Insane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
"Det sidste jeg husker var det her træ, men så var det en drage, og så et træ igen."

0Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

1. Is this real?

 

Kapitel 1.

Is this real?

 

Jeg tror måske at jeg er blevet sindssyg, men det er vel ikke noget nyt. Jeg sad bare inde på mit værelse, da alting forandrede sig. Bogstaveligtalt. Min skuffe fra mit tøjskab åbnede sig af sig selv, og derudfra fløj alle mine bælter op. Men det var ikke bælter, det var slanger. Nogle af dem var pink’ og andre var blå, men de havde alle øjne farvet i guld. Deres øjne lignede virkelig guldklumper, og hvis slanger ikke var min største frygt, havde jeg skåret øjnene af dem og købt nyt tøj for dem.

            Det hele virkede så underligt, så jeg løb over til min dør. Jeg hev i håntaget for at komme ud, men så begynde jeg at skrige i smerte. Håndtaget var brænd varmt, altså, det føltes som om at håndtaget brændte. Jeg kiggede ned på mine hænder, og klynkede da jeg så en masse vabler og brandmærker. Var det virkeligt, eller var det noget min underbevidsthed opdigtede? Jeg ved det ikke.

            Jeg løb hen til mit vindue for at komme ud. Mit værelse er på første sal, så jeg ville sagtens overleve det spring. Men jeg måtte skrige igen, da jeg følte at min hånd frøs til is. Det var håndtaget fra vinduet. Det var så koldt, at det nærmest føltes varmt – og det er meget koldt, kan jeg sige dig.

            Jeg begyndte at græde, både over smerterne i mine hænder, og fordi at jeg følte mig syg. Jeg havde det som om at der var nogen inde i mit hoved, der styrede alt der foregik foran mig. Det føltes mest som en drøm, men det var så livagtigt. Smerterne føltes virkelige.

           Jeg skyndte med at række ud efter min mobil og tastede min mors nummer ind, men det var ikke min mobil jeg havde i hånden. Det var en kniv, men det lignede min mobil i mit hoved. Så da jeg tog ”mobilen” op til mit øre, lavede jeg et dybt snitsår. Jeg måtte skrige igen, jeg måtte stoppe blødningen.

          Jeg fandt et papir, men da jeg tog det op i hænderne, smuldrede det væk som jord. Jeg skreg, jeg græd, og jeg måtte snappe efter vejret. Hvad var der galt med mig? ”Hvad er der galt med mig?” Hviskede jeg til fuglen der sad ved siden af mig. Den var guld, præcis ligesom slangens øjne. ”Du er ikke en fugl, du vil ikke hjælpe mig! Indeni er du en slange!” Jeg råbte til den som om den forstod mig, jeg troede virkelig at den ville kunne forstå, men jeg tog fejl. Guldfuglen var væk, og det gjorde mig forvirret. ”Hvor er du henne? Du er det eneste jeg har tilbage,” græd jeg. Jeg spejdede rundt, ledte efter fuglen der så så venlig ud, trods af dens dødbringende slange farve. Den var væk, helt væk.

         Alting begynde at brænde. Jeg vidste ikke hvordan branden startede, og jeg vidste ikke hvordan jeg kunne stoppe den. Jeg panikkede. De kulsorte flammer dansede omkring mig, og det fik mig til mig til at skælve. Var det normalt at flammer var sorte? Jeg var ikke sikker. ”Guldfugl, søde venlige guldfugl – vil du ikke hjælpe mig?” Intet svar. Flammerne bredte sig og lavede en cirkel rundt om mig. Jeg ville dø her, jeg vidste det.

        ”Alle er ligeglade med dig, hvis du ikke enten er smuk eller døende.” De ord sad fast i mit sind. Jeg var én af de to ting, men hvis jeg døde, ville folk stadig være ligeglade.

         Det sidste jeg husker var det her træ, men så var det en drage, og så et træ igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...