Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1129Visninger
AA

9. Kapitel 7

Kapitel 7

~ Aron ~

Den lille kro var overraskende pæn og ren, hvilket glædede Aron, der ellers havde hørt både godt og skidt om de små landsbykroer. I et hjørne sad en enlig mand og spiste, om et lille bord sad en gruppe halvfulde mænd og spillede kort, og som sidste mand udover kroejeren sad der en mand og sov, selvom den ukomfortable stol ikke kunne være rar at sove på. Det måtte være en af de stille aftener, der kun en sjælden gang i mellem tog plads sådanne steder.
    Keila var gået hen til den tykmavede mand, der ejede stedet, for at skaffe dem et sted at sove og noget at spise. Der var ikke mere tilbage af madden fra Mr. Marquis og Jenny, og de så ingen grund til ikke at sove i en rigtig seng, nu hvor de havde chancen. Egentlig havde han jo ingen penge med, men den mørkhårede pige havde trukket på skulderen og sagt, at de jo så bare måtte se, hvor længe de kunne klare sig med dem, hun havde.
    Han betragtede hendes ryg, der forblev rank på trods af den byrde, hun stadig bar over sine skuldre. Den lille gryde der måtte slå mod siden af hendes lår, hver gang hun gik. Han kunne ikke høre, hvad hun sagde, men hendes hænder fulgte lystigt hendes mund, da hun forklarede den ældre herre et eller andet. Efter lidt tid nikkede han, og hun rakte ham et ubestemmeligt antal mønter, inden hun vendte sig mod sin følgesvend for at gøre tegn til ham om, at han skulle følge med.
    Trappen knirkede let under deres vægt, men det lød ikke faretruende. Snarere en smule hyggeligt som en hilsen fra en gammel ven. Han forstod stadig ikke helt, hvad han lavede der. Han forstod stadig ikke, at han var på vej i den modsatte retning af sit hjem. Det kunne godt være, at han holdt meget af nye oplevelser og ændringer i det mønster, han ellers normalt levede efter, men han havde alligevel ikke haft noget intentioner om at forlade sit liv på slottet. Ikke lige nu i hvert fald. Den kære Mr. Marquis havde anskaffet sig en samling forklaringsproblemer til den næste gang de sås. Hvornår det så end ville blive.
    Han fulgte i hælene på Keila, der vidste, hvor de skulle hen, og snart efter stod de i et lille rum, der var udstyret med to senge, der heldigvis så rene ud. Keila lod sine ting dumpe ned på den ene, og Aron nåede frem til, at det måtte betyde, at den anden var hans. Han havde langt fra nær så mange ting som pigen, men han havde heller ikke regnet med, at hans rejse skulle blive så lang. Han hældte sin taskes indhold ud på sengen i tilfælde af, at der skulle være noget, der endnu ikke var tørret siden deres regnvejrstur dagen før. Det var aldrig smart at have våde ting pakket ned.
    En lille, sort læder pung landede oven i bunken for derefter at trille ned ad den. Han rynkede brynene. Han huskede ikke at have puttet den deri, og så var der kun to andre, der kunne have gjort det. Mr. Marquis eller Jenny. Det kunne ligne dem begge to at snige ting i hans taske uden at sige det. Han samlede den uventede genstand op, og den lå tung i hans hånd. Hans anelser blev bekræftet, da han åbnede den og fik øje på de skinnende mønter. En af hans venner, eller dem begge, havde været betænksom, og det så ikke ud til, at de behøvede være nær så bange for, at Keilas penge slog op, som han havde frygtet.
    De havde en længere rejse foran dem, og nu hvor det var dem muligt at gå fra landsby til landsby virkede det lettere åndssvagt at blive ved med at slå lejr i det fri. Han måtte indrømme, at han nok var lidt for vant til at have en ren og behagelig seng at sove i, men samtidig blev det kun koldere udenfor, jo længere hen på efteråret de kom. Det kunne godt blive ubehageligt og koldt ikke at have tag over hovedet om natten.
    De havde været heldige med, at den nærmeste by kun lå en dagsrejse fra grotten, som de havde forladt tidligt om morgenen, for den manglende mad kunne godt være gået hen og blevet et problem. Han var ikke et sekund i tvivl om, at pigen bag ham kunne bruge den bue, hun slæbte rundt på, men han måtte indrømme over for sig selv, at han langt fra var vant til et primitivt liv og nok heller aldrig ville blive det. Han var som Keila så rigtigt havde påpeget op til flere gange en rigtig bydreng.
    Sulten gnavede i hans mave, og han skyndte sig at få styr på sine ting, så de kunne komme ned og få den mad, Keila havde betalt for. Inden de gik, skubbede hun bøgerne ind under sengen, så de ikke var det første, man fik øje på, når man kom ind. I løbet af årene var samlingen af bøger i Mr. Marquis grotte kun blevet større, men det var lykkedes dem at finde den rigtige bog og mere til. Pigen havde gjort store øjne, da hun sammen med Dragens Bog fandt endnu en bog, som hun hævdede tilhørte hendes folk. Aron havde ikke sat spørgsmålstegn ved det. Han var ret sikker på, at hun ikke ville sige det, hvis ikke det passede, og hvis det var unødvendigt, hvorfor skulle hun så give sig selv endnu en tung og skrøbelig bog at bære på?

