Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1113Visninger
AA

11. Kapitel 8

Kapitel 8

~ Keila ~

Der blev kigget efter dem, da de gik mellem de små huse. Selvom alle folk undrede sig over, at hun først dukkede op nu og havde den fremmede dreng på slæb, var der ingen, der stoppede dem for at stille spørgsmål. Alle vidste, at hun skulle hen til Levis, og ingen ville være den, der gjorde at hun nåede senere frem.
    Tøvende bankede Keila på den mørke trædør, og hun skævede til Aron, der stod skråt bag hende. Han havde været ret stille det sidste stykke tid, men nu hvor de var nået hendes hjem, var der selvfølgelig også meget nyt at se for ham. Der var en helt anden stemning i deres lille by, og hun ville næsten ønske, at det havde været sommer, så han kunne have oplevet det som det første.
    Der var fantastisk i bjergene om sommeren. Nu var der bare koldt. Så koldt at hun frøs, mens hun irriteret ventede på, at der skulle blive åbnet op. Hun kunne slet ikke forstå, at det var sidst på efteråret. At hun havde været væk hjemmefra så længe. Da hun tog af sted var træernes kroner stadig fyldige. Nu var der kun få blade tilbage.
    Egentlig forstod hun godt drengens stilhed. Han befandt sig i blandt den samling huse, der pludselig skulle være hans hjem. Noget han ikke selv havde valgt. Hun havde rent faktisk ondt af ham. Hun ville ikke have kunnet holde det ud, hvis hun pludselig fik at vide, at hun skulle forlade sit hjem og alle hun kendte for at starte et nyt liv på slottet.
    Døren gik op, og en ung mand dukkede op i døråbningen. Egentlig var han kun få år ældre end hende selv. Alligevel var han den, der bestemte. Et job han af en eller anden grund havde overtaget efter sin far, der var død af den forfærdelige sygdom, der herskede blandt deres folk. Hans lysebrune hår sad ikke nær så perfekt, som det plejede, og hun gik ud fra, at de havde vækket ham. Det var trods alt tidligt om morgenen.
    Hende og Aron var kommet for sent af sted morgenen før, og hun havde derfor bestemt, at de slog lejr for natten ikke så langt fra byen. Det ville blive alt for sent, inden de nåede frem, til at hun ville kunne snakke med Levis, men hun vidste, at han ikke ville vente, til hun havde sovet. Derfor havde det andet været nemmest. I hvert fald for hende.
    ”Må vi komme ind? Det er faktisk ret koldt?” Levis blinkede med øjnene og fik pludseligt travlt med at åbne døren helt og genne dem ind. Han var helt klart lige vågnet. Keila satte sig ved det lille træbord i køkkenet og gjorde tegn til Aron om, at han skulle gøre det samme. Levis blev stående og betragtede dem. Hun overvejede kort om tingene virkede ret primitive på Aron, men nåede frem til, at det vist var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig gjorde de det.
    ”Må jeg spørge om, hvem i alverden det er, du har med?” Han havde hævet det ene øjenbryn, og Keila kunne ikke lade være med at knibe øjnene sammen. Denne person var faktisk i rummet.
    ”Måske,” svarede hun til sidst. ”Men så skal du også finde noget morgenmad til os.” Hun blev en smule overrasket over, at han rent faktisk gjorde det. Ikke at hun klagede; hendes mave brokkede sig over det manglende måltid. Levis stillede en tallerken foran dem hver og satte sig så ned på den anden side af bordet.
    ”Hvordan kunne det tage dig så lang tid?” Fornærmet stak Keila sine hænder i vejret, så han kunne se hendes håndled. Levis gjorde store øjne.
    ”Fangede de dig?” Keila nikkede og fortalte hvordan Marquis havde fået hende fri. Hun fortalte sin brunhårede ven alt, hvad der var sket, siden hun tog hjemmefra og fandt bøgerne frem. Levis greb ud efter den store, tykke bog og lod fingrene kærtegne det gamle læder. Forsigtigt åbnede han den og vendte en af de skrøbelige og gulnede sider. Han lukkede den i samme øjeblik, som Keila fandt den anden bog frem, og et kort øjeblik stirrede han bare på den.
    ”Jamen. Det er jo…” Han afbrød sig selv og rakte ud efter den blå bog, som hun gav ham. Den lyse blå farve betød, at det var bogen for luft. Et af de fire elementer. Alle havde troet, at den var gået tabt, da kongen forsøgte at slå dem alle ihjel. At den var blevet brændt som så mange andre bøger om magi. Men Marquis havde haft den i sin grotte. Hvor end han så havde den fra.
    ”Min far vidste, at Marquis havde Dragens Bog, men han nævnte aldrig den her?”
    ”Han fortalte heller ikke os om den. Rent faktisk tog jeg den bare.” Hun bed sig læben bange for at Levis ville blive sur på hende. Dog nikkede han blot.
    ”Han vidste godt, at du ikke ville lade den ligge.” For første gang talte Aron, og af en eller anden grund gjorde det Keila glad, at han uden tøven mødte Levis blik. Hun ville have følt sig så lille og ubetydelig, hvis hun havde været i hans sted. Men hvis der var en ting, hun havde lagt mærke til i alt den tid, de havde tilbragt sammen på deres rejse mod hendes hjem, var det, at de ikke rigtig lignede hinanden på nogen måde. Han var så stille og rolig altid, lod tingene tage den tid de tog, mens hun selv udmærket var klar over sin egen utålmodighed. Hun var vild og livlig, som ilden der herskede i hendes indre.
    ”Og helt præcis hvordan kan du vide det?” spurgte Levis, der stadig så tvivlende på den fremmede, der nu sad i hans hus. Han stolede ikke helt på den lyshårede dreng.
    ”Jeg har kendt den mand hele mit liv.” Aron lod sig ikke påvirke af den andens mistænksomhed. Rent faktisk havde Keila på fornemmelsen, at han ignorerede den. Det ville ligne ham. Selvom Levis tydeligtvist havde mange ting, han gerne ville spørge Keila om, endte han alligevel med at bede hende gå hjem.
    ”Det er nok bedst, hvis du tager hjem til dine forældre, inden vi snakker mere om det her. De er vist mere bekymrede for dig, end hvad godt er. Vi har ikke rigtig kunnet berolige dem på nogen måde, for vi andre var efterhånden begyndt at tvivle på, om du ville komme tilbage.” Hun nikkede, for han havde ret. Det var synd for hendes forældre, hvis de skulle gå og være bange for hvad der var set med hende i længere tid end nødvendigt.
    ”Hvad gør jeg nu?” spurgte Aron, da de gik mod Keilas hjem. Hun stoppede op, for det havde hun faktisk ikke tænkt over. Han skulle jo have et sted at bo. Marquis’ idé havde ikke været særlig gennemtænkt. Rent faktisk virkede det ikke helt normalt bare sådan at sende drengen med hende. Lidt urealistisk. Han havde jo intet her. Ingen steder at bo, igen familie, ingen venner. Det eneste han havde var han bekendtskab med hende. Hun sukkede. Så var det vel hende, der måtte sørge for ham. Det virkede lidt komisk, for hun var nået frem til, at han var ret god til at klare sig selv.
    ”Du kan vel låne min brors værelse,” nåede hun tøvende frem til. ”Han.. er ikke hjemme.” Han nikkede, men hun kunne godt se, at han følte, at han trængte sig på. At han havde det dårligt med det. Men det var jo ikke nnoget, han selv havde valgt.

