Hate Is Love | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Færdig
Lou Teasdale's datter? Enhver Directioner ville kende svaret på det spørgsmål - den nuttede baby Lux. Men hendes første datter, kender kun Lou til.

16 årige Elly lever et helt andet sted i London. Alle er besat af One Direction. Men Elly hader dem. Egentlig, har hun aldrig kunnet lide kendte mennesker. Da alt bliver for meget, beslutter Elly at finde sin ukendte mor, som bortadopterede hende efter fødslen. Hvad Elly ikke ved, er at hendes mor, er stylist for et verdenskendt band.Vil Elly blive sammen med hende? Og hvordan klare hun, at bo sammen med de 5 drenge, som hun hader? Eller, hadede, måske?


360Likes
229Kommentarer
40144Visninger
AA

15. Alone

Jeg sad alene i tourbussen. Selvom det ikke var meningen, strømmede tårerne fra mine kinder. På bordet lå min iPhone, med en besked fra Harry åben. Ikke et farvel, eller noget der lignede, men at han ville komme et par timer senere hjem, fordi han skulle mødes med sin 'gamle ven'. Og nu hvor jeg tænkte over det, så var det ikke kun i aften han havde været væk. Stort set hver aften, skulle han se sine gamle venner. 

Grin lød fra døren, da den blev åbnet. Det kunne ikke være de andre allerede. Eller kunne det? Havde jeg siddet her så langt tid? Grinene kom tættere på, og efterhånden kunne jeg høre at det var dem. Desværre kunne jeg ikke høre Harrys stemme. 

Eller desværre? Måske skulle jeg bare gå tilbage til min gamle mening om dem? At de var fem møgforkælede drenge, som fik hvad de ville, og gjorde hvad de ville. Og hvis Harry troede han kunne udnytte mig på den måde, kunne han godt tro om igen. Ja. Fra nu af, ville jeg være den gamle Elly. De eneste kendte mennesker jeg brød mig om, var Lou og Lux. 

"Elly?" Liam stak hovedet frem, og kiggede overrasket på mig. "Er du vågen?" Hrmpf. Troede han ikke jeg kunne holde mig vågen, bare et par timer? 

"Aha?" Jeg prøvede at lyde så hård som muligt, hvilket ikke var let, da jeg havde grædt næsten uafbrudt tre timer. Faktisk havde jeg mest lyst til at sove... Jeg havde hovedpine, og ikke lyst til at snakke mere med dem idag. 

"Sorry!" Han kiggede endnu mere overrasket på mig, og forsvandt så væk. Tak. 

Jeg rejste mig op, for at gå ud på badeværelset. Desværre skulle jeg forbi fire drenge, som stod i gloede underligt på mig. Hvad havde Liam sagt? Jeg fik mast mig forbi, og ignorerede dem totalt. Dog nåede jeg lige at høre Niall's stemme "hvad er der galt med hende?" Før jeg smækkede døren til badeværelset. 

Jeg børstede hurtigt mine tænder, og vaskede min make-up af. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men mit hoved tænkte bare: Harryharryharry. Men jeg havde jo haft ret? ALDRIG stol på en kendt. 

Jeg lagde hovedet mod døren, for at høre om der var fri bane. Da jeg ikke kunne høre noget, drejede jeg forsigtigt nøglen om, og skubbede døren op. Ganske rigtigt var der ikke nogen, så jeg kunne liste forsigtigt ind på værelset. 

Jeg tog en t-shirt og et par shorts på, og smed mig så i sengen. Jeps, så jeg fyldte hele sengen. Godnat, Hazza. 

                                                                                                        <><><>

Jeg vågnede med en øm krop, og sved over det hele. Jeg havde haft mareridt. Alligevel havde jeg allerede glemt hvad det handlede om. Mens jeg stirrede op i loftet, kom det hele langsomt tilbage. Harry og... Alli.

Hey, vent, Harry? HARRY?

Jeg var straks endnu mere vågen, og satte mig op i sengen. Hvor fanden var den knægt? Mit blik faldt på ned på min mobil som lå på bordet. Selvom det stærke lys irriterede mine øjne, forsøgt jeg alligevel at se på klokken. 01:32. Hvor?.. Hvor var han? 

