Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
229Kommentarer
39691Visninger
AA

18. The End

"Jeg ser du stadig er i live. Det tager heldigvis ikke lang tid at lave om på." 

Jeg havde lige nået at læse beskeden, og få et hjertestop, før jeg kom til at kiggede ned på min arm. Beskeden var i forvejen uhyggelig, men at få bekræftet at det var fra ham, og ikke bare en eller anden der skrev det for sjov, gjorde det endnu værre. På min arm var der et stort rødt bogstav. M. 

Hvordan han havde fundet mig havde jeg ingen ide om, indtil det gik op for mig at han stadig måtte arbejde her. Han havde gået forbi mig. HAN HAVDE SKREVET PÅ MIG! 

Uden det egentlig var meningen, begyndte tårerne igen at trille ned af mine kinder. Alt var håbløst. Harry var i livsfare, en morder ledte efter mig, og jeg havde kysset Niall. 

"El?" En efterhånden velkendt stemme lød ved siden af mig, og fik mig straks til at slappe af. Lou. "Han skal nok klare det..." Bare hendes stemme fortalte mig at hun ikke selv troede på det. Så hvordan skulle jeg kunne? 

"Selvfølgelig!" Sagde hun en anelse højere, og gav min hånd et klem. Jeg lagde mit hoved ned på hendes skulder, og kiggede hen på de fire sovende drenge, der sad på stolene overfor os. Dog fik det bare tårerne til at strømme endnu hurtigere ned af mine kinder. De så så søde ud som de lå der. Men uden Harry var det... Hvad skulle der overhovedet blive af One Direction hvis... 

Jeg bed hårdere og hårdere sammen om min læbe, indtil jeg kunne smage blod. Som om Lou vidste hvad jeg lavede, tog hun fat om mit hoved, og kiggede mig bare ind i øjnene. "Elly. Han klarer det! Stop med det der!" Sagde hun med blid stemme, før hun forsigtigt kørte en finger hen over min læbe, for at tøre blodet væk. 

Hun skulle til at læne sig tilbage igen, da hendes blik faldt på gulvet. Og på min smadrede mobil. "Hvad er det der!?" Hun rejste sig op fra stolen, for igen at sætte sig på knæ foran resterne af mobilen. Mens tårerne bare fortsatte og fortsatte med at løbe ned af mine kinder, forsøgte hun at samle de små stykker op, med et forvirret udtryk i ansigtet. 

Til sidst måtte hun opgive, og satte sig op på stolen ved siden af mig igen. "Elly, du er nødt til at fortælle mig hvad der foregår!" Hun lød en smule vred, men ud fra hendes ansigt, lignede hun bare en der skulle til at græde.

"Jeg tabte den jo bare!" Forsøgte jeg. Selvom jeg vidste hun ikke ville tro mig. Vi havde kendt hinanden i kort tid, med alligvel var det som om hun havde været der hele mit liv. Hun kendte mig! Og det samme med drenge. At jeg havde før prøvet at bilde mig selv ind at jeg hadede dem var... 

"Igen? Du sov! Du sad ned i stolen, og så faldt din mobil ud af din lomme?" Hendes skarpe stemme fik straks revet mig ud af mine tanker. 

"Lou, jeg..." Mere nåede jeg ikke at sige, før endnu en velkendt stemme lød overfor os. 

"Piger, stop nu!" Jeg kiggede overrasket op, hen på Liam som åbenbart var vågnet. Niall var også begyndt at røre på sig, mens Zayn og Louis stadig sov. "Vi har allerede nok problemer..." Mumlede han.

Niall kløede sig kort på kinden, før han gabte. Hans ansigtsudtryk var helt roligt, indtil det straks ændrede sig, som om nogen havde slået ham. Hans øjne blev helt våde, og han kiggede ned på sine hænder. "Hazza." Mumlede han. "Er der sket noget?" Han kiggede forsigtigt op, og prøvede at skjule tårerne i hans øjne. 

Jeg rystede kort på hovedet, og lænede mig tilbage i stolen igen. "Hans skal nok klare den." Kom det fra Liam. Hvilket var åndssvagt. Hvis han så bare havde sagt det på en overbevisende måde. Men hans stemme rystede, og han lød mest som om han sagde det til sig selv. 

"Selvfølgelig." Lou nikkede forsigtigt, og kørte roligt en hånd igennem sit hår. "Hvad er klokken?" 

Jeg tror hendes spørgsmål overraskede os allesammen, for det var som om vi havde glemt alt andet end Harry. At der rent faktisk var noget der hed tid, var i hvertfald ikke lige hvad jeg tænkte på nu. 

