var ved at ringe, droppede jeg det. Måske kunne han rent faktisk komme med nogen gode råd? For jeg troede ligesom jeg havde bevidst at jeg var elendig! Jeg lod et dybt suk undslippe mine læber og besluttede mig for at ringe.

”Hej Samantha hvordan går det med opgaven?” Jeg kørte en hånd igennem mit falske lange hår af frustration, åh hvor jeg dog hadede at skulle fortælle ham at det mildt talt gik af helvede til.

”Lad os bare sige, det kunne gå bedre,” Mumlede jeg forlegent.

”Hvad er der sket?”

”Han gav mig et lift til tanken, men da jeg spurgte efter hans nummer afviste han mig,” Jeg kunne høre ham grine i røret.

”Bare rolig Samantha der er kun gået to dage, og hvis han er den forbryder som vi regner med, er det ikke så underligt at han holder selv de mest unødvendige kort tætte ind til kroppen,” Jeg satte mig op i sengen.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg og bed i min falske lange negl der var beklædt med en fin lyserød farve. Jeg gik aldrig med neglelak, derfor var det utrolig svært for mig at lade det være. Jeg havde bare denne utrolige dårlige vane med at bide det af. Jeg burde virkelig lærer at lade være.

”At du skal slappe af og give det tid,” Jeg overbevidste mig selv om, at hvis Luke mente at det gik efter planen indtil videre, så havde jeg ikke noget at bekymre mig om, endnu.

”Tak Luke,” Jeg smed mig ned i min seng og kunne straks mærke at jeg var blevet mere rolig.

”Det skal du ikke takke for,” Han afsluttede hurtigt samtalen af med at han skulle til et møde og vi sluttede af med at aftale, at jeg ville ringe tilbage om en uge, medmindre der gik et eller andet galt, hvilket der nok skulle ske. Jeg formåede altid at ødelægge selv de ting der ikke kunne gå galt.   

 

Efter tusinder af indre diskussioner med mig selv, havde jeg besluttet mig for at sende Jason en veneanmodning på facebook, og ja det lød nu meget uskyldigt, men nu var sagen så den at chancen for at Jason ville annullere den var sådan cirka 99 ud af 100, men jeg havde besluttet mig for at give det et forsøg, ellers ville jeg bare overhovedet ikke komme nogen vegne med det her. Jeg frygtede en afvisning mere end noget andet i denne situation, hvis han valgte at ignorere min anmodning, betød det blot at der ar længere vej mod enden af mareridtet.  Ellers vidste jeg virkelig ikke hvordan jeg skulle komme ind på livet af den dreng. I den verden, jeg levede i, så dumt som det end må lyde, var en anmodning på facebook altid det første skridt mod et tættere bånd med folk, men Jason var umulig at læse så i hans verden var det sikkert anderledes, det ville sgu ikke overraske mig. Jeg vandrede rundt på værelset og ventede på at få en notifikation om at han havde godkendt den, men selv det mindste minut føltes som hundrede år. Jeg havde bare virkelig brug for at han ville acceptere den, det ville give mig et lille håb om at jeg var på vej mod noget godt. Bare en lille følelse om at jeg havde gjort noget rigtigt, for en gangs skyld. Lyden af den velkendte notifikation lød, og jeg må have liget en idiot, da jeg sprang hurtigere end lynet selv hen til min Macboook air. Jeg havde virkelig ikke troet at det ville ske, men heldigvis havde han godkendt min anmodning! Yes jeg er ikke helt nytteløs, eller det var i hvert flad det jeg overbevidste mig selv om. Måske kunne jeg faktisk gøre noget rigtig, fuck ja. Jeg gik ivrigt ind på hans profil. Han havde et profilbillede hvor han stod sammen med en fyr jeg aldrig havde set før. Han havde ikke nogen form for aktivitet. Der var ingen billeder – udover profilbilledet  – der var ingen status opdateringer. Der stod bare hvor han var fra, men intet om hvad han lavede. Det mindede mig lidt om mig selv, jeg havde nemlig selv slettet skoleinformationen på min profil, ellers ville folk bare begynde at stille spørgsmål, og det ville jeg helts undgå. Gad vide om han havde slettet den af samme årsag?

Jeg besluttede mig for at skrive til ham. Han skulle gerne snart stole på mig, og at være bange for hans svar var ikke vejen frem. Jeg gik ind på knappen ”Besked” Og begynde at skrive, og fuck hvor var jeg da bare ved at dø af nervøsitet. Dette kunne gå begge veje.

 

Samantha Williams: Giver du et lift til skole i morgen? :-)

 

Jeg havde glemt alt om min bil i formiddages hvor jeg fik ideen om at få et lift til tanken. Det var jo ikke fordi jeg havde haft en sindssyg lyst tyggegummi, men hvad gjorde man ikke for en mission?

 

Til min overraskelse svarede han faktisk tilbage.

 

Jason McCann: Hvorfor skulle jeg dog gøre det?

 

Okay prøv lige at være lidt mere kold, gider du?

 

Samantha Williams: Jeg havde glemt at jeg kørte i skole i morges. :-)

Jason McCann: Ja?

Samantha Williams: Du gav mig et lift til tanken, og ja. :-)

Jason McCann: Hvordan kan det pludselig blive mit problem?

Samantha Williams: Det var dig der gav mig liftet. xD

 

Jeg følte mig så dum you got no idea. Måden jeg skrev på var så anderledes end hvad jeg plejede at skrive, men nu var det jo heller ikke. ”Lær den sande mig at kende,” spillet, så det kunne vel være lige meget. Jeg måtte gøre det der var det mest nødvendige. End of story.

