Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1128Visninger
AA

7. Kapitel 5


Kapitel 5

~ Aron ~

Et lille glimt af lys kunne anes forude, og farten blev sat op. Faklen var gået ud, fordi Keila havde tabt den på et tidspunkt, hvor de stødte sammen, men den ville alligevel næsten være brændt ned. Nu kunne de gemme resterne af den og bruge den i grotten. Der var ikke blevet sagt meget på turen, og det virkede ikke helt som om, det ville blive ændret lige foreløbigt. Pigen virkede bare så anderledes, og det var svært at vænne sig til.
    Det var en lettelse at nå tunnelens ende. Når man gik i mørket så længe, mistede man hurtigt tidsfornemmelsen, hvilket var ubehageligt. Udgangen var spærret af buske, men det var muligt at komme ud, hvis man skubbede de pikfyldte grene til side. Lyset blændede dem, og der gik lang tid, før de igen kunne se normalt. Et par rifter var ingen af dem sluppet for, men det var ikke noget slemt. Keila begyndte at gå, men Aron blev bare stående og kiggede efter hende.
     Omkring dem skinnede rødlige og få grønne farver. Efterårets skønhed bredte sig ud foran dem. De var endt i skoven. Egentlig var det noget, man næsten kunne have sagt sig selv. Der ville ikke gå længe, før bladene ville slippe deres tag i træernes grene for i stedet at finde deres plads i den fugtige jord. De første var allerede faldet, og Aron kunne allerede forestille sig, hvordan de ville dække skovbunden som et tæppe, inden han fik set sig om. Efterår betød at det gamle ville forsvinde og give plads til det nye. Når først vinteren havde lagt sig, ville skovens liv kunne se frem til en ny start.
    Inde mellem træerne var Keila stoppet op for i stedet at se opgivende på stammerne omkring sig. Han havde vist, at hun ikke ville nå langt, så længe det var ham, der vidste, hvilken vej de skulle. Et lille smil dukkede op på hans læber. Hun var ikke specielt tålmodig, men hun ville hurtigt finde ud af, at hendes hastværk ikke ville gavne hende.
    ”Keila,” kaldte han efter hende, og hun snurrede rundt, så hun kiggede tilbage den vej, hun var kommet fra. ”Vi skal den vej.” Selvom hun var langt fra ham, kunne han se det sure udtryk på hendes ansigt, da han pegede i en retning, der næsten var modsat af den, hun var gået. Mr. Marquis havde fortalt ham, at tunnelen førte mod nordvest, og så skulle de mod øst for at ramme den sti, han og Aron plejede at følge gennem skoven de få gange, de havde været ved grotten.
    Han begyndte at gå, mens Keila trampende prøvede at indhente ham. Han havde et indtryk af, at hun kunne være meget lydløs, når hun ville, men hendes humør måtte ikke være til det, for han havde ingen problemer med at høre, hvor hun befandt sig bag ham.
    ”Det kunne du godt have sagt lidt før,” snøftede hun fornærmet, da hun nåede ham, og der gik ikke længe før hun tog føringen. Hvis hun var uheldig, ville hun ende med at fortsætte for langt og ville igen være nødt til at gå tilbage. Med en hovedrysten nåede han frem til, at han hellere måtte advare hende i god tid.

Da de nåede stien, havde Keila for længst glemt, at hun var sur, og hun så ivrigt på Aron, mens hun ventede på, at han skulle nå hen til hende.
    ”Det var den her sti, jeg fulgte til byen,” fortalte hun. ”Mine ting ligger der, den slutter.” Han nikkede bare til svar og fulgte efter hende, da hun satte kursen tilbage mod slottet. Stien lå næsten parrallet med den skovvej, der første til byens port, så det ville give god mening, hvis det var den, hun havde fulgt.

Solen var faldet mod horisonten, da de nåede udkanten af skoven, hvor Keila fandt den samling buske, hun havde gemt sine ting under. Ikke så langt fra dem begyndte det åbne terræn, der gjorde det muligt for byens vagter at se folk, der kom mod porten. Det var ikke fordi, at tunnelen havde ledt dem så langt væk fra slottet, det havde bare været i den forkerte retning. Keila fik sine ting på plads, og Aron kunne se en skintaske, en lille gryde, en bue og det, der lignede et sammenrullet tæppe. Hun så afventende på ham, og han vidste udmærket, hvad det var, hun ventede på. Nu hvor der var styr på det hele, skulle kursen sættes mod Dragens Bog.

