Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


361Likes
227Kommentarer
42236Visninger
AA

17. Hospital and flashbacks

Elly's synsvinkel

Selvom det var helt utroligt forkert, gjorde jeg ikke noget for at stoppe ham. Dog var han ikke meget bedre selv.

Han tog fat om mit baghoved, og pressede mit ansigt tættere på hans. Uden at afbryde kysset, lænede jeg mig længere og længere frem, så jeg til sidst lænede mig hen over ham. Han slap mit hoved, og kørte i stedet for sin hånd ned af min ryg. Jeg stoppede et kort øjeblik for at få luft, og lagde så mine hænder på hans bryst, hvorefter jeg igen pressede mine læber mod hans. 

Jeg var ligeglad med alt. Ligeglad med Harry. Ligeglad med at mig og Niall måske aldrig ville kunne se hinanden i øjnene igen. Bare ligeglad. 

Et kort host lød bag os, og jeg vendte mig forskrækket om. Paul stod med åben mund og store øjne og stirrede på os. Vent, hvor var det nu lige han kom fra? 

Jeg sad lynhurtigt i den anden ende af sofaen, som om intet var sket. Vidste han overhovedet noget om mig og Harry? Nej vel? Neej. Han havde sikkert ikke set os sammen. Ehm, bortset fra de gange han kørte med os sammen i tourbussen, og mig og Harry havde kysset hver halve time... Men det havde han sikkert ikke lagt mærke til. Nope.

"Paul?" Niall sad med tomatrøde kinder, præcis som den gang Lou havde afsløret mig og Harry. Faktisk mindede hele situationen meget om dengang... Nu jeg tænkte over det, virkede det som en million år siden. 

Jeg mærkede en kvalmende fornemmelse, og fik det pludseligt dårligt. Hvad havde jeg gjordt? Hvorfor var det Niall der sad der, og ikke Harry? Åh gud. Hvad tænkte jeg på? Hvorfor var JEG ham utro? Selvom han behandlede mig dårligt, behøvede jeg vel ikke at være ligesom ham... Nøøj, hvor jeg savnede den gamle Elly! Men Niall havde faktisk ret. Hvad lavede Paul her? Jeg kiggede op på Paul, som pludselig var vågnet op. 

"Jeg.. Eh." Han kløede sig genert i håret, selvom det overhovedet ikke lignede ham. Var han ikke bodyguard? De var da ikke generte? "Harry er på hospitalet." Sagde han så. 

Det var som om nogen havde slået mig i maven. Før nogen kunne have nået at blinke, havde jeg rejst mig op. "Hvad er der sket?" Nærmest råbte jeg. Paul og Niaæl kiggede forvirrede på mig, men jeg var ligeglad. Jeg skulle hen til ham, og det kunne kun gå for langsomt. 

"Han... Blev ramt af en bil. De kan ikke sige om han overlever." Hvis det før føltes som om nogensinde mig i maven, føltes det her som om nogen placerede en bombe i min mave, og lod den eksplodere. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

                                                                     ***

Selvom Lou holdt om mig, og de fire andre drenge kom med trøstende kommentarer, hjalp det ikke den mindste smule. Tårerne fortsatte og fortsatte med at løbe ned af mine kinder. 

"Elly... Det skal nok gå, han klarer den." Zayn's stemme var efterhånden blevet til en mumlen, og han lød mest af alt som en, der bare var træt af at høre mig hulke højt. Men kunne jeg stoppe? Nej. Harry havde ikke været mig utro! Han skulle rent faktisk besøge en af sine gamle venner. Og hvad havde jeg gjordt? Jeg kunne ikke engang tænke på det...

Hvorfor havde jeg nogensinde hadet ham? Hvordan kunne jeg! Han var jo bare et helt almindeligt menneske. Han havde følelser! Og jeg havde bare behandlet ham som affald. 

Faktisk var jeg den eneste der græd rigtigt. Lou sagde ikke en lyd, men alligvel trillede tårene ned af hendes kinder.andre drenge sad bare og stirrede ud i luften. En gang imellem, syntes jeg dog jeg kunne se en enkelt tåre, trille roligt ned af deres kinder. 

