Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2076Visninger
AA

18. Alt er skadet

Da rose vågnede igen lå hun på sofaen i sin stue. Hun fik hurtigt øje på Nike som sad med bøjet ben, og lænede sig op af muren. Han så bare på hende uden at sige noget.
"Nike? Men..." Hun kunne ikke fortsætte. Hans ansigt var sten hårdt, og det var tydeligt at se, at han ikke kunne lide den situation som de var havnet i. Hun støttede sig på sine albuer, og tæppet som havde dækket hele hendes krop og helt op til halsen, gled ned på maven. Hun opdagede et kæmpe stykke af bandager som dækkede hendes bryst, og halvt ned på hofterne. Hun så lidt op på Nike.
"Har du?" Han rystede på hovedet.
"Robin har... Bare rolig jeg har ikke set dig nøgen... endnu" han lavede et skævt smil. Godt du har noget at more dig over, fordi at det var nemlig DIG som gjorde dette. Hun klemte øjnene lidt sammen og nikkede stille. Hun vidste da også, at han sikkert havde set hende da han bar hende hjem. Hun havde jo lige været varulv og så var hun faldet om som menneske.
"Jeg har fulgt dig indtil videre, og det har jeg stadig tænkt mig at gøre. Bare du vil skynde dig" sagde han hårdt. Rose følte sig ikke særlig tryk ved hans dårlige side. Han var helt klart såret, men alligevel kunne hun ikke lade være med at sige det.
"Det er din egen skyld. Det var dig der fik os til at bruge ekstra lang tid, og nu er jeg en såret alfa som skal lede en flok mod Casper og hans bande... Selv planen er skadet nu" hun rejste sig op, og bed de stærke smerter som strøg igennem hendes krop og op til hendes hovede, i sig. Det gjorde det kun værre, da hun skyndte sig at trække tæppet over sig, da hun fandt ud af, at hun kun havde underbukser på. Hun tog sig til panden, og var ved at falde, sådan som hendes ben rystede under hende. Nike kom hende hurtigt til undsætning og greb hende. Hendes lille skrig slap ud, da Nike fik fat om hendes hofter da han løftede hende op igen.
"undskyld Rose... Men jeg savner ham allerede... Og jeg vil ikke have at der sker ham noget" 
"Jeg ved hvad du mener Nike" hun hev efter vejret, og kæmpede om at sige det sidste "og jeg kan godt forstå dig. Men du må altså til at tænke før du handler, okay?" Han gjorde et kort nik og kyssede hende blidt på munden. Et lidt længere kys stod i vente, og hans arme snoede sig omkring hende, og tæppet gled ned på gulvet.
"Haha! Det er vist ikke kun mig der for noget, hva?" Sagde en stemme, og Nike holdte Rose tæt ind til sig, for at dække hendes halv nøgne krop. Han smilede da Justin stod, og fløjtede af dem i dørkarmen. Rose syntes ikke det var spor sjovt, og skyndte sig at træde i nogle joggingbukser, ligemeget hvad hendes fornuft sagde. Du skal lægge dig ned Rose! Hendes overkrop var heldigvis dækket af bandagerne. Robin kom også til syne. Hun gav Justin et hårdt slag i maven, og gik hen for at hjælpe Rose. "Jeg sagde at du ikke skulle gå her ud endnu, Justin!" Vrissede hun af ham, mens han strøg sig over maven med et løftet øjenbryn. Rose smilede ved Robins venlighed.
"Tak" mumlede hun, og lagde sig ned på sofaen. Robin smilede for første gang normalt til hende og sagde: "Hvis du ligger her til," hun så på sit ur "cirka klokken fem, vil du nok kunne klare dig" 
"Tak" sagde hun og på på Nike. det er underligt. Altid når man ikke kan, så vil man. Nike kunne se hendes kærlige blik, og satte sig på sofaen for at holde hendes hånd. Hun havde sådan lyst til at kysse ham, men hvis hun prøvede at rejste sig, eller bare side op, så ville hun bruge sine mavemuskler for meget, og det ville gøre fucking ondt. Hun pustede hårdt ud og lukkede øjnene. Det var som om hun kunne mærke hvordan hendes sår langsomt begyndte at hele. 
"kan i samle alle jeres venner og få dem herhen nu? Vi gør klar til kampen, jeg vil snart være frisk" Nike smilede halvt, og så på Robin og Justin som allerede var gået igang med deres mobiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...