Drageblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Da en mystisk pige dukker op på slottet, bliver der vendt op og ned på Arons knapt så interessante liv. For hun er langt fra som alle andre. Hun er et af dragens børn. Et magisk folk, som kongen har forsøgt at udrydde. Da Aron mod sin vilje bliver sat til at lede pigen til en grotte, hvor en gammel, magisk bog er skjult, bliver han hevet ind i en forunderlig verden fyldt med magi og storslåede skabninger. Han bliver hvirvlet ind i kampen for dragefolkets frihed og finder ud af overraskende ting om sin egen fortid. Men er det muligt for magikerne at forlade deres skjul i bjergene, eller vil det betyde døden for dem alle? Er de klar til at tage chancen, og er Aron overhovedet til nogen hjælp, når den eneste grund, til at de stoler på ham, er hans venskab med Mr. Marquis, der i sin tid hjalp dem? Men i en verden hvor alt kan ske, er det ikke til at vide, hvad morgendagen bringer. (Mulighed 1 og 2)

27Likes
25Kommentarer
1117Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1
~ Aron ~

Himlen var dækket af blygrå skyer, som truede med at slippe deres byrde over byen. Gårdspladsen lå stort set øde hen; kun en sjælden gang i mellem kunne man se en forhastet skikkelse bevæge sig hen over de mørke brosten. For Aron, der stod ved sit vindue og betragtede den uinteressante udsigt, var det blot en helt almindelig og småkedelig dag. Han havde for en gangs skyld en fridag, hvor han ikke blev bedt om at løbe ærinder for folk, og Mr. Marquis var taget ind til byen uden at fortælle Aron, hvor han skulle hen. Egentlig hang de to ting en hel del sammen.
    Men det irriterede den høje, lyshårede dreng, der stadig var for ung til at være en mand, at han ikke vidste, hvor hans gamle ven var, og hvad denne skulle. Det faktum, at Mr. Marquis selv tog ind til byen, måtte betyde, at det var noget vigtigt. At han ikke ville have Aron med og heller ikke ville fortælle hvorfor, måtte betyde, at det langt fra var et normalt byærinde.
    Det pirrede den unge drengs nysgerrighed, og det værste var, at Mr. Marquis vidste det. Det blev ikke bedre af, at den gamle mand aftenen før efter sengetid havde siddet med et brev, Aron ikke havde set før. Men ikke hvilket som helst brev. Et brev som Mr. Marquis havde smidt i kaminen, da det var læst. En meget usædvanlig opførsel.
    Men der var intet at gøre ved det. Aron måtte bare vente på, at hans ven kom hjem og få tiden til at gå. Det lød nemmere, end det var. Han gik hen til den store bogreol i rummet ved siden af og hev en af de gamle, støvede bøger ned. Urter og spiselige planter. Hvor interessant.
    Tilbage ved vinduet skulle Aron til at sætte sig i vindueskarmen, da der opstod postyr på gårdspladsen. En flok vagter kom slæbende med en pige, der slog fra sig, så godt hun kunne med armene bundet på ryggen. Hun havde af en uforklarlig grund bind for øjnene, og to vagter havde fat i hver deres af hendes arme, mens resten gik bag dem.
    Det var ikke et helt normalt syn. Mest af alt fordi pigen ikke så ud til at være ældre, end han selv var. Hun så faktisk yngre ud, selvom det var svært at vurdere med den store afstand og bindet for hendes øjne.
    Der skulle alligevel en del til, for at man blev hentet af kongens mænd. Arons første gæt var, at hun måtte være fra en fattig familie, og at hun var blevet taget i at stjæle. Helt bevidst ignorerede han det faktum, at hendes tøj ikke virkede fattigt; bare mærkeligt og anderledes. Som endnu et hul i hans teori skulle der lidt mere til end et enkelt tyveri, for at kongen blev involveret. Enten var det ikke første gang, hun var blevet snuppet, eller også var det meget enkelt ham, hun havde stjålet fra. Kong Charles var hovedsageligt en meget retfærdig mand, men han kunne godt blive en smule hård engang imellem. Især hvis han følte sig personligt krænket.
    På trods af pigens utrættelige modstand nåede den lille gruppe hurtigt så tæt på fangekælderens ydre indgang, at Aron ikke længere kunne se dem. Ikke lang tid efter dukkede nogle af vagterne op igen og gik tilbage den vej, hvor de var kommet fra. Efter endnu et par lange minutters stirren på pladsen under sig, kunne Aron konstatere, at der ikke ville ske mere interessant lige foreløbig, og han satte sig med bogen. Senere måtte han finde ud af, hvad pigen havde gjort.