Liam trak sin mobil op af lommen, og kiggede kort på den. "Halv ti." Sagde han ligegyldigt. Jeg kom frem til at det måtte være om morgenen, eftersom solen tydeligt skinnende ind af vinduerne, i den anden ende af hospitalsgangen. 

"Åh gud, jeg skal hente Lux." Lou havde straks rejst sig op. Tom havde passet Lux i nat, mens vi havde været her. Og utroligt nok, så var jeg ikke i humør til hende nu. Jeg var i humør til at grave mig ned i et dybt hul, og ikke komme op før Harry havde det godt, og Michael var død. 

"Vi ses, jeg skynder mig tilbage." Lou aede mig over håret, mens jeg fortsat stirrede ud i luften. Hvad havde hun overhovedet tænkt sig at sige til Lux? Harry er i livs...

Lad os droppe det her. Selvfølgelig ville han klare det! Han... Ja! 

"Jeg henter noget kaffe. Skal i have noget med?" Jeg fik endelig bevæget mig ud af min egen verden, og kiggede i stedte hen på Liam. "Ellers tak." Kom det fra mig og Niall i kor. 

Liam rejste sig, og forsvandt ned af gangen sammen med Lou. Først der gik det op for mig, at jeg nu var alene med Niall. Og faktisk var det lidt akavet. Tænk at jeg overhovedet kunne... Jeg havde for fanden kysset den dreng! Hvad tænkte jeg på!? 

"Vi må virkelig snakke sammen." Sagde han stille. Kunne han læse tanker? Det syntes jeg i efterhånden der var mange der kunne... 

"Om hvad?" Perfekt, absolut perfekt. Louis havde åbnet øjnene, og kiggede bare forvirret fra Niall til mig. Som om han overhovedet ikke undrede sig over hvor vi var.

"Ting. Vi er tilbage om lidt." Niall rejste sig op, og gav tegn til mig om at følge efter. Egentlig vidste jeg ikke hvor vi skulle hen. Toiletterne var ikke ligefrem en mulighed, eftersom de højst sandsynligt var delt i herre og dame. 

Han fortsatte bare ned af gangen, indtil han kom til et lille hjørne. Der gik godt nok mange mennesker forbi, men han måtte være ligeglad. Altså helt ærligt, hvad hvis der kom en fan forbi? 'Åh, undskyld fordi jeg kyssede dig Elly, tror du det er okay med Harry?' Så ville de da for alvor miste fans.

"Elly... Jeg... Undskyld." Sagde han stille. Jeg havde straks glemt alt om deres fans, og tænkte kun på Niall. 

"Niall, det var min skyld! Du skal virkelig ikke undskylde! Og... Det betød jo selvfølgelig ikke noget, jeg..." Hvorfor gik jeg altid i stå efter det ord? 

"Hmm... Fint, nok. Er du okay?" Sagde han lidt højere. Totalt emneskift. 

Jeg pustede opgivende ud, og lænede mig op af vægen. "Du ved... Ikke rigtig?" Jeg kiggede op på ham, for at se om han forstod hvad jeg sagde, men det lod det til at han gjorde. Han nikkede stille, som om alt var okay. Men alligevel, kunne jeg se hvor hårdt han pressede sine hænder sammen. 

"Niall! Det bliver okay!" Jeg trådte et skridt tættere på ham, og lagde, uden at tænkte over det, armene om ham. Det så ikke ud til at hans misforstod det, for han blev stående helt stille. "Han klarer den!" Hviskede jeg. Min øjne som ellers havde været lukkede igennem krammet, åbnede jeg nu. 

Straks bankede mit hjerte hurtigere og hurtigere, og hele min krop stivnede. Skulle jeg løbe? Skulle jeg gemme mig? Få meter væk, stod Michael og snakkede med en kvinde. Selvom det var seks år siden jeg sidst havde set ham, lignede han sig selv på en prik. 

"Niall... Vi... Kom!" Jeg slap straks Niall, og tog i stedet for hans hånd. Jeg ignorede alle de andre mennesker, og Niall's forvirrede ansigtsudtryk. Selv tanken om at en fan kunne se os. For kun en ting var sikker: Vi skulle tilbage til de andre nu.

Selvom vi bumbede ind i cirka ti mennesker på vejen, var jeg ligeglad. For da vi endelig nærmede os stolen hvor de andre sad, følte jeg mig straks tryg. Hvis Michael ville have fat i mig, skulle han forbi fire stærke drenge. Som ville gøre alt for mig. Og det vidste jeg. Pludselig var det mere klart end nogensinde. Jeg elskede dem jo! 

Jeg gav slip på Niall's hånd, og satte i løb mod de andre. Selvom vi ikke havde været væk i lang tid, var Lou allerede kommet tilbage med Lux. 

