Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
229Kommentarer
39789Visninger
AA

11. She Stole Everything.

Jeg sad alene. I et hjørne af sofaen. Fedt.

Harry sad overfor mig i den anden sofa, og kiggede bekymret på mig. Han havde flere gange spurgte hvad der var galt, men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige. Nåår! Bare det, at Allison er en kæmpe bitch, som vil tage min mor og dig fra mig! Nej vel? Jeg tror også det gik ham lidt på, at Lou ikke måtte se os 'sammen'. Hihih, aww.

Lou havde også kigget ned på mig flere gange, og skulle til at sige noget, men hver gang afbrød Allison, så de igen begyndte at grine. Der var heldigvis ikke så lang tid til de skulle på scenen, og Allison skulle med til koncert. Og jeg glædede mig til at spise alene med Lou. ALENE. For første gang i meget lang tid!

Mine tanker blev afbrudt af Harry, som satte sig ved siden af mig. "Vi skal gå nu. Følger du os ikke derned?" Han smilede stort, og jeg vidste, at det var min sidste chance for at sige farvel inden koncerten. Jeg nikkede hurtigt, og rejste mig op. Jeg skulle til at tage hans hånd, men det ville nok ikke være så smart... "Jeg følger dem lige derned. Såå." Sagde jeg til Lou. "Selvfølgelig!" Hun smilede til mig, og gik videre med at rydde op.

Først da vi havde gået lidt, opdagede jeg, at Allison ikke var med. Jeg lænede mig ind mod Harry, som jeg denne gang kunne holde i hånden. IHIHIHI. "Hvor er Allison?" Hviskede jeg til ham. "Hos Lou. Koncerten starter først om en time. Havde du tænkt dig hun skulle sidde alene til der?" Grinede Louis nede bagfra. Hvorfor hørte han alt? Og ja, det kunne da være udmærket... Altså...

Der var ikke så langt, så vi fandt hurtigt rummet. Helene, deres vocal coach, ventede på dem. Igen var det lidt akavet, at skulle sige farvel til Harry. Skulle jeg kysse ham? Omg. 

Men som sidst, nåede han der før mig. Han tog hænderne om mig, og trak mig ind til ham. Jeg kunne mærke de andres blikke, og at de om lidt ville komme med en åndssvag joke, eller bare pifte. Ganske rigtigt. Ligeså sna han fjernede sine læber, begyndte de andre at pifte. "Jeg sagde de ville blive kærester! Første gang vi så hende!" Kom det fra Niall. Harry holdt stadig sit blik på mig, og ignorede fuldkommen de andre. "Det skal nok gå." Hviskede han til mig. Og jeps, han var så dygtig til at hviske, at de andre ikke hørte ham. Så lænede han sig væk fra mig, og kiggede over på Niall. "Du skal vidst nødigt tale, Horan." Sagde han grinende.

Mens jeg nærmest hoppede tilbage, var jeg helt oppe at kører. Nogen vagter sendte mig underlige blikke, men jeg var ligeglad. Min Harry. Minminmin. MIIIN! Mi-iiiiin. Hæhæ.

HAN VAR PERFEKT! For bare en uge siden, ville jeg have dræbt enhver der sagde det. Eller noget... Men han var perfekt! Kyssede perfekt! Talte perfekt! Så perfekt ud! Han kunne hviske uden at de andre hørte ham, og han vidste lige når der var noget galt! Perfekt..

Hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg ham for mig. Hans mørke krøller, og hans grønne øjne. Han grinede. "Hey Babe!" 

Jeg blev straks revet ud af mine fantasier, da jeg gik ind i en. "Fuck." Mumlede jeg lavt til mig selv, mens jeg hjalp vedkommende op at stå. Det var en lyshåret ung dreng, men den der vagt uniform på. Fuck. Fuckfuck. Det var ham vagten, som hjalp mig ind. Og som jeg havde kysset. Og han havde prøvet at kysse mig igen. "Det må du virkelig undskylde!" Sagde jeg. Han kiggede bedømmende på mig, men begyndte så at grine lidt. "Hey! Du er hende pigen der! Er du her stadig?" Wauw. Respekt for at han kunne huske mig. Jeg mener, der må da være tusindvis af piger, der vil ind hver dag? "Ehm. Jaa." Tænk at han ikke syntes det var akavet. Jeg mener, det var det altså sidst vi så hinanden... 

