Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
229Kommentarer
39767Visninger
AA

4. Party!

Fest. Han skulle da nok få fest. Faktisk, ville det være dejligt. Jeg kunne slæbe en eller anden fyr med hjem. Så skulle jeg nok vise dem, at der var nogen der ville vælge almindelige drenge frem for dem.

Jeg skubbede selvsikkert Harry til siden, og steg ud af bussen. Jeg nåede tre skridt, før han råbte efter mig. "Hey partygirl, husk din mobil." Pokkers. Det gik så godt. Kunne han ikke bare tage den med til mig?

"Jeg troede ikke jeg måtte komme på besøg mere?" Grinede han. Åh gud. Tænkte jeg højt? Jeg drejede elegant rundt, og prøvede at lade være med at kigge på ham. ALDRIG TÆNK HØJT.

                                                                                     ***

Det eneste sted jeg kunne finde hen, var der hvor jeg havde mødt Lou igår. Det irriterede mig bare, at Harry og Liam skulle samme vej, og gik tyve meter bag mig.

Endelig kom den berømte dør. Jep. Den var efterhånden blevet berømt. Jeg skubbede døren op, og Lou lyste op i et smil. Hun sad i sofaen med sin iPhone. Lux sad i den anden ende, og legede med Niall. Jeg smilede automatisk ved synet af hende. Selvfølgelig så Lou det.

"Niall, skal vi se på hårmulighederne for i morgen aften?" Sagde hun bestemt. Niall rejste sig, og smilede til mig, da han gik forbi. Et ægte smil, og ikke et jegerverdenskendtharrysmil. Hey, hvad havde han egentlig gjordt? Stop. Han var berømt, det.

Jeg gik stille hen mod Lux, og tøvede lidt, før jeg satte mig i sofaen, ved siden af hende. Hun kiggede lang tid på mig, og det samme gjorde jeg. Så smilede jeg. "Hej." Lux kiggede stadig bare på mig. Åh gud. Hun hadede mig. Hun sad sikkert der "what a freeaaak." Jeps.

Men så kiggede hun ned i sit puslespil igen. Hun løftede en brik, og kiggede rundt på det halvt samlede billede. Så fik hun øje på et sted, hvor hun kunne sætte den.

Jeg sad lang tid og fulgte hendes bevægelser, og hjalp hende, når hun havde brug for det. Hun begyndte at sige haj (hej?) og grine. Hver gang jeg kiggede op, så jeg Lou smile stort. Jeg vidste hvor glad hun var. For at vi kunne sammen, og for at jeg ville tage med på Tour. Troede hun. Jeg fik ondt i maven ved tanken om, at jeg løg for hende. For faktisk ville jeg tage hjem imorgen, når deres tour startede. Jeg måtte fortælle hende det.

Jeg rejste mig, og Lux kiggede trist på mig. Jeg grinede lidt, men hjalp hende så med den sidste brik. Derefter gik hen mod Lou og Niall, som sad med hver deres iPhone. Altså! Sociale mennekser, ja ja ja.

Jeg lagde forsigtigt en hånd på Niall's skulder, men han hoppede forskrækket op i luften. Wauw, jeg havde rørt ved Niall... Hvad var det nu han hed til efternavn? Nånå, ligemeget.

Hey, hvorfor var jeg i så godt humør?

Jeg grinede lidt af Niall, og satte mig på stolen overfor. "Niall, kan vi lige tale sammen." Han kiggede underligt på mig. "Os?" Hvad? Nårh. Jeg grinede lidt af ham. "Mig og Lou." Straks forstod han det, og var på vej ud.

Lou lagde sin iPhone fra sig, og kiggede op på mig. "Hvad så?" Hun så faktisk lidt bekymret ud... Som om jeg ville forlade hende. Og det sjove var, at det ville jeg også. Og det var ikke den mindste smule sjovt. Stop. "Jeg..." Startede jeg, men hun kiggede bare endnu mere trist på mig. "Hvornår skal vi fortælle pressen, at jeg er din datter?" Afsluttede jeg, og hun smilede stort.

