After Midnight - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jul. 2016
  • Status: Igang
Samantha var ikke klar over at en opgave fra FBI kunne, forandre hendes liv fuldstændigt. Hun havde fået til opgave at forfalske et venskab til Jason McCann for at finde beviser på at han stod bag mordet på Sam en 18 årig dreng fuld af livsglæde.
En ting er i hvert fald sikkert intet er som hun forudser.

19Likes
36Kommentarer
1782Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

Jeg fandt en parkeringsplads på den store skole efter hvad der føltes 100 år. Jeg var fandeme taknemmelig for at jeg normalt ikke gik her, hver morgen ville jo være et sandt mareridt, præcis som denne opgave ville blive.

Jeg kastede et blik i retningen af den store indgang hvor der vrimlede med mennesker. Alle krammede de deres venner og snakkede glædeligt om weekendens begivenheder. jeg bed mig hårdt og frustreret i læben ved tanken om at jeg lige om lidt skulle til at være en del af dem, dog ville jeg ikke have nogle venner at kramme og dele hurtige minder med. Jeg ville sikkert blive stemplet som en outsider ligeså snart jeg tog et skridt ud af min bil. Okay, så selvtillid? Ikke min stærke side. tværtimod! Jeg lod mit blik hvile på spejlet i bilen. Håret var en brun farve, krøllet og langt. Ikke min stil, men det var så heller ikke mig som havde sat det sådan her. Luke havde insisteret på at det ville være en god ide at ændre mit udsende, så derfor havde jeg nu ekstionsions i håret. Jeg måtte dog give Luke ret i at det var en klog ide at gemme mig bag noget, så kunne jeg også koncentrere mig mere om min opgave og ikke lade mine selvtillidsproblemer komme i vejen. Jeg lod et sidste blik ramme mit spejlbillede før jeg åbnede døren til bilen og målrettet gik imod skolen.   

 

Har du nogensinde tænkt over hvor svært det rent faktisk er at finde hinanden uden at kunne ringe eller skrive til dem man ledte efter? Jeg havde ikke rigtig tænkt over det før, men jeg fik da helt klart svaret nu… Det var overhovedet ikke nemt. Jeg anede ikke hvor jeg skulle finde Jason McCann. Jeg anede ikke om han dukkede op til timerne. Jeg anede faktisk intet – udover selvfølgelig at han måske var en eftersøgt morder. Betryggende ikke? Jeg overvejede virkelig at spørge folk på gangen om de vidste hvor han var, men så igen. Hvad ville folk ikke tænke? Okay, jeg måtte simpelthen glemme andres meninger og tanker. Jeg var på en opgave, og den skulle løses hurtigst muligt, så jeg kunne komme hjem igen! jeg gik målrettet over til en flok piger, som stod samlet i et hjørne. To blondiner, en rødhåret og en sorthåret. Ikke at det betød så meget, men når man arbejdede som jeg gjorde var alle detaljer vigtige. De snakkede højlydt sammen med glade stemmer, og jeg hadede at jeg blev nødt til at forstyrre dem, men det var altså desværre nødvendigt. Uden at lytte til deres samtale afbrød jeg den med en klar stemme.

”Hey,” Et genert smil formede sig automatisk på mine læber, men jeg fjernede det straks. Det duede ikke at jeg viste dem at jeg var genert og utryk ved situationen. Det ville bare gøre hele opgaven sværere, og det måtte jeg til en hver tid undgå. Deres blikke borede sig ind i mig, men jeg havde allerede fjernet mine følelser og bekymringer om andres meninger og derfor påvirkede det mig ikke længere. Deres ansigtsudtryk gjorde mig opmærksom på at de ikke ville føre en samtale, men så måtte de simpelthen bide i det sure æble.

”Kender I Jason McCann?” Deres blikke rettede sig hurtigt imod hinanden og deres nervøsitet var ikke skjult overhovedet. Den rødhåret var den første til at svare mig, efter et øjebliks stilhed.

”Ja, eller vi kender ham ikke. Vi ved hvem han er.. som sådan.” Hun kiggede opmærksomt på mig, men jeg ignorerede det.

”Ved I så tilfældigvis hvor jeg kan finde ham?” Jeg løftede mit ene øjenbryn som jeg havde til vane at gøre når jeg undersøgte ting. Hvor latterligt egentlig. Jeg burde seriøst begynde at tænke over hvordan jeg så ud når jeg gjorde det- Det ser helt klart ikke nær så intelligent ud som jeg forestillede mig oppe i mit hoved. Jeg lignede helt hundrede en idiot. I need to stop doing that!

”Han er for det meste ved rygeskuret,” Mumlede den sorthåret. ”Men for Guds skyld. Ikke snak med ham. Han er ballade!” Jeg nikkede – tell me something I dont know. Jeg smilede et tak og gik derefter uden et ord.