Paul kom gående, og fik hevet ham med videre. TAAAK. Jeg var næsten lige udenfor der hvor Lou var, så jeg skulle bare åbne døren. Til min store skuffelse, var Allison der stadig. "Hej!" Jeg prøvede at smile så stort jeg kunne. "Hej Elly!" Sagde de i kor. "Er du klar til at gå?" Spurgte jeg Lou. "Åh! Ja, lad os gå!" Jeg tog min taske, og det samme gjorde de. 

Lou låste døren efter os, og jeg kiggede hen på Allison. "Nå! Vi ses! God koncert!" Sagde jeg sødt, og begyndte at gå. De begyndte begge at grine lidt, og jeg stoppede irriteret. "El... Jeg sagde at Allison gerne måtte komme med. Er det ikke okay?" Okay hvad? Lad os tage den en til gang. Allison. Med. Os. Aldrig. "Jojo! Selvfølgelig!" Elly, du må seriøst lære at sige nej.

                                                                                  ~

Jeg følte det som evigheder, før vi var på restauranten. Og havde jeg været med til at vælge restaurant? Nej. Derfor, var vi endt på en sushi restaurant. Kunne jeg lide sushi? Nej. De andre sad dybt optaget af en samtale, og jeg var ligeglad. Bare uge kunne komme hjem snart. Min mave rumlede, og jeg var død sulten. "Sulten?" Grinede Lou. "Hmmh." Jeg rettede igen mit blik mod menu kortet. Sushi. Sushi. Sushi alle vegne. Lortesushi. Jeg bladrede helt om bag i kortet,og følte mig nærmest lykkelig. BØRNEMENU. Der var et billede af en lille burger, og nogle pomfritter. Men det kunne jeg vel også godt klare mig med... 

"Tre gangeee..." Lou kiggede ned på sit menukort, og pegede på noget. "Javel!" Sagde tjeneren, og jeg skulle til at åbne munden. Pis. Før jeg vidste af det, var tjeneren igen væk. Og kokken var højst sandsynligt igang med en eller anden klam gang sushi. Badr.

5 minutter efter, kom tjeneren igen. Han var lynhurtigt til at stille noget brød, og jeg fik ikke chancen for at bestille min burger. Lou og Allison fortsatte deres åndssvage samtale, og jeg kiggede opgivende rundt i restauranten. Åh gud. Lidt væk, sad en dreng. Han var cirka 7 år, og sad med den lækreste burger. Nam.

Jeg tog min mobil op af lommen. Klokken var 22. Hvilket ville sige, at drengens koncert sluttede nu. Wauw! Var vi så lang tid om at finde en restaurant? Alligevel blev jeg lidt glad. Hvis der bare var en eller anden måde, jeg kunne komme væk på...

Jeg lænede mig forsigtigt tilbage, og pustede ud. Så kløede jeg mig i øjnene, og gabte højt. Med det samme så Lou det. "Elly! Du er jo træt!" Jeg gabte endnu en gang, bare lidt mindre. "Njaa. Måske lidt." Sagde jeg stille. "Vil du hjem, elleer?" Hun kiggede tøvende på mig. DET VIRKEDE. "Nejnej! Jeg ved ikke rigtigt... Jeg vil jo ikke afbryde jer... Jeg skal nok komme hjem alene!" Sagde jeg, og var på vej til at rejse mig op. "Er du sikker? Skal jeg ringe efter en taxa?" Hun kiggede bekymret på mig. "Jeg klarer mig, tak!" Og så gik jeg ud. 

Ved døren, vente jeg mig hurtigt om. Og jeg kunne ikke lide synet. En pige på min alder, og lige så køn som Allison, kom gående hen til deres bord. "HEJ! Du må være Lou's datter? Må jeg tage et billede med dig?" Tak. Mange tak. Men Allison lignede vel også bedre. Og de passede bedre sammen. Jeg skubbede irriteret døren op, og forsvandt ud i en mørk gade.