"Elly." Lou strøg mig forsigtigt over kinden, for at tørre en tårer væk. "Vi er her." 

Jeg løftede stille hovedet for hovedet for at kigge ud. Egentlig vidste jeg ikke hvad jeg havde regnet med at se. For sådan så et hospital vel bare ud. Ikke at det ligefrem så rart ud. Det var bare en stor hvid bygning, men hundredevis af vinduer, og en kæmpe pakeringsplads foran. Det lignede faktisk lidt... Nej. Sådan så alle hospitaler ud. Gjorde de ikke?

Jeg klikkede forsigtigt min sele op, og trådte ud af bilen. På den ene side, kunne jeg ikke vente med at se Harry, men på den anden side, ville jeg helst blive siddende i den varme bil. Selvom det var sommer, var det alligvel vildt koldt klokken halv to om natten, og det blev ikke meget bedre af at ens kinder var helt våde. 

Optaget af mine egne tanker om kulden, opdagede jeg slet ikke at vi nærmede os indgangen, før en varme igen fyldte hele min krop. Først blev jeg lettet, men så begyndte mit hjerte at banke hurtigere, ved synet af de hvide væge og travle sygeplejersker. Jeg kendte det her sted. Alt alt for godt. 
                                                              
---FLASHBACK---

"Neeeej!" Hylede jeg. Ligemeget hvor meget jeg trak, hjalp det ikke. Han var 10 gange stærkere end mig.,

"Mooor!" Selvom mine øjne var fulde af tårer, og jeg næsten ikke kunne se noget, vidste jeg at jeg blev trukket længere og længere væk fra døren. Og det måtte ikke ske. Hun kunne ikke være død. Det kunne ikke være rigtigt. Selvom jeg for få minutter siden, havde set hende lukke øjnene i, troede jeg ikke på det. 

På en eller anden måde, lykkedes det mig at rive mig fri fra Michael, som straks råbte efter hjælp. Noget med at der var en sindssyg unge. Men jeg var ligeglad. Jeg løb bare ned af gangen, uden at vide hvor jeg skulle hen. Jeg stødte ind i en masse folk, som bandede efter mig. Det var også ligegyldigt. Jeg måtte bare finde hende. 

"Elly!" En alt for velkendt stemme lød igen bag mig, og jeg satte i endnu hurtigere løb. Jeg skulle aldrig tilbage til ham. Aldrig! Han var syg i hovedet.

"ELLY!" Skreg han denne gang. Jeg skulle til at sætte farten endu mere op, da jeg væltede sammen på jorden, og en stærk smerte gik gennem mit ben. 

"Psykopat!" Skreg jeg ind i hans ansigt. Selvom jeg kun var ti år, kendte jeg sådan nogle ord alt for godt. Men idioten havde forfanden stukket en sprøjte ind i mit ben! 

Jeg skulle til at sige noget mere til ham, da mine tanker blev slørede, og det begyndte at sortne for mine øjne. 

---FLASHBACK SLUT---

Det var noget jeg aldrig skulle have tænkt på. Det var glemt, og det skulle det blive ved med at være. Men nu hvor mindet først var kommet frem, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på det.

Det havde været en af de knap så gode perioder i mit liv. Jeg havde lige skiftet plejefamilie, for femte gang, i en alder af kun ti. Denne gang var det en dame i 40'erne, og mand på cirka samme alder. Jeg havde boet hos dem i cirka et halvt år, men havde allerede det tætteste forhold, til hende jeg kaldte min mor. For faktisk havde jeg ikke nogen ide om hvad hun hed. Lige fra den første dag, var jeg blevet bedt om at kalde hende mor, og jeg havde aldrig tænkt videre over det.

Efterhånden som dagene gik, blev hun sødere og sødere mod mig mens manden, kaldet Michael, blev mere og mere uhyggelig. Nogen gange slog han os endda... Den bedste tid var i skolen, eller når han ikke var her, og vi kunne være alene.

