„I know I'm lost. But as long I'm lost in you, I'll be just fine..“

"You can't stop the waves, but you can learn to surf."
Det er det sidste han nogensinde sagde. Og der går ikke en dag uden at jeg tænker på ham. Han sagde det så jeg ville blive ved med at kæmpe, uanset hvor meget verden var imod mig. Så selvom jeg måske ikke var sikker, havde jeg altid tanken at alt ikke er muligt, men intet umuligt. Det har bragt mig langt. For langt. Og jeg vil aldrig forstå det offer han gav den nat.

Forslag nummer et i fantasy konkurrencen :-D

6Likes
12Kommentarer
740Visninger
AA

2. Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying.

Jeg ligger på mit tæppe og stirrer op på hullet i loftet. Solen strømmer ind. Det gør jeg hver morgen. Det er lidt af en vane. Gå i seng ved daggry. Ligge vågen. Endelig falde i søvn. Have mareridt. Vågne og stirre op i loftet. Stå op og lade som intet er galt. Gå i seng igen.

Langsomt sætter jeg mig op. Kigger rundt i den lille hytte. Ved siden af mig ligger Vips. Hun sover stadig. På den faldefærdige sofa sover Selma der styrer det hele. Under det lille bord ligger Emma krøllet sammen om sin bamse. På den anden sidde af ildstedet ligger Dean der er Vips' kæreste. Ved siden af Vips står også en trækasse fyldt op med hø. Der lyder barnegråd derfra. Vips rører uroligt på sig, men hun har ikke sovet i to dage. Jeg ligger min hånd på hendes skulder og siger jeg nok skal tage mig af hende. Forsigtigt tager jeg lille Mia op af kassen og vugger hende i mine arme. Hun er sulten. Jeg ser mig omkring efter mælken. Den står ovre på bordet. Ligeså stille rejser jeg mig op og går hen til bordet. Flasken er næsten tom. Jeg giver hende det sidste og får hende til at sove igen. Sådan står vi lidt.

Døren flyver op og en gigantisk hjort bliver smidt ind på gulvet. Mia begynder at skrige og vækker de andre.

"David! Jeg havde lige fået hende til at sove." David ser undskyldende ned i jorden, men jeg kan se han ikke mener det alvorligt.

"Her nu skal jeg tage hende." Det er Selma og hun sender David er surt blik. Han smiler uforskammet. Jeg rækker Mia til hende, mens de andre kommer på benene.  Vips sukker drømmende.

 "Kød."  Det er længe siden vi sidst har nydt den luksus.

"Jep! Den fineste då skoven kunne byde på." David ser godt tilfreds ud.

"Nu fik du noget mælk ikke?" Han ryster på hovedet. "David for fanden, vi har virkelig brug for det!" Min stemmer er ret skarp. Jeg hader at stjæle.

"Hvis det er så vigtigt så gå da selv ud og find noget!" Det lader jeg mig ikke sige to gange.

 

En time senere smækker jeg en flaske mælk ned på bordet foran David.

"Værsgo." Han ser ned på flasken og lugter til mælken.

"Hvor fik du fat i det?"

"Nå det var ikke så svært. Jeg fandt en vild hoppe og dets føl og lånte lidt mælk. De står her ude." De andre følger med ud foran hytten. Der står ganske rigtigt en smuk hvid hoppe og hendes føl.

"De skal lige rides til, men ellers kan de være meget nyttige." Jeg trækker Emma med hen til det lille føl. "Se hende her er til dig."

 

Vi fandt Emma for en måned siden. Hendes hus lå brændt ned til aske og hun var den eneste overlevende. Hun er ikke engang fyldt syv. Så vi tog os af hende.

Sådan er de fleste blevet optaget i gruppen. Selma er et par år ældre end os andre. Måske 19. Hendes mand døde lige da krigen startede. Efterlod hende alene. Soldaterne tog hendes hus fra hende og smed hende ud på gaden. Der mødte hun så Vips og Dean. Deres hjem var blevet brændt ned ligesom det fleste andre huse i byerne. Vips var allerede i femte måned. Sammen flygtede de ud af byen, hvor de mødte David. David er egentlig soldat. Men han deserterede. Og han fortryde intet siger han. Og mig selv...Jeg er også "soldat". Bare på den rigtige side. Egentlig for ung, men vores side kører et system med overraskelses momentet i hovedsædet. Min gruppe blev udslettet helt, kan man sige. Alle døde undtagen mig. Jeg slap væk kun med mit nyerhvervede psykotiske sind som bagage.

"Hvordan har du tænkt dig at ride på den tingest?" Hvorfor skal David altid være så pessimistisk?

"Sådan her." Jeg tager fat om rebet hoppen er bundet med ( Jeg burde give hende et navn, hvad med Star? ) og hopper op på ryggen af den. Den stejler, men jeg holder godt fast og sparker den så i siden. I fuld galop drøner vi ud i eftermiddagens sidste solskråler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...