Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1127Visninger
AA

8. Kapitel 6

Kapitel 6

~ Keila ~

Det regnede.
    Store våde dråber faldt fra den grædende himmel og landede på træernes rødlige blade eller i skovbunden. Den svage lyd, der opstod når vandet ramte, var det eneste, der hørtes. Skoven var blevet så stille i samme øjeblik, som skyerne havde åbnet op. Alle de små dyr var søgt i læ. Det samme var de to unge mennesker, der havde vandret mellem træerne hele dagen.
    Aron rodede i sin taske, men Keila havde bare sat sig med ryggen op ad et træ. Hun så på skoven, der blev badet. Egentlig passede det ikke helt, det med at alle dyrene var krøbet i skjul. Små frøer hoppede rundt mellem blade og kviste, og hun kunne ikke lade være med at samle en af dem op. Dens bittesmå fødder kildede hendes håndflader. Egentlig brød hun sig ikke rigtig om frøer. Hun fandt dem en smule ulækre, når de var store. Men de her var små. Små og søde.
    Med et suk rystede hun på hovedet og satte frøen ned, inden hun rejste sig op og fik sin oppakning på plads. Den lyshårede dreng kiggede op på hende med sine blå øjne, og et kort øjeblik mindede de hende om en skyfri sommerhimmel, hvilket egentlig var åndssvagt. Helt præcist hvorfor det var åndssvagt, fandt hun aldrig ud af, det var det bare. Hun kneb øjnene hårdt sammen et kort øjeblik, inden hun tog sig sammen til at svare drengens spørgende blik:
    ”Det holder ikke op med at regne lige foreløbigt alligevel, så jeg synes lige så godt, vi kan komme af sted.” Hun var kommet uden for træets dækkende tag af grene og blade, så kolde dråber ramte hendes ansigt, mens duften af våd skovbund trængte op til hende. Hun trådte et par skridt bagud og vendte ansigtet mod himlen. Egentlig var det meget rart at stå der, selvom hun nok ville fortryde det senere, når det blev tørvejr, og hendes tøj ville være helt gennemblødt.
    Hun havde regnet med, at han ville sige hende i mod, men i stedet nikkede han bare og samlede sine ting sammen for at komme hen til hende. Han havde fortalt, at de næsten var nået deres mål kort tid før, det var begyndt at regne, så de måtte være tæt på nu. Noget der glædede den unge magiker.
    ”Du er ikke så sur længere,” lød det fra Aron, da de havde gået et stykke tid. Egentlig lød det mest af alt som en konstatering, men hun valgte alligevel at svare ham:
    ”Hvad mener du helt præcist med det?”
    ”Jo, du var så sur i går morges.” Et suk forlod hendes læber, for hun vidste godt, hvad han hentydede til.
    ”Alting går bare ikke lige helt som planlagt, og så er jeg ved at blive sindssyg, fordi jeg ikke kan få de her tingester af, før jeg kommer hjem.” Hun stak sine hænder frem, så metallet om hendes håndled blev synligt. Dråber landede på den glatte overflade og gled ned ad den, hvilket efterlod små våde spor.
    Aron greb ud efter hendes håndled, og hendes første tanke var at trække hænderne til sig. Det lykkedes hende at fortrænge lysten til det, og hun betragtede ham, mens han studerede det brede bånd. Han lod en finger kører hen over revnen, der hvor det sad sammen, men hun kunne se, at han nåede frem til samme konklusion som hende. De var ikke bare sådan lige at få af. Hans greb var blidt i forhold til vagternes, og hans fingre føltes varme mod hendes våde hud.
    Med en hovedrysten slap han hende og kiggede frem for sig, inden han vendte ansigtet mod hende.
    ”Hvad gør de godt for?”
    ”De stopper min magi. Som en prop der sørger for, at den ikke kan komme ud,” svarede hun bittert og sendte metallet et brændende blik. Et blik, der normalt ville have haft en varm effekt.
    ”Så det var altså nogen, de gav dig på, da de tog dig til fange?” Hun nikkede og begyndte igen at gå, mens hendes hår blev fyldt med vand, så det hang tungt og klistrende ned af hendes ryg og kinder.
    ”Det bliver en lang tur hjem,” mumlede hun uden helt at vide, om det var til sig selv, eller om det var til drengen, der igen gik ved siden af hende.

