Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
227Kommentarer
40729Visninger
AA

3. Harry.

Jeg havde siddet lang tid, gemt i et hjørne. Egentlig havde jeg ikke grædt. Der var ikke noget at græde over. Vi passede vel bare ikke sammen. Det var som om, ham den krøllede havde fået mig til at indse det. Jeg smilede lidt, ved tanken om ham. Eller nej. Jeg kunne ikke lide ham, jeg hadede ham. Og alle de andre fra One Direction.

Nogen lagde en hånd på min skulder, og jeg kiggede forskrækket op. Lou.

"Jeg er ked af det." Hviskede hun, og gled ned ved siden af mig. Jeg rystede stille på hovedet.

"Det er ikke din skyld. Jeg kan bare ikke lide kendte... Du ved..." Hun nikkede.

"Jeg tager selvfølgelig hjem igen." Sagde jeg. Denne gang kiggede hun hurtigt op.

"Hjem.. Men?" Troede hun at jeg ville blive her?

"Elly.. Du kan lide mig, ikke?" Jeg tøvede lidt, men nikkede så. "Jeg er kendt. Giv dem en chance." Sagde hun.

                                                                                -

 

Jeg havde svært ved at indrømme det. Meget svært. Men hun havde ret. Hun var kendt, og jeg elskede hende allerede. Den eneste ting, der fik mig til at tvivle lidt, var at hun ikke var så kendt som dem.

Jeg var på vej tilbage til lokalet, og Lou gik ved siden af mig. Vi sagde ikke noget, men det var slet ikke akavet. Som om, vi havde kendt hinanden lang tid.

For hendes skyld, ville jeg blive til de tog på Tour. Så kunne hun også indse, at det ikke gik at jeg var her. Jeg kunne bruge tiden på min mobil...

Vejen til lokalet var kort, og vi stod hurtigt foran døren, med guldstjernen på. Her, hvor jeg havde stået, før jeg havde mødt hende. Det var faktisk kun et par timer siden, men det føltes som flere dage. Aldrig var der sket så meget, på så kort tid, i mit liv.

Lux sad derinde, og legede med den samme bold. Alene. Lou så jeg kiggede på hende, og gjorde tegn til at jeg kunne sætte mig. Jeg rystede lidt på hovedet, og satte mig hen i sofaen. Jeg måtte se at få ringet til Allison. Men altså, hun var sikkert død ligeglad alligevel.

Jeg ringede op, og bib tonen kom mange gange. Så telefonsvaren. Selvfølgelig. Jeg sendte hende hurtig en besked, hvor der stod, at jeg havde ombestemt mig, og var taget hjem. Selvfølgelig var hun ligeglad, men lidt sød kunne jeg da godt være... Jeg smed min mobil hen over sofabordet, og lænede mit hoved tilbage.

 

                                                                                   ---

 

Jeg måtte være faldet i søvn. Lokalet var tomt, men lyst. Jeg anede faktisk ikke hvor jeg var... Men da jeg kiggede mig omkring, kom det hele tilbage til mig. Den krøllede fyr - og jeg smilede. Men så tænkte jeg videre, og mit smil forsvandt straks. En fra One Direction.

 Jeg kom i tanke om Lou og Lux. Hvor var de egentlig?

Jeg fik øje på en seddel på bordet. Min krop gjorde ondt. Jeg måtte have sovet dårligt. Men alligevel lænede jeg mig frem. Den var skrevet på noget papir fra en notesbog, og der var tegnet en rose i hjørnet. Personen som havde tegnet den, var i hvert fald god.

Bogstaverne var skrevet flot. Skrå, og sammenhængende. Den var fra Lou. Der stod at jeg var faldet i søvn, og hende og Lux var gået hen i tourbussen.

Hey, havde de bare efterladt mig her?

Jeg læste videre. 'Du sov godt, så vi ville ikke vække dig. Kommer imorgen klokken 08!' Nå, okay så. Hey, klokken otte?

Jeg begyndte at rode efter min mobil i mine lommer. Den var der ikke? Sofaen. Var den næste tanke. Jeg hoppede op fra sofaen, og begyndte at lede i alle revnerne. "Er det den her du mangler?"

Jeg døde. Seriøst. Jeg hoppede en halv meter tilbage, slog hovedet ind i sofabordet, og jeg kunne med det samme mærke at mit hår blev vådt. Jeg sank sammen på gulvet, og holdt en hånd på mit baghoved. Vent lige, hvem var det egentlig? Jeg drejede forsigtigt hovedet. Krøltoppen. Fra "One Direction". Hvem kalder egentlig sit band One Direction? En retning?