Jeg rejste mig op, og var straks på vej hen mod døren. Først tjekkede jeg om han skulle ligge på gulvet et eller andet sted, hvilket han ikke gjorde. Så åbnede jeg døren, for at se om han skulle ligge på sofaen. Med rystende skridt, gik jeg ud mod mini stuen. For altså, meget stue var der vel ikke i en tourbus? Og forresten, så var jeg pisse bange for mørke. Det siger vi ikke til nogen, vel? 

Da Harry ikke var i sofaen, satte jeg mig selv i den. Jeg fik øje på et tæppe, og trak det hen over mig. Måske skulle jeg bare sive videre her? Alligevel ville jeg ikke kunne sove. Jeg tænke kun på Harry. Burde jeg overhovedet være overrasket over at han ikke var kommet hjem? Eller skulle jeg være bekymret for ham? Måske lå han og var ved at forbløde i en eller vej kant? 

Måske... Måske skulle jeg ringe til ham? Ikke at jeg bekymrede mig eller noget, jeg... Man kunne vel godt bare lige se at han var i live, ikke? Præcis.

Før jeg vidste af det, havde jeg fundet Harrys navn blandt mine kontakter, og var ved at ringe op. Faktisk fik jeg et mindre hjertestop, da den med det samme blev taget, og man kunne høre nogen trække vejret i den anden ende. Hvad skulle jeg sige til ham? Bare lige en note til mig selv: Tænk lige over hvad du gør, før du gør det Elly...

"Harry?" Sagde jeg stille.

"Han er tilbage om lidt, skal jeg sige du har ringet?" Lød en lys pige stemme. Hvad? En lys pigestemme? En... Pige? 

Før jeg vidste af det, fløj telefonen mod vægen, og gav en høj lyd fra sig. Hm... Det var vidst sket før... Og ganske rigtigt, det var det. Og Harry havde endda købt en splinterny iPhone 5 til mig, som nu lå helt død på gulvet. 

Jeg lagde mig på maven i sofaen, og begravede hovedet i en af de bløde puder. Tårerne fyldte mine øjne, og jeg hulkede bare ind i puden. Det var godt de andre sov, for de skulle helt sikkert ikke se mig sådan her. 

Men det skulle jeg selvfølgelig ikke have sagt. En hånd lagde sig på min ryg, og en stemme hviskede mit navn. Det var ikke til at tage fejl af, hvem det var, for kun en person havde sådan en accent. Niall.

Jeg satte mig hurtigt op, og Niall så forskrækket på mig. Ja tak. Men jeg måtte se ret forfærdelig ud... "Niall... Bare... Gå?" Hulkede jeg opgivende. 

Han rykkede panden, men gik i hvertfald ikke. I stedet satte han sig helt op af mig, og trak mig ind til ham. Præcis som han allerede havde gjordt en gang. Og som sidste gang, gjorde jeg ikke modstand. 

"Elly. Tal med mig..." Sagde han stille. Jeg stoppede med at græde, og kiggede ham lige øjnene. Det var underligt. Jeg skulle egentlig hade ham, men i stedet for sad jeg med hans arme om mig, og kiggede ham i øjnene. 

Det næste der skete, var virkelig ikke planlagt. Hans bløde læber ramte mine, og et stød gik gennem hele min krop.

_______________________________________________________
Upsi. :o Tror i hun afviser ham, eller går hun bare med på den? Fortæl mig hvad i tror! ;)

Ogogog, ER STOLT OVER MIG SELV! Kapitler to dage i træk! Faktisk var det mest for at fejre, at der er 100 likes på denne movella! Og for det ikke skal være løgen, arbejder jeg på endnu et kapitel, som forhåbentlig også snart vil få! Det vil være i Harrys synsvinkel, og handle om mødet med hans 'gamle ven'. Spændte? 

OG! Som sagt er der nu 100 likes! Tusind tusind tak! Det betyder virkelig meget! Og pleease lige giv den et like, hvis i vil have mere. <3

Som altid er det ikke rettet (tihi), fordi jeg er utrolig doven. True story. 

HEJHEJ. <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...