Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
229Kommentarer
40143Visninger
AA

1. Lou Teasdale - My Mom

One Direction. Bla bla. Hver ENESTE dag.

Jeg gik med hurtige skridt hen mod lejligheden. Jeg var nærmest overrasket over, at noget kunne gå mig så meget på. Især når det bare var det der ligegyldige band. Alligevel var der noget, der fangede min opmærksomhed ved dem. Eller nej. Nej, det var der ikke, glem det!

Jeg trådte ind af døren, op sukkede opgivende af trappen. Skulle jeg virkelig op på 5. etage? Ja, jeg var så smart da jeg valgte lejlighed. Eller stjal, nærmere. En skod bygning, med 10 etager og ingen elevator. Som om jeg ville have penge, til noget bedre. Eller penge til noget overhovedet. Godt nok fik jeg penge fra min 'plejefamilie'.

Jeg havde boet hos dem et år, men de brød sig ikke om mig, og jeg brød mig ikke om dem. Vi fik den ide, at jeg kunne flytte væk fra dem, og de ville sende penge til mig engang imellem. Det havde de gjordt i et par år nu, og jeg tror ærligt talt de havde glemt alt om det. Desuden var de stenrige, så det gjorde vel ikke den store forskel...

Trappen var overstået, og jeg skubbede irriteret døren til lejligheden op. Men straks kunne jeg se, at noget var galt. Skufferne lå revet ud, af den eneste kommode jeg havde. Alle mine ting, papir, lamper, bøger og så videre lå spredt på gulvet. Indbrud. Eller nej, det måtte være ham fyren, jeg havde slæbt med hjem igår. Hmm, han havde virket lidt underlig.

Jeg boede alene, havde ikke mange venner, og ingen kæreste. For ikke at blive totalt deprimeret, af at tilbringe hele dagen i min lejlighed, gik jeg i byen. Det resulterede i, at jeg drak mig fuld, og brugte hele natten sammen med en fremmed fyr. Næste dag i skolen, ville jeg suse ned mod toilettet hvert tiende minut, og min lærer ville flippe ud. Efterhånden var jeg blevet den underligefattigeforældreløse pige. Jeps, jeg var blevet kaldt det ord før.

Selvom det var sket to gange før, indbruddet, kunne jeg ikke klare det denne gang. Jeg stillede mig op af vægen, og gled langsomt ned, så jeg sad med mit ansigt begravet i knæene. Hvis bare jeg havde nogen at snakke med. Eller nogen der kunne hjælpe mig. Det var hårdt, ikke at have andre end mig selv.

                                                                                ~

Jeg sad lidt med tårer i øjnene, inden jeg kiggede hen over gulvet. Jeg stoppede, da mit blik landede på noget. Den brune, krøllede kuvert, som jeg havde haft liggende i årevis. Som jeg havde kigget på, cirka en gang om dagen, og som hver gang, havde fået mine øjne til at løbe i vand, og mine hænder til at ryste.

Lad mig forklare. Det var brevet, med alle oplysninger om min mor. Min plejefamilie havde fået det efter fødslen, og det var gået videre, hver gang jeg havde skiftet plejefamilie. I min seneste plejefamilie, (Den rige) havde det eneste normale menneske, været min 'bror'. Han var på min alder, og vi havde altid haft et særligt forhold. Da jeg flyttede væk, var han kommet en af dagene. Han fortalte, at hans mor havde været tæt på at smide det ud, men han lige havde nået at redde det.

Jeg kravlede langsomt hen ad gulvet, så jeg sad på hug foran den. Jeg rakte -igen med rystende hænder- ud efter kuverten. Jeg stak forsigtigt min finger ind under lukningen. Den gled længere og længere hen, indtil jeg bare kunne løfte brevet ud. Her plejede jeg at stoppe. Men idag var der noget, der fik mig til at fortsætte.

                                                                     ~

Brevet lå i mine rystende hænder, imens jeg sad og kiggede på det. Måske skulle jeg bare finde min mor? Hvad var det værste der kunne ske? Jeg prøvede at ignorere den lille stemme, som fortalte mig, at hun kunne være sindssyg, eller at hun bare ikke ville se mig. Måske var hun død?

Ja, der var ret mange ting der kunne være galt. Men hvad hvis det viste sig, at hun havde ventet de 17 år på mig? At hun fortrød det? Hun boede langt væk, og jeg flyttede hen til hende. Jeg startede på en fantastisk skole, fik en masse nye venner, og levede lykkeligt!

Ret lille chance...

Jeg foldede brevet ud, og mit første indtryk, var at der stod ret meget. Men det kunne være ligemeget. Jeg skimtede brevet ned, og op igen. Indtil jeg fik øje på et navn. Det stod helt alene. Lou... Teasdale? Jeg var sikker på, at jeg havde hørt navnet før. Jeg blev pludselig helt nervøs. Var det mon også det rigtige? Hvad havde jeg rodet mig ud i... Jeg vidste, at når jeg først kendte hendes navn, ville jeg ikke kunne stoppe.

