Divided

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Året er 2073, og Verden er delt op i to – de fattige og de riges side. Splittelsen, som det kaldes i folkemunde, var regeringens idé. Ingen ved hvor af idéen kom fra, kun at alle pludseligt syntes om den. Og så blev det gennemført. Men hvorfor skulle Verden splittes? Så de rige ikke skulle slå sig til tåls med de fattige, eller så de fattige ikke havde noget at se langt efter? Ingen ved det. Og i sidste ende, hvor er det så bedst at være?

Pigen Jeanelle – bedre kendt ved navnet Nelle – bor på de fattiges side af Verden. Hun bor i det der kaldes vest siden af verden. Verden er nemlig splittet op i øst og vest. Ligesom på en globus, bare en streg igennem hele herligheden. Nelle og hendes mor bor i et lille hus i nærheden af muren, der splitter verden. Men hvem er Nelles far? Er der overhovedet plads til kærlighed i denne verden? Og vigtigst af alt, hvor svært er det enlig at bryde muren?

9Likes
15Kommentarer
432Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg kiggede ud over pladsen. I det fjerne kunne jeg skimte muren, der delte verden. Pladsen havde altid været mit hjem, her var jeg vokset op. Pladsen var det sted mig og mine levede. Nogle ville sikkert sige at det var beskidt og ulækkert, men jeg var lige glad. Det var mit hjem, der jeg hørte til.

”Nelle …” hørte jeg min mor kalde, jeg tittede ud af mit skjul, og listede over til hende. Hun kiggede på mig med et lettere irriteret blik.

”Hvor har du været?” forlangte hun at vide.

”Steder” svarede jeg. Siden jeg faldt i søvn, og sov ude en nat, har hun været sådan. Total paranoid om stort set, hvad? Alt? Jeg kunne ikke gå et skridt uden at hun vidste præcis hvor jeg var. Og det gik mig på nerverne. Hun sukkede, og kiggede på mig med at sørgmodigt blik.

”Hvad skal der dog blive af dig?” spurgte hun stille. Jeg trak tvært på skuldrende, og kiggede alle andre steder end på hende.

”Jeanelle, du bliver nød til at vise ansvar.” Den samme gamle traver. ”Og kom så, vi skal spise.” Jeg havde lyst til at sige at jeg ikke var sulten. For det var jeg ikke, men jeg vidste at det nok bare ville hyle hende endnu mere ud. Så jeg gik med. Meget tavst. Ingen samtale. Den akavede stilhed mellem os var ved at kvæle mig. Bogstaveligtalt. Da vi endelig stod foran det faldefærdige skur vi kaldt vores hjem, fik jeg et ord over mine læber:

”Undskyld.” Sagde jeg sagte. Efterfølgende sagde jeg igen undskyld, denne gang lidt højere. Så var jeg sikker på at hun hørte det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg sagde undskyld for, jeg prøvede bare at lette den akavede stemning. Det virkede vist.

 

Jeg kiggede på min mor over det sølle aftensmåltid. Hun sukkede, rynkerne trådte pludseligt meget tydeligt frem på hendes ansigt, på hendes runde ansigt. Men kunne se hun havde været smuk engang. Meget smuk. Mig og min mor lignede ikke hindanden. Jeg måtte ligne den far jeg aldrig havde kendt. Der hvor hendes ansigt var rundt, var mit snarere ovalt. Og der hvor hun havde blå øjne og blondt hår, som var ved at blive gråt ved tindingerne, havde jeg grå øjne, og en hårfarve som nok mest af alt kunne minde om godt grumset vand, noget jeg sikkert havde arvet fra min far. Den far som min mor aldrig talte om.  Ikke andet end at han var væk, og sikkert blev ved med at være det. Jeg havde ingen minder om ham, og sådan set var jeg også ligeglad.

”Du burde bruge mere tid sammen med Hadran,” sagde hun endelig  ”han forstår virklig ikke hvorfor du undgår ham.” Og der kom anden del.  Den sætning havde hun sagt til mig så mange gange at den var ved at gå mig på nerverne. Hadran var min forlovede – min mors idé, og jeg hadede ham.

”Måske.” Sukkede jeg.

”Godt! Jeg finder straks ud af noget” Sagde hendes mor, der smilte så bredt at hendes ansigt kunne sprække. Ikke at det var ønske tænkning. Hun kunne være fin nok, når han bare ikke var i dette humør, som seriøst gik mig lige på næverne. Efter at par minutter af hendes mors fnidder, fik jeg endelig lov til at smutte, og hendes mor smuttede direkte over til Hadrans hus, som var et af de bedre. Men det lavede selvfølgelig ikke om på at Hadran var en nar. Ikke bare fordi han var dum, men over for alle, var han led. Han troede altid han var bedst til alt – og der for var han skide irriterende.

Jeg valgte at gå en tur igennem byen. Jeg overvejede lidt at gå over til mit skjule sted, men droppede det. Lige nu ville jeg ikke være alene og tænke. Det var det jeg plejede at gøre på mit sted.

 ”Har i hørt hvad Præsident Dawson næste nye ting er?” Hviske råbte en af de mere buttede damer der plejede at sælge mad på torvet. Dawson, hun kunne ikke tage ham. Det var hans bedstefar der bare lod splittelsen ske. Og den nye Dawson skulle være endnu værre. Kvinden fortatte: ”Det er et nyt projekt han har sat i gang! Han vil se hvor godt folk som os vil klare os på den anden side.” Da hun sagde den anden side kunne jeg ikke andet end at skule lidt til muren. ”Han udvælger bare en tilfældig person. Gad vide hvem det mon bliver. ”Sagde kvinden drømmende.

”Ja, i hvert fald ikke dig.” Sagde en anden kvinde surt. ”Hvad er chancen? Det bor hvad? 3,6 milliarder mennesker her, og det er bare vores side er verden!”

Kvinden der havde fortalt om nyheden skulede bare, og gik sin vej. Det sammen gjorde jeg.

”Hva’ så Nelly Belly” Sagde en irriterende stemme, som vist nok kun kunne samlingens med en. Hadran. Han tog fat i min arm og træk mig over til et hjørne. Jeg prøvede at sparke, men fik aldrig et godt spark ind. Pludselig var han væk. Hadran. Jeg kiggede mig overrasket omkring. Nogen havde taget fat i ham, og trak ham væk. Og jeg var personen evigt taknemmelig.   

Jeg traskede træt jeg ad. Hadran havde suget alt energi ud af mig. Det gjorde han altid. Jeg tænkte på hvordan i alverden jeg skulle overleve i morgen. Jeg havde ingen idé. Jeg gik træt tilbage til huset, og lagde mig på min briks. Mor var hjemme. Nu havde hun sikkert en aftale klar til mig og Hadran. Øv, bare tanken gjorde mig udmattet, så jeg faldt hurtigt i søvn.

 

Jeg sad på en mark, den var jorden var fugtig. Min kjole var sikkert blevet beskidt bag på, men jeg var lige glad. Jeg plukkede de flotte blå mark blomster, og lavede en krans af dem.

”Hvad laver du?” var der den blid kvinde stemme der spurgte bag mig. Jeg prøvede at svare, men der kom ikke en lyd over min læber, jeg prøvede igen, men denne gange også uden resultat. Pludselig ændrede marken sig under mig, den udtørrede, flækkede og blev sten hård. Jeg kiggede forundret på marken. Jeg skulle lige til at prøve på at sige noget igen, da jeg faldt ned i det mørke ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...