After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1783Visninger
AA

4. Kapitel 2

”Så stod jeg og snakkede med Mark om skoleballet, som jo er om to måneder. Jeg troede serøst at Mark ville invitere mig med til ballet, også kommer Sally med sit glatte lange blonde hår, som næsten går hende til røven, for ikke at understrege hendes sko, som selvfølgelig var 20cm hæle i pink, og husk lige hendes ego som er større end 10 brede elefanter. Selvfølgelig spørger hun Mark om han vil være hendes date til ballet, og gæt så lige hvad han svarede?”  Jeg fik åbnet døren ind til skolen op med min venstre hånd, mens jeg samtidigt fik svaret Kathrine som var i røret.

”Ja?...” Svarede jeg, da det overhovedet ikke ville komme som et chok for mig, hvis han havde sagt ja til hende. Kathrines hånlige latter fyldte mit ører, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage.

”Ja det troede jeg sgu også, men gæt hvad der så skete?” Hun lod mig ikke få et ord indført, før hun allerede gav mig svaret.  

”Han sagde fucking nej til hende. Seriøst Samantha, du skulle have set hendes fjæs! Hun lignede en fisk der var kommet op på land og ikke kunne finde tilbage i vandet!” Jeg begyndte at grine højt. Ingen af os kunne lide Sally, Hun var i princippet bare en bitch, og jeg nød at hun for en gangs skyld fik et afslag, da alle drengede altid havde vist stor interesse for hende. Dont ask me why.

”Hvad sagde hun så?” Spurgte jeg og låste mit skab op for at finde mit skema. Mit spørgsmål fik Kathrine til at grine endnu mere, og jeg smilede stort for mig selv.

”Hun blev… overrasket,” Jeg smilede automatisk større, og grinede lavt. Jeg havde fundet mit skema og fandt straks ud af at jeg skulle have matematik. Jeg bad til at Jason skulle have matematik sammen med mig, da mit job i går ikke ligefrem havde gået som håbet.

”…Også inviterede Mark mig til ballet!” Jeg røg straks ud af mine tanker, og tilbage til telefonsamtalen med Kathrine. Jeg tog mine bøger og gik ned mod lokalet.

”Det er løgn! Tillykke!”

”I knooow. Jeg har fået mig en date. Det bliver for fedt! Nu mangler vi bare at finde en fyr til Marie, så har vi alle tre en date til ballet,” Jeg nikkede kort for mig selv og lignede sikkert en idiot, men jeg var ligeglad. Jeg snakkede med Kathrine og jeg var så glad for at høre hendes stemme.

”Det er ærgerligt at du ikke kan være her lige nu. Vi savner dig,” Hendes ord fik et kæmpe smil frem på mine læber. Dem derhjemme vidste godt hvorfor jeg ikke var i skole. De vidste jeg arbejdede for FBI og jeg derfor var ude på en opgave, men de vidste aldrig hvad opgaven gik ud på. Det var top hemmeligt!

”Jeg savner også jer. Helt vildt, men jeg kommer hjem før ballet, desuden ville David slå mig ihjel hvis jeg ikke dukkede op,”

”Vi ville hjælpe ham,” Ironien spejlede sig stort i vores samtale, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Jason McCann. Hvis han sagde sådanne ord ville personen sikkert ikke have længere end en måned at leve i – hvis det selvfølgelig var ham som var morderen. Det var noget af det sværeste ved mit job. Det var jo ikke altid at den person som vi undersøgte rent faktisk havde begået noget kriminelt. Jeg prøvede at slukke for den tanke om at Jason McCann var morderen bag drengen Sam. Jeg måtte først og fremmest finde et bevis før jeg begyndte at kaste anklager ud til højre og venstre. Jeg nåede klassen og sluttede hurtigt samtalen med Kathrine, for derefter at finde en plads helt til højre i den midterste række, så jeg kunne kigge ud over klassen uden at få mistroiske blikke fra de andre. De opdagede mig nok slet ikke, hvis jeg bare holdt mig for mig selv, ville jeg nok ikke kaste det store rampelys mod mig. Jeg ønskede ikke opmærksomhed. Jeg ønskede bare at fuldføre min opgave og komme hjem.

 

Klassen blev hurtigt fyldt op og læren, som var en lille rødhåret dame, som lignede en i 50’erne kom ind ad døren. Jeg lod endnu engang mit blik vandre gennem klassen, men igen uden held. Jeg indså hurtigt Jason McCann ikke havde matematik sammen med mig, så nu sad jeg i matematiklokalet uden nogen form for grund, for jeg var jo ikke kommet til denne skole for at lære at dividere – selvom det nok ville have været en god ide. Matematik havde aldrig været min stærke side. Jeg sukkede tungt. Jeg kunne i princippet bare skride, da jeg overhovedet ikke ville få ballade for det, men da lærerne ikke kendte til mit undercover liv, ville de give mig eftersidninger, og lysten til det var ikke ligefrem brændende. Jeg sad resten af timen og sprang op af stolen hver gang døren gik op i håb om at Jason alligevel ville dukke op, men han kom aldrig ind ad døren, og jeg måtte gentagende gange vende tilbage til sandsynlighedsregningen.