"Udspionere du mig?" Jeg kiggede ondt på ham. Hvordan kunne jeg undgå at se ham? Og hvor lang tid havde han stået der?

"Jeg tænkte, at jeg ville give dig den her." Han gik et par skridt tættere på, og jeg fik øje på min mobil. I hans hånd.

"Har du stjålet den?" Ha. Tag den.

"Jeg ville bare flytte den fra sofaen, før du lagde dig på den, og maste den." Han sendte mig et stort smil, men jeg gav ham dræberblikket. Sagde han at jeg var tyk? Jeg rejste mig lynhurtigt op, og smækkede døren efter mig.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg kunne faktisk ikke finde vej rundt her. Men så fik jeg øje på Lou, lidt nede af gangen. "Lou!" Kaldte jeg.

"Elly!" Hun satte i løb mod mig, med et bekymret ansigtsudtryk.

"Hvad  er der dog sket?" Jeg kiggede undrende på hende, men kom så i tank om mit baghoved. "

Nåår. Jeg faldt." Jeg sendte hende et stort smil, men jeg kunne se hun ikke troede mig.

 

                                                                                 ___

 

En time senere, sad jeg i tourbussen. Jeg havde noget hvidt bundet rundt om mit hoved, og lignede en idiot. Og gæt engang? Rundt om mig, sad selveste 'en retning'. WEEEEEHEEE, OMG. Nej. Havde de ikke andet at se til? Selvom en af dem, faktisk var ret pæn. Eller nej. Stop dig selv, Elly, stop. Sort hår, brune øjne. Nuttede øjne. NUUURH. Stop it.

Lou stod i den anden ende af bussen. Hun kiggede bekymret på mig. "Nå, drenge. Vi skal snart videre." Sagde en af dem, fra en retning. Tihi.

"Liaam!" Klagede en lyshåret dreng. Han sukkede.

"Syntes du, hun er spændende at se på?" Grinede en anden en. Han havde mørkt hår. Og hed Louis. WAUW. Wauwwauwwauw. Okay, han havde drillet de andre en gang, og der havde de kaldt ham Louis.

                                                                                 ___

 

Louis, Harry, Zayn, Niall og Liam.

Se hvor dygtig jeg var!

Louis, fordi han var sjov.

Harry fordi han var en idiot, og de andre tusindgange havde været sådan; Harryyyyy, hvad skete der?".

 Zayn fordi han var lækker.

Liam fordi de andre var blevet sure, da han sagde de skulle gå.

Og Niall, fordi jeg spurgte Lou. Jeg indrømmer, at jeg måske var lidt hurtig til at dømme dem. Men jeg har ændret mening. Louis er okay. Og Zayn. Og Niall. Og Liam. Men Harry, han var helt sikker for meget.

Jeg sagde ikke jeg elskede dem, men at jeg kunne klare de næste par dage med dem. Og da slet ikke Harry. To timer efter det var sket, var jeg stadig sur på ham. Tsk. Som om jeg ville holde op med at være det.

Mine tanker blev afbrudt, da døren gik op. Min første tanke var, at rette på mit hår. Men det nåede jeg ikke, før Liams hoved dukkede op. Jeg sukkede, og lænede mig tilbage i sofaen. Ja, de vidste hvad jeg syntes om dem.

Han gik tættere på, og satte sig i den anden sofa. Han lagde sine hænder i sit skød, og pustede ud. Jeg sukkede, og rullede med øjnene.

"Elly... Jeg ved ikke, hvorfor du hader os. Men kan du ikke bare give os en chance?" Jeg var ved at grine. En chance? Jeg vidste hvad jeg syntes om dem. Okay, glem det jeg sagde først. De var ikke okay. De var dumme. Bitch mig, jajaja.

"Du er Lou's datter, og vi vil alle sammen gerne være venner med dig, så..." Venner? Jeg fik hurtigt afbrudt ham.

"VENNER? Så i for Harry til at stjæle min mobil? Meget venligt." Den gang sukkede han. Jeg skulle til at fortsætte, da en stemme lød nede bagfra.

"Liam, glem at invitere hende med i aften." Harry. Hvorfor havde jeg ikke hørt ham? "Hun er sikkert ikke gammel nok til at drikke, er hun?" Et provokerende grin lød.

Før jeg selv vidste af det, stod jeg lige foran Harry. "I aften? Hvad tid?" Spurgte jeg udfordrende. Han kiggede imponeret på mig. "Klokken 21."

Jeg. Skulle. Vise. Ham. At. Jeg. Kunne. Drikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...