I starten fandt hun hendes forældres opførsel en smule pinlig, men så kom hun i tanke om, hvor bange de måtte have været, når hun ikke dukkede op til den forventede tid. Hun havde jo også savnet dem, og de uendelige knus føltes hjemlige. Som hun havde regnet med, var Aron mere end velkommen til at blive hos dem til han fandt ud af, hvad han ville. Egentlig var han vel så gammel, at han godt kunne bo for sig selv. Hovedrystende hørte hun på sin far, der udspurgte den stakkels dreng om alt muligt omkring livet på slottet.
    Det så heldigvis ikke ud til at han havde noget i mod det, og hun følte ingen skyldfølelse, da hun igen gik hen til Levis. Der var trods alt nogle ting, de skulle snakke om. Hendes far havde hjulpet hende af med de forfærdelige metalarmbånd, og hun følte sig fri igen. Nærmest som et andet menneske. Hun følte, at hun igen kunne tække vejret frit, og verden virkede lysere og mere farverig.
    Hun vidste at der ville blive spurgt ind til Aron, men der var jo ikke rigtig noget, hun kunne sige, udover at hun var blevet bedt om at tage ham med, og at hun så havde gjort det. Egentlig kunne hun godt se, at hun burde have diskuteret det med Marquis. Det her var den virkelige verden; man kunne ikke bare sådan lige flytte op i bjergene. Den lyshårede dreng hørte heller ikke til der, og hun var bange for, at han ikke ville have det godt med at være et så anderledes sted. Hun himlede med øjnene af sig selv. Hun bekymrede sig rent faktisk om, hvordan han havde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...