På nul komme fem, var jeg på vej over mod mit skrivebord. Men så stoppede en tanke mig. Computeren var her jo nok ikke... Og jeg havde ret. Den var blevet stjålet. Idiot, altså. Heldigvis, havde jeg min iPhone. Og ja, jeg vidste det. Jeg var bare endnu en teenager, som spildte mine penge, på ligegyldige ting. I stedet for at købe en ordentlig lejlighed, havde jeg købt dyrt tøj, og elektronik. Dog var en iPhone god, i sådan en situation.

Jeg hoppede op på køkkenbordet, og låste min mobil op. Som normalt, havde jeg kun 11 procent strøm. Pyt, jeg måtte være hurtig. Jeg googlede med lynhurtige fingerbevægelser navnet. Internettet var utroligt dårligt, så jeg sad i det der føltes som tusind år, og ventede på søgeresultaterne.

Hvad kunne det værste være? Hun kunne måske være kendt lejemorder? Cool... or not. Tag dig sammen Elly!

                                                                                   -

 

Endelig! En masse søgeresultater kom frem. Dog fangede billederne min opmærksomhed. En smuk lyshåret kvinde, stod sammen med fem unge drenge. Jeg var sikker på at jeg havde set dem før. Især drengene.

Jeg havde kigget på billedet, i cirka ti minutter, da jeg bladrede ned til beskrivelsen. 'Lou Teasdale with One Direction'. Først var det kun hendes navn jeg så på. Men så var det One Direction. One Direction. One Direction. One Direction.

Det var som om hele verden gik i stå, og min krop skiftevis blev varm og kold. Hvem var hun? Deres...? Skulle jeg stadig finde hende? Ville det være dumt?

Nej. Jeg måtte finde hende. Det var gået op for mig, at jeg virkelig havde brug for hende. Måske havde hun bare mødt One Direction et par gange? Hun kendte dem sikkert slet ikke... Men hvordan skulle jeg finde hende? I det samme poppede en ide op i mit hoved.

Jeg var allerede i gang med at ringe op. Til hvem? Allison. Jeg hadede hende. Men det var det værd, hvis jeg kunne finde min mor. Lad mig lige forklare det. Som i en vær klasse, var der den der bitch. I min klasse, hed hun Allison. Og Allison, var besat af One Direction. Som de fleste andre. Hvorfor jeg overhovedet havde hendes nummer, var jeg ikke klar over. Men hvis min mor kendte One Direction, og Allison var så vild med dem, måtte hun da kendte min mor?

Jeg sukkede irriteret, da min iPhone slukkede. Jeg hoppede hen af gulvet, på vej mod min oplader. Hurtigt i stikkontakten, og så ringede jeg op igen. Der blev med det samme svaret. "Elly, hvad fan..." Lød en lys pigestemme. Jeg afbrød. "Kom hen til mig, nu." Jeg fik forklaret hende, at det havde noget med One Direction at gøre. Så var hun lynhurtig til at smække røret på, og på vej herhen. Håbede jeg da...

                                                                                 ~

Ganske rigtigt. 10 minutter efter ringede det på døren. Jeg var faktisk selv ret overrasket over, at det hele var gået så hurtigt. Det var cirka en halv time siden jeg fandt ud af hvem hun var, og nu var Allison her. Og måske hun kunne hjælpe mig?

 Jeg åbnede smilende døren. Selvom det var svært. Og selvfølgelig smilede hun ikke. "Det har bare at være vigtigt. " Sagde hun. Ikke engang et hej? Se hvad jeg sagde, bitch, right? "Godt så." Jeg nikkede. "Jeg vil møde One Direction. "

Hun så ud som om, en eller anden havde sagt noget virkelig sjovt, og jeg kiggede underligt på hende. "HA! Som om det er muligt!" Igen gloede jeg bare på hende. Så holdt hun op med at grine. "Hvis du virkelig mener det, så tager de på Tour om et par dage. Så du skal være hurtig." Jeg nikkede forstående. "Du kan stille dig uden for der hvor de spiller, men der er cirka 5 procent chance for de kommer ud." Jeg nikkede bare. Som om det passede. 5 procent? Allison så stadig ud som om jeg ikke mente det. Og at det var sjovt. Helt ærligt!

                                                                            ~

JEG skulle på tur med ALLISON. Allison, verdens største Bitch. Som rev hovedet af min barbiedukke i børnehaveklassen. Faktisk sad vi lige nu i toget. Om en halv time, ville vi være der, hvor de om 5 timer skulle spille koncert. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg ville finde min mor. Eller Lou. Hun var åbenbart deres stylist. Allison havde fortalt alt om hende. Og hun havde en DATTER. Som ikke var mig. En lille pige, ved navn Lux. Lux, Lou og Elly. Okay, jeg indrømmer at det passer bedre uden Elly.