Uden at sige et ord, gav jeg Louis et kæmpe kram. Først tøvede han, men så lagde han også armene om mig. Jeg fik næsten lyst til at grine. Hvorfor, viste jeg ikke. Et aller andet sted i denne bygning, gik en en mand rundt, hvis eneste mål var at dræbe mig. Og en af de personer jeg elskede allerhøjest, var i livsfare. 

Jeg gav slip på Louis, og gik i stedet for han til Liam, hvor jeg gjorde præcis det samme. Jeg nåede dog lige at se Lou og Niall, som bare stirrede overrasket. Liam gjorde heller ikke noget, og virkede som om det var helt normalt at jeg bare krammede ham. Dog var sandheden, at jeg aldrig havde gjort det før.

Jeg slap Liam, og satte mig på knæ foran Zayn, som stadig i sov. Jeg strakte min hånd længere og længere frem, indtil jeg ligeså stille kunne ae hans kind. Et kort snork lød fra ham, hvilket fik mig til at fnise. 

"Undskyld?" E stemme lød bag mig, og jeg rejste mig overrasket op. Sygeplejersken fra før, stod lige foran mig. Straks var alt mit glade mig forsvundet, og jeg kom i tanke om Harry. Men så fik jeg øje på det. Hendes smil. Hun smilede! Jeg kiggede rundt på de andre, som lod til også at have bemærket det. 

"Jeg vil helst ikke give jer for store forhåbninger, men det ser ud til at det går et smule bedre, såå..." Hvad? En smule bedre? OVERLEVEDE HAN? Han... Jeg kunne næsten ikke fatte det, det.. 

"En af jer kan komme ind og se til ham, hvis i skulle have lyst, men i behøver selvfølgelig ikke..." Komme ind til ham!? Tale med ham? 

Som om de andre kunne læse mine tanker, kiggede de alle fire på mig. Lux havde ikke bemærket noget, og sad bare med sine klodser på gulvet, og Zayn sov stadig. "Det er jeg sikker på at der er en der gerne vil." Louis kiggede grinede hen på mig, og jeg rødmede kort. 

"Er i sikre?" Jeg kiggede tøvende fra person til person. "Smut med dig!" Louis gav mig et forsigtigt skub, og grinede endnu en gang. 

"Som sagt er hans tilstand stadig meget kritisk, og vi kan ikke love noget endnu." Sagde hun stille. Selvom jeg godt vidste det, faldt mit humør alligevel en takt. Ikke noget der var sikkert... Okay... Tøvende, fulgte jeg efter sygeplejersken ind på stuen.

Selvom jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle forvente, fik jeg lidt at et chok. I en hospitals seng, lå Harry. Dog lignede han ikke sig selv. Han var omgivet af slanger, og maskiner, og hans ansigt var dækket af sår. Hans dejlige bløde krøller, var dog det eneste der lignede sig selv en lille smule. 

Jeg tog den lille skammel, og rykkede den hen ved siden af hans seng. Faktisk overraskede det mig en lille smule, at han overhovedet kunne kende mig. For da jeg satte mig ned, kom en meget lav mumlen fra ham. Alligvel kunne jeg høre det. "Elly." 

Uden at det var meningen, strømmede tårerne igen fra mine øjne og ned over mine kinder. Men denne gang var det a glæde. "Harry." Jeg smilede så godt jeg kunne. Helt stille, bevægede jeg min arm hen for at finde hans hånd. 

Jeg sad bare og stirrede på ham. Og han stirrede igen. Jeg forstod hvorfor millioner af piger elskede ham. Han var fantastisk! Hans hår, hans øjne! Hans humor, hans irriterende stemme! Hans...

Helt optaget af mine tanker, opdagede jeg slet ikke den lyd der var begyndt at lyde fra maskinen. Bib, bib, bib, bib. Hurtigere og hurtigere. Mit blik faldt op på en skærm, med en rød streg. Den bevægede i zig zag op og ned. Lyden blev pludselig langsommere og langsommere, indtil den bare var biiiib, og den røde steg var helt lige.  Døren gik op, og cirka fire sygeplejesker og læger væltede ind. 

"Vi må bede dig om at forlade lokalet ligenu." Kom det fra en af dem. Jeg vidste hvad der skete. Hans hjerte var holdt op med at slå.

Men mit bankede til gengæld hurtigere og hurtigere, og tårerne var ikke engang tårer. Det var flode der strømmede ned over mine kinder, og det skulle ikke undre mig hvis der snart var en sø under mig.

"HARRY!" Råbte jeg. Et par hænder greb om mine skuldre bagfra, og træk mig afsted. "Harryyyy!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...