 

Jason McCann: Du spurgte selv efter det Blondie.

 

Åh Gud hvor var han da bare vildt belastende… Især når han havde rat.    

 

Samantha Williams: Hvis du nu skulle skrifte mening og får ondt af mig, så bor jeg her:

 

Jeg sendte ham min adresse via Google maps og håbede inderligt at han ville hente mig om morgen, ellers ville vi ikke komme nogle vegne, og jeg ville stadig have opgaven når jeg vat 80.

 

Jason McCann: Tror jeg ikke du skal regne med Barbie.

 

Men det gjorde jeg heller ikke. Jeg håbede.  

 

***

 

Det føltes som om klokken var fire om natten, men desværre var der kun en time til at jeg skulle sidde i et lokale på skolen og lave God knows what. Jeg havde med vilje stået en halv time tidligere op end jeg normalt ville have gjort, nu da min bil var parkeret på skolen og jeg skulle med bussen. Jeg sad i køkkenet og spiste et tørt franskbrød med smør, og kiggede tomt ud i luften, mens tankerne susede rundt i mit hoved.

 

 

Jeg nåede lige nøjagtigt ud af hoveddøren, da motorcyklen standsede foran mig, og præcis som jeg havde håbet, var det Jason, og ærligt, jeg fattede ingenting, jeg havde virkelig ikke troet at han ville komme, især ikke efter mit mislykkede forsøg på at få hans mobilnummer dagen før, men jeg måtte have gjort noget rigtigt, så ikke at være mig selv var faktisk vejen frem?

”Kommer du?” Jeg kiggede forvirret på ham.

”Jeg troede..” Han afbrød mig med det samme.

”Hop nu bare op okay?” Morgenfrisk? Ah.. Jeg gik usikkert imod ham og satte mig bag ham og lod mine arme holde om hans mave.

”Ingen hjelm?” Spurgte jeg. Hallo jeg havde ikke lyst til at dø! Det var nok at køre med ham i går.

”Er det nu også mit problem?” Han sendte mig et kort smil i bakspejlet, men jeg var hundrede på at det ikke var ægte.

”Er det da ikke din motorcykel vi sidder på?” Jeg løftede kækt mit øjenbryn i bakspejlet. Han vendte sig om imod mig og jeg gik i panik, det var så meget lettere at kommunikere gennem det lille spejl end sådan face-to-face. Han var tæt på mit ansigt at jeg kunne smage hans ånde, som var en blanding af mint og cigaretrøg. I guess personal space wasn’t a big deal around here.

”Hold nu bare fast og tie stille,” Mumlede han, og før jeg vidste af det susede vi igennem byen. 

 

Motorcyklen stoppede brat op og jeg åndede befriende ud. Endnu engang oplevede jeg en tur på motorcykel med Jason McCann. Ja jeg var stolt. Det måtte være en slags rekord. Jeg sad i min egen verden i et stykke tid, da jeg så at han kiggede på mig igennem bakspejlet.

”Har du ikke noget du skal nå, eller skal vi sidde sådan her hele dagen?” han drejede sine øjne mod mine omklamrende arme, som selvfølgelig stadig lå stramt om hans mave, okay dræb mig nu.

”Oh,” Jeg befriede hurtigt hans mave og hoppede hurtigt af. ”Undskyld,” Jeg kunne mærke rødmen sprede sig over mine kinder, og jeg vidste det blot ville være begyndelsen, om få sekunder ville hele mit hoved være knald rødt. Jeg vendte hurtigt hovedet mod jorden. Han måtte for alt i verden ikke se at jeg var flov over min handling. Hvorfor fuck havde jeg heller ikke tænkt på at jeg stadig klamrede mig til ham? Altså havde jeg tabt hjernen på vej til skolen, eller? Jeg kunne høre ham grine svagt, men det varede ikke længe, da hans telefon ringede og han blev alvorlig med det samme. Jeg havde haft i tankerne at jeg ville skynde mig væk, men jeg blev bevidst stående for at lytte med, ved at binde mine snørebånd.

”Hvad er der sket?” Hvæsede Jason ind i telefonen. Han var irriteret, nej snare rasende, da han ventede på svar i røret.

”Hvad?” Der var stille et øjeblik og jeg gjorde mig langsommere ved at lade som om jeg havde bundet mit snørebånd forkert og derfor desværre blev nødt til at binde det om. Gad vide hvad der var sket? Og hvem der havde gjort noget som havde gjort Jason så sur?

”Fint,” Sukkede Jason. ”Jeg kommer med det samme,” Jeg kiggede forvirret op på Jason da han sluttede samtalen.

”Hvad er der sket?” Jeg smilede svagt, men falsk og håbede egentlig bare på et eller andet svar, men han kiggede kort på mig, og inden jeg nåede at spørge ham igen, var han på vej ud fra skolens pareringsplads, og det tog mig ingen tid at beslutte mig for at følge efter ham. Jeg fandt min bil hurtigt, utroligt nok når der var så mange biler, og satte kursen efter ham. Jeg måtte vide hvad han skjulte, måske kunne det lede mig tættere på mit mål.    

 

                                                 -------------------------------------------------

Hey 

I har ingen anelse om hvor meget jeg har været uvenner med det her kapitel, hahah. Det ville bare ikke som jeg ville, men nu er det endelig kommet op, og jeg håber I kan lide det. 

I er mega nice og jeg er så taknemlig for de kommentarer jeg modtager. Det er fedt at se at der er nogen som læser med. Tak!  Forsæt endelig med det, og hvis I har nogle ideer til hvad der kan ske, skal I bare fyre dem ud til mig, for de kan helt klart inspirere mig. 

Håber I kan lide kapitlet. ((-: 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...