I tænker måske at det gik lidt hurtigt... Men det gjorde det også! At det var igår jeg fandt ud af hvem hun var, og jeg nu sad sammen med Allison, på vej derhen.

Angående Allison, havde jeg ikke fortalt hende, at Lou var min mor. Og det skulle jeg heller aldrig. Jeg var stadig i chok. Og jeg havde UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER, tænkt mig at snakke med One Direction. Jeg gjorde kun det her, for at finde min mor.

                                                                                  ~

Tog turen var lang. Det samme var taxa turen. Så da vi endelig kom til en kæmpe bygning - okay, jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde det? - var jeg halvt lykkelig. Eller noget...

Vi steg ud af taxaen, og Allison betalte. Hørte i det lige? OmgOmgOmg. Hun betalte?!?! Whatever. Vi gik nærmere den store bygning, og Allison vidste lige hvor hun skulle hen. Lad mig sige, at det heller ikke var svært. Der stod en laaaaang række piger, med bannere, t-shirts, og skilte, med One Direction. Og jeg var ved at grine.

Allison stillede sig bagerst i køen, og jeg gloede dumt på hende. "Hvad?" Sagde hun surt. Jeg trak på skuldrene. Nogen prikkede mig, og jeg vente mig hurtigt om. "AAAARGH! ER I IKKE BARE DE STØRSTE FANS?! OGSÅ OS! LAD OS STÅ SAMMEN!" Skreg en pige ind i øret på mig. Hvad faaand...Hendes veninde, og Allison, så ikke den mindste smule skræmt ud. I modsætning til mig. "Jeg tror ik..." Startede jeg, men Allison afbrød mig. "SELVFØLGELIG! VI ELSKER DEM!" Skreg hun højt. Mindst ligeså højt. Badr.

                                                                                ~

De stod alle tre dybt optaget af en samtale, om en eller andens krøller, og grønne øjne. Så jeg havde chancen for at slippe væk. Lidt væk, fik jeg øje på en vagt. Da jeg kom tættere på, fik jeg øje på et navneskilt på hans trøje. Paul. "HEY! Jeg vil godt tale med Lou Teasdale?" Sagde jeg selvsikkert. Han kiggede lidt på mig, og brød så ud i en latter. "Desværre lille pige, det kan ikke lade sig gøre!" Selvfølgelig. Han troede jeg var en sindssyg fan. "Hey, Jack! Jeg går til frokost!" Råbte han højt, og begyndte at gå væk. Kaldte han mig lige lille?

Jeg satte mig opgivende på jorden, og nogle forbipasserende sendte mig underlige blikke. Jeg var ligeglad. Hvordan troede jeg dog også, at jeg bare sådan kunne finde hende? Var der overhovedet noget håb tilbage?

Måske... Hvor var det nu ham sikkerhedsvagten gik hen? Kunne man..?

                                                                               ~

Da jeg kom forbi hjørnet, så jeg at der var grundigt spærret af. Jeg kunne selvfølgelig bare gå under, men der var også en ung sikkerhedsvagt. Jeg gik hen imod ham, og stillede mig helt oppe foran ham. Ja, jeg havde fulgt efter ham der den anden. Hvilket sikkert var ulovligt eller noget...

 "Jeg vil gerne ind, tak." Sagde jeg højt. "Desværre, det kan ikke lade sig gøre." Svarede han med rystende stemme. Nåårh, genert? Han måtte være på min alder... "Er du sikker?" Hviskede jeg, og lænede mig tættere på hans kind. Han skulle til at åbne munden, men jeg lagde en finger på hans læber. "Schhh." Jeg fjernede min finger, og afløste i stedet for, med mine bløde læber. Han gjorde ikke modstand.

Ad, hvornår havde han sidst børstet tænder?

Lidt efter trak jeg mig væk. "Sikker?" Han kiggede tvivlende på mig, men så nikkede han. "Kom med." Yes. Yesyesyesyes. Hvor let kunne det være?

______________________________________________________
Et redigeret kapitel et! Da mange har sagt, at det går alt for hurtigt frem. Nu har jeg forsøgt, at skrive lidt flere detaljer ind. Jeg vil også lige sige, at historie jo ikke handler om at hun finder sin mor, men om One Direction. Så altså, i behøver ikke skrive at jeg gør for hurtigt frem, og hun ikke møder noget modstand, har hørt det! Haha.

Anyways! Jeg håber i kan lide historien, og i læser videre! Jeg syntes selv, at den bliver meget bedre i de næste kapitler...

HEJHEJ!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...