***

Da de nåede grotten, var det for længst blevet over den tid, hvor normale mennesker spiste deres aftensmåltid. Solen, der var brudt en smule igennem tæppet af regnfulde skyer, hang lavt på himlen, der langsomt var ved at skifte farve. Skoven duftede frisk, og alting virkede så klart. Som om regnen havde skyllet et lag af usynligt spindelvæv væk. De små dyr puslede igen i buskene, og Keila følte sig igen en smule fri. Hun elskede naturen, og så længe hun gik, frøs hun ikke på trods af det våde tøj.
    ”Er Marquis ikke bange for, at nogen finder grotten og tager bøgerne?” spurgte hun, da de stod i den mørke hule. Faklen fra turen væk fra slottet var blevet våd, så den var ikke meget værd, og det var dem ikke muligt at komme langt ind i grotten, hvis de ville kunne se, hvor de gik.
    ”Åbenbart ikke,” svarede Aron, og hun kiggede på ham. Hans lyse hår havde fået en mørkere farve og klistrede til hans pande og tindinger. Vandet drev ikke længere af ham, som det havde gjort af dem begge tidligere, men tør var han langt fra. Hans øjne skinnede en smule i halvmørket, men de var ikke længere omkranset af de vanddråber, der før havde siddet i hans øjenvipper.
    ”Han regner vist ikke med, at folk går så langt ind, hvis de rent faktisk finder den.” Keila prøvede at se ind i mørket, men kunne ikke bedømme hvor dyb grotten var. Det var selvfølgelig rigtigt nok, at man nok ikke ville gå forfærdeligt langt ind, hvis man bare søgte tørvejr eller et sted at sove, men man kunne jo aldrig vide. Måske det bare var fordi, at bogen var så vigtig for hende.
    ”Keila, hvad siger du til, at vi prøver at få gang i et bål og får noget at spise, inden vi går på jagt efter den bog? Jeg vil nødigt klage, men jeg er altså både kold og sulten.” Hun kiggede ud på den våde verden uden for grotten. Det ville ikke blive nemt at starte et bål uden magi, men alligevel nikkede hun. Der var langt fra varmt i grotten, og hun var ret sikker på, at hun var mindst lige så sulten som ham.

Det lykkedes dem efter mange forsøg at få gang i et bål. Det havde hjulpet en del, at der havde ligget en bunke tørre kviste i grottens indgang samt få grene. Dem, der sidst havde tændt bål, havde haft mere brænde, end de skulle bruge. Mens Aron hentede vand i en lille bæk bag grotten, lagde Keila de tørreste grene, hun kunne finde, tæt på det, der skulle forestille et bål, for at de kunne tørre. Bagefter gik hun på jagt i skovbunden efter spiselige planter.  Hun havde bestemt sig for at lave suppe, hvilket også lykkedes hende.
    Da de begge sad ved bålet med fyldte maver og tøj, som vandet lige så stille fordampede fra, kunne Keila ikke holde et gab tilbage. Det var trættende at gå så meget, og hun havde af en eller anden grund ikke haft helt nemt ved at sove de to nætter i skoven. I det mindste var de nået deres mål. Hun kunne snart begynde den lange rejse hjem. Hun kunne komme hjem til sin familie, sit hjem, og hun kunne føle sig hel igen, når nogen havde hjulpet hende af med armbåndene. Men hun måtte sove først.
    ”Vi kan godt vente med at finde den til i morgen. Du ser træt ud.” Hun kunne mærke hans blik på sig, og hun blev en smule irriteret. Kunne han ikke forstå, at hun gerne bare ville have den bog, så hun komme hjem?
    ”Men…” Han afbrød hende:
    ”Keila, vi kan lige så godt vente, vi bliver her jo alligevel til i morgen. Man behøver ikke gøre tingene hurtigere end nødvendigt. Du kommer ikke hurtigere hjem ved at gøre det nu, og det ved du også godt.” Et kort øjeblik lød han fuldstændig som hendes bror, hvilket ikke ligefrem hjalp på det. Det var mærkeligt, for hun plejede aldrig at have det sådan. Hun plejede aldrig at have problemer med at være væk hjemmefra. Men der var et eller andet ved den lyshårede dreng, der skulle forestille at være helt normal, der mindede hende om hendes hjem.
    Måske var det fordi, at hun vidste, at han ikke skulle tilbage til sit. Eller også var det bare fordi, han sagde og gjorde ting, der mindede hende en smule om hendes storebror. Hendes kloge, højtelskede og helt igennem fantastiske storebror.
    Hun lagde armene om knæene og betragtede de orange flammer, der langsomt fortærede træet. Hun mærkede den brændende lyst til at lege med ilden som en knude i brystet. Hun følte sig så lille og magtesløs, når hun ikke havde adgang til sine indre kræfter.
    Hun mærkede en hånd på sin skulder og kiggede op i de blå øjne, der var kommet tættere på, for kort efter at konstatere, at det var en dum idé. Hun bed sig i læben, da hun mærkede de salte tårer i øjenkrogen.
    ”Jeg vil bare gerne hjem,” mumlede hun og kiggede væk, mens hun uden held prøvede at blinke tårerne væk. Han lagde trøstende armene om hende, og det virkede slet ikke så unaturligt, som det burde. Selvom hun aldrig ville indrømme det, føltes det rart. Trygt. Med et lydløst suk lagde hun hovedet mod hans skulder. Hans tøj var stadig fugtigt, men hun var for træt til, at det generede hende. Egentlig ville hun gerne bare sove. Sove og så finde vejen hjem.
    ”I morgen kan du tage hjem,” lød det lige over hende. ”Det kan vi begge.”
    ”Aron,” begyndte hun tøvende. Et kort øjeblik overvejede hun at rette sig op, men hun opgav hurtigt tanken. Hun havde egentlig ikke lyst til at flytte sig. ”Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig.” I sit stille sind sendte hun Marquis en knapt så venlig tanke for at have overladt denne opgave til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...