Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2099Visninger
AA

11. Uvelkommen gæster. del 1

Rose sad ved et bor på en gammel, knirkende stol. Hun havde studeret huset lidt, og det mindede meget om hendes eget. I stuen var der en sofa, og intet andet. Han havde et fint lille køkken, kun til de nødvendige ting, og et bord med to træstole. Alt efter hvad hun havde set havde de heller ikke så mange penge, men deres familie var jo også døde. På grund af Casper. Rose kom til at knurre lidt ved tanken om, hvem Casper ellers havde dræbt. Hun så på klokken, den var alligevel blevet 19:00. Tiden flyver af sted når man har travlt, tænkte Rose.
"Er du ok?" Spurgte Nike, og kom hen til hende for at side.
"Ja..." Sagde Rose, og så tomt ud gennem vinduet igen. De svajende træer gjorde hende ikke så tryk. Hun følte hele tiden, at der var nogle som holdte øje med hende. Nike gik hen, og rullede for, så hun fik opmærksomheden på ham, og ikke skoven.
"Hvad sker der? Og fortæl mig det hele..." Rose begyndte at fortælle om Casper, og hendes første dag på en ny skole. Hun fortalte om Hunter og om at Casper ikke stolede nok på hende. Hun fortalte alt, selv at hun skulle dræbe Nike...
"Og hvorfor gør du ikke det?"
"Jeg kan ikke lide at dræbe mennesker..." Svarede Rose kort, og så hen mod vinduet, men glemte at der var trukket for. Hun undlod at fortælle om Hunter og hendes "lille ting" som de havde haft gang i. Det var der ikke nogen som behøvede at vide.
"Er det ham Casper, der har dræbt min familie?" Spurgte Nike trist, og så ned i bordet.
"Jeg ved det ikke. Jeg har også først lige opdaget dette kaos" 
Nike så på hende. Rose kunne ikke holde deres øjenkontakt ret længe, og så over mod vinduet igen.
"Hvad er der med dig, og det vindu?" Spurgte Nike undrende. Rose så på ham.
"Jeg tror hele tiden at der er nogle... Jeg kan ikke lide at være i en skov"
"Du er varulv og jager i skove? Gør du ikke?" Grinede han.
"Nej... Altid på marker. Jeg kan ikke lide at der er så trangt, og at man skal holde øje med andre varulve, eller ulve nu..." Nike så forvirret på hende, og skulle til at sige noget, da døren blev sparket op. Rose rejste sig øjeblikkelig, hvor Nike havde en lidt langsommere reaktionssans. Han så sig over skulderen. "Fuck!" Råbte han og faldt ned på stolen. De to dreng kom nærmere og Nike skyndte sig, at stille sig bag Rose.
"Jeg troede, at du ville hjælpe mig!" Råbte Nike og skyndte sig ind i soveværelset. Han var sikkert ved at hente sin lillebror. Rose knurrede, da hun så Hunter og en anden dreng, som sikkert også var med i banden.
"Det var meningen at du skulle dræbe ham!" Buldrede Hunter, og kom tættere på hende. Rose rokkede sig ikke, og knurrede bare.
"Det var meningen at jeg skulle klare dette selv!"
"Men Casper stolede ikke nok på dig... Derfor sendte han os efter dig" smilede Hunter, og kom tættere på hende. Han lagde en finger under hendes hage, og løftede hendes hovede. Hun viste sine skarpe hjørnetænder som var ved at komme frem. "Jeg troede at vi havde noget sammen Rose..." Sagde han knurrende, Men det var mere en legesyg knurren. Rose slog hans hånd væk, og formerede sig til en varulv. Hun nåede at kradse ham på trøjen. Han så ned på sig selv, og trak blusen af. Han formerede sig, og rejste sig på to ben. Rose blev altid overvældet af hans højde, lige meget hvor mange gange hun havde set ham. Hun klynkede lidt og så op på ham.
"Hvis du går ind og dræber ham nu, så vil jeg give dig en chance, og Casper får ikke noget af vide..." Sagde han, og så i retningen af den lukkede dør til soveværelset. Rose gjorde det samme, og gik der hen. Hun sendte Hunter et kort blik inden hun åbnede døren på klem, og så ind. Men både Nike og hans lillebror var væk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...