Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1162Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3

~ Aron ~

Aron forlod stalden, hvor alt nu var lagt på plads og hestene striglet. Det var af en eller anden grund hans job at rydde op, når den unge prins William havde været en tur i skoven på hesteryg. Egentlig gav det jo god mening, nu hvor han alligevel skulle hjælpe staldmesteren med at sørge for de mange heste, men prinsen havde en vane med at ride på sådan et tidspunkt, at Aron måtte sidde og vente på, at de kom tilbage, efter at han var færdig med det andet arbejde og egentlig kunne gå.
    I det mindste var det ikke ham, der skulle ride med William. Det job havde en af vagterne fået, og det var nok også bedst, for Aron ville ikke være til stor hjælp, hvis nogen fik lyst til at overfalde prinsen på hans tur. Ikke at det nogensinde var sket. Det så ikke rigtig ud til, at der var nogen, der var utilfredse med den kære konge.
    Fra morgenen af havde han bestemt sig for at besøge Jenny, så han bevægede sig ud i byen og mod hendes lille, hyggelige hus. Omkring ham hilste folk på, og der var en dejlig form for liv midt på eftermiddagen. Egentlig var der ret mange mennesker i forhold til, at det bare var en helt normal dag, og det gik op for Aron, at mange af dem var kongens mænd. Han rynkede brynene, men nåede frem til, at der måtte være en naturlig forklaring, han ikke kendte til. Skyerne dækkede stadig himlen som dagen før. Dog med den forskel at de havde en meget mere hvid farve og ikke virkede tunge af regn. Det så ud til at blive en dag med tørvejr.
    Han nåede et lille hus, hvor tørrede planter hang fra taget. Malede blomster prydede alt udvendigt træ, og det skilte sig en smule ud. De lukkede skodder gav Aron bange anelser, som blev bekræftet, da han bankede på døren, som ikke blev åbnet. Det så ikke ud til, at Jenny var hjemme. Den mulighed havde han ikke overvejet.

