Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1142Visninger
AA

4. Kapitel 2

Kapitel 2

~ Keila ~

Mørket var skræmmende.
    Hun brød sig ikke om ikke at kunne se, og hun snublede ned ad de hårde stentrin, mens hun kæmpede for at komme fri. Men vagternes greb strammede om hendes arme, og hun kunne intet stille op.
    Rebene, der holdt hendes hænder samlet på ryggen, skar sig ind i hendes håndleds bløde hud, og det sved, hver gang vagterne hev i hendes arme for at få hende til at følge med.
    Det føltes som en evighed, før de var nået foden af trappen, men selvom det var rart at slippe for de uforudsigelige trin, var det et problem, at hun allerede befandt sig i kælderen. På vej ned ad trappen var hun vredet om, og hendes ankel smertede. Alligevel prøvede hun endnu engang at hive sin ene bagbundne arm til sig. Det lykkedes næsten, og vagten i den side bandede.
    Der var køligt i kælderen, og kulden fra det kolde gulv forplantede sig til hendes bare fødder. Men det havde hun ikke tid til at tænke over. Hun stemte fødderne i jorden for at stoppe fremgangen, men blev flået fremad og snublede hen over de kolde fliser for til sidst at hænge i sine arme i vagternes jerngreb.
    Uden at skænke hende en tanke hev de hende igen op at stå, og endnu en trappe dukkede op under hendes fødder. Forsigtigt prøvede hun at finde ud af, hvor hvert trin endte, så hun ikke skulle falde, men det havde hendes tilfangetagere ikke tid til. Med bind for øjnene var trappen et helvede, og hun var flere gange tæt på at snuble; kun de langt fra blide greb i hendes arme sørgede for at hun forblev oprejst.
    Hun var ved at løbe tør for flugtmuligheder. Selv hvis det skulle lykkedes hende at vriste sig fri, var de drejet om så mange hjørner, at hun ikke ville vide, hvilken vej der førte ud af det indviklede gangsystem.
    Hendes pludselige bevægelser kunne ikke længere overraske vagterne, og hendes forvredne ankel ville forhindre hende i at kunne løbe langt og hurtigt.
    De stoppede op, og hendes bange anelser blev bekræftet, da hun hørte lyden at et klirrende nøglebundt. Lyden af hvinende hængsler fulgte, og et hårdt skub i ryggen sendte hende snublede ind i cellen. Hendes bundne hænder var ikke til megen hjælp, da hun landede på det hårde stengulv. Der gik et stød igennem den arm, hun var landet på, og det trak i de svidende håndled.
    Med stort besvær fik hun sig mavet hen til muren og kæmpet sig op at sidde op ad den. Vagternes skridt forsvandt ned ad gangen, og hun var helt alene i sit eget mørke. Hun kunne fornemme en brændende fakkel i nærheden, med der var intet at stille op i mod det nussede stykke stof, der dækkede for hendes øjne. Hun gjorde et sidste forsøg på at få sine hænder fri, men rebet skar sig bare dybere ind i hendes ømme håndled. Det var umuligt for hende at dreje hænderne, så hendes fingre kunne nå det, der holdt dem sammen.
    Hun støttede hovedet mod muren, hvis kulde hurtigt trængte igennem hendes tøj.

***

 Lyden af skridt nærmede sig. Der var flere end en. Tre så vidt hun kunne lytte sig frem til.
    Skridtene stoppede ud for hende, og hun genkendte lyden af nøglebundet og låsen, der knirkende gik op. Hun fornemmede hvordan nogen trådte ind til hende, og kort efter havde de grebet fat i hende. De skar rebet om hendes håndled over, og hun gjorde et forsøg på at komme fri. Men de var forberedte, og hun blev presset ned mod det kolde stengulv.
   
Noget nyt fik rebenes gamle plads. Hun kunne mærke det kolde metal mod huden, da et bredt armbånd blev klikket fast omkring hvert af hendes håndled. Det kølede den svidende hud, men det var ikke nok til at kompensere for dens negative effekter. Magtesløsheden vældede ind over hende med det samme, og hun mærkede hvordan, hendes styrke svandt.
    Vagterne, som hun gik ud fra, at det var, slap hende, og inden hun nåede så meget som at sætte sig op, hørte hun celledøren smække med et hvin. Hun flåede bindet af hovedet og blev staks blændet af det varme lys fra en knitrende fakkel. Hun kneb øjnene i og åbnede dem så langsomt igen, hvorefter hun masserede sine arme, der gjorde ondt efter at have været trukket om på hendes ryg så længe.

