Divided

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Året er 2073, og Verden er delt op i to – de fattige og de riges side. Splittelsen, som det kaldes i folkemunde, var regeringens idé. Ingen ved hvor af idéen kom fra, kun at alle pludseligt syntes om den. Og så blev det gennemført. Men hvorfor skulle Verden splittes? Så de rige ikke skulle slå sig til tåls med de fattige, eller så de fattige ikke havde noget at se langt efter? Ingen ved det. Og i sidste ende, hvor er det så bedst at være?

Pigen Jeanelle – bedre kendt ved navnet Nelle – bor på de fattiges side af Verden. Hun bor i det der kaldes vest siden af verden. Verden er nemlig splittet op i øst og vest. Ligesom på en globus, bare en streg igennem hele herligheden. Nelle og hendes mor bor i et lille hus i nærheden af muren, der splitter verden. Men hvem er Nelles far? Er der overhovedet plads til kærlighed i denne verden? Og vigtigst af alt, hvor svært er det enlig at bryde muren?

9Likes
15Kommentarer
430Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg vågnede op med et sæt. Det var lang tid siden jeg havde drømt sidst. Og endnu længere tid siden at jeg har kunnet huske noget fra min drøm. Men denne gange stod det så skarpt, som var det blevet hugget ind i min hjerne med en mejsel. Jeg skulle væk.  Jeg hev det første det bedste tøj jeg havde til mig, og træk det på.Jeg skyndte mig ud, inden min mor vågnede, og forbød mig overhovedet at gå uden får en dør. Jeg løb, de få folk der var ude, kiggede efter mig. Skulede. Men jeg var fuldstændig lige glad. Jeg havde brug for at tænke min drøm igennem. Hvem var kvinden? Fantasi? Eller en jeg faktisk havde mødt? Jeg vidste det ikke. Og jeg havde absolut ingen anelse. Jeg fandt frem til mit skjul. Og gemte mig der, og tænkte.

Jeg havde siddet og stirret ud i luften, i jeg vidste ikke hvor lang tid. Måske timer? Minutter? Alt jeg kunne se var, at der var ved at blive lyst. Men det var ikke fordi det gjorde den store forskel, for jeg havde ikke lagt mærke til hvor mørkt, eller ikke mørkt, der var da jeg tog hjemme fra. Det havde været mennesker, men her i byen var der altid mennesker. Jeg havde absolut ingen anelse. En dreng på min alder kom gående forbi. Hans tøj var helt; ingen huller faktisk nærmest rent. Hvor kom han fra? Den anden side? Jeg kunne ikke lade være med at skæve til muren. Drengen stoppede op. Han kiggede sig meget grundigt i alle retninger. Så tog han en mærkelig  form for instrument op. Trykkede på en knap, og den begyndte at skanne området. Jeg ved ikke for hvad. Han pakkede instrumentet væk igen. Kiggede sig igen grundigt omkring, og gik hen til en sten, løftede stenen op, Hvad? Sten var da tunge? Men han luftede den, som var det flamingo. Han trykked på en knap, og pludselig blev han sænket ned i jorden. Lige så snart han var væk, skyndte jeg mig op, og løb hen til stenen. Løftede den. Den var tungere end det havde set ud da drengen løftede den, men jeg kunne også løfte den. Jeg kunne ikke dy mig, så jeg trykkede på knappen, den lyste rødt, og sekundet efter, begyndte jeg at ryge ned i jorden. Jeg prøvede at skrige, men lyden blev druknet, i den cylinder jeg befandt mig i. Jeg dumpede direkte ned i jorden, så jeg landede lige på mit haleben. Jeg befandt mig nu i et lummert mørke.

”Av!” Råbte jeg højt. Jeg opdagede hurtigt derefter at jeg havde begået en kæmpe fejl, ved at skrige. Jeg havde afsløret min position, for muligvis, ikke fredsindstillede mennesker. Jeg kunne høre en der løb hen til mig. Dog kunne jeg ikke se personen i den dårligt oplyste tunnel. Ikke før personen stod lige over mig. Det var drengen fra før.

”Hvad fanden?” Sagde han. Jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg syntes at jeg havde set i hans øjne at han genkendte mig. Men hvor fra? Han tilføjede lidt efter, som om han kom i tanke om at han ikke kendte mig: ”hvem er du?” Det var første gang jeg fik et ordenligt billede af drengen, han havde mørke brunt hår, grønne øjne. Et regelmæssigt ansigt. Han var køn.

”Jeanelle.” Fik jeg fremstammet.

”Okay … Jeanelle.” Han tøvede med at sige mit navn. ”Hvor kommer du fra?” Jeg pegede op.

”Det kan jeg næsten regne ud. Hvordan kom du her ned?” Spurgte han. Nu hvor jeg var tættere på kunne jeg se at han var ældre end mig. Dog højest 20 – jeg var 16.

”Jeg trykkede … på knappen.” Sagde jeg, stiv af skræk.

”Hvad ved du om den?” Spurgte han.

”Jeg så dig bruge den …” Jeg tøvede da jeg ikke kendte hans navn.

”Airen” Sagde han.

”jeg så dig bruge den Airen.” Sagde jeg. Jeg smagte på hans navn. Det var anderledes. Og jeg kunne lide det.

Pludselig blev han meget opmærksom på at jeg sad ned. For han rakte meget hurtigt en hånd ned imod mig. Jeg tog den, og fik rejst mig op.

”Vi må få dig op igen! Inden nogen opdager noget!” Sagde Airen.  Den kolde kontrol han havde haft før, var fuldstændig væk. Det tog ham heller ikke mange sekunder før jeg sad i cylinderen igen. Lige pludselig føltes det som om at jeg faldt ned i hullet igen. Den eneste store forskel, var bare et jeg røg op ad! Endnu en gang landede jeg på mit godt gennembankede bagparti. Jeg gned irriteret min bagdel, og prøvede at bille mig selv ind, at det jeg lige havde prøvet, bare var ren indbildning.

 

Jeg løb hjem, så hurtigt jeg kunne. Min mor var sikkert meget nervøs. Når jeg var i mit skjul, glemte jeg altid tiden. Lige da jeg skulle til at løbe ind ad døren, da en tog hårdt fadt i min arm. Jeg skulle lige til at hvæs højligt, da jeg så hvem det var. Hadran.

”Går man og glemmer sine aftaler?” Hviskede han ind i øret på mig. Det gav mig kvalme, at have ham så tæt på.

”Det … det var ikke med vilje.” Stammede jeg.

”Bare det aldrig sker igen, ellers er det vist en der for problemer.” Sagde han, lidt højere denne gang. Jeg nikkede kraftigt. Måske lidt for kraftigt, men han gav da slip på min arm.

”Kom.” Sagde han selvsikkert, og smilte på en måde der egentlig bare gave mig løst til at kaste op. Jeg gik tøvende efter ham, men da han begyndte at løbe, kunne jeg ikke andet end følge efter. Han løb hen til en stor gruppe af drenge. Hans små tilhænger venner. Jeg kunne ikke andet end at følge efter.

Drengene sendte mig nogle selvsikre smil, de var næsten lige så slemme som Hadrins.

”Vi kan ikke bedømme med tøj på.” Sagde en, af drengende, hun svagt huskede hed Tim.  Han tog hårdt fat i min trøje, og trak mig hen til sig. Lige da han skulle til at trække den helt af, kom to mænd i sort tøj, ud af skyggerne. Jeg blev straks grebet af endnu en frygt, endda stærkere end den hun følte for Hadrin. De slog Tim til siden, og trak mig med. Jeg kunne mærke en svigende smerte i min arm, og jeg var helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...