Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2098Visninger
AA

14. Sandheden

Rose kom ud af teltet, og stødte lige ind i drengen som havde angrebet hende dagen før. Hun mente nok at hans navn var Justin?
Han knurrede lidt af hende, hvor efter han stille puffede hende lidt væk fra sig, og gik ind i et andet telt. Rose så undrende efter ham, indtil han var gået. Hun var lige ved, at gøre det helt samme ved pigen. Hun stod med en suppe skål i hænderne.
"Godmorgen..." Mumlede hun. Rose så på hende og nikkede. Hun var en del højere end hende så hun kunne godt forstå, at pigen var lidt bange.
Hun rakte Rose skålen og prøvede at smile, men det blev mere til en underlig grimasse.
"Tak" sagde Rose stille, og tog imod suppen. Pigen gik i en stor bue uden om hende, og ind i det samme telt som drengen Justin. Rose satte sig på en træbænk, hvor der var lavet et bål foran den. Hun blev prikket på skulderen, og af ren chok var hun ved at tabe suppen. Den brændende væske røg ud over hendes hånd og hun lavede en sitrende lyd af smerte, men bed det i sig så meget som muligt.
"Undskyld. Jeg ville ikke forskrække dig" sagde Nike, og smilede. Rose så på ham, men sagde intet. Hun kunne ikke glemme at han rent faktisk havde kysset hende. Vi har kun kendt hinanden i 1 dag! Er han fuldstændig vanvittig?
Han satte sig ved siden af hende, og så dybt på suppen i hendes hænder. Han var nok også sulten, tænkte Rose
"Er du sur?" Spurgte han. Rose stirrede ned i suppen og blev pludselig ikke så sulten. 
"Hvad mener du?" Spurgte hun stille, og forventede et hurtigt svar, hvilket var det hun fik. Hurtigt og kort.
"Kysset?" Sagde han og lænede sig forover og foldede hænderne foran sig. Hun så skråt på ham.
"Lidt..."
"Jeg kan ikke forstå hvad du ser i Hunter?"
"Ham kender du heller ikke... Ligesom du heller ikke kender mig..." Sagde Rose stille, og stirrede ud i luften. Hun lod sin ryg falde ind mod bænken. 
"Han virker som en drengerøv... Vild irriterende..."
"Og hvad hvis jeg godt kan lide det?"
"Så forstår jeg ikke hvorfor du er sur over kysset?" Sagde han, og smilede skævt til hende. Hun klemte øjnene lidt sammen, og så dystert på ham. 
"Hvad er der med Hunter? Man skulle tro, at du kendte ham?"
Han så på Rose, og hun forstod straks hvad han mente.
"Jeg kender ham ikke... Men jeg har set ham dræbe"
"Var han med til at dræbe din famil..."
"Søster..." Afbrød han. "Han dræbte min søster..."Rose var i chok. Hun sad stift og så på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Eller det gjorde hun. Alle mulige spørgsmål poppede frem i hendes hovede. Blandt andet: "Hvorfor angreb du ham ikke?" Spurgte Rose forvirret. Han trak på skuldrene.
"Jeg ville ikke have været stærk nok... Han er stærkere end dig, og mig til sammen. Plus han havde en følger med... Tror du virkelig at han vil hjælpe?"
"Selfølgelig..." Sagde Rose lidt mere usikkert. Og rømmede sig i den gamle træbænk som knirkede efter hendes bevægelser.
"Virkelig?" Rose så på ham. Hun turde ikke sige noget. Hun var bange for, at begge svar var forkerte. Hunter havde bare virket så sød og dejlig. Det var umuligt ikke at føle et eller andet. Men kærligheden for Hunter var langsomt ved at fordufte...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...