Da han åbnede døren til sit hjem, blev han ret overrasket over det syn, der mødte ham, og han forstod pludselig alle vagterne rundt om i byen. Ved det lille, runde bord sad tre personer, hvoraf han genkendte dem alle. Den første var Mr. Marquis selv. Han lignede sig selv med det gråsprængte hår, og han havde sine læsebriller på. Den anden var Jenny. Hendes spinkle skikkelse så ikke ud af meget ved siden af Mr. Marquis, og hendes sorte hår faldt som et silketæppe ned over hendes smalle skuldre. Lige da han trådte ind, tog hun tekoppen op til læberne, og lyset glimtede i hendes utallige armbånd.
    Men det var den sidste person, der overraskede Aron, mens døren gled i bag ham. Det var hende. Pigen fra gårdspladsen. Ligesom Jenny sad pigen med hænderne foldet om et dampende tekrus, og hendes tykke, krøllede hår hang ned over hendes skuldre og skjulte hendes ansigt en smule, da hun kiggede op på ham med store, brune øjne, som hun kneb let sammen.
    ”Aron,” udbrød Mr. Marquis. ”Kom og sæt dig. Du skal hilse på Keila.” Hvis Arons pludselige opdukning var ubelejlig, viste Mr. Marquis det ikke. I stedet rejste han sig blot for at finde endnu et tekrus, som han fyldte med velduftende te. Aron trak den sidste af stolene ud og endte med at sidde over for pigen, som Mr. Marquis havde kaldt Keila. Hun sendte ham et mistænksomt blik, inden hun rettede sig op og svang det brune hår over højre skulder. Hun stolede ikke helt på ham.
    ”Du kommer sent hjem?” Mr. Marquis så spørgende på drengen, da han igen satte sig ned med sit eget tekrus, som han havde fyldt igen.
    ”Jeg ville have været en tur forbi Jenny, men hun var jo ikke hjemme. Der var ingen der havde fortalt mig, at hun ville komme her.”
    ”Det var der ingen, der vidste i morges,” svarede Jenny mildt med et lille smil på de smalle læber. ”Der er vist noget vi bliver nødt til at forklare dig, Aron.”
    ”Så længe det bare ikke tager hele dagen,” mumlede Keila, og Aron flyttede blikket fra Jenny og over på hende. Hun virkede så anderledes. Hendes ansigtstræk var skarpere end de fleste andres, og hendes hud var solbrændt på samme måde som folk, der levede i bjergene. Hun var i hvert fald ikke fra byen, og alle hendes farver virkede så varme.
    Jenny rystede på hovedet af hende og begyndte sin forklaring:
    ”For år tilbage, Aron, levede der et andet folk i blandt os. De blev kaldt Dragens Børn.  De besad evner, ingen normale mennesker havde. Magikere var, hvad de var. De var meget forskellige, men fælles for dem alle var, at de var gode folk. Alligevel så vores kære konge sig sur på dem. Der er ingen, der rigtig ved hvorfor, og ingen taler om det, men måske noget af grunden kan være jalousi og personlige anliggender. Det ville ikke undre nogen.”
    Jenny holdt en pause i fortællingen og så vurderende på Aron for at være sikker på, at han kunne følge med. Keila sad og betragtede sine hænder, mens hun pillede ved sine negle. Aron var ved at regne den ud, da Jenny fortsatte:
    ”Han bestemte sig for at udrydde dette fantastiske folk, og det lykkedes ham at overbevise det meste af vores verden om, at det var det eneste rigtige at gøre. Han brændte landsbyer af, henrettede tusinde af folk, og ingen slap godt fra at hjælpe hans fjende. Men vi var nogen, der prøvede at hjælpe dem. Mr. Marquis og mig for eksempel. Det lykkedes os at advare nogle af byerne, og det lykkedes en lille del af magikerne at flygte til bjergene.”
    ”Vi er ikke mange,” tog Keila over, og Aron vidste, at han havde haft ret med hensyn til hende. ”Men vi er nok til, at vor folk kan overleve.” Aron vidste, at der var mange, der ikke ville tro på det, han lige havde fået at vide. Men han havde selv set, hvordan vagterne havde behandlet pigen, selvom hun umuligt kunne have gjort noget slemt. Mr. Marquis havde lært ham at livet var fyldt med overraskelser, og han havde også bevist det for ham. Alting var aldrig, som man regnede med. Han havde lært at forvente det uventede. Alligevel ville han nok ikke have troet på det, hvis pigen ikke havde siddet over for ham.
    Han huskede de to kvinder fra markedspladsen. Det måtte vare dette dragefolk, de havde snakket om, selvom det, de sagde, ikke havde lydt positivt. Men så passede det jo med kongens ønske. På en måde lød det absurd. Kong Charles der ellers skulle forestille at være en god og elskværdig konge. Men Aron, der var opvokset bag slottets mure, havde oplevet ham fra hans værste sider og vidste, at hvis først kongen havde sat sig en idé i hovedet, ville han ikke slippe den igen.
    ”Magiens folk har ikke vist sig her på slottet siden dengang.” Nu var det Mr. Marquis, der snakkede. En alvorlig klang gav genlyd i hans dæmpede stemme, og Aron vidste udmærket, hvad det betød. Det her var ikke tidspunktet til dumme spørgsmål eller ugennemtænkte handlinger. Det var ikke noget, man lavede sjov med.
    ”Men jeg har en af deres gamle bøger, og den har de fået brug for nu. Det er derfor, at Keila er her.” De mange år i Mr. Marquis selskab havde lært Aron vigtigheden af bøger. Hvis bare man havde den rigtige bog, kunne man næsten altid få svar på sine spørgsmål.
    ”Vi troede, at de ville være mindre mistænksomme, hvis det ikke var en voksen, der tog af sted, fordi det var, hvad de ville forvente. Men vi tog åbenbart fejl.” Keila kiggede ned i sit tekrus, som hun langsomt ,drejede i hænderne.
    ”Men alt er godt nu,” lød det bestemt fra Jenny, der lagde sin slanke hånd på pigens skulder.
    ”Ikke helt,” kom det tøvende fra Aron. ”Hun er ikke ude af byen endnu, og det ser ud til, at der bliver ledt efter hende overalt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...