Real werewolves

Rose er en pige på 17 år. Hendes første dag i skole går ikke helt perfekt, og ved et "tilfælde" møder hun en dreng som viser sig at have nogle dystre hemmeligheder.
For at Rose kan få et helt almindeligt liv igen (eller så almindeligt som det nu kan blive) skal hun dræbe en af "de falske". Men da hun vælger fuldstændig det modsatte, går det galt, og hun har en bande af varulve i hælene, samt hun skal hjælpe en ny art med at overleve...

"Han ramte så hurtigt ud efter hendes hoved, at hun ikke nåede at flytte sig. Rose blev kastet til siden, og i et øjeblik var hun ved at miste synet.
Det begyndte at stikke i hendes skin ved kindbenet, og hun kunne mærke den irriterende svige, som kom fra såret. Rose tog forsigtigt sin hånd op til sit ansigt, og mærkede efter. Hun lavede en sitrende lyd med sin tunge og tænder af smerte, da hendes fingre strejfede den dybe flænge i sin pels. Rose spidsede ørene, da hun hørte varulven komme nærmere..."

16Likes
9Kommentarer
2070Visninger
AA

22. Åh nej...

De havde ledt i alle hytterne og rundt i hele skoven, men Vulvo var ikke til at se nogen steder. Rose havde lånt noget af de kvindelige varulves tøj, selvom at det var ubehageligt ikke at have sit eget på, blev hun glad for deres hjælp. 
De Andre varulve havde ikke lagt mærke til noget, da de stadig var medlemmer af banden. Hvad så hvis Casper havde taget ham med sig? eller hvis Hunter havde? Nike var sakket bagud, og Rose kom hen til ham for at få ham til at gå lidt hurtigere. Jo hurtigere de fandt Vulvo, jo bedre ville alle have det. De samledes i en flok tæt på søen. Ingen havde set noget.
"Og I er sikre på at have ledt alle steder?" spurgte Rose igen, og så på de triste ansigter som stille nikkede på hovederne, og så lidt på de andre. Rose så skuffet på dem, og var ved at råbe ud over det hele. Hun kunne ikke svigte Nike på den måde. Men hvad så hvis Vulvo var død?
Hun vendte sig om da hun blev prikket på skulderen. Nike var frosset fast med hænderne for munden, som sikkert var åbnet, og nogle store stirrende øjne, som så skrækslagent ned i vandet. Rose gik hen til ham og prøvede at finde det som han så på, da hun også fik øje på det, og frøs fast i samme position. 
Vulvo lå sammenkrøbet nede i vandet, med en håndvægt begravet i sandet på bunden. Store tykke reb bandt ham fast og han så med kolde åbne øjne op på dem. Det var tydeligt at se, at han var død. Det var nemt at få øje på ham, da hans hud nærmest lyste op af hans blege, forskrækkede ansigt. Senere udstødte Nike nogle få hulkede, hvorefter han begyndte at græde, bare uden de lange hyl og uendelige råb. Hans tåre trillede langsomt ned af hans kinder mens han stirrede på sin døde bror nede i vandet.
"Hvorfor..." Hviskede han stille og dumpede ned på knæene, med sine hænder foldet i sit skød. Rose kunne mærke hans sorg, og ville til at sætte sig ned ved siden af ham, da Robin kom farende. Hun holdte en arm om ham, og Justin kom hen ved siden af Rose. Han så ikke på hende, kun medfølende ned på Nike, som havde begravet sit hovede i Robins skulder, mens de rokkede stille frem og tilbage. 
Justin satte sig på hug ved siden af ham, og lagde en hånd på hans skulder. 
"En stor kamp kræver mange ofre..." Mumlede Han, og var ikke sikker på, om han var den bedste til at trøste andre. Nike rystede hans hånd af sin skulder, uden så meget som at kigge på ham. Dog så han op på Rose som havde sat sig bagved Robin og dermed foran Nike. Hun gav ham et skævt smil,mog agede forsigtigt hans kind. Hun satte sig tættere på ham, og kørte sin hånd gennem hans let krøllede hår. Han klemte øjnene sammen, som et lille 'tak'.
"Det var ikke engang meningen at han skulle deltage i kampen..." Sagde Nike stille og fik kæmpet sig op på benene igen. Han så ned i jorden. Rose gik hen til ham og løftede hans hovede lidt, så de fik øjenkontakt. Hun smilede lidt til ham, imens hun forsigtigt gned hans tåre væk fra hans kinder.
"Jeg er utrolig ked af det Nike... Men det hele skal nok gå" Hun kyssede ham blidt på munden, men fik ikke noget igen. Hun så bekymret på ham og bed sig selv i læben. Hun vidste godt at det var hårdt for ham, det ville det have været for enhver, men man måtte nødt til at komme videre med livet. Selfølgelig skulle han have tid til at sørge, men ikke på fjendens territorium. De vidste stadig ikke hvor Casper og Hunter var henne. Og det gjorde Rose meget urolig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...