Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1129Visninger
AA

6. Kapitel 4

Kapitel 4

~ Keila ~

Keila bed sig i læben, da hun hørte drengens ord. Han havde jo ret. Hun måtte bare stole på at Marquis kunne få hende ud. Hun kiggede op fra det smagsfyldte vand, og hendes blik landede på den lyshårede Aron. Det overraskede hende, at han tog det så pænt. At han bare uden videre troede på det, de fortalte. Det var der ikke mange, der ville have gjort. Det kunne selvfølgelig være, at han bare generelt var naiv, men hun havde alligevel en fornemmelse af, at han var ret intelligent og ikke nem at narre.
    Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var, men der var bare et eller andet i det blå blik. Hun følte ikke, at hun havde brug for at være nær så mistænksomt over for ham, som hun ellers plejede at være over for fremmede. Måske var det fordi, at han var Marquis’ og Jennys ven, fordi de stolede på ham, eller også var det fordi, at den høje, slanke skikkelse og de høje kindben mindede hende en smule om hendes eget folk.
    ”Bare rolig,” lød det beroligende fra Marquis, og ligesom de to andre lod hun blikket glide over på ham. ”Det bliver ikke noget problem. Det, der er knapt så godt, er, at de nu ved, at der er en medsammensvoren i byen. Men de vil højst sandsynligt lede efter en af Dragens Børn.”
    ”Så er vi jo ikke i fare,” konstaterede Aron, og Marquis så betænkelig ud et øjeblik, inden han langsomt rystede på hovedet.
    ”Men Aron,” begyndte Marquis efter en kort pause i samtalen. ”Bogen er i grotten. Jeg vil gerne, at du viser Keila vej.” Hun kneb irriteret øjnene sammen og så på den gamle mand.
    ”Jeg kan altså godt selv finde vej, hvis bare du fortæller mig, hvor jeg skal hen.” Bare fordi drengen virkede som om, man kunne stole på ham, betød det ikke ligefrem, at hun havde lyst til at skulle hænge på ham. Det værste var, at Marquis udmærket vidste, at hun helst ville gøre tingene selv. På sin måde og i sit tempo. Der var en grund til, at hun var taget til byen alene.
    ”Jeg vil gerne være sikker på, at du finder det.”
    ”Men hvis det ikke er nødvendigt,” sukkede den lyshårede dreng. Måske han heller ikke brød sig om idéen.
    ”Marquis og jeg har bestemt, at det er sådan, det bliver,” lød det bestemt fra Jenny. Man skulle ikke sige Jenny imod. Selv Keila, der ikke rigtig kendte hende, vidste det. Normalt ville hun ellers ikke finde sig i noget, men det var bare anderledes med den lille og bestemte kvinde.

Keila havde ikke haft noget med ind i byen - hendes ting lå skjult uden for den – så det irriterede hende lidt, at hun var klar til at gå, men alligevel måtte vente på, at drengen fik fundet de nødvendige ting. Hun sad stadig ved det runde træbord og legede med det nu tomme tekrus. Hun ville bare gerne af sted. Hun ville væk fra byen, og hun ville hjem. Hun ville have de åndssvage metalarmbånd af. Hverken Marquis eller Jenny kunne hjælpe hende, så hun skulle vente helt til hun nåede hjem.
    Marquis kom hen til hende, og hun smilede til ham. Det kunne godt være, at hun ikke rigtig kendte ham, men hun vidste, at han var en god og ærlig mand. Hun vidste allerede, at hun ville være blevet glad for ham og Jenny, hvis hun kunne være blevet. Men det kunne hun under ingen omstændigheder. Ikke fordi at hun ønskede at blive på slottet, men hun ville ikke have noget i mod at kunne besøge de to rare mennesker.
    ”Keila, kan jeg bede dig om noget?” spurgte Marquis med et alvorligt blik, der faktisk virkede umådeligt trist under overfladen.
    ”Selvfølgelig,” svarede hun og svingede benene ned fra bordet og rettede sig op i stolen, mens hun overvejede, hvad det dog kunne være, han ville bede hende om. Han satte sig på en stol, han trak hen ved siden af hende, og fandt en papirskonvolut frem.
    ”Jeg ville være dig meget taknemmelig, hvis du vil give denne til Aron, når du når hjem.”
    ”Hvad mener du?” spurgte hun med rynkede bryn, selvom hun havde en anelse.
    ”Jeg tror, han vil have bedst af at komme væk fra slottet og byen, og nu har han chancen.” Keila hævede øjenbrynene, selvom det var, hvad hun havde frygtet.
    ”Men det kan han da ikke!”
    ”Og hvorfor så ikke det?”
    ”Fordi…” Hun tøvede. Det gik langsomt op for hende, at hun egentlig ikke havde et eneste brugbart argument. Der var ingen regel om, at normale mennesker ikke kunne bo hos dem, og hun havde på fornemmelsen, at det ikke ville nytte noget at gøre den gamle mand opmærksom på det faktum, at drengen ikke ville passe ind. Hun bed sig i læben og startede forfra: ”Levis vil ikke blive glad for det.”
    ”Det ved jeg,” svarede Marquis, der udmærket var klar over, hvem Levis var, selvom han kun havde kendt dennes far. ”Men han vil hurtigt forstå.”
    ”Jeg kan stadig ikke se, hvorfor det er en god idé,” mumlede hun, men Marquis ignorerede hende, så hun fortsatte: ”Men hvorfor brevet?”
    ”Fordi der er nogle ting, han skal have at vide, selvom jeg ikke er der til at fortælle ham dem. Bare ikke nu.” Keilas øjne blev store, da hun forstod hvad han mente. Han regnede ikke med at se Aron igen. Det var derfor, han var trist. Alligevel gav det ikke helt mening. Hun troede, de to var som familie for hinanden. Hvorfor ville han så have, at drengen skulle flytte et sted hen, hvor denne egentlig ikke hørte til. Hun vidste, at hun burde nægte Marquis hans ønske, men hendes mangel på argumenter gjorde det ikke let. Hun skulle til at sige noget, men i samme øjeblik kom de to andre hen til dem, og hun vidste, at det var for sent. I stedet snuppede hun brevet og gemte det af vejen. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle synes om det, men det var ikke rigtig tid til diskussion. Marquis sendte hende et taknemmeligt blik.