                                                                                                ~

Jeg gik fortvivlet rundt, og kunne ingen taxaer se. Til sidst sank jeg opgivende sammen i et hjørne. Med det samme, begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. Lou og Harry. De var de eneste jeg havde. Og nu havde hun taget Lou. Og efter hvad jeg vidste af, var hun højst sandsynligt ude efter Harry. Det føltes som om jeg havde gået i timer. Jeg trak min mobil op af lommen, og kiggede på klokken. 23:31. Så måtte de være hjemme. Hvilket betød at Allison var i tourbussen med Harry. Uden mig. 

Noget andet på min mobil fangede min opmærksomhed. 13 ubesvarede opkald. Jeg havde haft min mobilen lydløs i restauranten, så jeg havde ikke hørt dem. Jeg trykkede ind på detaljer, og så at de først var begyndt for en halv time siden. Liam havde ringet tre gange, Niall en, Zayn to, og Louis en. Jeg bladrede videre ned, og så  at resten var fra Lou og Harry. Jeg tastede nummeret på min voicemail op, og den fortalte mig, at jeg havde 10 nye beskeder.

Jeg trykkede på et, og den første startede. "Hej babe! Hvor er du? Lou og Alli er lige kommet, og de sagde du var taget hjem før? Call me!" Den var fra Harry. Jeg blev først glad, da jeg hørte hans stemme. Dog ændrede det sig, da han sagde 'Alli'. Grint kælenavn. Og hvorfor skulle han overhovedet kalde hende det? 

Jeg trykkede videre, og den næste kom. "El... Vi er faktisk ved at være lidt bekymrede... Ring!" Den var også fra Harry. Stemmen talte igen. "Du har nu 8 nye beskeder. Tryk et fo..." Jeg afbrød stemmen, ved at trykke et. "Elly! Hvor er du? Vi er dødbekymrede! Kan du ikke bare komme hjem..." Lou's stemme blev afbrudt af Liam. Lød det som om. "Lou, så så. Hun skal nok komme."  Jeg kunne høre hende snøfte. Så kom der et bling, og beskeden var færdig. Det undrede mig ikke, at Allison ikke havde ringet. 

Bare ved tanken om hende, kunne jeg igen mærke vreden. Før jeg vidste af det, fløj min mobil hen af jorden. Jeg lænede mig til siden, så min hoved lå ned mod den kolde asfalt. Straks kom tårerne igen. Jeg blev pludselig opmærksom på hvor meget jeg frøs, og hev ærmerne op om mine hænder. 

                                                                                     ~

Jeg måtte være faldet i søvn. I hvertfald blev jeg vækket, da en finger gled ned over min kind. Den gentog det samme mønster igen og igen. Jeg havde ikke lyst til at åbne øjnene. Havde ikke kræfter nok. Jeg prøvede jeg at trække vejret dybt, men det blev i stedet for til et host. Med det samme forsvandt fingeren fra min kind. "Er du vågen?" Da kom det alt sammen tilbage til mig. Igår. Lou. Allison. Harry. 

Harry? Jeg blev pludselig helt overrasket, over at Harry var her. Jeg fik åbnet øjene, og kiggede lige ind i hans grønne øjne. "Harry?" Spurgte jeg undrende. Jeg havde ikke mistet ham? Allison havde ikke taget ham? Han var her stadig? "Ehm. Ja?" Harry smilede stort til mig. Et smil jeg havde savnet. "Du må aldrig gøre det igen." Jeg skulle til at spørge hvad han mente, men hans læber på mine, gjorde det umuligt. 

Endelig trak han sig væk. Selvom det måske ikke var 'endelig'. Jeg havde bare så mange spørgsmål. Hvordan havde de fundet mig? Hvor var Allison? Som om han kunne læse mine tanker, dukkede en rynke op i hans pande. "El. Undskyld. Hvis jeg bare kune have vidst hun var sådan... Så..." Han klemte  hårdere om min hånd, som jeg nu opdagede at han holdte fast i. "Hvem?" Jeg kiggede spørgende op på ham, og han så overrasket på mig. "Allison?" 

En blandt følelse af glæde og vrede, gik gemmen min krop. Vreden da han sagde hendes navn, men glæden fordi en del af min krop, kunne sætte sætningen sammen. Hvis han bare havde vidst hun var sådan? "Jeg skulle ringe til dig, men min mobil løb tør for strøm. Jeg spurgte Allison om jeg måtte låne hendes, men hun sagde straks nej." Jeg lyttede spændt videre. "Liam vidste med det samme der var noget galt. Ligeså snart hun var væk, tog han hendes mobil." 

