Divided

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Året er 2073, og Verden er delt op i to – de fattige og de riges side. Splittelsen, som det kaldes i folkemunde, var regeringens idé. Ingen ved hvor af idéen kom fra, kun at alle pludseligt syntes om den. Og så blev det gennemført. Men hvorfor skulle Verden splittes? Så de rige ikke skulle slå sig til tåls med de fattige, eller så de fattige ikke havde noget at se langt efter? Ingen ved det. Og i sidste ende, hvor er det så bedst at være?

Pigen Jeanelle – bedre kendt ved navnet Nelle – bor på de fattiges side af Verden. Hun bor i det der kaldes vest siden af verden. Verden er nemlig splittet op i øst og vest. Ligesom på en globus, bare en streg igennem hele herligheden. Nelle og hendes mor bor i et lille hus i nærheden af muren, der splitter verden. Men hvem er Nelles far? Er der overhovedet plads til kærlighed i denne verden? Og vigtigst af alt, hvor svært er det enlig at bryde muren?

9Likes
15Kommentarer
447Visninger
AA

6. Kapitel 4

Jeg åbnede øjnene op. Denne gang var der ikke noget skarpt lys der blændede mig. Denne gang var jeg også 100 procent alene. Jeg kiggede mig rundt i rummet jeg sov i. Det var stort. Meget stort. Væggene var malet i en lys cremet farve. Ordet Beige trådte frem i min hjerne. Jeg lå i en kæmpe dobbelt seng. Den var sort og stellet var af metal. Metallet var fint formet, med krummelurer. Der var også et arbejdsbord i noget halvt lyst træ. Der var også en åbning ind til et andet rum. Jeg kunne lige skimte noget tøj derinde.  Gardinerne så fjer lette ud, og var med blonder. Der var også en dør. Jeg gættede eller vidste, at den førte ud i gangen, og gangen videre ud i resten af huset.  Et billede af hele huset tittede frem fra sit skjul i mit hoved. Jeg kiggede på det smarte ur, der stod ved siden af mig, på mit natbord. Det viste 06:57. Jeg vidste, som var det min natur, at jeg skulle op klokken syv.

 Jeg stod op fra min seng, og hen til det rum, hvor mit tøj var. Walk in closet, var ordet der ikke gad lege gemmeleg mere, og afslørede sig selv på min nethinde. Jeg tog hurtigt et par lange stramme bukser. Vejret, ville ikke være godt i dag. Endnu en oplysning der ikke ville lege gemmeleg mere. Der var noget mærkeligt ved mig. Mit hår lugtede, eller duftede af blomster, om man vil. Først tog jeg dog undertøj på. Det var … ubehageligt. Det sad stramt. Så tog jeg de stramme bukser på, undertrøje og en hvid blonde bluse. Jeg sluttede af med et par brune ballerinaer i læder.

Jeg gjorde også noget man kaldte at børste tænder. Jeg redte mit hår med farve som beskidte vand ud. Et andet, nyt ord sprang frem. Kommune farvet.  Jeg ville bare lade mit hår hænge løst; hænge løst hår, var nok også cirka den eneste frisyre jeg kunne finde ud af. Alt der startede med flet og sluttede med ning, gik direkte over til min mors kyndige hænder. Mor. Et pludselig stik af hjemveg brusede op i mig. Men jeg holdt det nede. Jeg måtte være stærk. For mor. Selvom sygeplejersken havde været lige ved at tude, da hun skulle fortælle mig om min mor, var jeg ikke i tvivl om at andre ville gøre alvor af truslen.

På vej ud af døren fra mit værelse, så jeg smykke skrinet. Jeg gik hen til det, og tog den første den bedste ring på. Og klipsøreringe. Billedet i mit spejl, sagde dog at de så ægte ud. Min hjerne sagde at jeg måtte se, at for huller i ørene.

Nede i køkkenet, vinkede jeg hurtigt til den dame, der var min bedstemor, som alligevel ikke var min bedste mor, men jeg følte at jeg kendte, selvom nu var første gang jeg mødte hende. I hvert fald i vågen tilstand. Jeg greb hurtigt et æble, og tog min taske og løb ud til min bil. Jeg var ved at få travlt.

I cirka fem sekunder efter jeg havde sat mig ind i bilen, var jeg helt tabt. Men efter noget hjernetænken; hjerne arbejdstid, kunne jeg køre bil. Og jeg tøffede af sted mod Dawson High.