    Hun havde været tæt på. På den anden side af de sorte tremmer stod fire mænd. To af dem genkendte hun som dem, der havde ført hende ned i fangekælderen, men de to andre havde hun aldrig set før. Den ene af dem, kunne hun ikke helt finde ud af, hvem var, men med den sidste var hun ikke i tvivl. Kong Charles i egen høje person.
    Hans sammenknebne øjne betragtede hende koldt, og guldkronen skinnede i flammernes lys. Skyggerne faldt ind over hans ansigts skarpe træk, og han så en smule skræmmende ud, som han tårnede sig op over hende. Men hun var ikke bange for ham. Han kunne gøre med hende, hvad han ville, men hun ville ikke give ham den glæde det ville være, hvis hun frygtede ham.
    Trodsigt blev hun siddende med rank ryg og mødte hans blik. Hun nægtede at kigge væk. Han skulle forstå, at hun ikke undte ham noget. Til sidst talte han:
    ”Fortæl mig så hvor du og dine venner gemmer jer.” Han lød som en, der snakkede til noget, der var langt under ham. Til noget beskidt, noget ækelt.
    ”Du finder dem aldrig,” spyttede hun, og han kneb øjnene sammen i slet skjult vrede.
    ”Det gør jeg,” svarede han koldt og selvsikkert. ”Med eller uden din hjælp. Jeg giver dig et valg.”
    ”Jeg har ikke brug for, at du giver mig noget som helst.” Hun holdt stadig øjenkontakten. Hun var stolt og stædig. Desuden vidste hun, at han bare prøvede at snyde hende. Han ville aldrig give hende et valg. En mulighed for frihed. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til randene under hans øjne. Han så en smule syg ud, og hun kunne ikke lade være med at håbe, at det var noget, han ville dø af. Rent faktisk ville hun blive nærmest lykkelig, hvis han faldt død om på stedet.
    ”Hvem skulle du mødes med?” Hun nåede frem til, at kongen ikke var den tålmodige type, siden han allerede gav op og gik videre til næste spørgsmål.
    ”Hvem siger, at jeg skulle mødes med nogen?”
    ”Jeg er jo ikke dum. Er det endnu en af din slags?” Det sidste blev sagt med et afskyende rynk på næsen. Pigen svarede ham ikke. Hun satte bar et neutralt ansigt op og mødte stadig hans blik med en sær stædighed. Kongen rystede bare på hovedet. ”Jeg skal nok finde denne person.” Keila svarede ikke, men blinkede blot en enkelt gang med øjnene. I sit stille sind havde hun allerede kastet et utal af forbandelser over den aldrende, men uhyggeligt magtfulde mand.

    ”Du er ikke til megen hjælp,” fortsatte han iskoldt. ”Men det er værst for dig selv. Det er en skam, at du ikke kan komme ud og se solnedgangen her om lidt, for det bliver den sidste, du har chancen for at se.” Hun undlod at bide sig selv i læben. Hun vidste jo udmærket, hvad der ventede hende. Hun håbede bare, at hun var heldig, og at den skrækkelige mand ville blive skuffet.

Mørket lagde sig som et tæppe omkring slottet, mens hun endnu engang var ladt for sig selv. Kongen havde opgivet at få noget ud af hende, hvilket hun var meget tilfreds med. Nu sad hun igen op ad den kolde stenmur, mens hun nynnede en lille melodi fra sin barndom. Faklen var lige så stille ved at brænde ud, men det så ikke ud til, at den ville blive skiftet ud. Om ikke alt for længe ville der være bælgmørkt i den underjordiske gang.
    Hun havde endnu ikke fundet ud af, om der var andre fanger i nærheden, men egentlig var hun også ligeglad. Hun skulle bare have tiden til at gå, indtil der kom nogen og hentede hende. Spørgsmålet var bare, hvem det ville blive? Hun strakte sine ben ud under sig og pillede ved de brede metalbånd, der lå som en byrde over hvert af hendes håndled.
    Hun følte sig underligt tom indeni. Og alene. Hun følte sig utrolig ensom i den svindende lys, men det var ikke på grund af de manglende mennesker omkring hende. Åndssvage metal.
    Månen steg på himlen, men hun lagde sig stadig ikke til at sove. Hun holdt meget af natten. Selvom hun ikke var ude i den, kunne hun fornemme den. Det bløde månelys og stjernernes blinken. Det var heller ikke ligefrem, fordi hun kunne se frem til en behagelig nattesøvn. Hun havde intet tæppe, og det eneste underlag, der var at finde, var en lille bunke af gammelt hø. Det lugtede ikke godt, og der var ingen tvivl om, at det var fyldt med skidt.
    Sidst på natten endte hun dog alligevel med at lukke øjnene og lade søvnen indfinde sig. At falde i søvn var ikke så stort et problem, og hun var vant til at sove mindre komfortable steder. Det eneste problem var kulden.

Lyden af låsen, der klikkede op, fandt vej ind i hendes drømme, og hun slog øjnene op. Faklen var brændt ud, men der var åbenbart ikke nogen, der havde tænkt sig at erstatte den med en ny, selvom det ifølge pigens fornemmelse var blevet dag. Forsigtigt blev døren ind til hende åbnet, og hun rejste sig for at komme hen til den kappeklædte skikkelse. På trods af det skjulte ansigt var hun ikke i tvivl om, hvem det var.
    ”Skynd dig,” hviskede han lavmeldt og gav hende en kappe, hun hurtigt fik på, og hun trak hætten op. Den var for stor, men det gjorde ikke noget, for så var hun bare bedre skjult, og hendes ansigt lå nu i skygger. De skyndte sig hen ad de mange gange, og hun vidste, at hun aldrig selv ville have fundet ud. Hvad han havde gjort for at slippe af med vagterne, kunne hun ikke finde ud af, men det var heller ikke vigtigt. Nu skulle hun bare i sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...