Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2092Visninger
AA

9. Følge sit instinkt? del 1

Rose kom ud i køkkenet i undertøj, og skulle til at tage et glas mælk, da hun opdagede Hunter stå, og drikke en kop kaffe med et håndklæde viklet om livet.
"Frækt" sagde han, og tog en tår af sin kaffe. Rose skreg, og greb fat i et viskestykke. Hun prøvede at dække sin krop mest muligt, men det var et meget lille viskestykke. Hunter grinte. Rose bakkede forsigtigt ud af køkkenet, og styrtede ind i soveværelset for at skifte. Da hun kom ud igen bar hun en stor t-shirt og nogle joggingbukser. Hunter lavede elevator blikket og smilte drilsk til hende. "Jeg kunne bedere lide det andet" sagde han og blinkede til hende, inden han gik ind i stuen. 
Rose tog sig for panden og rystede på hovedet. Hun havde fuldstændig glemt alt hvad der var sket dagen før. Eller så håbede hun i hvert fald bare, at det var en drøm.
Hun satte sig ved siden af Hunter i det eneste møbel hun havde i stuen.
"Hvornår får jeg lov til at være alene igen?"
"Du ender med at blive en ensom ulv, Rose" sagde han og smilede, men hans blik var stadig holdt stift ud i luften.
"Du svarede ikke på mit spørgsmål..." Sagde Rose mere irriteret.
"Jeg skal prøve at snakke med Casper... Og du skal med" sagde han og gik ud i køkkenet for at vaske kaffekoppen af. Han prøver at undgå mig? tænkte Rose, og gik efter ham.
"Hvorfor? Jeg har klaret mig selv i 11 år nu. Jeg hader det sted."
"Hvorfor?" Sagde Hunter, og gik hen til hende. Rose tog et skridt tilbage, da hun syntes, at han kom lidt for tæt på.
"Der er over tyve han varulve som kan dræbe mig på et split sekund! Jeg ved ikke med dig, men det er altså farligt for mig!"
"Jeg skal nok være der... Jeg lader dem ikke skade dig" sagde Hunter med et smil. Rose rystede på hovedet.
"Nej, jeg tager ikke der ud igen..."
"Det er desværre ikke noget du bestemmer. Du kan gå med frivilligt, eller også må jeg tvinge dig der ud." Sagde han stadig med et smil, som om det hele var en leg. Han rakte hånden ud for sig og viste vej hen til hoveddøren.
"Nå ja, og du skulle forstille at beskytte mig?" Sagde hun irriteret og gik ud af døren.

Rose og Hunter blev mødt af de andre drenge som kom løbende hen til dem på fire ben. Flere af dem lavede enten kno-kys eller klappede Hunter på skulderen, mens Rose bare prøvede at gemme sig så meget som muligt bag ham. Hun hørte varulvene hviske mellem hinanden.
"Tror du at Hunter har fået skovlen under hende?"
"Haha! Hunter kan alt med kvinder..."
"Det er også kun fordi han har den spanske halvdel"
Mens andre var mere mystiske og knurrede lidt af hende da hun gik forbi.
"Hvad laver hun nu her?"
"Der er ikke plads til tøser!"
"Hun er her kun for at bliver straffet..."
Hunter lagde sin pelsede arm om livet på Rose, og trak hende væk fra de andre varulve. Hunter så på hende med hundeøjne, og løftede hendes hovede med en finger.
"Rose, du ryster jo" sagde han, men blev afbrudt af Casper som trådte ud af hytten. Rose bed tænderne sammen for at virke lidt mere selvsikker. Hun ville ikke stå og vibrere, og virke svag. Hunter fjerne øjeblikkeligt sin hånd og gik et skridt væk fra hende, da han så Casper.
"Casper, hvornår må vi lade Rose gå alene... Jeg har set efter hende i 3 dage nu, og jeg er ret sikker på at hun ikke fortæller det til nogen."
Casper kom ned til dem, og lagde armene over kors. Han var stadig i sin menneske skikkelse, og han så dystert på Rose. Hun huskede hvordan han havde været første dag hun var i skole. Han virkede så sød, men da hun så fik af vide, at alt bare er på grund af hævn? Så kunne hun ikke længere se det gode i ham, og han begyndte langsomt at blive Sten hård og kold.
"Jeg stoler ikke nok på hende, Hunter. Men jeg kan se at du har fået et godt øje til hende?" Sagde han og vendte blikket mod Hunter. Hunter sendte Rose et kort blik.
"Hvad? Selfølgelig ikke..." Snerrede han og spændte sine muskler.
"Måske skulle en anden tage over?" Spurgte Casper med et lille smil. Han nød at drille Hunter, og ventede bare på det rigtige svar fra ham.
"Stoler du ikke på mig? Rose kan klare sig selv, og jeg gider ikke at rende i røven på hende! Det er spild af tid, og vi skal fokusere på det vi startede med. Ikke en åndssvag tøs." Rose så stift på Hunter. Det virkede da ikke sådan igår, da du kyssede mig? Tænkte Rose og håbede på, at han tog det i sig. Hun vidste da også at han ville virke stor, stærk og stolt over for Casper. Rose tænkte tilbage på dagen før. Det var først der hun fandt ud af, at han kunne have blevet ved, men valgte at lade være, da hun sagde det. Han var jo en han, og da hun først havde ladet ham gøre det, plejer man at blive dræbt hvis man sagde stop. Sådan var det i deres verden. Hannen havde altid ret til alting. 
Følte han virkelig noget for hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...