 

Lærens navn var Mrs. Adams, eller efternavn. Jeg havde altid haft den mening at kalde hinanden ved efternavn var latterligt. Altså hvorfor fuck kaldte vi ikke bare hinanden ved fornavn i stedet? Det andet var jo totalt latterligt. Men sådan var det og sådan havde det altid været, og jeg burde seriøst ikke brokke mig over det. Jeg burde i princippet bare affinde mig med det som de andre og holde min kæft, men det var jeg bare virkelig dårlig til. På min skole plejede jeg altid at udtrykke mine meninger – i hvert fald overfor Marie, Sandra og David – her holdte jeg mine latterlige tanker for mig selv. For hvad var grunden til at jeg skulle uddybe mine meninger foran nogle mennesker der ikke ville komme til at have en eneste følelsesladet betydning i mit liv, nogensinde? Jeg holdte mig til det løfte jeg havde givet mig selv. Bare hold mig udenfor, ikke få venner og kun snak med folk hvis de havde en betydning for min opgave, og de regler havde jeg ikke i sinde at overtræde.

”Husk at I skal lave ark 1-3 til i morgen,” Mrs. Adams stemme lød klart i mit hoved. Jeg pakkede straks mine nye bøger og ark sammen, for derefter at smutte ud af klassen. Jeg havde bogstaveligt talt lidt under de sidste 90 minutter. Mind mig lige om at det var sidste gang jeg deltog i matematik, nu da Jason McCann ikke havde time med mig.

Jeg fik hurtigt lagt bøgerne ind i mit skab og efter at have tjekket mit skema fandt jeg ud af, at jeg skulle have kristendom om 5 minutter. Jeg besluttede mig for at jeg ligeså godt kunne få brugt mine 5 minutter i frihed fornuftigt så jeg gik ud til hovedindgangen for at få noget luft og få klaret mine tanker med hensyn til Jason McCann.

 

Den varme sommervind føltes uendeligt rar mod mit ansigt, og et ukontrolleret smil formede sig på mine læber. Jeg stod i et par minutter og nød øjeblikket. Mine tanker var derhjemme. Hjemme ved vennerne og kæresten. Hjemme ved mit skab og lorte lærere. Hjemme ved lektierne og latteren i timerne. Jeg ville ønske jeg havde sagt nej til opgaven. Jeg åbnede langsomt mine øjne, da jeg begyndte at indse at de 5 minutter var gået. Jeg skulle lige til at vende om på hælen for at komme tilbage til det levende helvede, da jeg så Jason sidde på sin motorcykel og lindede virkelig meget en der var ved at køre. Før jeg selv var helt bevidst med hvad jeg havde gang i var jeg på vej imod ham.

”Hvor er du på vej hen? Har du ikke time?” Jeg var overrasket over at jeg faktisk var i stand til at snakke til ham. Jeg gav mig selv et indre klap på skulderen. Han kiggede overrasket på mig.

”Ja, hvad med dig selv? Du ligner heller ikke en der er på vej til time,” Jeg trak på skulderen. Han kiggede på mig et par sekunder, men lod så hans hånd dreje nøglerne rundt og hans motorcykel startede med det samme. Han skulle lige til at bakke ud, men hvis jeg lod ham køre nu, ville jeg blive nødt til at tage hjem og lade endnu et nederlag hvile på mine skulder, og det havde jeg fandeme ikke lyst til.

”Vent,” Han kiggede utålmodigt på mig.

”Hvad nu?”

”Hvad skal du?” Spurgte jeg i håb om, at han ikke skulle et eller andet hemmeligt, som jeg alligevel ikke kunne være en del af. Endnu.

”Hjem,” Yes.

”Giver du ikke et lift til tanken?” Jeg smilede stort og falsk til ham, men trods at alle nok ville kunne se hvor falskt mit smil var, overgav han sig. 

”Hop op,” Jeg gjorde som jeg fik besked på og lod mine arme glide rundt om hans muskelløse mave.

”Jeg er klar,” Sagde jeg. Min stemme rystede helt sikkert. Jeg havde aldrig før kørt på motorcykel, og jeg havde ingen fucking hjem på. Jason McCann bliver min død! Han grinede hæst, sikkert over min nervøse stemme, idiot. Jeg kunne se ham smile kækt i bakspejlet.

”Hold godt fast, Barbie,”     

 

                                            --------------------------------------------------------------

Hey, 

Jeg undskylder, at I skal vente så længe på kapitler, men grunden er simpelthen fordi, at jeg ikke vil prodicere noget som jeg ikke har gjort mig umage med. Jeg skriver lidt, så tænker jeg lidt over det, retter lidt og til sidst har jeg et kapitel. Jeg skriver dette, fordi jeg ikke vil have jer til at tro, at jeg ikke længere gider at skrive videre, for det er slet ikke tilfældet. :-) 

Jeg vil også lige bruge muligheden til at takke JER! 

Efter kun et kapitel er der allerede 21 favoritlister, omg. Det har jeg altså ikke prøvet før, så tusinde tak! I er så nice!

Jeg håber I kan lide det nye kapitel, og hvis I lyster er I meget velkommen til at skrive jeres tanker om kapitlet eller hvad I tror der kommer til at ske. :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...