En ny verden.

For omtrent 150 år siden blev fyrre mennesker fanget på en øde ø uden mulighed for at blive reddet. Deres efterkommere har skabt sig en hel landsby midt på øen og lever i pagt med naturen - men hvad sker der, når et moderne fly i 2013 styrter ned på øen? Efter et halvt år bliver personerne fra flystyrtet reddet, men en af de indfødte øboere, Mariya, er blevet forelsket i Thomas, der styrtede ned med flyet, og bestemmer sig for at tage med ham til den moderne verden. Hvordan skal hun tilpasse sig og ikke mindst komme tilbage til øen og sin familie, da Thomas dør af kræft?

0Likes
0Kommentarer
181Visninger

1. Et ny folk

Historien lyder, at vores forfædre var fattige mennesker på et stort skib, der var på vej til Australien i 1800-tallet. Jeg nyder at høre den og elsker at fortælle den til de små.
Der var to hundrede om bord på skibet inklusive mandskabet. Efter et par ugers sejlads – skibet skulle være omkring to ugers sejlads væk fra Australiens kyst – gik de på grund. På døre og andet, der kunne flyde, kom de efter lang tids flyden omkring til en øde ø, der bød på både friskt, ferskt vand, masser af frugt og kød og en lysning midt i junglen, hvor de slog sig ned. At komme fra kysten og til lysningen, tog de omtrent fyrre overlevende et par dage, fordi de var så udmarvede og trætte. Nu tager det blot os et par timer, men vi er også alle opvokset her.
Efter få måneder udvidede de lysningen ved at fælde træerne. Det tog lang tid, men de blev også flere og flere. Der var familier alle steder fra: England, Wales, Danmark og Bulgarien, hvorfra vores familie stammer. Deraf har vi mærkeligere navne, andre vaner og taler stadig bulgarsk til hinanden, men de andre familier fra eksempelvis Danmark har tilpasset sig minoriteten af de, der var overlevende. Jeg tror ikke engang, de taler deres eget sprog.

 

Jeg vågner, da min søster, Nataliya, rusker i mig. Det tager ikke lang tid for mig at rejse mig op, trække natkjolen af og få mine behagelige læderbukser på. Som alle andre kvinder bærer jeg kun brystholder – også denne er lavet af læder og meget praktisk, da man kan klatre højt op i træerne og springe vildt rundt i junglen uden at blive besværet af sine bryster. Jeg skubber tæppet til side og slår let min bror, Andrei, på skulderen, og vi sender et grin til hinanden. Lige udenfor hytten er min mor i gang med at røre i grøden over ilden.
”Sent oppe for en gangs skyld,” siger hun og smiler til mig. Jeg gaber og nikker, mens jeg indånder duften af den lækre mangogrød.
”Det må jo ske engang imellem. Hvor er far henne?” spørger jeg og griber en af de træskåle, jeg selv har lavet. De er umådeligt praktiske. Min mor hælder noget grød op i skålen, og jeg spiser med stor vellyst, da det er lang tid siden, jeg sidst har spist.
”Han jagter stadig med Jack og John,” siger hun og giver også Andrei en skål, da han sætter sig ved siden af os. De andre i landsbyen er efterhånden ved at stå op – vi er den eneste familie med en tradition for at gå tidligt i seng og stå tidligt op. Han rusker let op i mit allerede pjuskede hår, og jeg ruller med øjnene af hans barnlighed.
”Du skal gå en tur med Nataliya og jeg om lidt, Mariya,” siger Andrei. Hans tonefald indbyder ikke til diskussion, men jeg fornemmer alligevel en antydning af morskab. Jeg nikker bare og orker ikke at spørge hvorfor, for han vil ikke fortælle det.

”Jeg opdagede dem i går og viste dem til Nataliya, men du klatrede i træer med Alexander, og jeg ville ikke sige det foran mor,” hvisker Andrei lavmælt. Vi sidder gemt i træernes kroner ved yderkanten af den store skov, og jeg tror nærmest, jeg ser syner. Der er andre end os. De går mærkeligt klædt, og der er endog mørklødede mennesker, som bliver behandlet på lige fod med de andre. Jeg har fået at vide, at mørke mennesker er slaver i verdenen udenfor øen – men den kunne lige så godt være gået til grunde i mellemtiden. Vi ville intet have opdaget. Jeg stirrer på dem. Der er en enorm, sølv ting med en vinge midt i det hele. Hvad er de dog for nogle?
”Hvad laver de her?” jeg stirrer vantro på dem, mens jeg siger det. Børnene har tøj på, og deres skåle ser ud til at være lavet af det samme, sølvfarvede materiale som den underlige ting midt på stranden.
”Vi ved det ikke. Måske bliver de bange, hvis vi kontakter dem. Nogle af dem er jo helt brændt på. Tror du, de har været i en ildebrand, siden de er så sorte?” hvisker Nataliya. Jeg kan ikke lade være med at overveje muligheden – måske var der brand i den store tingest. Den er også sort nogle steder, men den er også blå, og jeg ved ikke, hvor det er kommet fra. Det ser ud til at være arrangeret i en form for meget underlig kunst. Vi gemmer os godt. Hidtil har de ikke set os, men det kan også være, de er for dumme. Måske er de halvt blinde? Jeg kan kun gætte.

