Still The One - One Direction (På pause)

Da hendes bedste ven, den nu verdensberømte Louis Tomlinson valgte at skride sin vej uden at se sig tilbage, endte Ellie, 13 år gammel i en grim ulykke med sin mor. Alle minderne fra barndommen røg i vasken, og det eneste Ellie tænker på nu er, at hente minderne tilbage igen. Men intet af det hun finder husker hun. Intet. Hun ved ikke engang hvem hendes bedste ven er længere. Hun tror blot hendes kæmpe idoler, One Direction er fremmede for hende.
Men hvad sker der, når hun støder på en gammel sang fra fortiden med hendes navn og.. hendes største idols barnehåndskrift på? Snart er hun desperat efter at finde ud af, hvor Louis er, og tænker næsten ikke på andet.
Da chancen kommer, skal Ellie og hendes band være opvarmingsnummer for One Direction, flyver nye strategier og tanker i hovedet på Ellie. Hun ved godt, at Louis aldrig kommer til at vide hvem hun er, hvis ikke bandet bruger Sangen. Snart er Ellie opsat på at forklare Louis, at hun "Still the One"! <3

14Likes
19Kommentarer
1305Visninger
AA

2. Prolog

Flere år tideligere...

 

 

Regnen piskede mod ruderne, og fik pigen der sad op i vindueskarmen til at rykke uroligt på sig. Hun var ikke ret gammel, højst 12. Hun sad med benene trukket op under sig, og hendes tænder bed forsigtigt ned i hendes underlæbe. Hun var ked af det - det var jo tydeligt. Hendes hår hang løst ned over hendes skulder, og hendes brune øjne vag svagt hævet.

"Ellie, jeg er virkelig ked af det," lød det henne fra døren. En mørkhåret dreng stod iført et par røde bukser, og en stibet T-shirt. Han virkede.. bekendt? Men hvem var han, og hvor havde jeg set ham før?

”Det okay” mumlede hun, men ham drengen kunne vidst se hun løj, for inden længe sad han med en arm om hende. Det var egentlig ret sødt. Jeg mener de 2 børn var ikke så gamle, de måtte virkelig have et godt forhold til hinanden. Det undrede mig dog bare? Hvem var de? Hvem var han? Og hvor havde jeg set ham før?

"Ellie?" En stemme lød lige ud for mit øre, og gav mig lyst til at slå personen. Kunne folk ikke se at jeg sov. "Ellie åben øjnene." Der var den igen. Hvem var Ellie? Pludselig slog det mig, det var jo hende fra drømmen. Så kunne jeg måske finde ud af hvor jeg havde set ham drengen før.

Jeg åbnede stille mine øjne, men var ikke længe om at lukke dem i igen, lyset var skarpt, og fik mit hoved til at dunke. Hvor fanden var jeg?

Jeg prøvede endnu engang at åbne øjnene, og denne gang lykkedes det. Gardiner var blevet trukket fra, da personen der var i rummet, tydeligvis havde set at lyset gjorde det svært for mig at holde øjnene åbne.

Mine øjne gled rundt i rummet jeg var i: fra de hvide vægge, til nogen maskinerne der stod ved min side som blev ved med at sige de der irriterende bibbende lyde. Mit blik fulgte slangen der gik fra et stativ, der sendte væske ned i min arm, til nålen der sad fast i min hånd. Jeg gispede kort, og så hen på damen der stod i rummet. Hun stod med ryggen til, men ud fra hendes lange hvide kittel, kunne jeg regne ud at hun var læge. Hvad lavede jeg her?

Jeg lukkede øjnene igen, og prøvede at få styr på mine tanker. Mit hovdet var et rod, jeg anede hvor jeg var, hvem jeg var eller hvorfor jeg lå her. Det var frusterende.

"Nå Ellie jeg ser du er vågen?" Ellie? Var det mig der var Ellie? Så det var mig der var pigen i drømmen?

"Undskyld? Men jeg..?" Min stemme var svag, og halsen var tør, hvilket hurtigt fik mig til at lukke munden igen.

En dame trådte ind i rummet, og sendte mig et bekymret blik. Hvem var hun?

"Hvordan har du det skatter?" Okay sært: hvem kalder en vildt fremmet for skatter.

"Øhm.." var det eneste der forlod mine læber. Mit hoved var et stort rod.

"Okay lad os komme til sagen," sagde lægen, og lod hendes blik hvile på mig igennem sine fedtet briller, som var sat lidt ned over næsen, så hun mest af alt mindede om en skole lærerinde. "Kan du huske noget fra ulykken?" Ulykken? Hvilken ulykke?

Jeg så forvirret på hende, og så hen på damen. Hun tog min hånd, hvilket fik mig til at se chokeret på hende. Hvad lavede hun? Jeg trak den hurtig til mig, og lod mit blik ligge sig på lægen igen. ”Hvilken.. ulykke?” mumlede jeg. Tårene var begyndt at presse sig på, jeg anede ikke noget, det forviiret mig virkelig.

”Oh.. du husker det ikke?” spurgte lægen, hvilket fik mig til at ryste svagt på hovdet. Hun så på mig, med rynket pande. ”Hvad er det sidste du kan huske?” spurgte hun. Jeg begyndte at rense mit hovdet for minder der måske sagde mig noget, men alt var sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...