 Jeg boede i udkanten af Divitis, så her var det heldigvis ikke meget trafik. Det tog heller ikke længe, før at jeg tøffede ind på parkeringspladsen til Dawson High. Et rim faldt mig ind:

Er du aldrig blevet pint og plaget?

Så er Dawson High lige sagen!

Slave anstalt for unge.

Noget sagde mig det var noget de unge her sagde. Jeg gik ud af min bil og låste den.

”Hej! Er du hende den nye? Jeg er Annie, men folk kalder mig Ann. Det er bare så længesiden at vi har fået en ny her på skolen. Det er bare så spændene.” Annie eller Ann begyndte at gå. Jeg fulgte bare efter. Hun fortsatte: ”Hvad var det nu du hed?”

Efter et par sekunder gik det op for mig, at hun faktisk stillede mig et spørgsmål. Nogenlunde på samme tid gik det op for mig at hun spurgte efter mit navn, så jeg svarede:

”Jeannelle Horton.” Ann nikkede og sagde:

”Det er et flot navn!”

”Tak, Annie er da også fint!” Svarede jeg. Min hjerne fortalte mig at, når man fik en kompliment, gav man også en tilbage.

”Det kan godt være, men der er så almindeligt. Der er både en anden Annie i min Engelsk, og i min PE klasse. Der imod Jeanelle, det kender jeg ingen der hedder. Altså udover dig.” Hun fniste til lidt. Hun var en snakker, virkelig en snakker. Hun var ikke så høj, blondt og med blå øjne. Hendes stil var T-shirts og sneakers.  Men jeg måtte indrømme at hun var smuk. Smukkere end mig i hvert fald.

Annie og jeg befandt os i vores egen lille boble, da vi gik ind på kontoret. Sekretæren kiggede op fra sin papirs tynde computer skærm. Hun løftede øjnene og kiggede på os. Jeg skulle lige til at sige noget, men Annie kom mig i forkøbet hun sagde:

”Det her er Jeanelle Horten, hun er ny og skal have sit skema.”

Sekretæren trykkede lidt på sin papirs tynde skærm. Og endelig for første gang sagde hun noget:

”Jeg har sendt dit skema til din indbakke.” Hendes stemme var uhyggelig mørk, for sådan en lille tynd dame, pludselig forstod jeg meget bedre hvorfor hun talte så lidt. Jeg tog min papirs tynde mobil op af lommen, med Annie hængende over skulderen.  Jeg åbnede min mail, og der poppede et skema op på min skærm, som seriøst også var papirs tynd.

”Vi skal have matematik og spansk sammen! Yay!” Nærmest jublede Annie. Jeg prøvede at smile begejstret, jeg vidste dog ikke var godt det så ud, men det lød som om hun godtog den da hun sagde:

”Først skal du have historie, med Mr. Curry. Han var vist nok vikar for mig, i min freshman tid sidste år, altså kun imens min anden lære var på barsel. Undervisningen er fin, men vi var ikke lige de bedstevenner. Han er nu meget lækker men … stadig, Så mange gange glemte jeg heller ikke at lave lektier!” Efter Annies lange monolog, grinede jeg prøvende, da jeg havde på fornemmelsen at det var det hun ville have mig til.

Klokken ringede.

”Du skal bare forsætte lige ud. Klasse værelse nummer 16. Du kan ikke gå forkert. Nå men, Mrs. Norris flipper hvis jeg igen kommer for sent til engelsk igen; fatter stadig ikke at hun er en Mrs. Nå men vi ses Jeanelle!” Da Ann havde afsluttet endnu en monolog løb hun, den modsatte retning af, hvor jeg skulle hen. Jeg studerede mit skema grundigere, imens jeg gik hen imod min klasse. Jeg gik lige ind i noget hårdt. Jeg tog mig til hovedet! Av! Det hårde var ikke bare noget hårdt, det var en persons brystkasse.

”Undskyld.” Mumlede jeg. Jeg kiggede op ad det jeg regnede med var en dreng. Mine øjne blev større. Han lignede ham fyren fra min-tur-under-jorden-måske-dagdrøm. Jeg var sikker det var Airen. Og på hans chokerede blik, så jeg at han også genkendte mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...