 

Man skulle tro at finde et simpelt rygeskur ville være let, da det nok ville ligge lidt væk fra skolen, men som altid, tog jeg fejl. Det var fucking håbløst. Jeg ville nok aldrig finde den dreng, nogensinde. Det ville blive istid igen før jeg så ham. Jeg burde seriøst tage mig sammen og spørge nogen om vej, men helt ærligt. Jeg havde altså lidt stolthed. Jeg nægtede at spørge igen. The end. Som jeg skulle til at vende rundt og give op, bare for i dag, så jeg en flok stå samlet ved et smadret skur. Jeg havde faktisk lyst til at hoppe op af glæde, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg behøvede ikke blive udstillet mere end nødvendigt. Jeg havde ikke lyst til at gå hen til dem, men jeg kunne hellere ikke vende om nu, og jeg vidste at det var nødvendigt. Nu før jeg fik snakket med Jason, ja nu hurtigere ville jeg være sammen med Marie og Kathrine. For ikke at glemme David! De tre dejlige mennesker, mine to bedsteveninder og kæreste. Mit liv derhjemme var perfekt, men jeg havde ikke noget at brokke mig over. Jeg havde selv valgt FBI og det var for det meste fedt. Note lige for det meste, for i øjeblikke som dette, havde jeg en rimelig stor trang til at løbe væk.

                              

Jeg fik taget mig sammen og stod da foran dem. Jeg smilede sødt, men i virkeligheden lignede jeg nok en der var høj på stoffer, oh well. De kiggede ikke engang på mig. Det lignede helt seriøst at de ikke havde opdaget at jeg stod lige foran dem. Måske var det dem der var høje på stoffer?

”Jason McCann?” Min stemme knækkede heldigvis ikke ved at jeg åbnede munden. Og pludselig kiggede de alle sammen på mig, oh så det var sådan man fik opmærksomhed på denne skole? En mørk skikkelse jeg ikke havde opdaget var der bevægede sig, og en brunhåret dreng med brune øjne befandt sig pludselig foran mig. Han bar en sort cap, sort T-shirt, sorte hængerøvsbukser og sorte supras. Han manglede sgu bare at farve sit hår sort, og jeg ville kalde ham en goth, men hold kæft han var lækker. Undskyld David, men se ham lige mand!

”Kan du lide hvad du ser?” Hans stemme var hæs og mørk, og jeg fik fucking næsten gåsehud. Oh my God. Tag dig sammen Samantha. Han er en mistænkt morder. Jeg himlede med øjende.

”Er du Jason?” Spurgte jeg direkte.

”Nej, jeg hørte tilfældigvis bare et navn blive råbt op og tænkte. Lad mig reagere på det,” Han løftede det ene øjenbryn op, og lod et kækt smil glide over hans læber. Idiot. Jeg lod mine øjne vandre hen til de andre som stod ved skuret. Et par få grinte kort, men de fleste stod stille som mus og opseverede episoden. Jeg valgte at smile. For helvede jeg skal jo blive venner med dette misfoster.

”Rart at møde dig” Jeg smilede og lod min hånd falde ud i luften for at give ham hånden. Han grinede dog hæst.

”Jeg giver ikke hånd Babe,” han lod røgen fra cigaretten forsvinde fra hans mund. ”Hvad ville du anyways?” han kastede et blik på de andre som stod og lyttede med, og vendte så tilbage til mig. Han virkede ligeglad med at de hørte vores samtaler. Måske var de hans venner? Hvad jeg skulle sige tænkte jeg dog mere over. Hvad havde jeg egentlig tænkt mig? Jeg havde overhovedet ikke tænkt over hvad jeg skulle sige når jeg så ham. Ser I nu hvorfor jeg stinker til de her opgaver? Jeg valgte derfor at fyre en løgn af. Starten på masser af løgne.

”jeg ville bare se dig igen. Det er så langt tid siden. Jeg savnede dig,” Jeg smilede sødt. Ha! Se nu ville jeg få hans opmærksomhed, for ikke at glemme de andre som stod omkring os. Hvis der var nogle der ikke havde lyttet med før, så gjorde de det i hvert fald nu! Men desværre fik jeg ikke den reaktion jeg ønskede. Han rystede på hovedet. Kastede sin smøg på jorden. Slukkede den og gik derefter tæt op til mig, så afstanden imellem os kun var få centimeter.

”Stop dine små løgne Barbie,” Hviskede han hæst ind i mit øre og da jeg havde besluttet mig for at reagere på verden omkring mig igen, var han på vej væk.     

      

____________

 

Hey

så er første kapitel langt om længe oppe. Undskyld ventetiden guys! 

Hvad syntes I så? 

Hvad tænker I om Samantha og Jasons første møde? 

Jeg håber I kunne lide kapitlet. Første kapitel er altid det sværeste for mig at skrive, da jeg skal give et indtryk af hvem de forskellige personer er, men håber jeg gjorde det okay. 

Tak for likes og farvoritlister. Jeg er meget glad!  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...