                                                                                    ***

Jeg sagde det ikke. Undskyld. Undskyldundskyldundskyld. Men sagen er den, at jeg faktisk ikke vidste, om det var det rigtige. Måske kunne jeg give det endnu en chance? Tænkt at jeg siger det. Det var Lux's skyld. Hun havde altså fået mig i bedre humør! Og Niall! Måske kunne vi rent faktisk blive 'ikkefjender'?

Eller nej. Glem det.

Jeg stod foran mit spejl, og var ved at gøre mig klar. Eller mit spejl.. Lou og Lux havde en slags camping vogn, bare tusiiiind gange flottere, og større. Der var altså så et spejl... Anyways. Jeg var ved at gøre mig klar til i aften. Party med en retning! Noget de fleste piger ville myrde for, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst. Men måske de havde lækre drenge, i denne del af byen? Hvilket var der eneste gode...

Nogen bankede på døren, og jeg kiggede mig overrasket over skulderen. "Kom iiind!" Råbte jeg, og døren gik op. Det var Lou, som stod med Lux over armen.

"Eh, hvorfor banker du på?" Jeg lænede mig frem mod spejlet, og gik igang med at lægge mascara.

"Ehm, Elly." Begyndte Lou, og satte sig i sofaen. Åh, hvad nu? "Nu hvor touren starter imorgen, kan du så ikke bo i tourbussen... Sammen med drengene? Jeg mener, der er faktisk ikke rigtig plads her..." Hun kiggede undskyldende på mig.

Hvad.

Hvadhvadhvad.

 Ja, jeg har det godt med tredobbelte ord. JEG SKULLE FUCKING BO SAMMEN MED EN RETNING. Som sagt; de fleste piger ville slå ihjel for det, og jeg ville slå ihjel for ikke at gøre det. ALTSÅ, HVAD TÆNKTE HUN PÅ! Og kunne jeg sige nej? Nej. For ville jeg såre min 'mor'? Nej. Hvor var alt mit selvsikre mig blevet af? Sikkert ædt af en retning.

                                                                                   ***

Klokken 20:50, var der igen nogen der bankede på døren. Det måtte være en retning. IHIHIHIHI. Lækkert navn. Yep. Stop. Okay, jeg var helt oppe at køre. Hvilket var underligt. For jeg havde god grundet til at være sur. IHIHIHIHI. Stoop.

Jeg var lynhurtigt henne ved døren, i håb om at det var Niall eller Louis. Som var de enste jeg kunne lide. Hvis det var Harry s... HVORFOR? Udenfor stod Harry. Selvfølgelig. Mit smil var helt automatisk væk.

"Hey Babe." Han smilede ikke engang. Han havde bare det der selvfølgeligkanjegscoredig udtryk. Jeg ville ikke engang sige noget, så jeg gik ind for at finde min mobil.

                                                                           ***

Limousine. Vi kørte i fucking limousine. Og selvfølgelig skulle jeg være totalt ikke imponeret. Harry havde fulgt mig ud til vejen, og der holdt en stor sort limousine. Jeg havde bare sat mig ind, som om der var noget jeg gjorde hver dag. Hvilket det også var. Or not. Ihihi. Desværre tog det kun tyve minutter at køre. Men altså, jeg kørte i bil med en retning,(Glem alt om at kalde dem One Direction, det lød for cool) så oklængere tid behøvede det ikke at tage.

Bilen stoppede, og vi gik ind på diskoteket. Der var fotografer og journalister over det hele, men vi gik ind, uden at sige et ord. Selvom alle spurgte hvem jeg var... Weeeheee, berømt! Nej. Jeg skulle ikke blive berømt. Med andre ord, så skulle jeg ikke blive en bitch.

Vi fandt nogle sofaer, og jeg satte mig imellem Niall og Louis. Hvilket desværre betød, at jeg måtte sidde overfor Harry. Men hey, som om jeg skulle tilbringe min aften med dem. Jeg ville snart være væk igen!

