Still The One - One Direction (På pause)

Da hendes bedste ven, den nu verdensberømte Louis Tomlinson valgte at skride sin vej uden at se sig tilbage, endte Ellie, 13 år gammel i en grim ulykke med sin mor. Alle minderne fra barndommen røg i vasken, og det eneste Ellie tænker på nu er, at hente minderne tilbage igen. Men intet af det hun finder husker hun. Intet. Hun ved ikke engang hvem hendes bedste ven er længere. Hun tror blot hendes kæmpe idoler, One Direction er fremmede for hende.
Men hvad sker der, når hun støder på en gammel sang fra fortiden med hendes navn og.. hendes største idols barnehåndskrift på? Snart er hun desperat efter at finde ud af, hvor Louis er, og tænker næsten ikke på andet.
Da chancen kommer, skal Ellie og hendes band være opvarmingsnummer for One Direction, flyver nye strategier og tanker i hovedet på Ellie. Hun ved godt, at Louis aldrig kommer til at vide hvem hun er, hvis ikke bandet bruger Sangen. Snart er Ellie opsat på at forklare Louis, at hun "Still the One"! <3

14Likes
19Kommentarer
1302Visninger
AA

5. Kapitel 3 - Post Ellie! A letter from Paul Higgins, argh!

Ellies synsvinkel:

Jeg tændte for min gamle mp3 afspiller, hvor sangen 'The Lazy Song' brølede ud. Mine læber begyndte at synge med på sangen, men jeg slentrede hen til mit garderobeskab. 'Today I don't feel like doing anything'. Og tro mig, det var rigtigt!

En masse tøj faldt ud, kun fordi jeg havde glemt at rydde op som min mor ellers havde bedt mig om, fordi hun skulle ud og spise med sin veninde. I det tilfælde skulle hun selvfølgelig være rigtig fint klædt på: en lang mørklilla gallakjole med sølvsko samt de dyre øreringe min far havde givet hende i bryllupsgave. Var det ikke en tanke der lød til at hun skulle ud med Larry? Larry. Det navn fik mig til at gyse. Små knopper begyndte så småt at dukke op på mine arme, da lyden rungede inde i mit hoved.

Jeg fangede hurtigt et par militærgrønne shorts, en orange top og proppede resten af tøjet ind i det gamle skab. Der var så meget rod derinde. Både tøj der var for lille, for stort, endda nogle shorts jeg kunne passe da jeg var 6 år! Holy shit man..

"Ellie?" Min mor stod i døråbningen og havde tydeligvis overvåget min lille scene til mindste detalje, hvilket jeg fandt knap så skønt. "Hvad havde jeg sagt om det der skab i går?" Hendes ene øjnebryn skød i vejret, og mundvigen trak sig sammen, hvilket ikke tegnede på noget godt. Min mor var begyndt at opføre sig underligt - mærkeligt, for at være hel præcis, efter hun startede et forhold op med klamme Larry - Larve Larry! Tror jeg vil begynde at tænke over hvordan jeg mon skal dræbe mig selv når han nu bliver en del af familien. I toiletvandet? Måske et rottested? Måske skal jeg overveje at blive kildet ihjel af min fætter? Jeg rystede på mit hoved og kiggede på min mor med bedende øjne.

"Øhm. At jeg skulle tage at få rodet op?" smilede jeg idiotisk og lænede mig op af lågen der var drejet ud til siden. "Undskyld mor, virkelig meget undskyld! Men jeg måtte snakke med Carol," sagde jeg, og faldt ned på de ækle knæ der lignede lort lige nu. Behårede, grimme, knobbede og ikke mindst røde.

"I aften min skat, skal du få taget dig sammen," svarede hun, og trak på smilebåndet og fik bevæget sig hen på min seng. Et tungt åndedrat lød fra hendes mund, og et blik(hvilket jeg ikke tit havde set), kiggede forvirret rundt på mit gamle gulvtæppe. Hendes ansigt mistede kuløren, og snart var jeg ikke sikker på om jeg skulle hjælpe, eller sidde på gulvet og se latterlig ud?

"Mor?"

"Der er kommet brev til dig," hviskede hun, og kørte med en blid bevægelse over kortets forside, mens jeg undrede mig over hvorfor hun så så trist ud Jeg kiggede interessant på hendes hånd, mens jeg langsomt fik kravlet over til sengekantet. "Jeg er ikke sikker på du skal læse det," sagde hun, denne gang med en rysten klang i stemmen. En tårer fældede fra hendes ene øje, og uden at vide af det, blev min arm langsomt landet på min mors skulder. "Jeg har allerede læst det." Mine øjne tumlede rundt efter at finde åbningen. "Ellie skat. Jeg må ikke læse andres breve, men jeg bliver nød til at fortælle dig det, og ikke at du selv skal læse det."

Hurtigt trak jeg konvolutten ud af hånden, og med klamrende fingre fik jeg endelig hevet det kridhvide brev med sorte bogstaver op. Mit ansigt lyste, da jeg læste mit navn stå øverst. Mit blik læste hver enkelt ord, ikke noget med at hoppe 2-3 ord frem, men hver enkelt. Først da jeg var færdig opdagede jeg hvem det var fra. Hvem det handlede om, og hvad der skulle ske. Min hjerne eksploderede og mit hjerte holdt op med at stå - i hvert fald et par sekunder. Paul Higgins, deres manager havde skrevet til mig! Eller, det vil sige til mig og mit band. One Direction, det største boyband, de sejeste drenge, og wolla, lækre drenge. Faktisk er de mine idoler. Ikke på samme måde som alle de andre fans, men bare. Svært at forklare folkens!

Jeg ledte desperat efter min mobil, og fandt den endelig under min dyne der var redt så fint. Et kæmpe smil bredte sig på mine kinder, da jeg scrollede ned på kontakterne og fandt pigerne. Pigerne fra vores band, Miss Perfect.

"Ellie, det er Brenda her!"

"Brenda.. Jeg ringer lige de andre op, vent lige lidt.." Jeg tog min mobil ned fra øret og tilføjede resten af bandet.

"Ellie, det er så vildt!" skreg Brenda, og jeg hørte hun landede i sin seng.

"Ja, at.. Paul? Han.. omg!" Mit anfald tog altid over sammen med hende.

"Paul? Hvem fanden er det? Ellie? Vi er blevet tilbudt at spille hver aften på James Dinner!"

Mit hjerte sprang et slag over.

"Hallooo.. Må vi andre være med i jeres samtale?" Chloe dukkede op med sin lyse stemme, og grinte et kort øjeblik senere. "Ellie, det bliver så vildt! Hele byen spiser jo der." Jeg fniste. Landede på min seng, og opdagede min mor stadig var der. Med et hurtigt smil og et skub, var hun på vej ud af døren.

"Jeg er heeeer," skreg Carol ind i telefonen, og snart var de godt i gang med snakken om et fast arbejde på James Dinner. Jeg trykkede på højtaler, lagde min mobil ned ved siden af min hovedpude og fandt et gammelt blad frem. Det her kunne vare i evighed, så hvorfor ikke bare slappe af, og vente med at fortælle min store hemmelighed til sidst? Et grin undslap mine læber, og stille blev der vidst i den anden ende. Jeg havde lyst til at skrige og grine på samme tid.

"Piger, har en endnu mere fantastisk nyhed!" startede jeg med et smil på læberne.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...