Til sidst bestemmer vi os for at sige noget til dem. Jeg er den ældste med de sytten regntider, jeg har oplevet, og skal derfor gå hen til en af dem. Da jeg har betragtet dem på afstand et stykke tid, bestemmer jeg mig for en ældre udseende mand, der snakker med en kvinde, der er brændt på. Han er gammel og ligner en leder, fordi han er så meget ældre end de andre. Jeg bevæger mig forsigtigt hen mod dem. Først prøver jeg på engelsk. Forstår de ikke det, kan jeg prøve bulgarsk. De eneste to sprog, jeg med sikkerhed kender.
”Hvem er I?” spørger jeg. Han stirrer på mig. Alle stopper, hvad de er i gang med, for at se på mig. Jeg lader det ikke påvirke mig, da jeg bevæger mig hen mod ham.
”Er De jeres leder?” spørger jeg igen, denne gang i et mere bestemt tonefald, og kigger på ham med et blik så fast, at han umuligt kan undgå at svare.
”Hvem er du?” spørger han stammende. Den brændte kvinde stirrer også på mig, men hun har ligefrem munden åben. Jeg kniber øjnene sammen.
”Jeg spurgte først,” siger jeg skarpt og krydser armene. Ud af øjenkrogen ser jeg Andrei se bekymret på os. Han har hånden på sin dolk og er parat til at springe på dem, hvis de angriber, men jeg ved, de er for mange til os. Nataliya kan jeg ikke se – hun er også kun tolv regntider ung. Hun er nok blevet sendt i sikkerhed af Andrei, hvis det nu skulle udvikle sig så vidt.
”Mit navn er Jacob Smith,” siger han og rækker hånden frem mod mig. Jeg stirrer først på den og så på ham. Skal det forestille at være truende eller en gestus i deres kultur? Jeg træder et skridt væk fra den. Det var dog en aldeles sær ting at gøre.
”Hvem er du?” spørger en tredje, der pludselig kommer ind i billedet. En ung mand med hovedet barberet næsten skaldet og træ i favnen. Hans overkrop er bar – de andre mænd og kvinder har tøj på overkroppen, hvilket undrer mig i denne hede, men dem om det.
”Hvad laver I på vores ø?” spørger jeg og lader armene falde ned af siden. Han lægger træet ned og træder et skridt hen mod mig, prøvende. Jeg bliver stående, hvor jeg er.
”Vi styrtede ned for et par uger siden med et fly,” siger han, som om det forklarer alt. Jeg rynker øjenbrynene. Hvad sagde han, at de styrtede i?
”Et… fly?” siger jeg og forsøger at udtale det, som han gjorde, ”hvad er det?”
”En stor, flyvende ting. Som en fugl. Bare med mennesker i,” siger han. Jeg undrer mig stadig, men verden udenfor må jo have opfundet nye ting – som at putte mennesker i en gigantisk fugl.
”Andrei, kom herhen,” siger jeg og retter hovedet mod ham. Han hopper hurtigt ned af træet og løber hen mod mig. Det ærgrer mig, at han er højere end jeg, selvom jeg er to regntider ældre end han.
”Hvem er deres leder?” spørger han lavmælt på bulgarsk. Jeg trækker på skuldrene som indikation af, at jeg ikke ved det.
”Hvem er jeres leder?” spørger han højlydt og selvsikkert. Det er tydeligvis en sejr for den ellers generte Andrei – men når han bliver stillet for fjender, ryger al nervøsiteten og mod indtræder i dets sted.
”Det er Thomas,” siger den brændte kvinde. Jeg stirrer lidt på hende, men ser så på manden, hun peger på. Det er den næsten skaldede mand, jeg fik mig en lille sniksnak med før. Han er alt for ung til det, men jeg er ligeglad. De har vel deres egne regler, siden de kun har været her et par uger og kommer fra verdenen udenfor.
”Hvor længe bliver I?” spørger Andy henvendt til lederen, Thomas. Han har åbenbart fået den opfattelse, at de er her på ferie og vil kun have dem til at forsvinde.
”Vi regner ikke med at blive reddet, for vi har været i for lang tid,” siger han, og jeg skimter et glimt af bedrøvethed i hans ansigt, men det forsvinder hurtigt.
”Så tager vi dig med til vores landsby,” siger Andrei bestemt. Jeg ser forvirret på ham et øjeblik, men bestemmer mig så også for, at det vil være det rigtige at tage deres leder med til vores.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...