En mand med en bakke gik forbi, og Louis snuppede bakken med drinks. Manden skulle til at sige noget, men da han så hvem det var, forsvandt han hurtigt igen. KAN I SE HVAD JEG MENER? Alle ELSKER dem jo, OG de får lige hvad de vil have! Hey, drak de uden mig!? Yep. De sad alle fem med hver deres glas, og jeg tog hurtigt et.

                                                                                      ***

Jeg indrømmer det. Jeg var godt fuld. Nej, megasygtfuld. Men jeg elskede det. Jeg kunne ikke mærke mine ben, og hele mit hoved snurrede rundt. Jeg havde det som om jeg var midt i en drøm. Jeg sad sammen med en gruppe fyrer, som faktisk var lidt nørdede. Og ikke nok fulde, i hvert fald! Og jeg skulle snart hjem. Og IKKE alene. Faktisk var jeg ved at være ret desparat...

Jeg besluttede mig for at gå tilbage til Louis og Niall. Og de andre, men altså, de var ligegyldige! Selvfølgelig, nåede jeg ikke længere end til midt på dansegulvet, før nogen greb fat i min hånd.

"Hey Babe." Vent liige et øjeblik. Jeg kendte den stemme. Og det var en stemme, som jeg mest af alt havde lyst til at flygte fra. Men måske... Elly, du tager ham ikke med hjem. Nope. Never.

"Hey Babe." Svarede jeg igen, og vendte mig mod ham.

Han kiggede overrasket på mig, og skulle til at sige noget. "Skal vi danse?" Afbrød jeg ham. Han så endnu mere overrasket ud. Et øjeblik var jeg bange for ham ville sige nej og gå, for så havde det for alvor været pinligt. Men så trak han mig med ud i mængden.

Jeg begyndte at danse løs til en eller anden sang, og han kiggede nærmest forskrækket på mig. "Baby..." Jeg lagde en finger på hans læber, og han stoppede med at tale. Så grinede han. "Elly, det går ikke det der."

Han tog endnu en gang min hånd, og hev mig med. Det snurrede endnu mere i mit hoved, og jeg vidste egentlig ikke hvor vi skulle hen. Så fik jeg øje på en dør, og han styrede lige imod den. Jeg begyndte at klage. "Harry, neeej. Danseee!" Sagde jeg som et lille barn. Han grinede lidt, men stoppede ikke. Det gjorde jeg til gengæld.

"Harry, jeg vil ikke hjem." Denne gang sagde jeg det mere tydeligt, og han stoppede. Så lænede han sig frem mod mig, så mit ansigt var få centimeter fra hans. "Sikker?" Jeg skulle til at svare, men han fortsatte. "Sikker på at vi ikke skal hjem i min seng?" Jeg kunne ikke holde mit grin inde, og kort tid efter begyndte han også.

Han hev mig videre mod døren, selvom jeg ikke vidste hvad han ville. Han åbnede den, og med det samme kunne jeg lugte røg. Ganske rigtigt. Der var en lang mur, og der stod unge drenge og piger, igang med at ryge eller kysse. Efter som Harry ikke røg, (tror jeg da) kunne det kun betyde... Mere nåede jeg ikke at tænke, før hans læber rørte mine, og jeg kunne mærke smerten i min ryg, da han skubbede mig op mod muren. Han fjernede kort sin mund, kun for at hviske. "Lad os komme hjem."

Vi fandt en taxa, og taxachaufføren må have syntes, at det var lidt klamt. Så kan i selv regne ud, at vores læber sad klistret sammen tyve minutter. Jeg nød det, selvom noget fik mig til at overveje om jeg skulle stoppe. Som om det var forkert. Dog var jeg  så fuld, at jeg ignorerede det.

Taxaen stoppede, og vi gik hen mod der, hvor tourbussen var parkeret. Harry låste døren op, hvilket måtte betyde, at de andre drenge ikke var her, Yes! Det sagde jeg ikke...

Harry greb fat i mig, og trak mig hen mod en dør. Han åbnede den, og jeg fik straks øje på en stor dobbelt seng. *piftt*. Jeg kunne mærke hans hånd på min ryg, lede efter lynlåsen i min kjole. Selvom det var SÅ forkert, gjorde jeg ikke noget for at stoppe ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...