Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2178Visninger
AA

10. Følge sit instinkt? del 2

"Har du noget at sige, Rose?" Spurgte Casper. Rose stirrede på ham. Han havde sikkert set hvordan hun havde kigget ondt på Hunter. "Er du også blevet lidt..."
"Nej." Afbrød Rose, og satte hænderne i siden. Han skulle ikke tro, at han kunne få noget ud af hende. Ikke på den måde han havde fået det ud af Hunter. Casper foldede hænderne professionelt på ryggen, og smilede.
"Jeg finder en anden til dig, søde" sagde han, og blinkede til hende.
"Vent! Jeg kunne dræbe en af de falske." Sagde hun hurtigt. Hunter, og Casper stirrede overrasket på hende. 
"Virkelig?" Sagde han, og lagde armen om skulderen på Rose. "Måske har jeg taget fejl af dig..." Han smilede og så på Hunter. "Jeg stoler på jer begge. Hvis du bringer en af de falske til mig, død. Så vil jeg lade dig være. Eller, hvis du nu skifter mening, så vil der altid være en plads til dig i banden." Rose nikkede stift. Hun anede ikke hvad hun lige havde sagt. Skulle hun virkelig dræbe nogen? lave noget kriminelt? Hun smilede alligevel, da hendes instinkter begyndte at skrige af glæde. Det var kun den lille undtagelse. Hun skulle kun dræbe én og så ikke andet, så ville alt være normalt igen.
Casper gav hende en lille seddel, med en adresse og navn på.
"Godt" sagde hun. Hun skyndte sig at gå, og glædede sig over at hun skulle væk fra alle varulvene igen. 
"Du har 7 dage!" råbte Casper efter hende.

 

 

da hun stod i bussen, blev hun pludselig klar over, hvad hun havde gjordt. Hun skulle dræbe en? slå ihjel. Hvad med hans familie? Hun trak sin seddel op af lommen og så på den. Nike? Det var da et skomærke?
Bussen stoppede brat op, og Rose var ved at falde ind i personen som stod foran hende. Hun hadede at køre i bus. Der var så trangt og den kørte så vildt. Hun steg af bussen, og opdagede en kæmpe skov. Hun gik dybere ind i den, til hun kom til et lille træhus. Hvorfor er der altid træhytter i skove? Man kunne da ligeså godt lave et stenhus? Hun skulle til at gå hen, og banke på, da en hvid ulv pludselig sprang ud af døren. Rose kastede sig til siden og lod ulven hoppe forbi hende. Hun rejste sig hurtigt op, og holdte hænderne op foran sig.
"Wow! Stop, stop!" Skreg hun. Ulven så på hende, med sunket hovede og en let knurren. Rose fik pulsen lidt ned igen. Den hvide ulv havde et sort øre og et zigzaggede mønster lidt over poten.
"Jeg vil ikke gøre dig noget, og jeg håber sådan set heller ikke at du vil gøre mig noget!" Sagde Rose. 
Ulven knurrede lidt og skiftede skikkelse. En lyshåret dreng dukkede op med armene over kors. Det zigzaggede mønster dannede en tatovering rundt om hans håndled. Rose så undrende på ham. Alt hans tøj var stadig på hans krop? Der var ikke så meget som en revne?
"Hvem er du?" Spurgte han.
"Mit navn er Rose. Er du Nike?" Spurgte hun, og drengen tog et skridt tilbage. Han nikkede stille.
"Tag dit tøj af..." Sagde han og Rose lavede store øjne.
"Undskyld?"
"Jeg vil se dig formere... Og vi vil da ikke have at dit tøj går i stykker, vel?"
Rose så lidt på ham. Hun begyndte at tage sin t shirt af. Lige da hun smed sin bh, formerede hun sig til en varulv, så han ikke fik set hendes bare overkrop. Hun stod kun på fire ben, for ikke at skræmme ham for meget. Hun kunne godt se, at han ikke virkede tryg med en stor varulv foran sig.

"En orange varulv?" Smågrinede han.

"Jeg er laksefarvet! Ikke orange?" Snerrende hun. Drengen så overrasket på hende.
"Kan du tale? Så jeg forstår det?"
"Ja?"
"Vi kan kun over tanker? Og kun med vores egen art..."
"Art? I fortjener ikke at få jeres egen art!" Sagde hun knurrende. Drengen så undrende på hende, og lidt skræmt over hendes dybe knurren af en pige at være. "I har ødelagt vores rygte! I fortjener ikke at leve!" Knurrede Rose videre imens hun kom tættere på ham.
"Det er jer der har dræbt hele min familie! Kun mig og min lillebror lever!"
Rose så sig omkring. 
"Hvor er din bror?"
"Han er kun 9, tror du at jeg vil lade dig gøre ham fortræd også?" Rose rejste sig op på to ben og bøjede sig ind over ham. Han var hvid i hovedet af forskrækkelse. 
"Jeg vil ikke dræbe jer" sagde hun og kneb sine turkis-blå øjne sammen. "Jeg vil hjælpe jer..." Ja, det er rigtigt. Hun var sikker nu. Hun ville ikke dræbe nogen, og hun ville ikke finde sig i Caspers bande. Hun ville hjælpe de falske...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...