Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2139Visninger
AA

23. Farvel... Eller?

Nike havde siddet inde på værelset lige siden de kom hjem. Rose sad og ventede i stuen på at han kom ud. Hun ville ikke forstyrre ham. Hun vidste godt at det var hårdt, men alligevel kendte hun heller ikke Vulvo så godt.
Hun hørte døren gå op, og gik hurtigt ud i gangen.
"Nike?" Hun foldede hænderne foran sig, og så sødt op på ham. "Er du okay?" Han gav hende et skævt smil, ikke ligefrem det mest overbevisende hun havde set, men alligevel gav det en varm følelse inde i hende, at se ham smile. Han stillede sin taske og tog sin jakke på.
"Så er det nu var?" Sagde han Og fnøs kort, da han så Roses ansigt.
"Skal du allerede gå?" Han så skævt på hende og nikkede. Han skulle til at tage tasken, men så gik Rose ind foran ham.
"Hvor skal du så bo?"
"Robin og Justin" svarede han kort. Rose så lidt surt på ham, mens han fik fat i tasken. Hellere hos Robin og Justin i stedet for mig? Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget ved Robin som gav hende en ubehagelig fornemmelse i maven. Måske var jeg bare jaloux? Hun rystede stille på hovedet af sig selv, og spærrede døren for Nike, da han skulle til at gå. Uden så meget som et farvel?
"Er du sikker?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Han smilede mere rigtigt til hende, lagde hans hænder på hendes kinder og kyssede hende blidt på munden. Hun havde lyst til at lægge armene om ham og kysse videre, men hun kunne også mærke, at han ikke havde lyst til mere.
"Jeg var ellers lige til at vende mig til det..." Mumlede hun og gik ud i køkkenet. Kysset var en skuffelse, og hun kunne godt mærke at han kun gjorde det for hendes skyld. Alligevel tittede hans hoved frem.
"Vende dig til hvad?" Spurgte han nysgerrigt.
"Alt andet end ensomheden" hun smilede skævt til ham og holdte hans blik. Hun kunne se hvordan han tænkte over det, og så kom han hen til hende.
"Siger du, at du godt vil have mig boende?" Sagde han, som om, at det var underligt ikke at bo alene. Rose smilede, og han gengældte det.
"Vil du virkelig have mig til at bo her? Hos dig?" Han smilede og stillede tasken. Rose nikkede med et smil.
Det var svært at sige farvel, og hun ville ikke vende sig til at være alene igen. Det hele gjorde det langt bedere hvis han var hos hende. Og hun var sikker på, at han sikkert også syntes, at det var rart at være to.
"Okay. Så bliver jeg" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...