Døren til den lille boligs største rum gik op, og Aron genkendte Mr. Marquis skridt. Undrende lagde han plantebogen fra sig og gik ud til ham.
    "Du er tidligt hjemme," bemærkede den unge dreng, men den gamle satte bare en ligegyldig mine op og trak på skulderen, mens han satte varer fra sig på det lille, runde bord. "Og du har handlet ind?"
    "Jeg havde god tid." En klang i Mr. Marquis stemme fortalte, at der var blevet snakket rigeligt om det. Aron ville altså ikke få at vide, hvad han havde lavet. "Hvad har du lavet, mens jeg har været væk?" Der var ikke meget interessant at fortælle, men Mr. Marquis fik alligevel et underligt udtryk i ansigtet, da drengen fortalte om den tilfangetagede pige.
    Bagefter var Aron i tvivl om, hvorvidt det bare var noget, han havde bildt sig ind.
    Kort efter forlod Mr. Marquis endnu engang Aron alene tilbage for at finde ud af, hvem pigen var. Om det var normalt, tænkte Aron ikke over, for han ville jo også gerne selv vide det.

Da Mr. Marquis kom tilbage, fortalte han ikke, hvad han havde fundet ud af. Hvis han da havde fundet ud af noget. Men Aron, der igen havde sat sig i vindueskarmen med bogen, følte ikke, at han skulle spørge ind til det. Det var altid bedst, når den gamle læge fortalte ting af sig selv. Det eneste man fik ud af at presse ham, var at han nægtede at sige noget som helst om det.
     Der lød en lav skramlen fra køkkenet, som egentlig bare var den ene ende af det rum, der også udgjorde stuen og var det rum, man trådte ind i, når man kom ude fra gangen. Mr. Marquis var begyndt på aftensmadden. Han og Aron kunne, hvis de ville, spise sammen med slottets andre beboer og tjenestefolk, men han holdt mest af at lave madden selv.
    Det kunne til tider irritere den madglade dreng, men han havde i det mindste fået den gamle overtalt til at spise brød fra køkkenet til alle hans forskellige supper og grøde. Noget der langt fra havde været nemt.
    Der blev kaldt fra køkkenet, og med et suk forlod Aron sin vinduesplads.
    "Vi har ikke mere rosmarin; gider du smutte ned og købe noget?" Aron nikkede, selvom han kunne finde på mange andre ting, han hellere ville. Selv det at læse i urtebogen stod højere på hans liste. Mest af alt fordi, at det var begyndt at støvregne udenfor. Alligevel fandt han den mørkeblå kappe frem og forlod sit hjem. Han mødte ikke mange på vej ned ad de lange gange og den snoede trappe, men da han kom forbi tæt på køkkenet, nåede duften af mad hans fine næse. Kongens middag var under tilberedning.
    Han nåede ud på gårdspladsen, som han havde nedstirret det meste af dagen. De grå sten var blevet fugtige af den begyndende regn. Han skulede til de stålgrå skyer med bange anelser om, hvor våd han ville blive, inden han nåede hjem.