Han kiggede ned i jorden, og jeg kunne se hvor ked af det han så ud. "Hun har jo løget!" Hans ansigtsudtryk ændrede sig, og i stedte for så han vred ud. "Liam læste hendes beskeder. HUN havde jo slået op med millioner af drenge!" Han blev mere og mere vred. "Niall ville have inviteret hende ud morgen aften, og jeg tør slet ikke tænkte på hvad er var sket, hvis han havde nået det!" Jeg vidste hvad han mente. "Harry, han nåede det jo ikke. Det skal nok blive fint. Tag det roligt!" Forsøgte jeg at berolige ham. 

Han kiggede igen op på mig. Igen ændrede hans ansigt sig. "El. Det er jo ikke det hele." Jeg kiggede bare på ham, og lyttede. "Liam ville lægge hendes mobil væk, da han så dit navn ved en af dem." Jeg kunne se, at han nu fik tårer i øjnene. "Hun havde jo skrevet de mest forfærdelige ting til dig!" Jeg tænkte tilbage på beskederne fra hende, og nu sad vi begge med tårer i øjnene. 

Jeg kunne ikke huske præcis hvad hun skrev, men noget med at hun ville tage Harry fra mig. Hun havde skrevet den tidligere idag. Wauw! Det var helt underligt, at tænke på at hun var kommet idag. Der var sket så meget. Aldrig havde nogen været så onde, på kun en dag. Eller... Var det nu en dag? Jeg kæmpede forat komme op at sidde, så jeg kunne se om det var lyst udenfor. Harry læste mine tanker. (Som jeg efterhånden troede på han kunne) "Klokken er tre. Om natten." Han grinede lidt.

"Vi sporede din mobil." Jeg kiggede overrasket op på ham. "Vi har nogen ret seje nogen til at arbejde for os, ja." Han grinede endnu engang, men det ændrede sig straks til et seriøst ansigtsudtryk. "Vi kørte ud og fandt dig. Du var jo nær frosset ihjel!" Jeg fik det pludselig dårligt. Hvordan kunne jeg opfører mig sådan over for ham? "Harry... Jeg er så ked af det..." Han kyssede mig endnu en gang. 

"Det skal du ikke være. Allison var en bitch!" Wauw, styles! Det var første gang, jeg havde hørt ham sige sådan noget... Jeg grinede lidt. "Hvor er hun egentlig? Sammen med Niall?" Spurgte jeg stille. Harry så straks ud som om jeg havde sagt noget sjovt. "Forhåbentlig på vej hjem! Paul kørte hende til toget." Hvad? LYKKELIIIIIG. Kunne det rent faktisk passe?

"Og angående Niall, så er han ret ked af det." Sagde han. "Over at i sendte Allison væk?" Spurgte jeg forsigtigt. "Nejnej! Bare rolig, han hader Allison nu!" Han grinede lidt, og det samme gjorde jeg. "Over at han havde taget hende med herhen. Du kunne være død, hvis vi var kommet et par timer senere!" Jeg fik det endnu mere dårligt. Hvordan kunne jeg finde på at gøre det? "Han bliver ved med at sige at det er hans skyld. Liam fik ham vidst til at sove." 

Jeg kunne lige forestille mig Liam som mor, og Niall som barn. Jeg smilede ved tanken. "Lou gik til sidst over for at sove." Lou. Åh nej, vidste hu..."Jeg fortalte hende ikke om os." Os. Vi var sammen. Uden Allison. Sammen. Os. Os! "Kan du læse tanker, styles?" Han grinede. "Fortalte jeg dig ikke det?"

                                                                                          ~

Jeg var lykkelig. Jeg havde min mor, og min Harry. Ihiihihi.(Hvad skulle jeg eller sige?) Og ingen Allison, til at tage dem fra mig. 

Harry og mig havde siddet oppe, og var blevet enige om, at fortælle Lou om os imorgen. Ellers ville pressen sikkert finde ud af det før hende! Vi endte med at gå i seng klokken fire. De skulle ikke spille koncert imorgen, så Harry havde fri. Yeea! Lykkelige mig. Med min Harry.

______________________________________________________
Aww. <3 OG SÅ FIK I ET LANGT KAPITEL! Håber i kunne lide det! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...