***

De gik ned ad utalige trapper og nåede den del af slottet, der var under jorden. Der var køligt i de mørke gange; Marquis lysende fakkel hjalp på mørket, men ikke den trængte luft. Den gamle mand havde snakket om en underjordisk tunnel, der første ud, så det var den, de var på jagt efter. Ligesom hende selv fulgte Aron efter manden med faklen, og hun kunne regne ud, at han vidste lige så lidt om det som hun. Der var ingen vagter at se, men de var på den anden side også kommet et stykke væk fra fangekælderen. Alligevel kiggede hun sig regelmæssigt over skulderen på udkig efter forfølgere eller lignende. Drengen ved hendes side gik bare med nedslået blik og betragtede stenene foran sine fødder. Hvad han tænkte på, gad hun godt at vide, men det ville virke mærkeligt at spørge.
    I stedet flyttede hun opmærksomheden over på Marquis, der stoppede op. En trappe var dukket op foran dem, og Keila tog faklen, som blev rakt til hende.
    ”Jeg går tilbage nu. Fra nu af kan I ikke fare vild.”
    ”Men kan du godt finde tilbage uden lys?” Den gamle mand nikkede, og hun kunne ikke helt se, om det var et smil, der lå om hans læber. Hun nikkede stille og gik så hen til trappen, mens Marquis gik hen til Aron. Hun hørte ikke hvad han sagde; så bare at han gav drengens skulder et klem. Faklens lys faldt på trinnene og oplyste noget af mørket foran dem. Trappen var smal og stejl, og den så ikke ud til at holde op lige med det samme. Hun var alligevel ret glad for faklens lys, for det ville være lidt for uhyggeligt at skulle gå ned ad den bælgmørke trappe uden.
    Hendes egne skridt og ildens knitren var et kort øjeblik det eneste, der hørtes, men så lød lyden af endnu et par fødder, der forsigtigt betrådte stentrinnene, bag hende.

Det blev køligere, jo længere de kom ned. Det var ikke direkte koldt; bare en smule ubehageligt. Varmen fra den åbne ild hjalp også på det, og Keila holdt faklen ud for sig i næsten strakt arm, så den kunne oplyse så meget af trappen som muligt. På væggene dansede livlige skygger, og hun havde efterhånden vænnet sig til mørket.
    Uden varsel sluttede rækken af trin, og hun stod pludselig i det, der måtte være en smal gang. Hun kunne hurtigt regne ud, at de måtte være langt under jordens overflade, og det var også blevet en smule koldt. Hun fornemmede Arons blik på sig, da han standsede ved siden af hende. Hun kiggede op og mødte de skinnende blå øjne, der virkede knapt så blå i mørket. Lav var hun ikke, men han ragede alligevel et godt stykke op over hende. Han mindede hende end smule om Levis, selvom de næsten ikke kunne være mere forskellige. Det var nok bare højden. Han vendte hoved og kiggede frem for sig, mens skygger bevægede sin hen over hans ansigt.
    ”Der er vist ingen tvivl om, hvilken vej vi skal.” Keila løftede faklen lidt højere op, selvom det kun var en minimal del af det gennemtrængende mørke, den kunne jage på flugt. Foran dem lå det, der lignede en uendelighed af mørke.
    ”Og vi må hellere begynde at gå, hvis vi skal nå enden i dag,” svarede hun stilfærdigt og lagde trappen og i sidste ende slottet bag sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...