En dag var jeg kommet hjem fra skole (den daglige gåtur på 6 kilometer), og havde med det samme vidst noget var galt. Min mor, stod ikke i haven som hun plejede. Jeg havde smidt min taske ved vejen, og var løbet op mod huset, hvor jeg havde fundet hende ligge bevidstløs på gulvet, og bløde hovedet.

Michael havde siddet i den samme beskidte undertrøje i sofaen, med den sædvanlige øl i hånden. Jeg havde råbt og skreget ham ind i ansigtet, at der var noget galt, men han var ligeglad. Til sidst havde jeg endelig fået ham overtalt, til at ringe efter en ambulance. Desværre var der for sent, og var allerede død da ambulancen kom. Selvom ingen troede på mig, var jeg sikker på at han havde slået hende ihjel. Derfor var jeg også sikker på at jeg aldrig skulle tilbage til ham, da jeg vidste at jeg var den næste det ville gå ud over. Men da jeg forsøgte at flygte fra hospitalet, havde han bedøvet mig. For ja, han arbejde der selv. Det var også ham der havde undersøgt hende i ambulancen, så det var ikke så underligt hun ikke klarede den. 

Jeg opdagede ikke engang at jeg fuldkommen havde glemt Harry, før jeg var tilbage i den samme gamle verden. Fire drenge der sad utålmodigt og ventede på at få noget at vide, og Lou der bare stirrede ud luften. Jeg var efterhånden stoppet med at græde, men tårnene kom straks tilbage da jeg tænkte på det. Det var det her hospital det var sket på. Og han havde arbejdet her.

Jeg forsøgte at tage en dyb indånding og komme til fornuft. Han havde vel sagt op? Man arbejdede vel ikke 6 år det samme sted? Eller... Nej.

"Lou Teasdale?" En sygeplejerske stod pludselig foran os, og kiggede hen på Lou, som bare nikkede. 

"Hans tilstand er kritisk, og det er ikke sikkert at han...." Hun stoppede et kort øjeblik, og mit hjerte bankede hurtigere ekg hurtigere, mens jeg blev helt kold udenpå. "Overlever..." Selvom jeg allerede vidste det, var det endnu hårdere at høre hende sige det ligeud. Overlevede. Døde. Straks var alle tankerne og Michael og min mor væk. Harry kunne dø. 

                                                                                             ***

Noget der bevægede sig i min lomme, fik mig til at slå øjnene op. Hvilket var dumt gjordt. Det var meget bedre at sove. Jeg tænkte ikke, og græd ikke. Men ligeså snart jeg vågnede, kom det hele tilbage. Harry. 

Lou og de andre drenge sov, så jeg fiskede forsigtigt mobilen op af lommen. Forresten, ja, jeg havde fået en ny mobil. De havde åbenbart et hav af brugte telefoner liggende, og jeg havde bare fået en jeg kunne sætte mit simkort i. Selvom jeg dog var blevet advaret om at jeg skulle passe på denne her, eftersom det ellers ville være tredje gang jeg smadrede en mobil...

Optaget af mine tanker, opdagede jeg slet ikke, at jeg havde fået åbnet beskeden. Min mobil faldt i slowmotion mod gulvet, og et gisp undslap mine læber.
___________________________________________________________VIL I HAVE MERE?:O 

HATE IS LOVE ER STADIG PÅ FORSIDEN! Som sagt ved jeg slet ikke hvordan jeg skal takke jer? TAK. <3

Ellers har jeg egentlig ikke så meget at sige... Hvad tror i der sker? Overlever Harry? Hvem får hun en SMS fra? 

GLÆD JER TIL NÆSTE KAPITEL! :D

Ps. Der er nogen af jer, der var lidt forvirrede over hvem der tog Harrys mobil. Jeg kan sige at det var hende pigen på bænken, som troede han ville komme igen, og sagde det til Elly. 

170 LIKES OG NÆSTE KAPITEL KOMMER! ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...