Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2100Visninger
AA

20. Kampen. del 2

Det knurrede bag rose, og ti falske ulve kom gående. Varulvene rettede ørene og så på dem. Først knurrede de uvelkommen, til de falske stoppede, og så så de lidt på hinanden. Der kom en rungende lyd fra dem, og Rose kendte det som et grin. Det var klart. Der stod kun ti uægte ulve foran tyve ægte? Men det gik alligevel præcis efter planen. Stort set. 
Rose rejste sig op, og pressede ryggen ind til Hunter med en pegende finger som landede på ulvene.
"Det er dem! Det er dem som har skadet mig!" Hun så på Hunter og fik presset endnu en tåre frem. Han så undrende på hende, og knugede hende ind til sig, mens han knurrede af de fremmede. Varulvene kom op på hans sider, og hun så ind i øjnene på en hvid en. Den så tilbage på hende med had i øjnene, og hun forstod virkelig hvad Casper havde fået dem til at tro om de falske. Nar, tænkte hun og så uskyldigt tilbage på den hvide, hvilket bare ville få den til at tro mere grimt om dem. Hunter løftede en finger, pegede på de uvelkommen gæster, og brølede så hele skoven hørte det. Varulvene gik til angreb og det samme gjorde ulvene. Hunter sprang over Rose, og begyndte at løbe efter de andre. Rose så alle varulvene løbe forbi hende, indtil de to sidste. Hun formerede sig hurtigt, så bandagerne blev revet over, og landede som små hvide stykker under hendes poter. Hun greb fat om de to sidstes nakkepels og kastede dem tilbage. De kom hurtigt op at stå og så undrende på hende.
"Det havde I nok ikke troet var?" Hun grinede lidt og gik hen til dem med en logrende hale. De to drenge var unge og forstod sikkert ikke hendes signaler. Rose rejste sig op på to ben og det samme gjorde de. De var selfølgelig højere en hende, og hun gik hen til den ene for langsomt, at køre sin hånd gennem varulvens pels på brystet. Det så ud til at han kunne lide det, og hun slog til. Hun greb fat om hans hovede, og knaldede det sammen med den andens. De lå fortumlet på jorden, og hun kastede sig over dem, og flåede hovederne fra hinanden.
"to døde... og..." Hun vendte ryggen til de unge døde varulve, og så ud over kampen. Der var to af de falske og to af de ægte som lå døde på jorden. Så var det tid. Hun hylede og pludselig dukkede endnu ti falske ulve op, og tre fik gabet lukket sammen om Struberne på tre overraskede ægte varulve, mens de andre stormede ind i kampen om racens overlevelse. "Cirka tretten tilbage" mumlede hun, og skulle til at løbe efter en varulv, da hun blev fældet. Den hvide varulv som hun tidligere havde set lå oven på hende, og pressede hånden om halsen på hende, og ned i jorden. Hun holdte vejret og gjorde præcis som Nike havde gjordt ved hende. Hun satte neglene i siden på den, og kradsede ned af hans sider. Blodet kom løbende hvilket bare gjorde hende vildere. Hun fortsatte, men hun kunne også mærke, at luften var ved at ebbe ud i hende selv. Hun hev efter vejret, og fik et glimt af den hvide varulv inden den blev skubbet væk af en anden. Der var to hvide dyr som kæmpede om overlevelse. Hun havde svært ved at se hvem det var, inden hun atter blev slået i jorden. Men ikke ret længe. Hun lå med maven ned i jorden og så Hunter komme løbende. Han tumlede ind i varulven som havde haft Rose som mål, og hun nåede lige at vende sig om, og se Hunter rive hovedet af den anden varulv. Hun så på ham, da han kom hen til hende. Hendes øjne gled hen over den blodige kamp, og frygtede for hendes lille falske hær. Der var ikke mange tilbage.
"Hvor er Casper?" Hviskede hun hæst. Hun kom op at stå, og hostede lidt. Hun blev fanget af en pibene lyd, som hun kendte. Nike. Det var ham som havde redet hende første gang, fra den hvide ulv. Hun brølede og løb hen til ham. Hun bed fast i varulvens arm, og svingede den lidt op i luften, og så kom Hunter springene og fik kæberne lukket sammen om halsen på den. Blodet ramte dem da hovedet faldt af, og Nike var skræmt over deres måde at kæmpe på. De flænsede bare det hele op, uden at tænke over noget. Ingen taktik, ingen planer, bare hvad de kunne komme til at gøre.
"Er du okay?" Spurgte hun, mens Hunter sloges rundt om dem. Så var han alligevel på deres side? Den hvide ulv så op på hende, og hun var sikker på, at hun kunne se et ulvelignende smil. Han så træt og udmattet ud, og blod som han var støbt i gjorde kun det hele værre at se på.
Han formerede sig til menneske og rejste sig hurtigt op.
"Hvor mange er der tilbage?" Sagde han, nærmest hyper efter mere. Rose fik et lille Chok. Han var så frisk? Men hun havde jo lige set ham blive slået halvt ihjel? 
Der var ikke så mange, men de falske var i undertal. Hun knurrede lidt.
"Hvor er Casper!?" Råbte hun af Hunter.
"Væk... Stukket af ligesom den kujon han er" knurrede Hunter tilbage. Hun så lidt på ham.
Nike holdte sig bag Rose, så han ikke kom for tæt på Hunter.
"Væk?" Mumlede hun...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...