Maden smagte fantastisk.
    Træt og sulten som Aron var, havde han på fornemmelsen, at alt godt tilberedt mad ville det efter dagene i skoven uden et ordentligt og varmt måltid. Ingen af dem sagde noget, mens de spiste, men de havde begge vænnet sig til den stilhed, der af og til opstod i mellem dem. Manden, der havde siddet i hjørnet, var forsvundet, og den sovende mand var vågnet op og havde sluttet sig til de andre, som stadig spillede kort. Da de gik forbi gruppen på vej op igen, blev der råbt efter dem, men Keila ignorerede det, og derfor gjorde Aron det samme.
    ”Jeg bryder mig ikke om fulde mennesker,” fortalte Keila på vej op ad trappen, og det undrede på igen måde Aron.
    ”De kan være ret utilregnelige til tider,” medgav han, og der blev ikke sagt mere, før de var tilbage ved deres lånte senge.
    ”Ved du slet ikke, hvor han har den bog fra?” Som alle andre gange det spørgsmål var blevet stillet, rystede han på hovedet, og Keila så tænksom ud. ”Han har aldrig nævnt den?” Aron gentog gestussen fra før.
    ”Jeg forstår bare ikke, at han ikke sagde noget om den,” sukkede hun og smed sig på sengen, hvor hun kort tid efter sparkede støvlerne af. Det var egentlig Jennys, og hun havde været heldig med, at hun kunne passe dem. Hvad pigen havde gjort af sine egne sko, havde Aron ingen anelse om, men på en måde undrede det ham ikke, at hun havde mistet dem.
    Hun kæmpede sig op at sidde og begyndte at massere sine fødder.
    ”Det burde ikke være lovligt at skulle gå så meget i andres sko,” mumlede hun, men Aron rystede bare på hovedet og gjorde sig klar til at kravle i den lokkende seng. Bag ham mumlede den lige nu knapt så magiske magiker videre til sig selv, og der var ingen tvivl om, at hun var sig selv igen. Hvad der end havde tynget hende aftenen før, så var det væk nu.

Det var rart at ligge i en seng igen, selvom dynen kradsede en smule, og det gik pludseligt op for ham, hvor træt han var. Han havde en smule svært ved at overskue de dage, der ventede ham, og han havde heller ikke rigtig lyst til det. Det var nemt nok bare at gå. Han havde et mål. Men hvad så når han nåede det? Hvad skulle han alene i bjergene sammen med en helt anden form for mennesker? Hvad genialt havde hans gamle ven dog set med denne plan? Han hørte ikke til hos pigens folk, og han havde ingen anelse om, hvor længe han skulle blive der. Hvad ville de overhovedet sige til han pludselige opdukken?
    Man skulle selvfølgelig ikke tage sorgerne på forskud, men det var heller ikke nødvendigt. Han havde rigeligt at bekymre sig om i forvejen. Der var lang vej til pigens hjem, og den kolde vinter kom tættere på, for hver dag der gik.
    ”Gik du hele vejen fra bjergene til slottet?” spurgte han, og hun var så længe om at svare, at han først troede, hun var faldet i søvn. Det kunne næsten ikke passe, hvis hun var gået hele vejen, for så ville hun jo have været undervejs i flere uger, hvilket han ikke helt kunne forestille sig.
    ”Nej,” lød det til sidst fra den anden ende af det mørke rum, og han rynkede brynene.
    ”Hvordan kom du så frem?” Denne gang svarede hun slet ikke, men han hørte, hvordan hun vendte sig i sengen, og kort efter var hun faldet i søvn. Den dybe og regelmæssige vejrtrækning var ikke til at tage fejl af. Ligesom aftenen før var hun faldet i søvn, mens han stadig var alt, alt for vågen i forhold til, hvor tunge hans øjenlåg føltes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...