***

Da Aron vågnede, var han følgesvend allerede oppe, og i gryden havde hun samlet et væld af spiselige bær. Solens stråler nåede dem gennem loftet af halvvisne blade, og en sjælden gang i mellem kunne man høre lyden af et dyr, der puslede i underskoven. Aron strakte sig og flyttede tæppet, han havde haft over sig. Han havde sovet med kappen på, for det var trods alt ikke sommer. Han havde før været på tur i skoven med Jenny for at samle svampe og andre mystiske planter, så det var ikke første gang, han sov under åben himmel.
    Aftenen før var de bevæget sig væk fra stien for at finde et sted at slå lejr, og de havde spist noget af den mad, de havde fået med fra Mr. Marquis og Jenny. De havde kun to vanddunke med, hvilket ikke var helt optimalt i forhold til, at de først ville finde vand, når de nåede grotten. Men der var ikke noget at gøre ved det, så de måtte bare spare på det og være lykkelige for, at de ikke befandt sig i en uudholdelig varm tid.
    ”Bare rolig, jeg ved, de kan spise,” lød det klogt fra Keila, der opdagede hans blik på bærerne.
    ”Det kan jeg også godt selv se,” fortalte han hende og satte sig op. Han havde ikke problemer med at høre den let hånelige klang i hendes stemme. Hun var opvokset i bjergene, og modsat ham levede hun et til tider ret primitivt liv. Det var forståeligt nok, at hun følte sig som den bedrevidende, når de befandt sig i skoven, men helt uvidende var han ikke.
    ”Jeg troede ikke, bydrenge som dig vidste sådan noget?” Han kunne se på hende, at det ikke var negativt ment, og var det skyggen af et smil, han kunne se? Egentlig forstod han jo egentlig også godt hendes kommentar. De mennesker, der boede i byen, var ikke folk, der havde brug for at finde deres egen mad. I stedet købte de den af folk, der havde fundet eller dyrket den. Det var selvfølgelig noget andet med de små landsbyer rundt omkring, men de vidste begge to, at det ikke var den slags byer, de talte om.
    ”Du kunne vist godt regne ud, hvordan Mr. Marquis og Jenny er,” svarede han til sidst, og hun nikkede. ”Og du drømmer ikke om, hvor mange bøger den mand har om urter og spiselige planter.” Nu smilede hun.
    ”Har du rent faktisk læst i dem?” Han snøftede ad hendes kommentar og det drillende, skæve smil.
    ”Ja, faktisk.” Hun rystede på hovedet – højst sandsynligt af ham – mens hun rakte ud efter hans taske, hvori hun fandt noget af Jennys hjemmebagte brød. Han kunne ikke helt finde ud af, om det burde irritere ham, at hun rodede i hans ting, men han var efterhånden kommet frem til den konklusion, at hun gjorde, hvad der passede hende. Det kunne være en god egenskab nogle gange. Andre gange var den til stor irritation for andre.
    Det stadig ret friske brød og bærerne udgjorde en meget acceptabel morgenmad, og den let sure smag eksploderede på hans tunge, da han puttede en håndfuld af de små mørke frugter i munden. Saften hjalp en smule på trangen til væske, og på den måde lykkedes det dem ikke at drikke for meget af det dyrebare vand.
    ”Hvor langt er der?” spurgte Keila, mens hun pakkede resten af bærerne ind i et stykke stof, hun fandt i sin taske. De kunne lige så godt tage dem med og spise dem senere.
    ”Det er egentlig ikke så langt igen. På hesteryg kan man nå frem og tilbage på en dag, hvis man tager tidligt af sted. Dog kommer men også sent hjem. Men det kommer jo nok til at tage et par dage, når vi må gå og ikke kan bruge de større veje.” Hun nikkede bare til svar, selvom hun ikke så ud til at være specielt glad for det, hun havde fået at vide. En ting, de alligevel begge kunne regne ud, var, at de i hvert fald aldrig ville nå frem, hvis ikke de kom af sted, så de fik hurtigt pakket deres ting sammen og begyndte den lange vandren. Aron havde gået en del i skoven sammen med Mr. Marquis og Jenny, men en hel dag var alligevel længe at gå, og han vidste, at det nok skulle ende med at blive en lang tur.
    ”Hvorfor i alverden har han også gemt bogen i en eller anden grotte?” lød det surt fra Keila, da de var kommet et stykke væk fra deres tidligere lejr. Aron kunne ikke lade være med at smile ad hende. Hun var virkelig ikke særlig glad for at skulle gå. Det undrede ham en smule, for man skulle tro, at hun var vant til det. Måske det i virkeligheden var noget andet, der var den egentlige grund til hendes irritation, og hun bare lod det gå ud over noget andet.
    ”Som en sikkerhed. Han er vist bange for, at der skal opstå brand eller et eller andet. At de skal blive beskadiget. Og så ville det måske heller ikke være så smart, hvis der var nogen der fandt lige den bog, som du leder efter.” Hun mumlede et eller andet som svar, og han vidste, at hun udmærket godt forstod det, selvom hun vist ikke helt ville indrømme det. Det skulle nok ende med at blive nogle ret anderledes og mærkværdige dage i selskab med dragepigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...