På markedspladsen havde folk travlt med at gøre deres sidste indkøb inden aftensmadden, mens nogle få af boderne var ved at pakke sammen. Han fandt en bod, hvor der hovedsageligt blev solgt frugt og grønt, men også få friske krydderurter. Han havde foretrukket at handle med Jenny, men hendes mystiske bod med krydderurter og teer var ikke på sin vante plads. Altså måtte hun være hjemme. Han kunne have lagt vejen forbi hende, men han vidste, at Mr. Marquis gerne ville have sin rosmarin hurtigst muligt. Et besøg hos Jenny tog sjældent under en time.
    Kvinden der nu stod over for ham og ville vide, hvad han skulle have, var kraftig og havde lidt et surt udtryk i ansigtet. Hun så ikke ud til at have problemer med økonomien, men alligevel nåede Aron frem til, at hun var typen, der værnede om sine penge. Man kunne ikke lige få sine varer lidt billigere, fordi hun havde en god dag, eller fordi man købte meget. Hun vidste, hvad hun ville have, og intet mindre var godt nok. Hun var en af dem, der så en smule ned på andre.
    Hun værdigede knapt nok den unge dreng foran sig et blik, da hun rakte ham den friske rosmarin, han havde bedt om. Han var tydeligtvist ikke noget stort, og ham ville hun ikke tjene mange penge på alligevel. Hun var langt mere interesseret i den finere herre, der var dukket op bag Aron, som skyndte sig at give kvinden hendes penge, selvom rosmarinen langt fra var så meget værd.
    Det var en af de mange gode ting ved Jenny. Hun krævede aldrig mere end højst nødvendigt på trods af, at hendes varer tit var lidt bedre end alle andres. Desuden var hun altid ret rundhåndet, når hun hældte op. Hvis hun var i tvivl om, om der var for meget eller for lidt, fandt hun aldrig vægten frem. Hun gav bare kunden lidt mere for at være på den sikre side.

Aron banede sig vej mellem boderne for at komme hjem igen. Behændigt undgik han irriterende sælgere, der pressede sig på med løfter om, at deres varer var af topkvalitet, bedre end nabobodens og til den bedste pris. Skyerne trak sig faretruende sammen, og regnen tog en smule til, så det ikke længere blot kunne kaldes for støvregn.
    ”Har du hørt om hende pigen?” Aron stoppede op, da de lavmeldte ord nåede ham. På den anden side af stoffet, der dækkede bodens side, hviskede ejeren lavmeldt til det, der lignede en veninde. De to kvinder havde stukket hovederne tæt sammen, og det var tydeligt, at de var ved at dele dagens sladder.
    ”Nej. Hvad dog?” Aron kunne ikke se, hvem af dem der snakkede, men nysgerrigheden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af.
    ”Jo, hun rendte rundt et eller andet sted i byen, da kongens mænd pludselig kom og trak hende med. Jeg har ladet mig høre, at hun lavede et kønt spektakel. Råbte og skreg og slog fra sig på livet løs.”
    ”Jamen hvad havde hun dog gjort?” blev der forfærdet svaret. Aron var ikke et sekund i tvivl om, at denne pige var den samme som hende, han havde set tidligere. Det med at slå fra sig passede utrolig godt.
    ”Det vides ikke med sikkerhed,” blev der svaret, og de lænede sig tættere ind til hinanden. Da kvinden fortsatte, snakkede hun så lavt, at Aron måtte anstrenge sig for at høre det:
    ”Men nogen siger, at hun er en af De Forbandede!” Der blev gispet, og Aron rynkede brynene. De Forbandede? Dem havde han aldrig hørt om. Med en hovedrysten nåede han frem til, at det måtte være noget, en eller anden havde fundet på for at blive populær i sladrekredsene. Det ville i hvert fald ikke være første gang.
    ”Men jeg troede, de var blevet udryddet alle sammen?” blev der ophidset hvisket tilbage, og Aron kunne ikke helt finde ud af, om han skulle blive og lytte eller gå hjem. Om der rent faktisk var noget i det, de to kvinder hviskede om. Det, der var blevet sagt om, at de skulle være udryddede, fik det til at lyde som om, det ikke bare var opspind.

Arons overvejelser viste sig at være ligegyldige, da en mand rømmede sig og krævede betjening. Ejeren af boden måtte modstræbende vende opmærksomheden mod ham, og hendes veninde skyndte sig at sige farvel og gå. Et kort øjeblik blev Aron stående i sit skjul, men da større regndråber ramte ham, kom han igen i tanke om, at han skulle skynde sig hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...