Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1119Visninger
AA

1. Prolog

Prolog

 

Flammerne slikkede op ad de små huse. Knitrende blev stråtagene forvandlet til forkullede klumper, og en tyk røg fyldte luften. På få timer var den lille, livlige landsby blevet til endnu en ødelagt og forladt plet på det store, hullede verdenskort. Endnu et tilfredst kryds kunne sættes. Det sidste kryds.
    Men den aldrende mand var ikke i højt humør, da han gik ned ad skråningen mod det uigenskabelige. En flok forvirrede høns og kaniner hoppede stadig rundt mellem husene, som om de ikke havde opdaget deres nylige frihed. Det svedne græs knasede under hans sko, og han hostede, da han trak røg ned i lungerne. Den kvalmende lugt af brændt kød nåede ham, og han begyndte at fortryde turen mellem husene.
    For kort tid siden havde der hersket kaos, men nu var alt under kontrol. De, der ikke var blevet slået ihjel, sad nu bagbundne på den anden side af bakken, hvor kongens mænd havde slået lejr, og det værste af ilden var brændt ud. Alligevel slog varmen mod manden, mens han prøvede at finde en grund til, at han var gået derned. Der havde allerede været nogen for at tjekke efter overlevende mellem de sortsvedne huse.
    Der var bare noget trøsteløst over synet. Et syn han aldrig kunne glemme og måske ikke ønskede at glemme. En bitterhed fyldte ham, da det gik på for ham, at han var en del af det, der var sket. Stoppe vanviddet kunne han ikke, men han kunne være blevet hjemme på slottet. Han kunne have nægtet at tage med. Men han ville gerne med. Han ville se det forfærdelige, så han ikke kunne ignorere det. Så han hver dag ville huske, hvilke grusomheder der blev begået uden for slottets trygge mure. Det var at pine sig selv, men der var noget befriende over visheden om, at han ikke kunne glemme eller lade som om.
    Halvbrændte papirer og løse bogsider blev båret rundt af den milde vind, og smadrede lerkrukker dækkede flere steder jorden. Uger af hårdt arbejde var nu spildte, som fortjenesterne lå spredt mellem husene. En svag lyd nåede gennem hans tankespind, og han så op fra den tørre jord. Lyden førte ham til et af de små huse, der ikke var helt så slemt tilredt, og han trådte over dørtærskelen, hvor resterne af en dør hang på hængslerne. Han fulgte lyden, mens hjertet sank i hans bryst.
    Han kunne fornemme den glæde, der engang havde hersket i det lille, engang så hyggelige køkken. Han kunne forestille sig en ung kvinde stå ved komfuret, mens små børn løb rundt om benene på hende. Eller måske havde det været et gammelt og lykkeligt ægtepar, der havde haft huset som hjem. Lykkelige bedsteforældre der passede deres børnebørn, når forældrene havde travlt.
    Lyden blev langsomt højere, jo længere han bevægede sig ind i huset.
    Det var barnegråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...