Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2076Visninger
AA

6. De falske

Hytten var meget større indeni end den så ud udefra. Alt var stort set lavet af træ. Kommoden, sengen, sofaen, bordet, stolene og selv lysestagerne var lavet ud af træ.
Rose syntes at det lignede lidt en jægerhytte, hvilket også passede ret godt. Der var en pejs for enden af rummet og forskellige størrelser af gevirer hang rundt på væggene.
Det virkede ret hyggeligt, syntes hun, men også lidt skræmmende. Der var et langt bjørneskind som dækkede sofaen, og gjorde den blød at side i. Rose lod sine fingre glide mellem den tykke, brune pels og smilede ved den dejlige følelse af hjem.
Casper satte sig overfor hende i en stor kongelignende stol. Der var skåren forskellige mønstre i dens mørkebrune træ, og den havde nogle fyldige, røde pudder. 
"Vil du have noget? Te, vand..."
"Nej tak." Afbrød Rose og foldede sine hænder i skødet.
"Okay... Altså kender du de falske?" Spurgte Casper og lænede sig frem mod hende. Rose rystede stille på hovedet. Hun havde ingen ide om, hvad han talte om.
"De falske er næsten ligesom os, bare svagere og er mere ulv end menneske. Vi står på to ben og snakker normalt, fordi begge vores forældre var ægte varulve."
"Disse falske ulve, hvordan bliver de som de er?"
"Ved et varulvebid. Hvis en ægte varulv bider et menneske længe nok, bliver de til ulve. De ligner ulve på en prik bare lidt højere og så taler de over tankerne - hvilket er en fordel for dem." Sagde Casper og så hen på pejsen. Han så meget trist ud, men Rose havde ikke lyst til at spørge ind til ham. Hun havde fået de svar hun ville have, og så var det tid til at komme videre. Hun var trods alt lige startet på en ny skole. Hun skulle til at rejse sig, da Casper fik et hadefuldt blik. Han så på Rose med skinnende øjne.
"Det er derfor, at vi må dræbe dem..." Sagde han stille. Rose rejste sig brat op.
"Dræbe? Hvorfor?"
"De høre ikke til. De er falske og stjæler opmærksomheden fra os! Vi bliver et gammelt overnaturlige væsen som bliver sjældne at se!" Rose rystede på hovedet, var det det han ville have hendes hjælp til? Aldrig! Tænkte hun, og skulle til at gå ud af døren. Casper løb hen til hende, og spærrede vejen.
"Vi må gøre det før de dræber os. Der bliver flere og flere, og til sidst er de nok til at angribe os! Er du med os?"
"Godt nok er jeg en varulv, og mit instinkt er at dræbe, men jeg ville aldrig kunne finde på, at dræbe et menneske!"
"Der er en grund til, at vi gør som vi gør, Rose! Tænk på det."
"Nej!" Knurrede Rose, og knyttede næverne. Hun havde svoret ikke at begå noget kriminelt, siden hendes forældre døde. Og sådan skulle det blive ved med at være.
"I så fald må du ikke fortælle noget til nogen. Forstået! Jeg vil ikke dræbe dig, og det beviser kun, at vi gør dette fordi vi bliver nødt til det."
"Ham Hunter ser da ud som en der nyder at dræbe..." Sagde Rose og gik ud af døren. Casper kom løbende efter hende. "Rose!..." Mere nåede han ikke at sige før Rose havde formeret sig til varulv og sprunget længere ind i skoven. Hunter kom op til Casper og stirrede på ham, for at få nogle svar.
"Følg efter hende, og sørg for, at hun ikke sladre" sagde Casper og gik ind i hytten igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...